Mere populisme

Tak for de glimrende kommentarer til mit indlæg om populisme, og undskyld denne let forsinkede reaktion, som skyldes for meget arbejde. Til gengæld bliver mit svar lidt længere, og jeg smækker det på forsiden, så det er lettere at læse.


Lad mig allerførst understrege, at jeg naturligvis adviserede Christoffer Bruun om mit indlæg og opfordrede ham til at deltage i en evt. debat på Promenaden. Det har han givet sit ok til. Så ingen sagsanlæg og ingen sure miner, endnu da. For det andet vil jeg for en god ordens eller uordens skyld sige, at jeg ikke har det mindste imod at følge gode råd til en tekst (Nexø, Sestoft, Rathje). Flere af de øvrige promenister hjalp mig såmænd med nævnte indlæg og fik mig til at ændre detaljer. Endelig undrer det mig, at Promenaden beskyldes for at være ikke blot fornærmet (Leonhard), men også lukket og uinteresseret i dialog (Bruun), og det undrer mig at læse, at jeg personligt skulle være ligeglad med avismediets behandling af essayformen (Krabat). Både min kronik og min henvendelse til Politiken i første omgang siger noget andet, vil jeg mene.

Spørgsmålet er blot, HVAD det siger. For der er selvfølgelig en truende selvmodsigelse i at afvise det, Hans Otto Jørgensen kaldte åndelig vejledning, og så samtidig bedrive disse forskellige former for formidling. Hvorfor fx skrive på en litterær blog, hvis man ikke tror, at litteraturen kan bidrage med eller føre til oplysning? Hvorfor skrive en kronik? Hvorfor holde et oplæg? Hvorfor diskutere?

Der er for mig at se mindst tre forhold i disse spørgsmål, og de forhold går igen i alle de måder, en forfatter eller kunstner møder offentligheden på. Det første handler om, på hvilke præmisser diskussionen skal foregå. I det aktuelle tilfælde med Politikens kronikredaktør er det tydeligt, at FORMIDLINGEN har forrang – det er derfor, Bruun nævner faren for, at læserne falder fra osv. Det andet forhold drejer sig om selve formen, hvori der skal diskuteres. Her nævner Bruun, at det lykkedes Rifbjerg og Sørensen at give "den intellektuelle reflektion [refleksion] bred, offentlig ressonans [resonans]". Her har FORENKLINGEN forrang. Det tredje forhold handler om selve formålet med at diskutere, og her er vi tilbage ved den åndelige vejledning, hvor OPDRAGELSEN har forrang.

Det første først. Jeg indrømmer (hvis det er en indrømmelse værd), at jeg oplever en forbandelse ved den mere og mere udbredte formidling af kunsten og litteraturen, hvad enten det nu sker i form af kuratering, redigering, journalistiske omtaler eller dagbladskritik, der ikke er dybere end et slag på håndtasken. I billedkunstens verden er det såkaldte fedtlag sikkert meget tykkere og mere klæbrigt, men også i litteraturen støder man på horder af personer, der tilsyneladende er sat i verden for at vejlede publikum, men som i virkeligheden træder langt ind på det område, hvor kun den enkelte forfatter bør befinde sig. Og fordi grænsen er overskredet, er det nu ikke længere tilstrækkeligt, at forfatteren begriber, at han taler ud i en større offentlighed, som Bruun gør opmærksom på. Nej, offentligheden står allerede langt inde i hans tekst i form af formidleren og udpeger i egen autoritet godt og skidt, nyttigt og unyttigt.

Det eneste, der kommer ud af dét, er, at vi får en endeløs række kulturprodukter, hvis ufortalte formål er at fylde avissider og museumslokaler og så i øvrigt ikke genere læserens morgenhumør eller museumsgæstens velbefindende for meget. Fx ved at udfordre dem. Det er i yderste konsekvens dronningeeffekten, vi møder her. Dens logik er: "Jeg, den enerådende museumsdirektør, beslutter, at dronningens billeder skal fylde mine vægge, fordi befolkningen har godt af at lære dronningen nærmere at kende. Og så skide være med, om det ikke alt sammen er lige stor kunst, eller om alle de kunstindsigter, jeg har brugt mit liv på at tilegne mig, dermed er hældt i lokummet."

Alle disse hensyn til formidlingen og forenklingen siger ifølge mit gehør det samme: pengene bestemmer. Det gør de også i Bruuns tilfælde, når han foreslår at give min tekst et "lækkert anslag" eller taler om den "smallere litteratur". Her er det markedet, der vælter ud af munden på ham. Når så hensynet til markedet kombineres med en moralsk anskuelse (i beskyldningen om, at min skepsis over for hans afvejninger er "asocial"), får vi en rigtig ildelugtende gryderet. Nu er forfatteren nemlig ikke blot smal, han er også elitær. Hvorimod formidleren står på folkets side og endda mener, at han kan tale på dets vegne: "Folk som ellers nemt kan føle sig på besøg i et finlitterært rum, hvor de ikke er velkomne."

Problemet er, at det er alt for enkle modsætninger, der er på færde her, og endnu vigtigere: at opdelingerne er fuldstændig og komplet intetsigende for det litterære arbejde. Hvis nogen skulle være i tvivl, kan vi jo prøve at ringe til Kafka eller Woolf og spørge dem, om de ærligt talt ikke er blevet lidt for finlitterære? Det eneste, der kommer ud af den slags pladder, er, at vi ikke kommer til at se en ny Kafka eller en ny Woolf, fordi de fra starten tvinges til at forholde sig til noget, der ikke har den mindste kunstneriske relevans. Og så én ting til: alle udøvende kunstnere får problemer med at begrunde deres indsats, hvis vi ender med give de nævnte hensyn forrang, for så skal kunsten bedømmes på, om den er bred nok, resonansfuld nok, social nok, åben nok. Og så bliver dronningen den største nulevende maler i Danmark.

Men nu er vi endelig nået frem til det, der for alvor interesserer mig. Det drejer sig om opdragelsen, som jeg nævnte før, og motivet for at ville kaste sig ud i diskussioner. Hvis jeg spoler tilbage til min hårdt optrukne opdeling i kronikteksten af på den ene side kompetenceskolen, der blot vil producere nye forfattere, og på den anden side terapiskolen, der blot vil give eleverne selvindsigt, så kan vi måske bruge de to skoler som billeder på, hvordan en forfatter kan motivere sin deltagelse eller udeltagelse i diskussionen. Kompetenceforfatteren vil da sige: "Jeg skriver mine bøger, og de må tale for sig selv." Mens terapiforfatteren siger: "Mine bøger bidrager til læserens personlige udvikling." Den første afviser derfor at deltage i nogen offentlig palaver, mens den anden kan se, at bøgerne er del af en større bevægelse, som fortsætter hinsides bogomslaget, og han har derfor intet imod at deltage med kronikker osv. Han oplever det nærmest som en pligt. Spørg bare Rifbjerg.

Men ser man nærmere efter, deler de to forfattere i virkeligheden anskuelse. Den første betragter litteraturen som samfundets selvbesindelse, som et reservoir af åndelig indsigt midt i en truende materialisme og nyttetænkning. Den anden betragter litteraturen som åndelig vejledning, som en hjælpende hånd på den lange vaklende vej til modenhed. Her er fjenden plat underholdning og gold forbrugerisme. Begge deler altså den idé, at litteraturen bidrager til dannelse, og at den arbejder mod overhængende trusler. Hvad enten forfatteren klapper i offentligt eller plaprer løs, er han af den opfattelse, at det er litteraturens forbandede opgave at bekæmpe den indre og ydre dumhed.

Og her opstår problemet. For jeg er ikke sikker på, at jeg er enig. For det første har jeg læst megen litteratur, der var (undskyld mig) dum i nakken og påstod de mest horrible ting – Benn, Pound, Hamsun, Céline. For det andet har jeg svært ved at tro, at litteraturen skulle være upåvirket af tidens dumhed. For det tredje sporer jeg en ny nyttetænkning her, som siger, at vi skal læse for at blive bedre mennesker, og hvis vi bliver bedre mennesker, bliver vi bedre borgere, og hvis vi bliver bedre borgere, får vi et bedre samfund osv. Her er ånden druknet i pædagogik. For det fjerde har jeg lært af at læse kasser fulde af modernistisk litteratur, at litteraturen i sit væsen er dybt destruktiv i sin søgen efter nye forbindelser og dynamik, og at den skyr grundopfattelser og verdensbilleder, fordi de er det samme som stivnetheder, der svækker dynamikken. For det femte betragter jeg litteraturen som et forehavende mellem ét værk og én person – værket arbejder i personen, der arbejder i værket. Men arbejdet foregår kun dér. Man kan ikke løfte det ud – eller op – i det håb, at værket har virket som en pille i den enkelte, der derefter har fået evne til at helbrede andre stakler. Litteraturen er med andre ord ikke en sundhedsplan eller en ideologi eller utopi – de sidste har vi ligesom også fået aflivet én gang for alle i løbet af det moderne, hvor det førte til barbari. Og det kunne være min sjette grund til skepsis over for de to motiver: litteraturen udveksler erfaringer, den udveksler ikke sandheder eller stålsatte svar.

Men hvad så? For jeg vil jo, som det fremgår, gerne diskutere og blogge og indsende aviskronikker med et fromt ønske om at blive trykt. Ja, så bilder jeg mig ind, at litteraturens eneste motiv (udover at skabe glæde og skønhed, men det har ikke noget med erkendelse at gøre) er, at den vil skærpe den enkelte læsers kritiske sans. Hov, kritisk sans – det lyder opbyggeligt! For hvorfor skulle man være kritisk, hvis ikke det handlede om at gennemskue noget for at forbedre eller reformere eller forædle det? Men det synes jeg er en tilskrivelse. For mig betyder at have kritisk sans blot, at man har slebet sin opmærksomhed til. Slut. Ikke noget FOR AT. Ikke noget med at være opmærksom FOR AT blive et bedre menneske, ikke noget med at være opmærksom FOR AT bekæmpe dumheden, ikke noget med at være opmærksom FOR AT opbygge en forståelse af verden, så den bliver lettere at bo i. Og ikke noget med at være opmærksom FOR AT hjælpe sig selv eller andre. Opmærksomheden er med andre ord ikke en vilje, det er en sindstilstand, eller det er en synsevne. Det er det eneste, litteraturen siger. Se selv.

Og hvor stiller det så den forfatter, for hvem den åndelige vejleder, folkeopdrageren og sjælesørgeren ikke er et ideal, men som alligevel gerne vil diskutere med, også uden for bogomslaget? Jeg kan bedst svare på spørgsmålet ved at fortælle en anekdote om Marcel Duchamp. På et tidspunkt, jeg tror i sluttresserne, tager han med Jasper Johns op til Buffalo, hvor Johns skal lave scenografien til en danseforestilling, i øvrigt med Merce Cunningham. Duchamp insisterer på, at alle skal ud og se det nærliggende Niagara Falls, og han planlægger en rute ned til mindste detalje. Men da de skal af sted, nægter Duchamp selv at tage med og siger: "Men jeg er ikke det mindste interesseret i Niagara Falls". Her har vi forfatteren som kortlægger og planlægger, men ikke som guide. Forfatteren, der har masser af veje at gå, men intet mål. Forfatteren, der undersøger og overvejer, men aldrig når frem til en overbevisning. Forfatteren, der ikke forsøger at finde hjem, men vil fortabe sig i muligheder. Forfatteren, for hvem livet ikke er andet end energi og bevægelse. Forfatteren, der ikke leder efter hvilesteder eller endestationer, men boltrer sig i vildspor og ukendte terræner. Forfatteren som tvivlmager. Uromager. Ham, der kaster hele sit kaos ind i sagen. Fredsforstyrreren. The intruder in the dust. Megafonen, som forvildelsen råber igennem

PS
På fredag bringer Information min kronik i avisens litteraturtillæg. Vist nok uredigeret.