En og mange

På Statens Museum for Kunst er der Hammershøi udstilling og allerede lange køer indimellem. Det er da vist ok, for der er en utrolig masse Hammershøi at se på. Bl.a. fine billeder som ellers hænger i udlandet. Et helt mirakel for sig er, at de har turdet flytte kæmpelærredet med de Fem Portrætter fra Thielska Galleriet i Stockholm ”hjem” til Danmark. Et af dansk kunsts allerbedste billeder og helt alene hele besøget værd.


Men kunsthistorikere vil jo have en grund til at lave udstilling andet end bare gode skilderier. Man markerer sig som forsker! Her hedder det ”Hammershøi og Europa”. Og der hænger fransk salon og samtidige symbolister og ja, sågar helt ud i det komiske, Bonnard og Gauguin. Så har man da klasket en masse oveni Hammershøi som ikke har det mindste med ham at gøre - bortset fra samtidighed. Og man er for øvrigt endt med så mange billeder, at de oftest ”forstyrrer” hinanden på væggene. Bvadr!

Det bedste ved Hammerhøi er jo, at han er sin helt egen retning. En ener i et samtidigt hav af stridende skoler. Kunsthistorikere vil have kasser at putte i og bevægelser at tilhøre. De kunne sat ham sammen med ener-malere af samme indstilling. Tidligere ”stille” folk som Vermeer eller Moroni og andre. Det havde været interessant. Udstillingens ekstra udover Hammershøis egne billeder er nærmest at ligne med støj.

Og jeg tænker på at litteraturhistorikere og -kritikere gør det samme. De særlige, enerne, skal indklaskes i samtidens modebevægelser. Jeg tænker lige nu på Morti Vizki som skulle monteres og afmonteres som postmoderne og en masse andet. I stedet for at blive læst på teksternes egne underlige betingelser. Det havde været sjovt med nogle bud på forståelse i stedet for skuffeilægninger.

Jeg siger ikke at bevægelser ikke eksisterer, men jeg tror, at nogle af de allerbedste kunstnere i alle kunstarter er disse enere udenfor. Hvor ville det være skønt at lade dem være det.