Alting begynder med A som i Americans

Længe læste jeg om Gertrude Stein (1874-1946) og ikke Gertrude Steins egne værker. Første gang i en af Steffen Hejlskov Larsens bøger om systemdigtning fra 1971 (med altså omtrent tyve års forsinkelse som studerende i 1990’erne på Københavns Universitet – og følelsen af, at der hele tiden er noget, jeg mangler at indhente og sætte mig ind i, er selvsagt bare vokset siden da, men nu prøver jeg at betragte den som en gave).

Hvad jeg læste hos Hejlskov Larsen om Gertrude Stein, handlede om Steins mest kendte linje: »Rose is a rose is a rose is a rose«, der er fra 1913 og digtet ’Sacred Emily’ fra Geography and Plays. Dét Hejlskov skrev var, at linjens midterste ’is’ kan opfattes som et lighedstegn, således at ordene på den ene side af lighedstegnet svarer til ordene på den anden side. At bogstaverne i ’rose’ er lig med bogstaverne i ’rose’ og altså ikke det samme som den blomst, vi kalder en rose. Jeg var glad for Hejlskovs bog – også af hans læsninger af Inger Christensen, for det var hendes forfatterskab, der havde ført mig dertil.

Sådan en forfatter var Gertrude Stein altså indtil for nylig for mig, en forfatter, der blev henvist til, når jeg læste om andre forfattere eller tekster af andre forfattere. En forfatternes forfatter med andre ord. Jeg fik nok en opfattelse af Steins værker som kolde, maskinelle og anonyme, nu ved jeg, at de er alt muligt andet (også) – frem for alt givende på den inspirerende og kloge og morsomme måde. Og tillige at koldt, maskinelt og anonymt kan være positive egenskaber.

Nu er jeg så begyndt at læse Gertrude Steins romanmonster The Making of Americans udgivet i 1925 og på 925 sider, og om hvilken hun selv har skrevet til vennen Carl Van Vechten lige inden udgivelsen: »It is long but it ain’t bad,« som det fremgår af Steven Meyers introduktion i den udgave, jeg har fra 1995. Men inden jeg begyndte at læse i romanen, havde jeg allerede nogle forestillinger om den. Blandt andet at den var mere eller mindre u-læselig. Den forestilling havde jeg bl.a. fra den amerikanske konceptdigter Kenneth Goldsmith (f. 1961), der jo selv er optaget af det u-læselige. Han har et sted nævnt The Making of Americans som et værk på linje med Andy Warhols lange og stillestående film og hans egne afskriftsværker, der ikke så meget skal læses (eller i Warhols tilfælde ses), men snarere tænkes over. Med andre ord mener Goldsmith, at når det gælder konceptværker, så skal man læse konceptet – ikke nødvendigvis værket. Hvis jeg husker rigtigt, skrev Goldsmith, at der ikke var mange der rent faktisk havde læst The Making of Americans (som han dog selvfølgelig ikke udnævnte til at være et konceptuelt værk). Det har han måske heller ikke selv, læst romanen, siden han kan sige sådan, men måske vil jeg også selv sige noget lignende, når jeg er kommet lidt længere end til side 150.

Jeg læser romanen overordentlig langsomt og med en god og skøn fornemmelse af aldrig at blive færdig med at læse. Allerførst et par ord om selve titlen The Making of Americans: Making er The Making, den bestemte artikel The lægger sig til ordetMaking – i modsætning til Americans, der ikke har nogen artikel. The Making er sagt på en anden måde en bestemt Making, det kunne være denne Making, det vil sige denne bog, læseren holder i hænderne. Men det kan også betyde at befinde sig i en proces, at være i gang med at skabe noget.

Desuden kan man ikke afgøre om ordet Americans er subjekt eller objekt. Romanen kan handle om, hvordan de mennesker, der kalder sig amerikanere, blev skabt og hvordan amerikanernes historie kan blive til fiktion eller et kunstværk. Eller – hvis der er tale om en genitivform – at titlen henviser til de fænomener og ting, som er skabt af amerikanere. Hvilket igen kunne være »music and all kinds of modern improvements« som en af romanens personer, den gamle mand Henry Dehning (som jeg vender tilbage til) ville sige.

Men inden da vil jeg vende tilbage til mit første indtryk af bogen – eller rettere sagt til min bestræbelse på at danne mig mit første indtryk af bogen, mit eget første indtryk. Jeg skippede introduktionen i første omgang og forordet og begyndte sådan set bare at læse, men jeg kunne selvfølgelig ikke ignorere, at forfatteren er en vis Gertrude Stein. Det betød som sagt, at jeg ikke kunne ignorere alt det, som jeg allerede havde hørt om monsteret – og faktisk var det specielt svært at ignorere Steins egne ord om hendes intentioner med romanen. Spørgsmålet om, hvorvidt forfatterens egen idé var, at læseren skulle læse samtlige sider spøgte, og så forventede jeg ikke bare en meget lang bog, men også nogle meget lange sætninger (umulige sætninger). De lange sætninger havde jeg læst om i Steins ’Poetry and Grammar’, hvor hun siger, at komplikationer ender med at føre til enkelhed. Jeg citerer fra Lene Asps oversættelse af ’Poetry and Grammar’:

»Da jeg var i gang med at skrive de her lange sætninger i The Making of Americans, blev verber aktive verber i præsens med lange afhængige adverbialsætninger en lidenskab for mig. Jeg har fortalt jer at jeg anerkender verber og adverbier hjulpet af præpositioner og konjunktioner med pronominer som værende i besiddelse af hele tekstens aktive liv.

Komplikationer ender med at føre til enkelhed og derfor har jeg altid kunnet lide adverbialsætninger. Jeg har kunnet lide adverbialsætninger på grund af deres varierende afhængighed og uafhængighed.«

(Stein taler, 2006, Arena)

Men så umulig, lektiepræget og utilgængelig viste romanen sig jo slet ikke at være. De første mange sider er Steins sætninger en ren og skær nydelse at læse. Jeg noterede mig også det rent fysiske aspekt, at jeg var nødt til at sidde op og læse. Bogens størrelse gør, at man ikke ret godt kan læse den henslængt – det vil sige halvt sovende.

Dog, jeg var lidt forvirret over det allerførste afsnit, og det er jeg stadig. Men jeg tror ordet ’temper’ er vigtigt. Og så naturligvis kampen de to generationer imellem. Det begynder sådan her:

»Once an angry man dragged his father along the ground through his own orchard. ”Stop!” cried the groaning old man at last, ”Stop! I did not drag my father beyond this tree.”

It is hard living down the tempers we are born with. We all begin well …«

Det næste afsnit introducerer jeget, fortælleren, og jeget er en rigtig amerikaner – og det er indlysende, at en rigtig amerikaner er immigrant. Det er en person, der tilhører en ung kultur og tradition:

»It has always seemed to me a rare privilege, this, of being an American, a real American, one whose tradition it has taken scarcely sixty years to create. We need only realise our parents, remember our grandparents and know ourselves and our history is complete.«

På en måde kan man sige, at Stein begynder med enkelheden, men ret snart finder man så ud af, at det også skal være langt og kompliceret, »to be talked long« er romanens eget sprog. Det handler ikke om at fortælle en historie (story) om en vred mand, men om at skabe amerikanernes historie (history).

Læg mærke til hvordan verberne hos Stein er lumske, ’realise’, ’remember’ og ’know (ourselves)’ – hvad vil det helt præcist sige? Og det næste, jeg så blev klar over, er Steins dybt originale brug af præpositioner, der blot er påfaldende på de første cirka 30 sider, men som bliver vildere (mere forvirrende og tvetydige) der omkring, hvor jeg er kommet til, side 150.

Men på de første cirka 30 sider læste jeg om en række stærke kvinder, der bærer på en række babyer, og jeg fik et billede af de første amerikanere som pungdyr takket være de genkommende udtryk som »to carry the children inside them«, »born and unborn with them«.

Et andet udtryk, jeg har hæftet mig ved, er, når nogen dør, og der står: »died away and left them«, fx siger en af bedsteforældrene, Henrys far:

»(…) He [Henry] always is good to me and the others, they come to see me always only now it is all different. My wife she stayed right by me always and the children they always got some new place where they got to go and do it different.” And then the old man sighed and then soon too he died away and left them.

Henry Dehning was a grown man and for his day a rich one when his father died away and left them …«

Et andet vidunderligt udtryk har jeg allerede nævnt, nemlig »to talk it long«. Som jeg indtil videre forstår udtrykket, så er det de gamle mænd, der gør dette: taler det langt, når de foræller »it all over« til deres børn.

På side 8 begynder det, jeg kalder Henry Dehning-monologen, og som er et godt eksempel på, hvordan de skrevne ord og de talte ord kan blive en og samme sag. Den gamle mand, Henry Dehning, taler om den nye verden, som er hans børns verden, og han taler om den gamle verden, som han selv har levet i. Nøgleordene er ’modern improvements’, ’education’, ’money’ og ’trading’.

Et stykke inde i denne monolog, på side 9, kommer det så:

»The children laughed, ”You see you can’t tell yet sir,” they answered, ”it will be different but I guess we will be good for something.”«

Samtidig får læseren også at vide at både børnene og den gamle mand holder af denne kamp, de har. Og så fortsætter den gamle sin monolog:

»(…) No there is too much education business and literary effects in you all for you ever to amount to something, and then you will be always wanting more and so you never will do anything when you have nobody there to always help you.«

Gamle Henry Dehning sludrer, eller han taler som en loop-maskine. Men det interessante er selvfølgelig, hvad der sker i læserens hoved, når hun læser disse gentagelser. Jeg begyndte at forestille mig den gamle mand. Han blev meget levende og sand ved dette fænomen ’to talk it long’. Jeg syntes, jeg begyndte at kunne høre hans stemme, og jeg kunne se ham stå der foran den kommende generation. Så en måde at skabe amerikanere på, at skrive den amerikanske historie, er ’to talk it long’, vil jeg tro.

The Making of Americans handler i hvert fald til en begyndelse om at skrive og tale det langt. Dét er denne her mærkelige størrelse, som vi kalder den moderne verden. Den er mærkelig, fordi det alt sammen er sket (og sker) så hurtigt:

»Nay for a man to have it in a single life time all so different for him is more strange than being born and being then a baby and then a child and then a young man and then old like a man grown old and then dead and so no more of living, it is more strange because it makes so many lives in this one living. Each one of these lives that he forgets or remembers only as a dim beginning is a whole life to us in our thinking, and so Henry Dehning has had many lives in him to our feeling.«

Hvis jeg skal sige det meget kort, så tror jeg, at det er denne balancegang mellem det yderst komplekse og det helt enkle, og i romanen her i forhold til emnet modernitet, jeg så godt kan lide ved Stein. En balancegang jeg også finder i det første afsnit i børnebogen To do: a Book of Alphabets and Birthdays, hvori der i første afsnit står:

»Everything begins with A.

What did you say. I said everything begins with A and I was right and hold me tight and be all right.

Everything begins with A.

A. Annie, Arthur, Active, Albert.

Annie is a girl Arthur is a boy Active is a horse. Albert is a man with a glass.

Active.

Active is the name of a horse.

Everybody has forgotten what horses are.

What horses are.

What are horses.«