For et par uger siden, 23-25. januar, lagde Testrup Højskole hus til et nordisk seminar om skriveskoler. Som tidligere leder af Forfatterskolen var jeg blevet inviteret til at holde et oplæg på seminaret, og det resulterede i en tekst med titlen "Kunsten at gå i skole". Inden seminaret sendte jeg min tekst til Politikens nye kronikredaktør, Christoffer Emil Bruun, der kort forinden havde tilbudt Promenaden et nærmere samarbejde, fordi han gerne ville åbne kronikken for danske forfattere i god forlængelse af, hvordan Politikens kronik traditionelt har fungeret. Det syntes jeg lød opmuntrende, og jeg forestillede mig, at jeg kunne foregribe samarbejdet med min tekst.
Jeg gengiver teksten nedenfor som en slags dokument, men de egentlige pointer kommer først efter teksten (her fremhævet). Man kan altså sagtens springe kronikteksten over og gå direkte til sagen, som jeg i øvrigt forsøger at fremlægge så nøgternt og faktuelt som muligt, så man selv kan tage stilling. Jeg fremhæver også de øvrige længere "dokumenter" for overskuelighedens skyld.
KUNSTEN AT GÅ I SKOLE
I 1989 offentliggjorde Poul Borum en artikel om litteraturkritiske metoder i tidsskriftet Standart. Han indledte sin artikel med en karikatur af en typisk anmeldelse i bladet og lod anmeldelsen begynde sådan her: "Jeg havde ikke tidligere hørt om den fynske lyriker Hans Christian Andersen, men hans lille prosabog Svinedrengen er absolut interessant og jeg har været optaget af den." Herefter følger så, skriver Borum, tyve linjers handlingsreferat med henvisninger til Jacques Lacan og Hans Hauge samt to afsnit med kritiske bemærkninger og ros, der i Borums gengivelse lyder: "man kan nok sige, at Hans Christian A. skriver et temmelig barnligt sprog, og det er i hvert fald overordentlig ugrammatisk … Jeg har alligevel været meget optaget af unge Andersens lille jeu d’esprit, og De bør absolut læse den!"
Hvis man nu gentog karikaturen og flyttede den fra litteraturkritikken og over på skønlitteraturen, så kunne dens genstand fx være en elev på Forfatterskolen, hvis debutroman begynder: "Jørgen S. kom gående ned ad hovedgaden i Havnstrup i sit nye lyseblå sæt og hvide sandaler. Nakket var vredet i vinkel, under den ene arm bar han en sort taske af tykt, revnet læder. Han ledte han efter en skyggefuld bænk, hvor han kunne fortsætte sin eksamenslæsning." Derpå følger så halvandet hundrede sider om, hvordan Jørgen blev seksuelt misbrugt af et familiemedlem, men siden har formået at frigøre sig fra familien. Romanen falder i tre afsnit, der hver især følger et tiår i Jørgens liv. Romanen slutter med, at Jørgen finder sit livs udkårne, en stolt og selvstændig kvinde, der ikke bekymrer sig om, at "Jørgen ikke kunne slippe sin usikkerhed. Han var en af dem, der snublede i starten og aldrig rigtig holdt op med at snuble."
Poul Borum noterer ironisk om Standart-anmelderen, at hans indsats næsten ikke kunne være bedre, for hans anmeldelse har fulgt alle vedtagne konventioner. Den indeholder både en indledning med generel karakteristik og placering, en udførlig beskrivelse med antydet tolkning, der efterfølges af indvendinger og afsluttende anbefaling. Tilsvarende kunne man sige om Forfatterskoleeleven, at hans roman både rummer et udfoldet psykologisk portræt, et overordnet tidsbillede med genkendelige detaljer, et naturligt fremadskridende handlingsforløb med mildest sagt farverige bipersoner samt episk og eksistentiel forløsning. Men selv om den studentikose anmelder nok kunne drømme om at blive ansat som unganmelder på Politiken, kunne romandebutanten næppe gøre sig store forventninger om at blive udråbt til tidens nye litterære stjerne. Og dog. For ikke så længe siden skrev en af hovedanmelderne på netop Politiken om en ny roman: "Det er ubegribeligt flittigt researchet, og det er som litterært ingeniørarbejde vildt imponerende. Godt nok træder fortællegrebene her og der så tydeligt frem, at man tror det er løgn … men hos [XX] er man ligesom i en verden, hvor den slags er o.k."
Hvis jeg skal sige noget om, hvordan den misere hos både kritikeren og forfatteren er opstået, bliver jeg nødt til at begynde et helt andet sted. Og det sted inkluderer Forfatterskolen i København og skriveskoler i det hele taget. For det handler naturligvis om, at der har fundet en udvanding sted af litteraturen som kunst – eller hvorfor ikke: af selve kunstbegrebet. Og det handler om, at litteraturens rolle har ændret sig kraftigt, siden Forfatterskolen blev indviet i 1987. Ved åbningen af skolen den 3. november holdt Thorkild Bjørnvig en tale, der blev trykt dagen efter som kronik i selvsamme Politiken. Her forsøgte han at forklare, hvorfor der netop på dét tidspunkt havde vist sig et behov for at etablere en uddannelsesinstitution for forfattere (der opstod i øvrigt flere lignende tiltag i slutfirserne, så der var åbenbart et behov). Bjørnvig betragtede Forfatterskolen som del af en digterisk "overlevelsesimpuls" og forestillede sig, at denne impuls var:
"provokeret af de øvrige mediers sejrsgang, fra presse og radio til video og TV. Ikke mindst de sidstes tilskyndelse til noget, der nærmer sig den rene ordløse eller ordfattige billednarkomani. Enten indlader skribenterne, journalisterne, ordbrugerne i videste forstand sig på en halsløs konkurrence, et håbløst kapløb – eller de og deres læsere besinder sig på ordenes egenværdi og uerstattelighed. Det sidste har forfatterne og deres gode læsere naturligvis altid gjort. Men nu føler begge parter sig trængt. Det ægte ords, det skabende udtryks bevarelse og præcision, dets eksistens overhovedet, bliver et samfundsproblem. Det er fordi dét er truet – at bogen bliver truet."
Bjørnvig baserer sin tidsdiagnose på meget entydige modsætninger – det uerstattelige ord over for den ordløse billednarkomani, journalisternes mediekonkurrence over for det skabende udtryk osv. Og hans løsen er, at forfatterne besinder sig i stedet for at tabe besindelsen ligesom de halsløse journalister. Forfatterskolens opgave bliver da ifølge Bjørnvig at skabe rum for en sådan besindelse. Hvis dét lykkes, vil det samtidig lykkes at bevare litteraturens rolle som forrådskammer for samfundet i krisetider, når ånden er truet, og alle kun synes optaget af materialisme og nytteværdier. Forfatterskolen skal med andre ord sikre litteraturens autonomi, dens "egenværdi", og gøre det ved at insistere på, at litteraturens grundlag er dannelse, personlig integritet, viden, udsyn – selvbesindelse. Kort sagt alt det tiden ikke rummer.
Femten år og to rektorer senere offentliggør den netop nyvalgte rektor Hans Otto Jørgensen en kronik, såmænd i Politiken, hvori han tager tråden op fra Bjørnvig. Han indleder med en lidt underlig formulering:
"Litteraturen er faldet udenfor i tiden. Den har som kunsten i øvrigt op igennem det 20. århundrede langsomt, men sikkert mistet sin position som åndelig vejleder, den er i dag uden forankring i dannelsesmæssig henseende, den har mistet sin autoritet som samfundsrevser såvel som evnen til at opstille utopier. I stedet er den især efter cirka 1970 havnet i konkurrence med og på samme hylde som tv-kanalernes uendelige strøm af realityshows og quizzer, hurtigtgående spændingsserier og sport … Alligevel er der – bortset fra positioner på det yderste højre – almindelig enighed om, at der er brug for litteraturen, at den særlige erkendelsesform, som litteraturen bibringer sin læser, med den langsomhed der er, er et nødvendigt korrektiv i et stadig mere oplevelsessygt og forbrugsorienteret samfund" (15. juni 2002).
Hos Jørgensen finder vi samme modsætningspar som hos Bjørnvig, men med lidt andre ord. Han taler om tidens higen efter spænding over for litteraturens erkendelse, om mediernes hurtige oplevelser over for kunstens langsomme fordybelse, men verdensbilledet er det samme som Bjørnvigs: ordet er truet, folk er blevet oplevelsessyge, de vil kun forbruge, de har simpelthen mistet åndsevnen. Og hos begge betragtes litteraturen som et "korrektiv", fordi den er det sidste refugium for dannelse og selv på mirakuløs vis forblevet upåvirket af tidens barbari.
Hans Otto Jørgensen standser dog sig selv på kanten af faldgruben, for hvis nu litteraturen skal være reservat for ånden og dannelsen, har vi så ikke skabt en ny nytteværdi, ifølge hvilken litteraturen skal være opbyggelig og tjene til at bringe samfundet på højkant i krisetider? Nej, siger Jørgensen, opbyggelighed kvalificerer ikke litteraturen, ligesom litteraturen ikke kvalificerer sig ved at værne om nationalsproget eller kulturarven. Af samme grund må det være en opgave for Forfatterskolen at "undsige enhver national myte" og "manifestere et syn på litteraturen, som er fagligt baseret, om litteraturen har kvalitet eller ej." Som man kan høre, blander eksistentiel 1940’er-opbyggelighed sig hos Jørgensen med senmodernistisk autonomitænkning, hvor "det er forfatteren, der suverænt bestemmer."
Jeg forsøger ikke her at geråde i polemik med Bjørnvig og Jørgensen, jeg ønsker blot at pege på, at Bjørnvigs fornemmelse i 1987 af en overhængende trussel mod litteraturen, den fornemmelse har hos Jørgensen i 2002 virkeliggjort sig. Litteraturen ER faldet udenfor. Den ER havnet i konkurrence med de hurtige medier. Forfatteren ER ikke længere åndelig vejleder. Og alligevel er der altså brug for den, ligesom der er brug for en skole, hvor nye forfattere kan uddannes. Men hvorfor egentlig? Og hvad skal de unge uddannes til? Til at være forfattere, ville det enkle svar lyde – vi taler jo netop om en FORFATTERskole. Men hvis det svar virkelig var konsekvent, ville vi også hurtigt kunne fornemme, at noget er galt, for betegnelsen forfatter siger jo ikke andet end, at her er en person, der besidder tilpas mange færdigheder og teknikker til, at det er muligt for ham at få godkendt sine manuskripter til udgivelse. FORFATTERskolen er altså med til at sikre, at forfattere udgiver bøger i Danmark – og glem så i øvrigt alt det andet postyr om korrektiver, uerstatteligheder og bevarelse af det ægte ord.
Men Forfatterskolen er som bekendt også en skriveskole, hvor der bliver arbejdet med meget andet end blot teknikker til at perfektionere manuskripter. Nøjagtig ligesom Kunstakademiet ikke blot er en "Malerskole", der uddanner malere, og Musikkonservatoriet ikke er en "Musikerskole", der blot uddanner musikere og komponister. Måske kan man sige, at formålet med kunstinstitutionerne hverken i første eller sidste ende er at uddanne eleverne. Kunstinstitutionernes formål er at videreudvikle kunsten – gennem eleverne naturligvis. Af samme grund er det forkert, tror jeg, at holde institutionerne op mod mediemaskinen, forbrugerismen, åndløsheden, den almindelige forkvaklethed i samfundet. Det er simpelthen en forkert institutionstænkning. Det er til gengæld den tænkning, institutionerne og ikke mindst Forfatterskolen hele tiden bliver mødt med fra politikere og borgere, der kun tænker på, om man får noget tilbage for skattepengene.
Når man overvejer, hvad en forfatterskole er, og hvad der skal foregå på den, må man altså først overveje, hvilken slags institution den er, og hvordan institutionen placerer sig i omgivelserne. Forestiller man sig, at skolen skal være en kompetenceskole, der skal kvalificere eleverne til at blive dygtige forfattere (FORFATTERskolen), så kan man let ironisere over den, nøjagtig som Poul Borum ironiserede over den dydige studenteranmelder. Eller som jeg selv ironiserede over den dydige forfatterskoleelev, der gør alting rigtig bortset lige fra det med at lave kunst, eftersom kunst jo også handler om selvstændig skabelse. Forestiller man sig derimod at skolen skal være en terapiskole, hvor eleverne opnår selvindsigt og personlig udvikling, er der ikke længere tale om en kunstnerisk uddannelse.
Kompetenceskolens mål er (bog)produktion, og terapiskolens mål er dannelse. Men der findes en tredje mulighed, som jeg allerede har angivet, og den handler om, at en skole for forfattere forstår sig selv som – og insisterer på at være – en kunstskole. En litterær kunstskole, der ikke tjener forlagene eller uddannelsessystemet eller den enkelte elevs forfatterdrømme og mentale balance, en skole, der ikke tjener nationallitteraturen, nationalsproget, det åndløse samfund, de stærkt forvirrede borgere stedt i et hæsblæsende, postmoderne billedhelvede, eller hvad man nu kunne drømme om. Hvis dét skal være muligt, så er det helt afgørende at holde fast ved de oprindelige ideer hos Forfatterskolens grundlæggere om elevernes "bevidstgørelse", om etableringen af en "kritisk sans" hos eleverne og om at nå frem til en "objektivering af skriveprocessen" hos den enkelte elev – kort sagt det, vi i de første år på Forfatterskolen kaldte "selvobjektivering".
Alle de nævnte begreber kan man i øvrigt genfinde i Anne Toft og Dorte Øbergs bog Det litterære væksthus fra 1997, som omhandlede Forfatterskolens første ti år. I bogen citerer forfatterne også fra Per Aage Brandts artikel "At skrive og at skole", som for mig stadig er en hel uomgængelig tekst, hvis man vil forstå, hvad en kunstnerisk skriveuddannelse går ud på. Brandt skriver blandt andet, at det er et særtræk ved kunstinstitutionerne, at man her kan "opleve det kritiske som en art kunst". Det er altså ikke tilstrækkeligt at opøve elevernes teknikker og færdigheder frem mod beherskelse eller kompetence, selv om det selvfølgelig indgår, og indgår sammen med en eller anden form for personlig dannelse. Men den sande dannelse går netop gennem prøvelse, hvor teknikker og færdigheder provokeres, og faste overbevisninger bringes til fald. Fx om, hvad litteratur er, og hvad forfatterens rolle kunne formodes at være.
Jeg ville sige, at en forfatterskole ikke er en kunstinstitution, medmindre den fører det kritiske ind i kunsten og får den enkelte elev til at holde op med at spørge sig selv: HVORDAN skriver jeg min bog? Og i stedet spørge: HVORFOR skal jeg skrive den? Og hvad vil ’at skrive’ overhovedet sige? Vi sander i disse år til i en storm af bøger, der ukritisk angler efter en hvilken som helst form for opmærksomhed, og når så samtidig den litterære kritik har mistet den kritiske sans (som vi så det i Politiken-anmeldelsen), befinder vi os efterhånden i en situation, hvor der hverken i skabelsen eller analysen, hos hverken skribenten eller anmelderen, finder kunstovervejelser sted længere. Hvis forfatterskolerne rundt omkring – og der kommer flere og flere til, næsten as I speak – skal have nogen relevans ud over præcis at tjene elevernes karriere, forlagenes indtægter, nationens ve og vel, så bliver skolerne nødt til at endevende – evt. endda nyetablere – kunstbegrebet. For der er ingen andre, der gør det.
Exit min tekst. Ved afslutningen af seminaret modtager jeg så et svar fra Christoffer Bruun, der skriver:
Kære Niels,
Tak for dit forslag til kronik. Jeg vil rigtig gerne tage hul på en diskussion om kunstens rolle i vores samfund og der ligger din kronik jo fint.
Nu har jeg læst den et par gange og der er noget, som jeg mener ville være godt at ændre. Det er starten: Hele den lange beskrivelse af Borums (sjove) anmeldelse, Jørgen S, Lacan og en unavngiven forfatterskole-elev. Det er meget svært tilgængeligt og vil formentlig få 3/4 af læserne til at bladre. Og det er jo så mit publisistiske lod også at tænke den slags kommercielle tanker.
Når vi først er henne ved udvandingen af litteraturen som kunst i vores tid, kører det. Og det er fint med de historiske betragtninger fra Bjørnvig og Jørgensen. Her ville det jo på en måde være naturligt at du også selv kommer med en reflektion fra din egen tid som rektor for forfatterskolen.
Den side som ville ryge ud i min foreslåede redigering af teksten kunne således bruges på: egne erfaringsreflektioner, et andet men stadig lækkert anslag, uddybning af det "problem" som kunsten har idag, altså kunstens/litteraturens rolle i vores samfund. Med dette sidste mener jeg at der er grobund for at være temmelig radikal og afspejle den "udvanding" du beskriver. Hvordan får vi substansen tilbage og vandet siet fra igen
Håber du kan bruge dette til noget. Som sagt er det en diskussion jeg gerne vil ind i og jeg kan også rigtig godt lide langt det meste af din tekst.
Mange hilsner
Christoffer
For ikke at skulle skrive en lang begrundelse eller geråde ud i en endnu længere diskussion med kronikredaktøren vælger jeg at takke for svaret og rådene og tilføjer så i øvrigt: "Jeg har frygtelig travlt for tiden og når ikke at lave teksten om. Så jeg foreslår, at vi venter til en anden gang, når jeg har noget nyt." Dagen efter modtager jeg en ny mail fra Christoffer Bruun om, at jeg sagtens kan lade teksten ligge et stykke tid, indtil jeg har tid til at se på den. Han fortsætter: "Jeg synes som sagt at det er en rigtig god tekst, som bare mangler en lettere tilgængelig entré. Men det er selvfølgelig op til dig." Hans mail bliver efterfulgt af endnu en et par dage senere, hvori han skriver: "På torsdag bringer jeg en kronik af Merete Pryds Helle, som – med udgangspunkt i modtagelsen af hendes nye bog – handler om forfatterrollen og om at modtage kritik i dagblade. Din tekst passer utrolig godt ind i den kontekst og ville være fin at bringe i forlængelse. Hvad siger du til at kaste et hurtigt blik på begyndelsen, som jeg har foreslået?"
Det undrer mig, at min tekst ikke bare er faldet, og jeg føler mig foranlediget til at forklare, hvorfor jeg ikke vil omskrive den. Det gør jeg i en længere smøre:
Kære Christoffer, jeg smider lige fløjlshandskerne, så jeg kan uddybe min reaktion. Jeg kender dig ikke personligt, så mine kommentarer er rent faglige, hvis dét er ordet. Men lad mig sige, at jeg blev ret fortørnet over dit svar på min tekst af forskellige grunde. Den første er en slags gammelt hang-up på Politikens kronik, som jeg tidligere er blevet afvist til, jeg tror af Bjørn Bredal, hvem jeg havde sendt et uddrag af min essay-samling Alt andet er løgn, som Bjørn ikke ville trykke. Bogen fik senere Georg Brandes-Prisen fra Kritikerlaget, og det var underligt at tænke på, at Brandes-avisen Politiken ikke ville have en Brandes-tekst stående.
Og nu oplever jeg så lidt af den samme historie med dit afslag, der benytter en lidt anden begrundelse, men en begrundelse, der for mig at se er tæt på populisme. Og det kunne så være min anden grund. Jeg fatter ikke, at en kulturavis som Politiken, der ellers nok skal sørge for at rose sig selv for sin kulturelle rolle, ikke vil tillade, at en skribent henviser til så afgørende og velkendte navne som Jacques Lacan og Jørgen Stein, hvoraf den første er et af det 20. århundredes vigtigste navne inden for psykologien, og det andet er titlen på en af de mest læste og beundrede danske romaner i samme århundrede. Hvis man slet ikke kan forudsætte en vis dannelse hos læseren, er kommunikation jo umulig. Desværre tror jeg GODT, at man kan forudsætte alt muligt hos læseren, uden at han eller hun står af eller bliver fortørnet, men det tror du altså ikke, og det synes jeg er uendelig trist. Og jeg må sige, at det for mig er endnu et eksempel på, at aviserne er ved at begå selvmord – de er simpelthen bange for læserne og tør ikke udfordre dem af angst for ... ja, i sidste ende at tabe penge. Trist, trist.
Den tredje grund til, at jeg ikke ville bruge tid på at lave teksten om, er, at det slet ikke kan lade sig gøre at pille første side ud, tilføje lidt personligt fnidder-fnadder og så klæbe det hele sammen til en lækker lille mundfuld. Hvis du havde læst teksten ordentligt, ville du kunne se, at henvisningen til både Borums kritiker-kritik og min egen forfatter-kritik vender tilbage i teksten og hele vejen igennem teksten bliver brugt som eksempler på en forfejlet tilgang til hhv. litteraturkritik og skønlitteratur. Tager man det ud, falder hele korthuset sammen. Det er altså ikke en kosmetisk rettelse, du beder om (i modsætning til at foreslå mig at lave en ny titel eller at tydeliggøre, at der henvises til Jørgen Stein – begge dele ville jeg gladeligt have gjort), men en fundamental omredigering, tæt på total omskrivning.
Og her er vi så nået til min fjerde grund. For jeg tror, at hvis du gerne vil have nulevende danske forfattere til at bidrage til kronikken, så kan det ikke nytte, at du beder os om at lave den slags kronik, som du nu tilfældigvis har i hovedet. Vi er jo da for fanden veltrænede og professionelle forfattere og følger vores eget hoved og vores egne ideer, og så kan det godt være, at der skal poleres her og trækkes sammen der for, at teksten skal fungere i en avis. Men der må findes en vis respekt for forfatterens uafhængige valg og hans evne til at bedømme, hvad der er vigtigt for ham at sige. Ellers bliver det avisen, der taler gennem forfatteren, og ikke forfatteren, der taler gennem avisen. Jeg gad nok vide, hvor meget Rifbjerg er blevet redigeret af skiftende kronikredaktører, der ikke mente han burde nævne Freud eller Hemingway, eller om en redaktør nogensinde har nedlagt forbud mod, at Villy Sørensen kom til at nævne Kafka eller Marx på vejen hen til en vigtig pointe? Lad mig sige, at jeg er ret sikker på, at de har fået lov at skrive mere eller mindre det, de havde på hjerte. Sådan er det åbenbart ikke længere for forfattere, der skal rykke ind i geledet, tage hensyn, kort sagt tilpasse sig, for overhovedet at komme til orde i medierne. Det gider jeg ikke, og jeg tror, at I tager fuldstændig fejl.
Alt godt, Niels
I mellemtiden har vi på Promenaden besluttet, at vi vil sige nej tak til det samarbejde med Politiken, som Christoffer Bruun tilbød. Begrundelsen er, at vi hellere vil bruge energi på vores egen blog og ikke vil forpligte os på at levere kronikker til avisen. Det er en afgørende oplysning, for at man kan forstå Bruuns kommentar nedenfor, som jeg modtog dagen efter mit svar:
Kære Niels,
Tak for din mail. Er ikke lige typen til fløjlshandsker, så helt fint. Ja, jeg beklager faktisk at du i første omgang lod mig spise af med en venlig pseudomail. Men lad nu det ligge og lad mig i stedet forsøge at forklare nogle af de ting, som jeg mener at du har misforstået:
Jeg har ikke sendt dig et afslag, men en venlig opfordring til at kigge på indledningen til din tekst, som jeg ellers roser. Du mener at min begrundelse er populistisk og det kan rigtig nok diskuteres i hvilken udstrækning man skal komme læserne i møde. Det er en diskussion som må foregå løbende på et bredt dagblad som Politiken. Jeg var før ansat mange år i Danmarks Radio, hvor det var en kernediskussion fordi formidling i DR indeholdt en forpligtelse til at få de mange med ind i et kvalificeret rum. Den afvejning handler også om at vinde folk, som måske ikke lige er klædt så godt på til tekster af din slags. Folk som ellers nemt kan føle sig på besøg i et finlitterært rum, hvor de ikke er velkomne. Det er som om du overhovedet ikke anerkender at sådan en afvejning må finde sted, men står stejlt på at Politiken enten skal trykke teksten præcis som den er - ellers opfatter du det som et afslag. Det er i bund og grund en temmelig asocial holdning, mener jeg. Og egentlig også en lidt kedelig tilgang til tekst. Men måske netop det, som gør at den lidt smallere litteratur har en tendens til at male sig selv op i et hjørne, hvor den er sig selv bedst og andre uvedkommende. Det er forfatterens død, der som bekendt er betaling for læserens fødsel.
Ligeledes taler jeg ikke om at droppe hele din indledning, men om at den første side indeholder så mange "svære" faktorer, at jeg har en fornemmelse af at 3/4 af læserne vil stå af. Og hvad er der egentlig galt i, at en tekst er lækker? Rifbjerg, som du selv nævner, gjorde i sin tid en dyd ud af, at rive teksten ned fra den litterære piedestal. Måske er det derfor, at der ikke har været brug for at redigere i hans tekster (jeg har kun trykt en og den blev ganske rigtigt ikke redigeret). For både ham og Villy Sørensen var i det i den grad en ambition at give litteraturen og den intellektuelle reflektion bred, offentlig ressonans. I mine øjne er en af de store bedrifter fra deres generation, at åbne litteraturen blandt andet gennem en lang række kronikker. Derfor ærgrer jeg mig også over den lukkede holdning, som der synes at kendetegne din reaktion og en stor del af miljøet idag. Man vil ikke forpligte sig, lyder det fra Promenaden, og det er lige præcis sagen. Man vil kun gøre som man selv har lyst og ikke i dialog med omverdenen.
Måske er det din historie med Kroniken og Bjørn, der gør at du har læst mit brev med gammelt had i brilleglasset. At du kan få det til, at jeg skulle bede om at få lavet særlige kronikker, som jeg tilfældigvis har i hovedet, tyder i hvert fald på en skæv læsning. Lad mig minde dig om, at du selv var så venlig uopfordret at sende mig din tekst, som jeg efterfølgende anbefalede at polere. Og at min invitation til Promenaden på ingen måde talte om i hvilken retning teksterne skulle gå, men lod det være helt åbent. Selvfølgelig. Og det er den sådan set stadig, selvom vi ikke laver nogen formel aftale.
Alt godt også herfra
Christoffer
Jeg har ikke tænkt mig at tilføje mere lige nu, men vil lade læserne (hvis der overhovedet er flere tilbage) selv tage stilling. Jeg tror, at mailudvekslingen rummer mange generelle pointer og holdninger, som man sagtens kan diskutere uden at svine Christoffer eller mig selv til, fx ved at påstå, at jeg er forsmået over en gammel afvisning (eller en ny, for den sags skyld), eller ved at hænge Christoffer Bruun ud for at drive hetz mod danske forfattere. Og man kan gøre det uden at beskylde Bjørn Bredal for at lide af magtbegær eller andet uvedkommende. Det er trods alt TENDENSER, vi diskuterer. Og de tendenser drejer sig om, hvordan litteraturens rolle er i dag i forhold til situationen for bare et par årtier siden. De handler også om forfatterens rolle, og hvorvidt den har ændret sig. De handler om forholdet mellem litteraturen og medierne, og de handler om litteraturens selvforståelse, herunder hvilke opgaver litteraturen forestiller sig den har eller ikke har. For nu bare at nævne nogle få muligheder. Men bedøm selv. Overvej selv.
I hvilket omfang har Christoffer Emil Bruun givet sit samtykke til at du publicerer Jeres private korrespondance på nettet?
SvarSletJeg antager - siden det ikke er ekspliciteret i det du skriver - at det forholder sig sådan, at han ikke har givet sit samtykke. Jeg har ikke forstået den her zeitgeist med at vi absolut føler en ukrænkelig ret til at publicere hvadsomhelst på nettet og dele alt med alle i det offentlige rum. Jeg skal være den første til at billige whistleblowers og leakers der afslører fordækte konspirationer og handlinger som er i offentlighedens interesse, men jeg synes der går en grænse. I det her tilfælde citerer du forurettet uden at den ene part ved at han indgår i dette eksperiment. Det er nok den tendens i dette blogindlæg, som går mig allermest på.
Som jeg læser korrespondancen, så har Christoffer kommet med, hvilket er hans metier, redaktionelle forslag. At din originale tekst til trykning efter min mening overhovedet ikke er kompleks eller burde opmuntre til en omskrivning er en anden sag. For mig at se er Lacan-namedropningen helt harmløs og en litteraturkronik har vel også - et eller andet sted - til sigte at højne debatniveauet og ikke ikke sænke til den absolut laveste fællesnævner; derfor deler jeg bestemt ikke Christoffers problematisering af indledningen.
Alligevel så læser jeg din respons til Christoffer (herunder Promenadens trækken sig fra kroniksamarbejdet) som overordentligt krukket. Lige meget hvem der har ret (og jeg hælder mest til du har ret), så åbner Christoffer en kommunikation og du klapper i som en østers på stedet. Det er tydeligt at Christoffer ønsker kommunikation og at du ikke gør det. En kronikredaktør har en forpligtigelse til at indgå i en eller anden form for dialog og samarbejde og ikke bare levere tomme spaltepladser til tilfældige.
Redaktionelt samarbejde af værste skuffe ses f.eks. i Gordon Lishs behandling af Raymond Carver, hvis første novelleudgivelser blev barberet helt ned og gjort minimalistiske i en grad der gør at den minimalisme han i dag er eksponent for i virkeligheden var redaktørens og ikke Carvers egen.
SvarSletHer er et par relevante links til evt. interesserede:
Brevveksling ml. Carver og Lish: http://www.newyorker.com/reporting/2007/12/24/071224fa_fact_carver
Beginners som Carver skrev og som blev ekstremt nedbarberet: http://www.newyorker.com/online/2007/12/24/071224on_onlineonly_carver?currentPage=all
Lish holdt sig ikke for god til at skære over en halv novelle væk og ændre navne på hovedpersoner og novellerne selv. Men på den anden side er redaktionelle samarbejder ofte frugtbare. F.eks. William Carlos Williams og James Laughlin, som var redaktør på New Directions (hvis man lige glemmer den hændelse at der Williams' White Mule udkom, så var Laughlin på en forlænget skiferie og kunne støtte bogen i det omfang den fortjente). Endelig så var Williams selv i centrum af en redaktionel problematisk sag, da han indsaksede private breve, som f.eks. sin korrespondance med Marcia Nardi i sine fem digtbøger, Paterson som blev udgivet over en periode på 12 år. I Paterson benyttede han det meste af Nardis breve, dog kun med initialer. Og det problematiske var vel brevenes private og hysteriske karakter. Nardi var ludfattig og fik hjælp af Williams der dog ikke ønskede at mødes i privaten med hende (trods utallige opfordringer). Han hjalp hende dog med at udgivet hendes digte, så hun kunne tjene lidt ekstra til sin ellers kummerlige tilværelse. Men grebet med at trykke hendes breve tangerer lidt på kanten af hvad der er moralsk anstændigt. Han lægen og den velrenommerede forfatter og hun en fattig og undertrykt kvinde, som etablissementet ikke ville vide af og hvor hun ikke bare klagede sin nød til Williams, men også periodisk rettede skytset mod ham, som symbol på den patriarkalske orden, hun oplevede forhindrede hende i at komme frem i verden.
Hvor vil jeg så hen med det? Lish er et eksempel på rigtig dårligt, diktatorisk redaktionelt håndværk. Men det er en redaktørs opgave at indgå i et samarbejde. Christoffers breve ser jeg som harmløse og jeg er sikker på en åben dialog kunne have landet den her på en måde, så den oprindelige tekst kunne blive trykt i sin helhed. Det handler om kommunikation.
Men den her medievirkelighed, hvor mange forfattere lægger sig i kø for at udbasunere deres (og andres) privatliv som Knud Romer i den mildere udgave over Das Beckwerk (eller brækværk som han hedder hjemme hos mig) som den mere ekstreme, selvoptagede version, ja - den interesserer mig umådeligt lidt, faktisk.
Man kan komme langt ved at kommunikere med folk; men det understøtter vel ikke det fornærmede i Promenadeprojektet; at medierne er ih og åh så forfærdelige?
Når man modtager indlæg via RSS, ser man først kommentarerne, hvis man besøger selve siden - f.eks. for at kommentere.
SvarSletSå, det er ikke af ond vilje, at jeg stort set forbigår ovenstående røv-relevante kommentarer om publicering af ALT. Jeg må dog sige, at redaktørens rolle ALDRIG blive udspillet. Den er et TILBUD om samarbejde, sparring, styrkelse, fokusering, stramning, som ingen bør føle sig for stor til at tage imod. Eller for magtløs til at afvise.
Mit ærinde var en formulering fra Kronikredaktøren:
"Men måske netop det, som gør at den lidt smallere litteratur har en tendens til at male sig selv op i et hjørne, hvor den er sig selv bedst og andre uvedkommende."
Hér tænker jeg straks på Morten Hesseldahls tale på Århus Business University (mens han endnu var direktør for Lindhart og Ringhof), over for en fuld sal, hvor han sagde: "Smal litteratur... det er litteratur, der ikke sælger".
Den Smalle, Ulæselige, Usælgelige Litteratur… Vurderinger af litterær nødvendighed foretaget af sælgere og journalister på arbejde! Ikke af litteraturens læsere. Men af professionelle uden litteraturen som område.
Det er IKKE uvæsenligt, skønt svært at argumentere for, at vurderingen af litteratur som væsentlig eller uvæsentlig tilhører professionelle og læserne. Ingen andre. Og at overgrebene på litterær nødvendighed, af den type denne redaktør river af sig i vrede (og Morten Hesseldahl udtalte med fuldt overlæg), er skadelig for samfundet som helhed. Stemmers væsentlighed opstår ikke af deres evne til at sælge eller tale-klart-og-tydeligt, men om modtagerne er villige til at arbejde for at modtage, hvad der gives.
Og hér møder mit kommentarønske så ovenstående to kommentarer:
Problemet med journalistisk redigerede essays er, at medieformningen afkræver skriften SIGNALER om nødvendighed, aktualitet og forståelighed (for mediets gennemsnit). Avisessayet forsvinder i vinden - det er ikke muligt at lade det stå på reolen og afvente læselyst. Det skal VÆKKE læselyst NU!
Her kunne den tidligere skoleleder for Forfatterskolen i København - hvor eleverne lærer at læse sig selv, i underforstået forventning om, at de frivilligt læser andre forfattere, ikke mindst - have indledt sin henvendelse til Politikens debatredaktion med, at han ønskede at reformere avismediets debattone. For det er jo dét, der ligger i at afvise redaktionel behandling PÅ DENNE MÅDE.
Hvis du, Niels Frank, er uden interesse i den måde, avismediet behandler essayformen på - altså på et (formodet) grundlag, hvor du er bevidst om avismediets henvendelsesparametre - hvorfor så overhovedet henvende dig til en avis med et essay?
Jeg læste dit essay med stor fornøjelse. Det gav mig indsigt, jeg ikke havde før. Det gav mig referencer, jeg sikkert vil nyde godt af. Det samlede tråde for mig, der på forhånd interesserer mig, og beredte således min vej mod større foreståelse. Jeg er helt enig i dine indsigelser over for redaktøren. Men vidste du ikke, at du i avismediet ikke kan få lov at lade folk komme til dig og arbejde for forståelsen? At det er dig, der skal være entydigt klar og forståelig, så folk kan hælde det ind? At det er sådan den journalistiske formel for indtjening gør af verden?
Vis mig en journalistisk barrikade ind mod den brede befolkning, der er til at forcere, og jeg skal være der sammen med dig. Men egentlig har jeg givet op over for hverdagsjournalistikken. Jeg oplever ikke, at den vil verden noget godt. Hvad der før var muligheden for (med en avis) at lave en levevej af at TALE folkets stemme er nu blevet til en levevej af at udgive sig for at VÆRE folkets stemme. Redaktørens kommentarer underbygger det for mig - hans passive vrede over at føle sig tvunget til at gå i dialog.
Det er det eneste, der berettiger ovenstående publicering af jeres mailsamtale. Og det ærgerlige er jo så, at det samtidig lukker en dør - med mindre journalistiske medier selv vælger at tage debatten op... på déres præmisser.
Egentlig er det da utroligt at den redaktør går i dialog i den grad, når det ikke er personligt venskab, som ligger bag. Måske er det så hans sidte forsøg i den retning? :-) Træt af tåbelige intetsigende afslag lavede jeg i firserne disse formuleringer, med fortolkninger af redaktørens uudtalte tanker bag afslag.Redaktører involverer sig naturligvis helst ikke i dialog eller lange forklaringer,fordi det alt for let giver genlyd i den litterære verden - en risiko der ikke er blevet mindre med Internetet! http://per-olof.dk/afslag.pdf
SvarSletNiels, jeg synes altså du læser Christoffers svar med en helt unødig aggressivitet. Og som ugenerøs. Selvfølgelig kan man harcelere over denne eller hin formulering - "lækker"? - men du kan jo også fokusere på, at han tager sig tid til at pege på noget, som han ikke synes fungerer i din tekst: den er for lang i spyttet i sin indledning. Det kan du sagtens overveje, også selvom han formulerer det på en måde, som irriterer dig, og også selvom du ikke bryder dig om hans løsningsforslag.
SvarSletJeg ser i øvrigt noget selvmodsigende i at Promenaden i efterhånden flere indlæg kritiserer den overfladiske litteraturdækning i medierne og herunder især Politiken, men samtidig siger nej tak til at få en fast spalteplads i deres kronikker. Det hænger slet ikke sammen i mit univers.
SvarSletJeg har ikke skrevet herinde før, men nu kan jeg ikke dy mig.
SvarSletFor at starte et sted, finder jeg kronikken/seminaroplægget virkelig befriende og jeg synes det er den der fortjener fokus her, frem for korrespondancens om end sjove paradoksalitet (Niels: kunsten bliver kvalt af saftig populisme! Politiken: gi os lidt mere af det populære, fortæl lidt saftigt om dig selv). Og når nu Politiken ikke ønsker at bringe den debat der er kernen af Niels Franks tekst, så lad den da strømme her.
I den senere tid har jeg tænkt; det kan ikke være rigtigt at de få bøger der i løbet af et år bliver basuneret ud fra Gyldendal og kommer på alles læber som værende fin litteratur, handler om vold, sex, vold + sex, incest, andre klamheder og så en omgang lækkert sprog, gerne kodet så jeg tror jeg misser alt det geniale, fordi jeg ikke ser det.
En genrebetegnelse for 10’erne kunne være SPLATLITT. Det er klamt og grænseoverskridende (dog uden at være det, vi har før læst om børn der gladelig bliver pulet af voksne, tag bare Burroghs, Bataille, de Sade…). Det føles (på mig) ikke som om det har noget reelt på hjerte. Det er dygtigt håndelag men hvad med inderligheden, eller med andre ord: det skubber sig selv op til en slags salgsbar perfektion, men tør ikke falde ud over kanten, tør ikke nyskabelsen; her med Niels Franks ord igen "Jeg ville sige, at en forfatterskole ikke er en kunstinstitution, medmindre den fører det kritiske ind i kunsten og får den enkelte elev til at holde op med at spørge sig selv: HVORDAN skriver jeg min bog? Og i stedet spørge: HVORFOR skal jeg skrive den? ”
Jeg spørg så, hvem er interesserede i denne perfektion, den flotte tekst, den vulgære eller provokerende, hvad vil den mig? hvad er det for en udsigelse, hvorfor gentager den sig i litteraturen og hvis det er en strømning i vores tid, er den da ikke fattig?
Kandidatuddannelsen på litteraturvidenskab på KU udbyder i foråret et semester ved navn ”små og store jegér i samtidslitteraturen (som jeg i øvrigt vil følge). I kursusbeskrivelsen står der følgende ” Vi vil læse eksempler på umyndige jeg’er, klamme jeg’er, impotente jeg’er, rituelle jeg’er, hudjeg’er og prostituerede jeg'er”. Alt dette interesserer mig naturligvis, men jeg kan ikke lade være med at undres, for hvor er alle de andre jeger, hvor er det politiske jeg, det patetiske jeg, det emotionelle, det fordybede, det romantiske, det belærende, kort sagt, hvor er alle de andre?
Er de der virkelig ikke?
Bliver de ikke skrevet?
Eller bliver de skrevet med ikke udgivet?
Hvor er den litteratur der vil mig noget, andet end at give mig kvalme og imponerer mig med sproglige finesse?
Er der nogen der ved det …?
Jeg har ikke fornøjelsen af at kende hverken Niels Frank eller kronikredaktøren, men begriber ikke, hvorfor du, Niels, tager sådan på vej over, hvad jeg som uinvolveret kun kan se som et godt, præcist og venligt formuleret råd til at forbedre teksten. Jeg er helt enig med Christoffer i, at indledningen er tung og - ville jeg sige - rent skriveteknisk ikke vellykket, fordi udsigelsen er uklar (man skal læse efter for at være helt sikker på, hvor Borum slutter), og fordi referencen til Jørgen Stein er for vag for mig, der trods alt har papir på, at jeg er en rimeligt kompetent læser. Og som har læst det meste af Paludans forfatterskab for cirka 30 år siden. Men derfor kan den øvrige debat jo være interessant nok (selv om jeg ikke deler dette feticherede kunstbegreb og mener, at man snarere burde af med, hvis man ønsker at se, hvad der foregår), det er blot anledningen, som er svær at følge.
SvarSlet@ Shekufe. Du henviser til tendenser, der på en interessant måde hænger sammen med en af pointerne i Franks indlæg. Man kunne måske påstå, at der er en tendens til, at skærme det evt. eksistentielle eller kunstneriske med en art parfume, der i tiden lugter af vold og sex. Måske dækker det over en krise, der kunne hænge sammen med en gennemmaterialistisk tilgang til tilværelsen, hvor blikket kun lander på en selv, og dermed skaber en overeksponering af egoets temmelig banale behov, og det hylster egoet er placeret i, nemlig kroppen, der så igen er overeksponeret og vulgariseret i medierne, og derfra vendt tilbage ind i kunsten. Hvorfor dette fænger i tiden er et godt spørgsmål. Men måske forholder vi os bare til verden, med en mangel på seriøs oplevelse af alt andet end os selv. Måske er egoet det eneste spæde svar på en krise, der vel ikke bare er økonomisk, men som er dyb og fundamental jævnfør Bjørnvig og Jørgensen og Frank. Kunsten bliver et værktøj til selvhjælp og banal patetisk finden ud af sig selv, frem for at ville noget "mere". Ville noget andet måske. Dog tror jeg nok, du kan finde andre viljer, andre forsøg i litteraturen, hvis du kiger dig omkring, og læser udenfor de mest hypede overskrifter.
SvarSletDet er sjovt at læse korrespondencen mellem Niels Frank og Politikens kronikredaktør Christoffer Emil Bruun(CEB), og også meget meget interessant. Derfor først en tak til Niels Frank for at have offentliggjort hele korespondencen. Der er meget at sige til deres diskussion, også mere end jeg kan komme omkring her. Lad mig derfor holde mig til diskussionen omkring Rifbjerg/ Sørensen i forhold til idag. Det vi skal takke Rifbjerg/Sørensen for i dag var, at de formåede at løfte den danske littratur op på et højere niveau. Læser man den øvrige litteratur der blev skrevet i fyrrerne/halvtredserne må man korse sig hvor dårlig den var. Og det satte de to herrer sig for at gøre noget ved, og det lykkedes også langt hen af vejen for dem. Derfor blev litteraturen også i første omgang - (dvs. inden for hvad man døbte konfrontationsmodernismen)opdelt i en finlitteratur og en under(lødig)litteratur. Men allerede generationen efter, der kom til i sluttredserne satte sig for at gøre op med denne opdeling af litteraturen i en fin- og smudslitteratur. Når CEB så skriver at: "For både ham og Villy Sørensen var i det i den grad en ambition at give litteraturen og den intellektuelle reflektion bred, offentlig ressonans" kan det jo kun være fordi at Politiken åbnede op for deres diskussioner, for både Rifbjerg og Sørensen var i den grad finlitteratur i tredserne. De var så meget finlitteratur, at - som allerede nævnt - de efterfølgende generationer satte sig for at nedbryde skellet mellem fin- og smuds ditto. Det kan derfor syntes, som om, Politiken lever i en (for)tid hvor man endnu havde disse skel. Niels Frank, der er kommet til meget senere, ved selvfølgeligt godt, at disse skel for længst er nedbrudt. Derfor syntes jeg også at det er Politiken der giver udtryk for en lukket holdning. Rifbjerg må godt nævne Freud (for ham går Politiken ud fra læserne kender) men Niels Frank må ikke nævne Lacan (for ham tror de ingen kender). Sørensen måtte godt nævne Marx (for ham går Politiken ud fra deres læsere kender) men Niels Frank må ikke nævne nogen nyere filosoffer. På den måde kan Politikens ældre læsere leve videre i en tryg verden hvor alt i avisen er velkendt. Men de unge læsere falder selvfølgeligt fra eller gider den slet ikke. Ergo går Politiken en tryg og stille død i møde.
SvarSletBemærkede også Chr. Bruuns facebook-dialog forleden med en anden ung forfatter, moderat gribende må jeg sige. Og for nylig havde jeg begået et grundigt modpsil til Thyssens, Dahls og mange andres tabersnak med mange skarpe iagttagelser af "vindernes" selvbedrag og snyd på vægten.
SvarSletRedaktørens svar var et goddag mand økseskaft: I form af en opfordring til en autentisk beretning fra rendestenen i stil med Hamsuns "Sult". Med andre ord: Godhedindustrien vil hjertens gerne anbefale en førtidspension - men ikke noget med at komme for godt i gang. Det får næsten én til at elske aktiveringsivrige Hjort Frederiksen.
@Peder Frederik, det er naturligvis med overhængende fare for uretmæssig generalisering at jeg efterlyser dette ”andet”. Og når jeg kigger mig omkring finder jeg rigtig nok også afvigere, men men: de mest hypede titler er stadig de titler der får lov til at definere en tid, og definitionen bliver så, når man fremover vil sammenfatte start-10’erne til denne her selvdyrkende isme hvor fernis af eksotisk splat ikke lader én komme i dybden. Da vil man formentligt sige, som du siger, tiden var til identitets- og kropsdyrkelse, mennesket havde en trang ud mod grænserne, de forpinte følelser var buret inde i en krop der kæmpede med/mod at interagere med mediebilleder &c.
SvarSletDet er faktisk det samme jeg ser i billedkunstverdenen. Det er kvium-effekten, de seneste år på fx Artforum har der været en overvægt af blod vold splat sex og helt ærligt, jeg er jo ikke puritansk jeg tænker bare, kan det virkelig stadig have interesse? Har vi ikke snart brugt rigtig mange år på at cementere hvor provokerende kunsten kan være, og er det ikke snart på tide med lidt (inderligt) indhold – både i billedkunsten og i den litt som alle taler om. Jeg ville ønske vi kunne komme videre!
@ Shekule - Jeg er enig! Tror det er der, og tror man må fastholde det andet, som en strøm der også er definerende, måske som noget der danner grundlag for en anden forståelse, noget der ligger udenfor jegernes terror. Måske vil det være definerende for en tid, og måske vil det stå i litteraturhistorien, men dybest ser er det jo ikke det væsentlige, set i forhold til det der rent faktisk er, og som sætter tegn i verden. Påvirkningen fra den kunst du taler om, forstår jeg som en slags selvgenererende psykose i tiden, en slags insisteren på at gentage, hvad vi tror, vi ved. Det uafklarede, det dybsindige, det ikke-så-let definerede kræver måske en solidaritet og forståelse, vi har ovenud svært ved, i en tid hvor man ikke vil ud over sig selv og sine banale begrænsninger. Det er måske en slags velfærdssygdom. Derved kan man knytte an til Franks indlæg, da det at bedrive kunstskole, helst skulle give noget "andet" fra sig, men at dette "andet" skal være modigt nok til at blive overset... i hvert fald umiddelbart, for det at det findes i verden, giver det jo mening. Kunsten vil og skal være autonom på sæt og vis.
SvarSletJa, og derfor glæder det mig også, andetsteds her på siden at læse Martin Glaz Serup fortælle hvordan han på forskellige skrivekurser kaster sig over ukendte metoder, tør beskæftige sig med noget som ikke engang munder ud i et reelt produkt, men som ikke desto mindre giver værdigfulde erfaringer. Med hans ord, hvordan han tilstræber dyden at ”være i en læringsproces istedet for allerede at kunne det hele”. Det er super fedt at nogen gør den slags, og det må også være angstprovokerende at begive sig ud i. For naturligvis er det da mere trygt og sikkert, både for forfatter, forlag og læser at beskæftige sig med det velkendte, naturligvis er det nemmere at anmelde og interviewe en sådan forfatter, og omvendt virkelig vanskeligt at bruge sin tid på noget der ikke fører nogen (øjensynlige) vegne, vanskeligt at skulle opretholde en forfatteridentitet, hvis det man skriver afviger så meget fra de sikre salgssucceser, at forlagene afslår.
SvarSletMen der er jo heller ingen der har sagt at det skulle være nemt at være kunstner. Til gengæld vil jeg mene at det er decideret dumt at bruge sin tid på at være kunstner hvis man ikke tør udfordre kunsten. Altså skal den position som Niels Frank efterlyser, betragtes som en dyd, som et tilstræbelsesværdigt ideal, ikke som en let opnåelig position.
Niels Frank skriver bl.a. at der er sket en udvanding sted af litteraturen som værende kunst. At dens rolle som noget andet og mere end de øvrige medier er sygnet hen, og med Hans Ottos ord, at litteraturens rolle som en åndelig vejleder er svær at få øje på. I virkeligheden synes jeg ikke dette bør være en kritik af forfatterskolen, eller en diskussion af dennes berettigelse. Alle forfattere, indenfor og udenfor skolerne bør betragte deres arbejde som hævet over nytteværdi, hævet over ”gad vide hvilken type bog der vil falde i god jord pt” og ”hvis jeg skruer lidt mere op her så sælger jeg sikkert bedre”.
Med frygt for at lyde hellig; det er jo ikke en nem ting der opfordres til, det er ikke sådan bare lige at lægge sin nyttekalkyle fra sig og tænke på kunst uafhængigt af dets modtagelse i verden, men det er sgu attråværdigt at forsøge!
Come on, Niels Frank! For et par uger siden kritiserede du her på bloggen Pia Juul for at have en romantisk og lettere geniforstyrret forestilling om kunstnerrollen:
SvarSlet"den romantiske digter ville naturligvis ikke tillade andre at famle i hans digtning ... fordi den kilde, som hans inspiration øste af, på den måde ville blive forurenet. Helligbrøde med andre ord. Den guddommelige inspiration forplumret."
I indlægget opponerede du stærkt mod denne ophøjede kunstnerattitude, som man også finder hos modernisterne, bare i en anden forklædning:
"Det er vel præcis den forestilling det er så svært at genkende i dag, hvor vi orienterer os efter sammenhænge, netværk, mediale forbindelser osv."
Men er det ikke netop den autonome og selvophøjede kunstnerattitude, du sætter i værk, når du på en så aggressivtsåret måde farer i blækhuset og forlanger noget der ligner en blancocheck til avisens spalter: Jeg skriver det, der skal skrives, og det skal der ikke røres ved. BASTA! Du taler alfaderligt om, at der må ”findes en vis respekt for forfatterens uafhængige valg og hans evne til at bedømme, hvad der er vigtigt for ham at sige”. Som om det er et overgreb af værste populistiske skuffe, når der bliver foreslået ændringer.
Du forveksler i mine øjne publicisten med populisten, og det er egentlig et billigt retorisk trick på linje med nazikortet.
Kære Niels
SvarSletHvis jeg skal være helt ærlig så synes jeg umiddelbart
kronikredaktør Christoffer har ret i sit ønske om at lave om på teksten.
Jeg læste (eller forsøgte) at læse din kronik da den blev trykt i Information, men jeg stod af efter tre-fire spalter, idet jeg simpelthen ikke kunne holde tungen lige i munden, og slet ikke havde nogen idé om hvor du ville hen. Og det på trods af, at jeg har stor interesse i emnet, at overskriften fængede mig, samt at jeg til daglig læser både Weekendavisen og Information, samt mange forskellige romaner etc., samt studerer og selv er forfatter. Hvis ikke jeg med disse forudsætninger kan holde tungen lige i munden, hvem er det så din tale den går til? Ph.D.'erne på litteraturvidenskab?
I denne ombæring har jeg så (delvist tvunget) mig selv til at læse den færdig. Og jeg synes du har nogle fantastisk vigtige pointer.
Jeg kender godt til avisernes evner til ind imellem at bruge folk til at sige deres egne ting (har selv prøvet det i Jyllandsposten), men jeg tror bare ikke Christoffers ønske om en omredigering handler om dette.
Tværtimod tror jeg faktisk gerne han ville have dine ord og dine holdninger ud i verden, og at hans forslag var et helt ærligt og professionelt forslag!
Jeg synes det er en vigtig debat du har, både i form af din kronik, samt din debat omkring avisernes tendens til at ville finde folk de kan 'tale ud igennem'. Men jeg har bare på fornemmelsen af, at hele dette eksempel ikke er det rette tidspunkt eller sted at tage den diskussion. For jeg tror personligt ikke på, at det har været Christoffers hensigt overhovedet. Og hvis den første diskussion og debat, som din kroniktekst lægger op til, skal komme til sin ret, så skal den vel også formuleres så vi andre kan forstå og fatte interesse for, hvad du skriver? Eller kommer der jo aldrig nogen debat.
Vh Mads