Kommentar til ”forfatterrollen”/ Ezra Pound og T.S. Eliot

Under læsningen af A. David Moody´s vildt interessante biografi om Ezra Pound (Volume 1, The Young Genius 1885 -1920, - anden del er endnu ikke udkommet) faldt jeg over følgende stykke om Eliot og Pound, her i min hurtige oversættelse:

        

” I 1919 var Eliot helt bevidst i gang med at skabe sig et renommé og en magtposition i Londons litterære verden, og han brugte Pound som et eksempel på, hvordan det netop ikke skulle gøres. Han havde holdt afstand til (tidsskriftet) Little Review, fordi han var utryg ved dets aggressive profil, samtidig med at han anerkendte værdien af Pounds franske nummer og dets offentliggørelse af Ulysses. Da  Middleton Murry tilbød ham at blive assistentredaktør på Athenæum, var en af grundene til at han beholdt sit job i banken, et ønske om at holde sig ude af ” journalistikkens had og intriger”. Han klarede sig godt i banken, og han var netop blevet leder af en ny afdeling, som tog sig af efterkrigstidens problemer med internationale kapitalanbringelser. Det betød mere ansvar, mere respekt, og udsigten til en årsløn som oversteg 500 pund. Det betød også, at han kunne fortsætte med at skrive nøjagtig det han ønskede, og ved at gøre det, fortalte han sin mor, kunne han ” påvirke London opinionen og engelsk litteratur på en bedre måde”. Hans strategi var ” at skrive meget lidt”, og kun at publicere to eller tre digte om året, idet han sikrede sig at hvert digt ville være perfekt på sin måde og ”en begivenhed”. Og for at tiltrække sig opmærksomhed og få god kritik, var det helt ”essentielt  … at etablere gode forbindelser til mindst et vigtigt tidsskrift”, sådan som han havde gjort det med Athenæum, og som Pound på alle måder havde sat over styr. Han følte sig allerede tryg ved ” et lille udvalgt publikum som anser mig for at være den bedste nulevende kritiker og den bedste nulevende digter i England”. Da han formulerede sig sådan, havde han endnu kun offentliggjort Prufrock og spredte anmeldelser, essays og digte i forskellige tidsskrifter. Alligevel deklarerede han i simpel præsens og ikke i den profetiske futurum, ”jeg mener virkelig, at jeg har langt større betydning for engelsk litteratur end nogen anden amerikaner nogensinde har haft med undtagelse af Henry James”. Men hvad angik Pounds indsats for at blive en dominerende kraft i forsøget på genoplivningen af intelligensen, var den tabt på gulvet, da han havde skabt sig selv alt for mange fjender”.(Side 356-57)

                                              * 

Eliot var ”bange for livet efter døden”, og troede på den individuelle sjæls udødelighed, han opøvede sig selv i ikke at ”forvente mere af livet end det kan give … og se mod døden efter det som livet ikke kan give”. ” Hvad tro på livet end måtte være, ved jeg ingenting om, men tro på døden, det er hvad det drejer sig om”. Pound foretrak Kong-futse ”som intet mælede om livet efter døden”. Pounds ungdommelige idealisme (ifølge Moody) havde udmøntet sig i en overbevisning om at ”paradis” var en sindstilstand, som man kunne håbe på at opnå fra tid til anden i her og nu, ligesom ”helvede” var en sindstilstand den levende kunne synke ned i. (Side 361) 

Pounds forsinkede svar til Eliot´s bemærkning kom to år senere ved den romerske arena i Verona, hvor kristne martyrer i sin tid havde omfavnet døden: ”But this beats me,/ Beats me, I mean that I do not understand it; This love of death that is in them” . (Side 361)

I en anden forbindelse ville Pound rase:  ”Oppustet usura, en kunjonagtig og flæbende politik, et afskyvækkende finansielt system, og kristendommens sadistiske forbandelse”. (Side 375)

Pounds rebelske raseri overfor Eliots konformisme. To positioner, to måder at definere eller udleve sin ”forfatterrolle” på.

                                          *

Canto XLV

By Ezra Pound

With Usura

With usura hath no man a house of good stone

each block cut smooth and well fitting

that design might cover their face,

with usura

hath no man a painted paradise on his church wall

harpes et luz

or where virgin receiveth message

and halo projects from incision,

with usura

seeth no man Gonzaga his heirs and his concubines

no picture is made to endure nor to live with

but it is made to sell and sell quickly

with usura, sin against nature,

is thy bread ever more of stale rags

is thy bread dry as paper,

with no mountain wheat, no strong flour

with usura the line grows thick

with usura is no clear demarcation

and no man can find site for his dwelling.

Stonecutter is kept from his tone

weaver is kept from his loom

WITH USURA

wool comes not to market

sheep bringeth no gain with usura

Usura is a murrain, usura

blunteth the needle in the maid’s hand

and stoppeth the spinner’s cunning. Pietro Lombardo

came not by usura

Duccio came not by usura

nor Pier della Francesca; Zuan Bellin’ not by usura

nor was ‘La Calunnia’ painted.

Came not by usura Angelico; came not Ambrogio Praedis,

Came no church of cut stone signed: Adamo me fecit.

Not by usura St. Trophime

Not by usura Saint Hilaire,

Usura rusteth the chisel

It rusteth the craft and the craftsman

It gnaweth the thread in the loom

None learneth to weave gold in her pattern;

Azure hath a canker by usura; cramoisi is unbroidered

Emerald findeth no Memling

Usura slayeth the child in the womb

It stayeth the young man’s courting

It hath brought palsey to bed, lyeth

between the young bride and her bridegroom

                               CONTRA NATURAM

They have brought whores for Eleusis

Corpses are set to banquet

at behest of usura.

  

N.B. Usury: A charge for the use of purchasing power, levied without regard to production; often without regard to the possibilities of production. (Hence the failure of the Medici bank.)