V og K og O

Jeg begynder at blive lidt svimmel af de mange interessante bud på litteraturens funktion og foreslår derfor, at vi tager imod en indirekte opfordring i Christoffers Bruuns kommentar. Det ville i hvert fald opklare et eller andet i mit hoved, tror jeg. Igen lægger jeg mit svar ud på forsiden, fordi kommentarfeltet ikke vil acceptere min lange tekst. Nå. Opfordringen går ud på, at vi vurderer litteraturens funktion ud fra de ti år, hvor Danmark blev redet af en populistisk "mare" (Bruuns ord) af kulturkonservatisme og nationalisme. V og K og O. Hvad kunne litteraturens mulige rolle og opgave siges at være i løbet af "systemskiftets" årti?


Okay. Ved en hurtig overflyvning kan jeg få øje på seks bud på det spørgsmål i de foreløbige reaktioner og blandt de forfattere, der er blevet nævnt eller selv har været på banen med strømperne trukket op. Jeg undskylder på forhånd, hvis jeg kommer til at klippe både en hæl og en tå undervejs, eller tilmed sætte et ben af. Formålet er kun tydeliggørelse. Man er vel pædagog.

Det første kunne være det hereticanske bud, som man finder hos Bjørnvig og konsorter (jf. min kronik), og som handler om, at litteraturen slet ikke kan tildeles en rolle eller opgave. Litteraturens dybe betydning består netop i, at den ikke er direkte forbundet med sine omgivelser, men arbejder i andre dimensioner med åndelige værdier og eksistentialer og uerstatteligheder, der netop kun kan forblive universelle, hvis de ikke besmudses af tiden. Til gengæld kan tiden grave ned i litteraturen (’fordybe sig’), hvis den får brug for åndelig vejledning. Det er en litteratur, der er uden samfund, som Niels Barfoed så uforglemmeligt karakteriserede hereticansk litteratur på Klitgården-Konventet i sidste weekend, og man genfinder beslægtede udgaver af denne form for litterær selvforståelse i bl.a. firserlyrikken, men også blandt de forfattere, der godt personligt kan lade sig hidse op over tidens indelukkethed, men synes, at ’bøgerne må tale for sig selv’ – uden i øvrigt at nævne, HVAD de taler om.

Det næste bud finder man i den kulturradikale litteratur, der konfronterer alt det i samfundet, som den opfatter som stivnet, ufrit, hæmmende. I vores sammenhæng er det den holdning, Christoffer Bruun indtager med sit krav om, at litteraturen ikke må være åndsaristokratisk (som hereticanerne), men skal være nyttigt opdragende og oplysende. Sætte problemer til debat, så læseren kan "nyde godt" af litteraturen. For den kulturradikale skal "maren" skydes ned, den skal bekæmpes med alle forhåndenværende midler, også litterære, og på en sådan måde, at hele befolkningen til sidst vil begribe, hvor bagstræberisk en kraft, den var – en mare, der red bagud. Her befinder litteraturen sig på en slags forpost, den ser tendenser før nogen anden, og dens opgave er at advare mod dem. Den kulturradikale forfatter er altså ikke en åndelig vejleder, men snarere en slags soldat på lyttepost. Blandt disse forfattere ville jeg også (men tøvende) placere Frank O’Hara, skønt han er mindre folkeopdragende og mere personlig – tænk på hans Personism: litteraturen foregår mellem TO personer, ikke mellem den enkelte og massen. Og han er mere radikalt emancipatorisk, sætter sin egen krop ind med hud og hår, fx i nøgenmalerier (af Larry Rivers) og selvudleverende, bevidst pinlige tekster – noget fx Villy Sørensen aldrig havde mod til.

Et tredje bud kunne komme fra den ironiske litteratur, der med stor sproglig energi og opfindsomhed underminerer den ufattelige dumhed i tiden i det håb, at dumhedens mare vil falde af hesten til alles hvinende fryd. Det er en litteratur, der ikke nødvendigvis direkte og med navns nævnelse angriber fjenden, men som snarere foretrækker at snige sig ind på den, dekonstruere fjendens sprog med satire og komik og hån for at vise, hvordan dens sprog består af snusfornuft og dens tænkemåde af gamle ideologier. Den holdning finder man i alt fra The Daily Show og til litterater som Lars Bukdahl og Tue Andersen Nexø, fra ØK’ere og frem til en række helt nye danske forfattere. Dens løsen på et årtis mareridtsagtige styre er at fungere som en slags dobbeltbevidsthed, der både taler igennem tiden med stor underholdningseffekt (på tv og i avismedier) og udtrykker sin skepsis over for den, men altså med dens egne midler. I virkeligheden er det gammel venstrefløjstænkning, men uden berøringsangst over for populærkulturen og med mere humoristisk sans.

Et fjerde bud finder jeg i Lars Frosts idiosynkratiske holdning, der vil skære igennem alt for besværlige opdelinger mellem litteratur og samfund, og som ikke har det mindste imod at opdrage og vejlede. Her er litteraturen en mellemting mellem propagandisme og prædiken (forfatteren som lille gud). Den er drevet af vrede og afsky, skrevet med hammeren, men dens fundament er skuffet idealisme, fordi den oprigtigt troede på, at samfundet kunne blive et paradis. Den er altid en enmandshær, for fællesskabet har også vist sig råddent. Eftersom skuffelse er selve motoren for den, går den direkte i kødet på tidens åndsforsnottethed, den synes, at selv ordet "mare" er latterligt, når det nu bare handler om, at tiden er fuld af idioter. Og de skal have det at vide! Men inde bag den idiosynkratiske litteraturs rumsteren hhv. hærgen ligger en bevidsthed om, at det hele er formålsløst, fordi også den idiosynkratiske litteratur er fuld af hykleri og dumhed.

Det femte bud kommer fra det, Jeppe Brixvold beskriver som en litteratur i entydig modsætning til borgerlig offentlighed. Til det borgerlige hører individet og dets følsomme kvababbelser samt alle forsøg på at korrigere det borgerlige, fordi det blot er parfumeringer og i sidste ende legitimeringer af borgerlig selvforståelse. Borgerligheden klapper nemlig i sine små hænder, når den bliver kritiseret, fordi det hører til dens dannelse at vide, at kritik er en dyd. Hvad gør man så, tænker denne litteratur? Man holder op med at tænke i kritik. Og hvis der ikke er noget, der længere hedder kritik, kan man jo lige så godt gakke hen og blive religiøs eller politisk stabiliserende eller støtte staten, fx med et lille digt?

Denne form for litteratur kan bedrive både didaktik og pædagogik og moralisme, for dens eneste opgave er at "strukturere værdier". Hvilke værdier der er tale om, er sagen uvedkommende, blot de ikke er borgerlige. I stedet orienterer den sig efter "vid", en evne i mennesket, der ikke kan læres. Hvorfor litteraturen så skal rumme denne evne står uklart. Jeg opfatter dette bud som stærkt intellektualiseret, selv om dets ideal er sansenærvær, og jeg forestiller mig, at det ville forvente af forfatteren, at han satte hele sin personlighed ind på at begribe de ti års nationalkonservative styre. For ’at begribe’ er trods alt bedre end det mere suspekte ’at ændre’. Til gengæld har det ikke den mindste betænkning ved at rose en eks-minister i årtiets regering for at være dannet og respektfuld, en mester i dialogens kunst, skønt dannelse jo dog må siges at være indbegrebet af borgerlighed. Og skønt manden har blod på hænderne efter et par intense krige – og i øvrigt ikke havde det mindste imod at underskrive pianisternes paranoide fremmedlove.

Selv ville jeg, som et sjette bud, ikke bede litteraturen om at forholde sig til tidens mare direkte. Jeg ville i stedet opfordre den til at kaste et kritisk blik på den måde, den organiserer sig på, henvender sig på og den måde den arbejder med stof på. Jeg tydeliggør lige: ORGANISERINGSMÅDEN ville da sige noget om, hvordan litteraturen opfatter forholdet mellem læseren og teksten: skal læseren kaste sig på knæ og beundre teksten, eller kan læseren på egen hånd bevæge sig ind i teksten, har læseren måske endda mulighed for at danne sin egen tekst eller sammensætte flere forskellige tekster i én? HENVENDELSESMÅDEN ville sige noget om, hvorvidt der er magt eller forførelse eller fup på spil i teksten, hvad der igen ville angive, hvordan forfatteren opfatter sin egen rolle – vejleder, helbreder, seismograf eller måske selv patient, selv rundt på gulvet? Endelig ville STOFBEHANDLINGEN sige noget om, hvorvidt litteraturen tror sig enerådig, upåvirket af omgivelserne, autonom, eller om den måske higer efter at importere stof udefra, proppe sig med andre og andres sprog, i det hele taget forstyrre sig selv så meget som muligt?

Jeg ville tale for, at litteraturen ikke blot skulle arbejde imod den givne politiske situation (V og K og O), for hvad så når den situation ændrer sig – ophører litteraturen fx med at være politisk, når Socialdemokraterne er i regering? Nej, for litteraturen arbejder imod selve den politiske modus, som netop handler om, at den enkelte politiker tror sig bemyndiget til at overbevise massen, at politikeren taler TIL de andre (som aldrig selv får et ord indført), at politikeren ikke har den mindste bevidsthed om de sproglige mekanismer, der styrer ham. Forfatteren kan altså med sin tekst vise, at den slags skæve udvekslinger i sig selv er udtryk for magt, overgreb, umyndiggørelse. Er forfatteren derimod ikke bevidst om, at formerne rummer disse udvekslingsfarer, eller hvis han tilmed bevidst udnytter formerne til at påtage sig en urørlig autoritet, ville jeg være meget skeptisk over for hans tekst. Det er altså ikke det, litteraturen SIGER, der for mig er afgørende, men HVORDAN den siger det. Og at få øje på dét kræver (selv)kritisk sans.