HIP (hurra for Laugesen)

Første gang jeg anmeldte Peter Laugesen var næsten også første gang jeg skrev en anmeldelse. Det var samlingen med en titel så lang som et haikudigt: Helt alene i hele verden og hip som ind i helvede fra 2001.

Omslaget er helt hvidt og enkelt. Oven over titlen står der Peter Laugesen, neden under Borgen. Samme skrifttype, samme størrelse sorte bogtaver. Samme enkelhed som også genudgivelsen, der udkom året efter, 2002, har, og som indeholder Skrift og Uden titel, eller Man kan ikke sige at alting hører sammen … begge oprindeligt fra 1969.

Titlen gjorde indtryk på mig – med dens 17 stavelser og bogstavrim er den let at huske. Jeg husker også samlingen for Laugesens blanding af stort og småt, højt og lavt. Af traditionelt poetiske ord og meget lidt poetiske ord (nu har jeg set efter og fundet ’kursusledere’ og ’rosenbusk’) og en blanding af Brian Laudrup hos FCK, Fætter Guf, engelske ord, jazzmusikere og ord, jeg måtte slå op. Laugesen var ret optaget af internettet i 2001 og også lidt maskinstormende.

Jeg havde enormt svært ved at vurdere bogen, og især vurdere den i forhold til Laugesens øvrige skrifter. Det er noget nær umuligt at hive en tekst eller en bog ud fra Laugesens bunke og sige, at den kan jeg bedst lide. Man er nødt til bare at tage en beslutning om, at den eller den kan man bedst lide, tror jeg.  Men titlen fra 2001 vil jeg gerne fremhæve, den er poetik, portræt og musik.