onsdag den 8. februar 2012

Mere populisme

Tak for de glimrende kommentarer til mit indlæg om populisme, og undskyld denne let forsinkede reaktion, som skyldes for meget arbejde. Til gengæld bliver mit svar lidt længere, og jeg smækker det på forsiden, så det er lettere at læse.


Lad mig allerførst understrege, at jeg naturligvis adviserede Christoffer Bruun om mit indlæg og opfordrede ham til at deltage i en evt. debat på Promenaden. Det har han givet sit ok til. Så ingen sagsanlæg og ingen sure miner, endnu da. For det andet vil jeg for en god ordens eller uordens skyld sige, at jeg ikke har det mindste imod at følge gode råd til en tekst (Nexø, Sestoft, Rathje). Flere af de øvrige promenister hjalp mig såmænd med nævnte indlæg og fik mig til at ændre detaljer. Endelig undrer det mig, at Promenaden beskyldes for at være ikke blot fornærmet (Leonhard), men også lukket og uinteresseret i dialog (Bruun), og det undrer mig at læse, at jeg personligt skulle være ligeglad med avismediets behandling af essayformen (Krabat). Både min kronik og min henvendelse til Politiken i første omgang siger noget andet, vil jeg mene.

Spørgsmålet er blot, HVAD det siger. For der er selvfølgelig en truende selvmodsigelse i at afvise det, Hans Otto Jørgensen kaldte åndelig vejledning, og så samtidig bedrive disse forskellige former for formidling. Hvorfor fx skrive på en litterær blog, hvis man ikke tror, at litteraturen kan bidrage med eller føre til oplysning? Hvorfor skrive en kronik? Hvorfor holde et oplæg? Hvorfor diskutere?

Der er for mig at se mindst tre forhold i disse spørgsmål, og de forhold går igen i alle de måder, en forfatter eller kunstner møder offentligheden på. Det første handler om, på hvilke præmisser diskussionen skal foregå. I det aktuelle tilfælde med Politikens kronikredaktør er det tydeligt, at FORMIDLINGEN har forrang – det er derfor, Bruun nævner faren for, at læserne falder fra osv. Det andet forhold drejer sig om selve formen, hvori der skal diskuteres. Her nævner Bruun, at det lykkedes Rifbjerg og Sørensen at give "den intellektuelle reflektion [refleksion] bred, offentlig ressonans [resonans]". Her har FORENKLINGEN forrang. Det tredje forhold handler om selve formålet med at diskutere, og her er vi tilbage ved den åndelige vejledning, hvor OPDRAGELSEN har forrang.

Det første først. Jeg indrømmer (hvis det er en indrømmelse værd), at jeg oplever en forbandelse ved den mere og mere udbredte formidling af kunsten og litteraturen, hvad enten det nu sker i form af kuratering, redigering, journalistiske omtaler eller dagbladskritik, der ikke er dybere end et slag på håndtasken. I billedkunstens verden er det såkaldte fedtlag sikkert meget tykkere og mere klæbrigt, men også i litteraturen støder man på horder af personer, der tilsyneladende er sat i verden for at vejlede publikum, men som i virkeligheden træder langt ind på det område, hvor kun den enkelte forfatter bør befinde sig. Og fordi grænsen er overskredet, er det nu ikke længere tilstrækkeligt, at forfatteren begriber, at han taler ud i en større offentlighed, som Bruun gør opmærksom på. Nej, offentligheden står allerede langt inde i hans tekst i form af formidleren og udpeger i egen autoritet godt og skidt, nyttigt og unyttigt.

Det eneste, der kommer ud af dét, er, at vi får en endeløs række kulturprodukter, hvis ufortalte formål er at fylde avissider og museumslokaler og så i øvrigt ikke genere læserens morgenhumør eller museumsgæstens velbefindende for meget. Fx ved at udfordre dem. Det er i yderste konsekvens dronningeeffekten, vi møder her. Dens logik er: "Jeg, den enerådende museumsdirektør, beslutter, at dronningens billeder skal fylde mine vægge, fordi befolkningen har godt af at lære dronningen nærmere at kende. Og så skide være med, om det ikke alt sammen er lige stor kunst, eller om alle de kunstindsigter, jeg har brugt mit liv på at tilegne mig, dermed er hældt i lokummet."

Alle disse hensyn til formidlingen og forenklingen siger ifølge mit gehør det samme: pengene bestemmer. Det gør de også i Bruuns tilfælde, når han foreslår at give min tekst et "lækkert anslag" eller taler om den "smallere litteratur". Her er det markedet, der vælter ud af munden på ham. Når så hensynet til markedet kombineres med en moralsk anskuelse (i beskyldningen om, at min skepsis over for hans afvejninger er "asocial"), får vi en rigtig ildelugtende gryderet. Nu er forfatteren nemlig ikke blot smal, han er også elitær. Hvorimod formidleren står på folkets side og endda mener, at han kan tale på dets vegne: "Folk som ellers nemt kan føle sig på besøg i et finlitterært rum, hvor de ikke er velkomne."

Problemet er, at det er alt for enkle modsætninger, der er på færde her, og endnu vigtigere: at opdelingerne er fuldstændig og komplet intetsigende for det litterære arbejde. Hvis nogen skulle være i tvivl, kan vi jo prøve at ringe til Kafka eller Woolf og spørge dem, om de ærligt talt ikke er blevet lidt for finlitterære? Det eneste, der kommer ud af den slags pladder, er, at vi ikke kommer til at se en ny Kafka eller en ny Woolf, fordi de fra starten tvinges til at forholde sig til noget, der ikke har den mindste kunstneriske relevans. Og så én ting til: alle udøvende kunstnere får problemer med at begrunde deres indsats, hvis vi ender med give de nævnte hensyn forrang, for så skal kunsten bedømmes på, om den er bred nok, resonansfuld nok, social nok, åben nok. Og så bliver dronningen den største nulevende maler i Danmark.

Men nu er vi endelig nået frem til det, der for alvor interesserer mig. Det drejer sig om opdragelsen, som jeg nævnte før, og motivet for at ville kaste sig ud i diskussioner. Hvis jeg spoler tilbage til min hårdt optrukne opdeling i kronikteksten af på den ene side kompetenceskolen, der blot vil producere nye forfattere, og på den anden side terapiskolen, der blot vil give eleverne selvindsigt, så kan vi måske bruge de to skoler som billeder på, hvordan en forfatter kan motivere sin deltagelse eller udeltagelse i diskussionen. Kompetenceforfatteren vil da sige: "Jeg skriver mine bøger, og de må tale for sig selv." Mens terapiforfatteren siger: "Mine bøger bidrager til læserens personlige udvikling." Den første afviser derfor at deltage i nogen offentlig palaver, mens den anden kan se, at bøgerne er del af en større bevægelse, som fortsætter hinsides bogomslaget, og han har derfor intet imod at deltage med kronikker osv. Han oplever det nærmest som en pligt. Spørg bare Rifbjerg.

Men ser man nærmere efter, deler de to forfattere i virkeligheden anskuelse. Den første betragter litteraturen som samfundets selvbesindelse, som et reservoir af åndelig indsigt midt i en truende materialisme og nyttetænkning. Den anden betragter litteraturen som åndelig vejledning, som en hjælpende hånd på den lange vaklende vej til modenhed. Her er fjenden plat underholdning og gold forbrugerisme. Begge deler altså den idé, at litteraturen bidrager til dannelse, og at den arbejder mod overhængende trusler. Hvad enten forfatteren klapper i offentligt eller plaprer løs, er han af den opfattelse, at det er litteraturens forbandede opgave at bekæmpe den indre og ydre dumhed.

Og her opstår problemet. For jeg er ikke sikker på, at jeg er enig. For det første har jeg læst megen litteratur, der var (undskyld mig) dum i nakken og påstod de mest horrible ting – Benn, Pound, Hamsun, Céline. For det andet har jeg svært ved at tro, at litteraturen skulle være upåvirket af tidens dumhed. For det tredje sporer jeg en ny nyttetænkning her, som siger, at vi skal læse for at blive bedre mennesker, og hvis vi bliver bedre mennesker, bliver vi bedre borgere, og hvis vi bliver bedre borgere, får vi et bedre samfund osv. Her er ånden druknet i pædagogik. For det fjerde har jeg lært af at læse kasser fulde af modernistisk litteratur, at litteraturen i sit væsen er dybt destruktiv i sin søgen efter nye forbindelser og dynamik, og at den skyr grundopfattelser og verdensbilleder, fordi de er det samme som stivnetheder, der svækker dynamikken. For det femte betragter jeg litteraturen som et forehavende mellem ét værk og én person – værket arbejder i personen, der arbejder i værket. Men arbejdet foregår kun dér. Man kan ikke løfte det ud – eller op – i det håb, at værket har virket som en pille i den enkelte, der derefter har fået evne til at helbrede andre stakler. Litteraturen er med andre ord ikke en sundhedsplan eller en ideologi eller utopi – de sidste har vi ligesom også fået aflivet én gang for alle i løbet af det moderne, hvor det førte til barbari. Og det kunne være min sjette grund til skepsis over for de to motiver: litteraturen udveksler erfaringer, den udveksler ikke sandheder eller stålsatte svar.

Men hvad så? For jeg vil jo, som det fremgår, gerne diskutere og blogge og indsende aviskronikker med et fromt ønske om at blive trykt. Ja, så bilder jeg mig ind, at litteraturens eneste motiv (udover at skabe glæde og skønhed, men det har ikke noget med erkendelse at gøre) er, at den vil skærpe den enkelte læsers kritiske sans. Hov, kritisk sans – det lyder opbyggeligt! For hvorfor skulle man være kritisk, hvis ikke det handlede om at gennemskue noget for at forbedre eller reformere eller forædle det? Men det synes jeg er en tilskrivelse. For mig betyder at have kritisk sans blot, at man har slebet sin opmærksomhed til. Slut. Ikke noget FOR AT. Ikke noget med at være opmærksom FOR AT blive et bedre menneske, ikke noget med at være opmærksom FOR AT bekæmpe dumheden, ikke noget med at være opmærksom FOR AT opbygge en forståelse af verden, så den bliver lettere at bo i. Og ikke noget med at være opmærksom FOR AT hjælpe sig selv eller andre. Opmærksomheden er med andre ord ikke en vilje, det er en sindstilstand, eller det er en synsevne. Det er det eneste, litteraturen siger. Se selv.

Og hvor stiller det så den forfatter, for hvem den åndelige vejleder, folkeopdrageren og sjælesørgeren ikke er et ideal, men som alligevel gerne vil diskutere med, også uden for bogomslaget? Jeg kan bedst svare på spørgsmålet ved at fortælle en anekdote om Marcel Duchamp. På et tidspunkt, jeg tror i sluttresserne, tager han med Jasper Johns op til Buffalo, hvor Johns skal lave scenografien til en danseforestilling, i øvrigt med Merce Cunningham. Duchamp insisterer på, at alle skal ud og se det nærliggende Niagara Falls, og han planlægger en rute ned til mindste detalje. Men da de skal af sted, nægter Duchamp selv at tage med og siger: "Men jeg er ikke det mindste interesseret i Niagara Falls". Her har vi forfatteren som kortlægger og planlægger, men ikke som guide. Forfatteren, der har masser af veje at gå, men intet mål. Forfatteren, der undersøger og overvejer, men aldrig når frem til en overbevisning. Forfatteren, der ikke forsøger at finde hjem, men vil fortabe sig i muligheder. Forfatteren, for hvem livet ikke er andet end energi og bevægelse. Forfatteren, der ikke leder efter hvilesteder eller endestationer, men boltrer sig i vildspor og ukendte terræner. Forfatteren som tvivlmager. Uromager. Ham, der kaster hele sit kaos ind i sagen. Fredsforstyrreren. The intruder in the dust. Megafonen, som forvildelsen råber igennem

PS
På fredag bringer Information min kronik i avisens litteraturtillæg. Vist nok uredigeret.
 

41 kommentarer:

  1. - apropos at kronikken nu kommer i Information - mindes jeg en af Politikens kronikredaktører, der morede sig over at se kronikker, han havde afvist, blive trykt i en anden avis! Tænkte dengang, at han jo hellere skulle have ærgret sig. Men hans point var selvfølgelig, at han forstod det sådan, at forfatterne HELST ville trykkes i Politiken. Som om Politikens valg repræsenterede det rigtige i enhver situation. Ja måske vil FLERE læse kronikken i Politiken - men kriteriet er da fortsat, at det er et godt indhold, som gør en kronik værd at læse, ikke antallet af læsere....

    SvarSlet
  2. Puha, dér blev jeg helt svedt...
    Jeg tror nok, jeg er enig med dig, selv om det var lidt vanskeligt at hænge i til sidst, men jeg er glad for, at jeg gjorde en indsats, for lige til sidst kom forløsningen jo.

    En forfatter er vel dybest set en person, som skriver, fordi han ikke kan lade være og som har en iboende trang til at krænge sine griflerier ud i offentligheden. Ikke for at noget som helst eller fordi et eller andet, men bare MÅ gøre det.

    Dog er der vel alligevel også et underliggende motiv for den enkelte forfatter, selv om han måske ikke lige véd, hvad det er?

    Jeg kan i hvert fald for min del konstatere, at noget af det bedste, jeg har skrevet, har haft sådan et underliggende motiv, men sjovt nok har jeg først set motivet bagefter og ofte først, når andre har gjort mig opmærksom på det.

    Mon ikke til- og frasorteringen på kvalitet i virkeligheden har sit omdrejningspunkt i den enkelte forfatter og ikke så meget i det enkelte værk?

    Noget af det, jeg frustreres mest over i nutidens børnelitteratur, som jo nok mest er mit område, er netop denne pædagogisering, som har givet os meningsløse bøger om "Anna hos lægen" og "Ole kører traktor." Helt sikkert typer af bøger, som kan give barnet (og den voksne) indsigt i nogle rent praktiske ting omkring lægebesøg og gearkasser på landbrugsmaskiner, men som i grunden lige så godt kunne være afleveret som en kort samtale mellem barnet og de voksne, det omgås eller i form af den konkrete oplevelse af at være hos lægen eller sidde i en traktor.

    Og hvad er det så, omkostningen ved den trend er?

    Jo, det er såmænd først og fremmest en fordummelse, for hvordan skal barnet (og den voksne) udvikle sig i forhold til det lille sprog, vi kalder dansk, hvis alting blot handler om, at nu skal vi lære lidt om ditten og datten?

    Nej, lad os få nogle flere børnebøger, der leger med ordene og sætningerne og som stiller spørgsmålstegn ved alting. Børnebøger skal vel have mindst lige så god en kvalitet, som den, vi ønsker for bøger til voksne?

    SvarSlet
  3. Ja, det er klart, forfatteren bevæger sig i et landskab som vandringsmanden i Stalker, det gælder om at undgå fælderne. Pound(som du nævner) var selv opmærksom på det i sin ungdom, men budskabet indhentede ham senere, det tyvende århundrede. Umiddelbart er det jo en flot illustrativ anekdote, den med Duchamp, men hold kæft hvor er den også trist. Hvorfor er den trist? Jeg gir ordet videre.

    SvarSlet
    Svar
    1. - jeg tvivler på, at en person som ikke er det mindste interesseret i Niagra Falls skulle være en særlig god tilrettelægger af den tur? Hvorfor insisterer han på, at de andre skal gå den tur? Hvordan reagerede de - gik de den tur - slog de et reb om ham og slæbte ham med?

      Slet
  4. Tristheden:

    du siger, Niels: "Ja, så bilder jeg mig ind, at litteraturens eneste motiv (udover at skabe glæde og skønhed, men det har ikke noget med erkendelse at gøre) er, at den vil skærpe den enkelte læsers kritiske sans. Hov, kritisk sans – det lyder opbyggeligt!"

    Ja, kritisk sans lyder i dén grad opbyggeligt, og "litteraturens motiv" lyder i helt samme retning, og derfor skal der så mange ord til for at demonstrere, at det BESTEMT IKKE er det, der menes. Selv om det så alligevel halvvejs lyder, som om det er. I hvert fald mener du jo åbenbart, at en forfatter skal være "tvivlmager" og "fredsforstyrrer", det lyder som den traditionelle, opbyggelige rolle for forfatteren i traditionel borgerlig offentlighed. Og det er sgu en trist rolle.

    Hvis du nu tillod dig selv en mindre markedsvendt holdning (nu taler jeg markedet for seriøse holdninger til kulturen og kunsten), dvs. hvis du ikke så selvfølgeligt havde sorteret glæde og skønhed fra i den foregående parentes? Hvis nu glæde og skønhed var helt uundværlige dele af den litterære erkendelsesmåde?

    Ville litteraturen så overhovedet kunne siges at have "et motiv"? Er vi ikke i noget helt andet end nyttetænkning så? Hvor kritik, tvivl, forvirring osv. kan forekomme, men også deres modsætninger f.eks.?

    Dermed bliver litteraturen da kun mere interessant i sit forhold til kulturen som sådan. Litteraturen kan i nogle tilfælde kritisere en given konvention, i andre tilfælde ser den ud til nærmest at befordre konventionen, tænk f.eks. på konventionen om individualistisk behovstilfredsstillelse i dagens samfund. Dette er for mig at se tættere på hvad kunsten gør; blander sig på forskellige måder, ikke altid progressivt, bestemt ikke altid til samfundets bedste. Men så hedder litteraturens intellektuelle potentiale ikke længere "kritisk sans", måske ikke engang "erkendelse", måske er vi tættere på det gamle "vid", en særlig måde intellektet lade sig guide på af glæde og skønhed.

    (Og jeg ved godt, at ordet vid kan man ikke skrive nogen som helst steder, hvis man vil tages alvorligt som tænkende menneske, det er også kun ordets indhold, jeg taler om, hvis nogen har et begreb, der kan bruges i dag, gerne f.eks. på universitetet, hører jeg mægtig gerne om det.)

    Kritisk sans er jo noget enhver, der deltager i en diskussion eller et samfund, bør have, det er ikke noget særligt for kunsten. Og sagen er jo måske nok, at hver gang f.eks. litteraturen tildeles en SÆRLIG rolle, som f.eks. kritisk eller forvirrende, kommer det til at lyde helt forkert. Men at kunsten er til stede - som vid - i det kulturelle liv, er jo rigtigt nok. På mange forskellige niveauer. Hvorfor ikke forsøge at bevidstgøre dette forhold noget mere?

    SvarSlet
  5. 'Vid' er et fantastisk begreb. Man kunne modernisere det til sproglig energi. Som jo så både kan bruges i kunsten - glæden ved energien i sig selv - men også i reklamen og den politiske polemik, dvs. alle de steder, hvor man vil påvirke folk ved at sætte deres fornuftige dømmekraft ud af spillet. I sin klassiske definition af sprogets poetiske funktion bruger Roman Jakobsen eksemplet "I like Ike", dvs. et slogan fra en amerikansk præsidentkampagne. Den slags skulle jo helst være effektive. Og hvorfor er det det? Fordi det trækker på sprogets poetiske funktion, vel.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja! Lige præcis! "Vid" er næsten gledet ud af forfatterskabet. I stedet bliver vi præsenteret for dødssyge biografier om kendte menneskers ligegyldigheder.

      Og "sproglig energi?" Jo, måske kan det være en ny måde at definere "Vid" på, selv om jeg nok finder, at "Vid" har en klang, som passer bedre til den særlig skandinaviske tilbagelænethed i forhold til sproget og, ja - viddet.

      Den skandinaviske humor er vel kendetegnet ved at være en anelse mere tilbagelænet og langsom. Den bygger op til noget, vi har en forventning om, vil frem, men vi ved aldrig helt, hvad, før det bliver sagt.

      For nogle uger siden hørte jeg det i radioen beskrevet nogenlunde sådan her:

      En viking lukker døren op og bliver ramt i brystet af en pil. Han lukker døren, træder et par skridt tilbage med blodet sivende ned ad sig og siger så til sine kammerater: "Jeg tror, de er derude..."

      Se, dét er vid! Vi véd, der kommer et eller andet spændende, men vi overraskes alligevel af den lidt naive måde, den oplagte oplysning fremlægges på. Som om vikingen netop havde fortalt, at konen havde ringet ham op og fortalt, at hun lige straks kom hjem - som om det var en dagligdags begivenhed... smukt!

      Slet
  6. Nu har jeg så slået det op, og i min etymologiske ordbog listes der tre betydninger af vid:

    1. bevidsthed, viden(de), kendskab.
    2. fornuft, sund sans.
    3. åndfuldhed, vittighed.

    Ordet kommer ganske rigtigt af oldnordisk "vit" for "forstand, klogskab, vidende", mens den 3. betydning skyldes påvirkning i 1700-tallet fra fransk "esprit" over tysk "Witz".

    For mig at se er den 3. betydning en slags kultivering af det oprindelige vid, en måde at føre viddet ind i salonen på, netop som åndfuldhed, og det er altså ikke det, jeg tænker på. Jeg vil godt (Tue) være med til at kalde det en slags energi, men det er ikke en energi, som kan rummes i f.eks. en træffende bemærkning eller et godt slogan - selv om den slags sikkert også kræver vid. Snarere er det den aktive side af fornuft og kendskab til tingene (i modsætning til f.eks. "død viden"); vid er en måske næsten usynlig ting, indtil det aktiveres. I modsætning til f.eks. "dannelse" eller "kritisk sans" eller endda "sproglig energi", er vid ikke noget, der som sådan kan læres, ligesom glæde eller skønhedssans ikke er det, det er en kapacitet (eller energi) i mennesket, som bl.a. litteraturen kan hente frem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din research... Jeg er enig i dine betragtninger og tænker da netop også på vid som en iboende evne til at kunne bringe noget visdom på banen, så folk omkring forstår, at her er der én, som kan sige tingene.

      På en måde er Klods-Hans et godt eksempel på det, for han lader sig ikke sådan imponere af de fines former, men svarer i stedet på tiltale præcis, som han ser det. Han kalder en spade for en spade, men er alligevel aldrig mere direkte i sin tale, end at han holder sig inden for en ramme, hvor man næppe kan beskylde ham for at være decideret uhøflig.

      Et andet eksempel kunne være, da Winston Churchill blev irettesat af parlamentets formand, fordi han havde dristet sig til at sige, at halvdelen af parlamentets medlemmer var imbecile. Han svarede igen ved atter at træde op og beklage sin udtalelse med: "Jeg trækker mine ord i mig igen. Halvdelen af dette parlaments medlemmer er naturligvis IKKE imbecile!" (frit efter hukommelsen)

      Den er jo svær sådan rigtig at gøre noget ved...

      Slet
  7. Behöver det åndfulde (jeg ved godt det er et bövet ord, men er det ikke ok at bruge ordet "ånd" uden at tänke det ind i en teologisk forklaringsmodel) at väre knyttet til salonen?
    Kunne det (åndfuldheden/viddet) ikke väre en betegnelse for dét "mere" der er i fx litteraturen - men som ikke, og det er det afgörende, kan bestemmes som et resultat af en allerede foreliggende viden. Viddet er let, ikke tungt - det er ordene der får vinger (endnu en plathed - men det er sgu fra Platons Faidros, hvor samtalen netop handler om hvordan "ord kan få menneskets vinger til at gro")
    Man må besjäle litteraturen med "Witz" siger Schlegel - så bliver den levende.Drager ånde.Er åndfuld.

    SvarSlet
  8. Jeg forsøger ikke at definere, hvad kunsten er (altid en futil beskæftigelse), kun at diskutere, hvordan den virker. Derfor forholder jeg mig også til de rum, den virker i, fx kulturrummet proppet med kuratorer og redaktører. Man kan selvfølgelig, som Jeppe, sagtens mene, at kunsten slet ikke indgår i noget rum, og dertil er et begreb som ”vid” jo nyttigt, eftersom det i al sin bedagethed klinger af både noget transcendent og noget transhistorisk. Universalisme kort sagt.

    Jeg er naturligvis enig i, at kunsten rent faktisk rummer en slags universalisme, og her vil jeg bare henvise til mit portræt af Poul Borum i Alt andet er løgn, hvor jeg sammenligner hans kunstforståelse med shamanisme, det vil ganske kort sige tærskelbevidsthed (en bevidsthed ikke blot på grænsen af liv og død, men også hinsides livet) og al-tids bevidsthed, hvor før og nu og engang glider sammen. Kunstneren er altså den, der både befinder sig i denne verden og i en anden (uden at vi behøver definere den sidste nærmere).

    Men det ligger uden for mit indlæg om kunstens virke og også uden for denne kommentar. I stedet minder jeg om de rum, jeg nævnte før – og bemærk venligst, at ordet er i flertal. For samtidig med at kunsten befinder sig i et tidløst, universelt rum, befinder den sig også i et tidsligt forankret rum, i historisk tid. Nu. Og det nu indeholder både den enkeltes bevidsthed, kulturtilstanden, kunstudviklingen og meget andet. Hvad rummet forventer og forlanger af litteraturen, må den forholde sig til, vil jeg mene, ligesom den må forholde sig til, hvad de andre kunstnere og forfattere går og laver for tiden, som Frank O’Hara cirka sagde. Det er jo også det, vi gør her på bloggen.

    I et brev til John Ashbery fortæller O’Hara i øvrigt om en helt ustyrlig oplæsning i New York i 1959, hvor han selv skal læse op, men bliver afbrudt af Jack Kerouac, der råber: ”You’re ruining American poetry, O’Hara!” Hvortil O’Hara svarer: ”That’s more than you ever did for it.” Det er der ikke megen universalisme i, kun negativ tænkning (kunsten skal nedbryde traditionen), der ligger under al modernisme. Altså: historisk rum, beboet af højst levende mennesker, fx i form af læsere og forfattere. Universalisme er litteratur uden læsere og uden andre skrivende. Uden fortid og uden fremtid. Uden råb fra publikum. Et lidt vindtørt sted at opholde sig, hvis man spørger mig, men udsigten derfra er storslået.

    SvarSlet
  9. @Niels. Jeg må lige forsvare viddet og endda den 3. definition, som Jeppe ikke finder så interessant. Forskellen mellem "vid" og "imagination" - ligesom forskellen mellem "vid" og "intelligens" i ordets to ikke-æstetiske definitioner - er jo netop, at viddet ikke er transcendent og ikke er transhistorisk. Viddet er bundet til situationen; at være vittig er at finde de rette, morsomme, rammende ord til netop den situation, man lige nu befinder sig i. Man kan komme for sent med sit vid, den kræver timing. Vid er det, Frank O'Hara viser i sin replik til Kerouac.

    "Imagination", derimod, har som æstetisk begreb sine moderne rødder i 1700-tallets dyrkelse af det naturskønne, dvs. det skønne som noget, der eksisterede i et rum hinsides det historiske og det sociale. Det ser man hos Kant, men jo også tidligere i traditionen, i Joseph Addisons "The Pleasures of the Imagination". Så "vid" passer præcis til det, du taler om, Niels, også selvom begrebet sikkert kunne bruge en ny og mere opdateret refleksion omkring sig.

    SvarSlet
  10. Jeg forstår godt, hvis du, Niels, synes at ord som vid, ånd m.fl. risikerer at trække diskussionen væk fra det tema, du anslog, hvordan litteraturen kan blande sig i den almindelige kulturelle diskussion. Men derfra og til at anklage f.eks. mig for at mene, at "litteraturen slet ikke indgår i noget rum" (hvilken absurd tanke), er der altså langt. Hvis du læser mit første indlæg, er det netop min pointe, at ordet vid (bedre end ideen om "kritisk sans") kan bruges til at forstå, hvordan kunsten og litteraturen indgår i kulturen. Vi taler generelt (snarere end universelt) her, alle sammen, og når du sætter den ene generelle idé op ("litteraturens motiv" er at skærpe vores "kritiske sans"), sætter jeg simpelthen en anden op (at kunsten allerede er til stede - som vid - i vores kulturelle liv) - men det handler stadig (i begge tilfælde) om her og nu.

    Når jeg reagerer imod ideen om "kritisk sans", er det simpelthen, fordi den for mig at se hører hjemme i en idé om borgerlig offentlighed, som jeg ikke tror på. Og så har jeg altså en anden idé om, hvordan litteraturen spiller ind.

    @ Tue og Elisabeth: Jeg var egentlig ikke ude på at udelukke den 3. definition af vid - det kunne sikkert godt se sådan ud -, blot at undgå at begrænse ordet til dén definition. Og jeg er helt med på, at et begreb som "åndfuldhed" heller ikke bør begrænses til at handle om salonkultur. Jeg vil bare gerne bag om eller ned under eller ud over den dannede borgerlige kulturs begreb om litteratur, når jeg tænker over, hvordan litteraturen deltager. Først og fremmest ville jeg gerne væk fra den (instrumentaliserende?) tankegang, hvor litteraturen befinder sig ét sted og kan bruges til at gøre noget ved kulturen, som så må befinde sig et andet sted. Derfor skal litteraturens deltagelse ikke reduceres til at være et spørgsmål om sprog (det sproglige vid i en reklame f.eks.) eller om kunst (salonen); litteraturen handler bl.a. også om kendskab, fornuft og de andre ting, som ligger i ordet vid.

    - Er O'Haras kvikke replik til Kerouacs råb vid? Det er i hvert fald en typisk modernistisk idé, O'Hara giver udtryk for, i den lidt sakrosankte udgave af modernismen, hvor den bl.a. knytter sig til religiøst farvede ideer om destruktion og genfødsel: Traditionen skal nedbrydes, før sand poesi kan opstå. Her nok knyttet til den puritanske idé om, at enhver ny såkaldt generation skal skabe det hele forfra. Ideen er meget velturneret i denne anekdote (og har altså sprogligt vid), men rummer ideen f.eks. noget stort kendskab til poesiens historie? Jeg ville sige nej.

    (Og det er selvfølgelig ikke O'Hara, jeg taler om, blot denne ene replik).

    Men det er sikkert en helt anden diskussion.

    SvarSlet
  11. Jeg synes, at både "kritisk sans" og "vid" er ret spændende begreber i forhold til at anskue litteraturens rolle; den kritiske sans indebærer desuden et andet vigtigt moment, som Niels bragte på banen i forrige indlæg, hvad er litteraturskolernes rolle, for så vidt det drejer sig om at skærpe en kritisk sans (for litteraturen) og drive kunsten frem?

    Hvis litteraturen i vores (kulturelle) liv har en rolle som bærer af vid (hvilket jeg bestemt er enig i, også i din bemærkning, Jeppe, om at kritisk sans hører hjemme i en borgerlig offentlighed), hvordan skal man så skole forfattere - et spørgsmål der ligger til grund for denne diskussion?

    Jeg mener: vid! jo tak, men hvordan? og om hvad...

    SvarSlet
  12. En lynreplik til Jeppe. Man kunne også hævde, at O'Hara udtrykker et grundlæggende behov for selv at få plads, som har fandtes til alle tider, også før det blev kaldt "faderopgør" eller beskrevet som at "træde i karakter" osv. I så fald er O'Haras reaktion udtryk for universelt "vid", mens Kerouac blot er fars dreng.

    SvarSlet
    Svar
    1. Men hvor er det altså trist, hvis det hele kan koges ned til et faderopgør? Uanset hvor 'grundlæggende' det er. Jeg troede, du troede, Niels, mere på tanken om at 'træde PÅ karakteren'?

      - - Lars F

      Slet
    2. Selvfølgelig gør jeg det, Lars. Jeg driller bare Jeppe med en mulig anden fortolkning for at vise mangetydigheden i O'Haras udråb.

      Slet
  13. Christoffer Emil Bruun11. februar 2012 kl. 17.29

    Det litterære martyrium, del 1.

    Tak for en herlig debat og til Niels Frank for at sætte gang i den med offentliggørelsen af hans og min korrespondence. En stort tak for Franks seneste indlæg, som får alvor slår hovedet på sømmet og tegner et billede af Niels Frank som litterær korsfarer og martyr. Med et sprogligt selvmordsbælte om livet begiver Frank sig ud på den nervøse vej til det selvvalgte skafot. Og han detonerer med smuk præcision sig selv som Fredsforstyrrer, Intruder in the dust, Megafonen som forvildelsen råber igennem. Det er storslået!

    Den åndsaristokratiske Niels Frank påberåber sig litteraturen som et privilegeret område, kun forfattere som han selv må betræde. Et gammeldags, virkelighedsfjernt og reaktionært synspunkt. Roland Barthes pointe med forfatterens død var at tyngden for den færdige tekst findes i relationen mellem tekst og læser. Døden var fra Barthes side en måde at give litteraturen nyt liv. Siden har det synspunkt Frank repræsenterer suget livet ud af litteraturen og omdannet den til stiløvelser i Blå Port.

    Ved at lægge vores tekst-korrespondence ud på nettet (dengang uden min godkendelse) har Frank intuitivt forstået at tekst ikke tilhører forfatteren. Men når han så bringer sig selv i spil svigter dømmekraften - så er teksten hellig. Niels Franks martyrium er en både træt og trættende position, som gennemsyrer alt hvad han skriver i den her sammenhæng. Når det er værd at hæfte sig ved er det ikke mindst fordi man i bakspejlet aner konturerne af Franks martyrium i nyere dansk litteraturhistorie. Han har jo været leder af forfatterskolen og har givet vis brugt ikke så få timer på at få det fine danske litteraturmiljø, der findes omkring skolen, med ind i sit bekvemme og hyggelige martyrium. Også Promenaden selv får jo en helt ny dimension, nu da det er tydeligt at bloggens egentlige formål er selvbekræftelse i opfattelsen af, at den sande litteratur skal stå uimodsagt i al dens visdom, mens dens ophavsmænd kan udpege alle dens fjender. Det karikerede fjendebilledet som kendetegner en ægte martyr, er her den onde museumsdirektør, der præsenterer en udstilling af dronningen, som er det ultimative skræmmebillede. Samt det at pengene bestemmer, av hvor er det ondt. Det etablerede, det nationale og kapitalismen er pr. refleks genstande i Franks rædselskabinet. Det fordomsfulde blik på netop de tre emner er måske grunden til at store dele af dansk litteratur groft har forsømt at forholde sig kritisk til dem i en epoke, hvor der ellers havde været god brug for det. Mens den nationalkonservative melodi buldrede løs og kapitalismen ligeså, blev der skrevet om nære relationer. Store dele af dansk litteratur viste sig at stå afmægtig overfor de virkelige populister der red Danmark som en mare gennem næsten 15 år. Man havde hverken sproget eller modet til at interessere sig for, hvad der foregik i landet. Man gravede sig længere og længere ind i den hule, hvor Niels Frank stadig sidder og gemmer sig.

    SvarSlet
  14. Christoffer Emil Bruun11. februar 2012 kl. 17.30

    Det litterære martyrium, del 2.

    Ligesom i almindelige fænglser er der så mange regler i Niels Franks litterære fængsel. Man må ikke dit og ikke dat. Man kan ikke løfte det ud eller op til særlige steder for så mister litteraturen sin position som uafhængig. Der må ikke være noget FOR AT, ikke noget mål, hvilket i sagens natur gør litteraturen retningsløs. I sin forskrækkelse over at livet faktisk foregår i virkeligheden og har det med at gribe ind i menneskers liv, kan man så sidde og gruble over, hvordan man bliver tvivlmager eller fredsforstyrrer. I øvrigt en flot ambition, som kunne være spændende engang at se udfoldet.

    Man må heller ikke kalde Niels Franks litteratur for smal. Uhh, nej selvfølgelig, ikke! For det er jo bare endnu et eksempel på at populister som mig selv ikke vil ham det godt. Enhver etikette er forkert for så er man sat i bås. Sidst jeg hørte den type argument var hos Cepos, der var fortørnede over at blive kaldt højreorienterede.

    Det mest gribende er næsten, at Frank bliver ved med at sammenligne sig selv med store forfattere. Først Rifbjerg og Sørensen, nu Kafka og Woolf. Den berømte indledning til Processen er et mønstereksempel på, hvordan man med et ultra-enkelt sprog skaber et glasklart billede af en meget særlig stemning. I mine øjne er Franks indledning til sin kroniktekst en kryptisk, utilnærmelig og sprogligt set knudret sag, som jeg altså vurderede var til skade for resten af teksten, ganske enkelt fordi den ikke ville blive læst. Det asociale i ikke at ville diskutere en sådan begyndelse består i, at man insisterer på at udelukke en masse læsere.

    Naturligvis skal litteratur ikke være opdragende eller missionerende og jeg er enig med Frank i at litteraturen ikke skal være led i nogen nyttetænkning, der skal gøre folk bedre. Hvis man kan sige noget om dens mål er det måske at den gerne skal kunne udvide ens horisont. Når det lykkes allerbedst følges miljøbeskrivelse og personbeskrivelse ad. Den sultne Hamsun i Kristianias gader er både en rammende beskrivelse af tid, miljø og person. Det samme kan man sige om Dostojevskijs bøger, der måske mere end nogen anden litteratur har været horisont-udvidende, som har haft masser af retning uden at ånden bliver druknet i pædagogik. I mine øjne er ånd ikke noget recevoir, som kunstnere har eksklusiv adgang til. Kunstnere kan være særlig gode til at forstå og formidle den verden de er et produkt af. Når den er allerbedst, er kunsten noget vi alle sammen kan nyde godt af.

    SvarSlet
  15. JoJow, det anede jeg jow nok. Men jeg forelskede mig i formuleringen: At træde PÅ karakteren.
    Hvor har jeg læst (stjålet) det?
    Men men, og måske kommer jeg til at gentage især Jeppe B's argumenter: Det er da skønt, hvis O'Hara kan få den op at stå ved at snakke Kerouac imod (der er vel ingen, der er i tvivl om, at Kerouac endte sit liv som en karikatur af J. Kerouac, forfatteren til On The Roads. Hvordan O'Hara endte ved jeg desværre ikke) - MEN - jeg har aldrig forstået din skelnen mellem Kunstneren og Mennesket og mellem Litteraturen og Samfundet. Du har en idé om at kunsten (litteraturen) er noget 'andet' - stående udenfor, ophøjet, nedsænket, parallelt, whatever - Og nu kommer jeg til at hente snakken om Peder Frederik Jensens nye bog (som jeg endnu ikke har haft mulighed for at læse - kun debatten om den): T.A. Nexøes snak om opdelingen af håndens sande hamren og håndens gennem hjernes sitren sidenhen gnubben på stålet (ca) - du vil ha en tredje bane til litteraturen - du vil ikke være håndværker, du vil ikke være debatør/politiken-er/journalist etc (meget forståeligt) - men! heller ikke LÆRER/opdrager/formynder - og jeg har aldrig forstået, hvorfor ikke? Hvad er det der er så modbydeligt ved at tænke litteratur som et redskab til opdragelse? Lad hammeren slå tungt og præcist! Der er ikke andre der ka løfte hammeren! Lad os dog spille (små) guder! Og hvis foredraget er overbevisende, hvis de falder for vores bedrag, tror de de ser gud i skyggespillet bag vores kulørte lamper - å, lad dem!
    - El Frost

    SvarSlet
  16. @ Bruun: forbavsende blogindlæg. For det første har Frank været lødig, saglig såmænd, mens det ikke lykkes Bruun at skrive én sætning uden at vrænge ad Frank (og konsorter).

    Hvor angiver Frank at litteraturen er et område, der kun må betrædes af forfattere. Skriver han netop ikke selv som poetologisk maksime: "se selv". Er det ekskluderende eller imploderer kronikredaktøren fuldkommen?

    Hvilken del af Franks indlæg retfærdiggør metaforen "martyrium"? Er den virkelig passende, befordrende for debatklimaet?

    Når han inviterer til debat - han starter med en tak for en række ellers aldeles slappe kommentarer til forrige blogindlæg, er det så præcist at anklage hans virke for at være "selvbekræftende"?

    Morsom er formuleringen om Franks "fordomsfulde blik" på "det etablerede, det nationale og kapitalismen", dels fordi den ikke begrundes, det er da flot, dels fordi dansk litteratur over en kam (næsten) anfægtes for netop ikke at have beskæftiget sig med ..."den nationalkonservative melodi [...] og kapitalismen". Den har i stedet været optaget af "nære relationer". Wauv! Er der noget mere ynkeligt end parasitære kommentatorer som kræver en særlig litteratur og som taler om noget de ikke rigtig kender til. Og: Hvis ikke man kan se en sammenhæng mellem blind dyrkelse af dronningens kunst og dyrkelsen af nationalkonservative melodier, så er man jo fuldkommen magtesløs og dermed et offer for hvad som helst selv de egne intentioner.

    Den bekvemme formulering "I sin forskrækkelse over at livet faktisk foregår i virkeligheden og har det med at gribe ind i menneskers liv ..." får dumheden til at tangere det perfide. Eller det omvendte.

    Endelig kan man konstatere, at Bruun mener Kafka og Woolf var store forfattere - han overser dog fuldkommen at netop den type forfattere ofte af populistiske mediemennesker klandres for at skrive "uden retning". Hvis han synes indledningen til Franks kronik er så svær at forstå, er det imidlertid rimeligt at formode at Bruun aldrig har læst Kafka og Woolf.

    Og vedr. indledningen: Først var den "lækker", men svær, nu er den bare en "kryptisk, utilnærmelig og sprogligt set knudret sag".

    Slutformuleringen "Når den er allerbedst, er kunsten noget vi alle sammen kan nyde godt af." - kunne være skrevet af Goebbels måske, men ikke af Kafka. Siger det ikke bare alt? (Da kronikredaktøren har svært ved at læse må jeg vist for en god ordens skyld hellere understrege, at det ikke insinueres, at han er nazist. Jeg påpeger blot en afsindig infantilitet i hans synspunkt.)

    Jeg vil sige det er forstemmende at han ikke magter at deltage i en debat på "hans eget niveau" og derfor mener at måtte kompensere med ubrugelig galde.

    - Holtén

    SvarSlet
    Svar
    1. Christoffer Emil Bruun11. februar 2012 kl. 21.15

      Jeg beklager hvis mit indlæg virker vrængende. Sådan er det ikke ment, men drillende selvfølgelig. På samme måde som jeg opfatter NF's anslag mod mig som populist som drilleri. Og ja, jeg indrømmer blankt at der er fuld af generaliseringer.

      Slet
    2. En tekst defineres ikke ud fra hvad forfatteren mener med teksten, en tekst defineres ud fra hvad der står i den. Det kan da godt være at Niels Franks "anslag mod dig" var "ment" drillende, men den er jo ikke ironisk. Dine udtalelser fremstår populistiske, dine udtalelser ER populistiske.
      Hvis dit indlæg er fuld af generaliseringer og man for at forstå teksten skal vide hvad det er du tænker og ikke hvad du skriver, hvad er det så der kvalificerer det?

      -
      ikke-tilfældigt forbipasserende anonym

      Slet
  17. - se kronikken i Information her: http://www.information.dk/293075
    Det er da meget hjælpsomt af en redaktør at foreslå ændringer og forbedringer - men har man inviteret, synes jeg man hænger på den. Så må redaktøren vare sig for at invitere vedkommende en anden gang!

    Hvad formål tjener det at være anonym i en debat som denne? Den anonyme kan jo være hvem som helst, f.eks. en af de involverede på en anden adresse - øv.

    SvarSlet
    Svar
    1. [-bare for at rette småfejl:]
      - sjovt nok havde Bent Vinn Nielsen http://www.information.dk/293070 en kommentar om Forfatterskoler i selvsamme Information - i følge hans eget udsagn til mig ikke skrevet på opfordring - men redaktionen har vel kunnet se sammenhængen? - uden at den dog henviser til denne debat på PROMENADEN - vil Politiken nu referere den, eller hvad sker der? Lidt absurd, når man ikke ville trykke kronikken, på den anden side absurd, hvis debatten ikke nævnes...

      Slet
    2. - her er vel flere debatter i spil:En om forfatterskoler - en anden om journalistikkens kontrol af forfatteres tekster. Jeg er usikker på: Blev Niels Frank inviteret til kronikken eller 'sendte' han et kronikforslag uden at være opfordret.Det sidste synes af Bruuns kommenatar i Politiken idag at have været tilfældet. Var det en forudgående aftale mellem Frank og Bruun at bringe korrespondancen på nettet? Den ene siger det ene og den anden det modsatte.

      Slet
    3. Bruun har så en kommentar i Politiken idag som referer denne blog. Han ville gerne have slettet sit indlæg her, da han oplever det som for groft polemisk. Men altså: Nu må læseren forvente et indlæg i avisen, hvor vi får forløbet og hensigterne set fra Franks side. Det vil sige, at de dele af kronikken, som Bruun ikke ville accepterre nu skal omtales - og accepteres. Interessant udvikling.

      Slet
  18. Jeg sympatiserer langt hen ad vejen med Niels Franks vision for en litteratur, der hverken skal være samfundsdiagnose eller selvudvikling – i hvert fald på den betingelse, at disse to udmærkede og interessante hensigter med litteratur ikke bliver forbudt i al almindelighed som del af litteraturen. Men at der kunne være plads til litteratur som en form for pause fra alt andet – plads til litteraturlæsning som opmærksomheden på denne tekst her og nu – det er fint med mig. Det er lidt som at have tekster, der fungerer som livet i Afrika; vi sidder her og venter, og det er jo egentlig fint, vi skal ikke nå noget, eller det vi skal nå, når vi nok senere, og tilværelsen er udmærket lige her, der er ikke behov for at gøre noget andet, måske tager vi en tår vand om en time, men det kan vente, der er lunt og ganske behageligt, faktisk har man det bedst, når man ikke rører sig. Litteraturen som en form for ataraxi, men med opmærksomhed. Det griber til kernen af kunsten, hvis man opfatter den som den pragmatiske filosofi Jean-Marie Schaeffer: "den æstetiske relation er en menneskelig adfærd, hvis centrale indsats er opmærksomheden selv". Det er en måde at generobre tilstedeværelsen i ens eget liv – ikke tilstedeværelsen som middel til noget, men som værdi og mål i sig selv. Men det griber også langt uden for kunsten, fordi alt muligt andet kan have samme opmærksomhedsfokuserende funktion, f.eks. at gå tur eller at rejse eller at erindre eller at spise eller hvad man nu vil. Hvad der bestemt ikke gør litteraturen mindre værdifuld.
    På den anden side forstår jeg ikke helt denne radikale afstand til det nyttige. Netop ovennævnte æstetiske funktion er udpræget nyttig i mit liv, hvor den udfylder nogenlunde samme funktion som jeg formoder, at tv har for andre: som en pause fra bl.a. arbejdets interessante, men også meget dominerende fortrædeligheder, og som en påmindelse om andre dimensioner i livet. I et forfatterperspektiv var det vel også den funktion, poesien havde for en Wallace Stevens eller T.S. Eliot? Es leben die Sterblichen von Lohn und Arbeit, som Hölderlin siger, og selv om vi ikke er guder, vil nogle af os gerne læse poesi, men for de fleste af dem, som ikke har studeret litteratur på universitetet, er vejen til den simpelthen for lang. Og når de har brug for litteratur, ønsker de noget andet af den, som de ikke får på tv – f.eks. dybere samfundsdiagnoser og ord til selvudvikling. Det ønsker jeg også noget af tiden. Eller misforstår jeg dig, Niels, fordi jeg her anfører et læserperspektiv, hvor du taler fra et forfatterperspektiv, dvs. på vegne af den litteratur, du skriver?

    SvarSlet
  19. 1. Jeg kan så være enig med Lars F i, at litteraturen ikke skal undgå at påvirke samfundet (jeg mener faktisk ikke, den kan undgå at gøre det). Den kan sagtens være både didaktisk og for så vidt pædagogisk og samtidig være god litteratur - den skelnen er simpelthen en falsk skelnen. Påvirkningen behøver i øvrigt ikke ske på det strengt politiske niveau, den kan også foregå i forhold til f.eks. et aktuelt emne som psykoanalyse og psykoterapi, hvor vi f.eks. i Danmark har et par gode eksempler i Peer Hultbergs "Biografi" og "Brev" og Katrine Marie Guldagers "Lysgrænsen" (for mig at se langt mere interessante bidrag til en diskussion af moderne identitet end diverse ofte temmelig ureflekterede selvbiografier). Påvirkningen kan også ske i form af det, man nogle gange kalder bevidnelseslitteratur, f.eks. litteraturen fra 2. verdenskrigs koncentrationslejre, som jo ikke har egentlig debatkarakter, men alligevel rykker ved vores samfundsforståelse. Men herfra, fra at anerkende denne påvirkning, og til at ville institutionalisere litteraturen som en særlig kritisk instans i samfundet (som Brandes og den borgerlige offentlighed ønskede det, som Niels Frank lidt tvetydigt ønsker det? som Christoffer Bruun måske ønsker det?), er der langt; det er det sidste, jeg ikke vil være med til. Litteraturens påvirkning kan nemlig for så vidt lige så godt være politisk eller moralsk stabiliserende, direkte understøtte en religion eller stat osv., uden at det heller diskvalificerer den som god litteratur. Det er derfor, jeg har brug for et mere generelt udtryk for, hvad der er det specifikt litterære bidrag til kulturen (eller for så vidt bidrag til en MODSTAND mod kulturen overhovedet), og ender ved et begreb som vid (som jeg ganske godt ved, nok trænger til en terminologisk og teoretisk nyfortolkning (eller måske findes denne nyfortolkning allerede, uden at jeg ved det)).

    SvarSlet
  20. 2. Lene Asp beder om en konkretisering af, hvad vid så er, hvordan det kommer til udtryk. Det bedste er vel at give et par eksempler. Thomas Bobergs rejsebøger har ofte det vid, jeg taler om, f.eks. i beskrivelsen af Limas slum i "Sølvtråden"; det er en kvalitet i sproget og vurderingerne, som giver fornemmelsen af fair, klar og afbalanceret beskrivelse, hvad enten man er på det højeste politiske niveau eller nede i rendestenen hos den enkelte limsniffer. Det er faktisk (ikke for at drille Niels) det modsatte af O'Hara-citatet, som er præget af stærk personlig vinkel (det var det jeg mente med at udsagnet savnede kendskab til poesiens historie (uden at jeg jo tror, at O'Hara sådan set manglede dén) og endda en personlig agenda, rivaliseringen. Man kunne sagtens finde antropologiske studier mm. som kunne beskrive Lima mere i dybden, med større faglig viden, større kompleksitet osv. end Boberg, vid handler netop ikke om viden som sådan, men om evnen til at sætte i sammenhæng, vægte elementerne i en betragtning, skille tingene ad osv., og jeg tror det kan komme af et bevidst, litterært forhold til sproget, fordi sprog netop er at strukturere værdier. Forfatteren er for mig at se den type sprogbruger, som har opdaget, at der er forskel på udsagnene "tusindvis lever i slum" og "i slummen lever tusindvis", og hvis interesse netop ofte går imod at finde og udnytte selv de mindste muligheder for diffentering og nuancering i sproget, i første omgang sikkert ofte for egen fornøjelses skyld (glæde eller skønhed eller vid for dets egen skyld), men altså med resonans i sprogbrugen som sådan. Af samme grund opfordrede gamle Kongfutse jo herskeren til først og fremmest - før alt andet - at lære sig de kinesiske oder; et skærpet, klart sprog var selve forudsætningen for at udøve politik. I dansk sammenhæng har jeg f.eks ofte tænkt, at man godt kan mærke på Per Stig Møller, at han har beskæftiget sig med litteratur, f.eks. fordi han respekterer, hvad kommunikation er, virker til at forsøge at svare på det spørgsmål, der stilles, og bestræber sig på at gøre det klart og tydeligt; de fleste politikere negligerer jo simpelthen ofte det spørgsmål, der stilles, respekterer dermed ikke selve kommunikationens princip, og udvander deres udsagn med så tomme, uforpligtende formuleringer som muligt. (Nu kan nogen så råbe op om, at PSM slet ikke gør, som jeg siger, det er muligt, de har ret, men så tag et andet eksempel, det fremgår vel, hvad jeg mener). Ofte foretrækker jeg helt klart en politiker, jeg er uenig med, men som har vid, fremfor en politiker, jeg er enig med, men som mangler det. Det peger lidt på, hvad forskellen mellem kritisk sans og vid kunne være.

    Jeg kan gætte mig til, at nogen vil synes, alt det her er meget udflydende, måske endda relativerende, men her forsøger jeg ikke at komme med mine egne meninger om, hvad litteraturens påvirkning bør gå ud på i dagens politiske og kulturelle situation (det må blive en anden gang), jeg forsøger at give min mening om, hvordan litteraturens påvirkning kan anskues generelt.

    SvarSlet
  21. ja, der mangler en parentes-slut til efter "dén" i linje 11

    SvarSlet
  22. Og så netop, mens jeg skriver om sproglig differentiering, skriver jeg fandeme diffentering, det må blive mit originale bidrag her

    SvarSlet
  23. Nej, nu jeg er i gang: Selvfølgelig kan den type vid, som handler om kendskab, fornuft i betydningen "strukturering af værdier" også have humoristisk karakter - det som bl.a. Tue har skrevet om - det er så ofte en humor, som kendetegnes af pludselig skæren til benet, nøgternitet midt i en ophedet kontekst, som vikingehøvdingen, der tørt bemærker, at hans ben er blevet hugget af, men at hvis modstanderen lige vil vente, til han har sat det på en træstub, kan de i øvrigt fortsætte. Eller - han har også været inde over her - Churchill, som, da det engelske parlament ønskede at tage af kulturstøtten til militærbudgettet under krigen, svarede at: "Hvis i vil skære ned på kulturen, hvad kæmper vi så egentlig for?"

    SvarSlet
  24. Gud fredsens, det er selvfølgelig resten af benet, høvdingen sætter på stubben

    SvarSlet
  25. Jeg holder på Jeppe Brixvolds allerførste definition af 'vid': "en særlig måde [for] intellektet [at] lade sig guide på af glæde og skønhed."

    Og med et lille gys tænker jeg: Har han formået at definere ... kunst? Hvis man tilføjer 'og følelserne' efter 'intellektet', så tror jeg næsten at den er der.

    SvarSlet
  26. Nu er jeg også ved at være helt med: intellektet og følelserne - men er dette "vid" så i slægt med en form for intuition? Men selvfølgelig i forhold til dette at udtrykke sig!?

    SvarSlet
  27. Ja, netop, man kunne vel sige, at intuitionen i sig selv er uden form, men at den kan tage sproglig form, i vid f.eks. Hvad angår følelsen ville jeg nok nærmere placere den i det, jeg kalder glæde og skønhed (og lad os bare tilføje skræk og afsky), som om følelsen svømmede rundt her, blev til intuition og derefter ved intellektets mellemkomst (om vi så blot forstår denne som den sproglige formuleringsevne) til vid. Vid netop som noget, der kun findes, idet det aktualiseres. Det er bare mit forsøg på at forstå, hvordan intellektet i kunsten spiller merd i kulturen (i min replik til Niels' idé om "kritisk sans"): Åbenbart som en slags indre frø. @Peter: Nå, men sådan - med disse begreber - kunne man måske godt forsøge at forstå den primære kunstoplevelse hos forfatter eller læser. For at gøre det til en definition af kunst ville jeg også have brug for en mere ydre betragtning af, hvordan enhver kultur sanktionerer visse former, visse udtryk som kunst, og at det er i spillet, måske ofte modstanden imellem den primære kunstoplevelse og den ydre sanktionering (som vi jo i øvrigt ofte har fuldkommen internaliseret, vi ved hvad vi skal forvente os af et digt, en roman osv.), at kunsten i praksis opstår - og kaldes kunst. Det er også det, der gør mig meget nysgerrig over for de kulturelle udtryk, som ikke umiddelbart kaldes kunst, men hvor vi f.eks. godt kan finde vid. En reklametekst, et barns pludselige ordspil, en politikers sjældne klarhed. Eller folkeviddet selvfølgelig. "Én gang til for Prins Knud" eller udtrykket "Johnny Margrethe" er jo dejlig subversiv snak. "Anders Fjog Rasmussen" ... For ikke at tale om de helt sublime eksempler: "Bro bro brille, klokken ringer elleve. Kejseren bor på det høje hvide slot. Så hvidt som et kridt, så sort som et kul. Fare, fare, krigsmand, døden skal du lide. Den der kommer allersidst, skal i den sorte gryde. Første gang, så lader vi ham gå. Anden gang, så lige så. Men TREDJE GANG, så tager vi HAAAAM - og putter ham i gryden." Det risler mig altid koldt ned ad ryggen, når jeg hører den sang fra de uvidende små, som nok alligevel véd en del. "Fare, fare, krigsmand ..." - med spillet på "far", my GOD! "Den der kommer allersidst ..." For mig at se et mindst lige så subversivt potentiale her som i den institutionaliserede litteraturs "kritiske funktion", som jeg ikke tror meget på. Det var bl.a. dette område, Joyce bevægede sig så langt ind i.

    SvarSlet
    Svar
    1. Folkeviddet, det tænker jeg tit på; hvordan alle tilsyneladende bliver enige om at kalde en bygning for GEBISSET eller noget tilsvarende; det er næsten altid utrolig morsomt, frækt og præcist, det steder bliver kaldt i folkemunde; hvor kommer det fra... Denne store usynlige kollektive forfatter... Folkeviddet.

      Slet
  28. Der er folkeviddet og der er individdet



    mvh søren s-jensen

    SvarSlet