Denne måned står for mig i den amerikanske konceptuelle poesis tegn: Jeg har netop færdigoversat (i samarbejde med Henrik Majlund Toft) de to amerikanske forfattere Vanessa Place og Robert Fittermans Notes on Conceptualisms, der på dansk kommer til at hedde Notater om konceptualismer.
Det lille hæfte udkommer på After Hand i forbindelse med Fria Seminariet i Litterär Kritiks Kritikfestival, programmet findes her, der finder sted i København og Malmö 22-25 februar. I den forbindelse kan man møde Vanessa Place, som vil diskutere og læse op af sit forfatterskab.
Til den danske udgave af Notater om konceptualismer har Marjorie Perloff og Craig Dworkin endvidere skrevet korte introduktioner, som tjener til at forstå baggrunden for - og ikke mindst de tanker om konceptuel litteratur -, den lille samling notater kredser om. Det var lidt kontekstrelevant reklame!
Nu til det egentlige: Basilisks Beta-serie, som jeg måned for måned læser mig igennem på bloggen, omhandler denne gang – på passende vis – de litterære konceptualismer.
Jeg er nået til hæfte 3, som udgøres af 2 tekster, den første af digterne Spahr og Young, der på oulipansk manér har skrevet ”Foulipo”, uden brug af bogstavet ”r” (bortset fra i navne) og med en vekslen mellem almindelig og kursiv skrift, som er blevet brugt til at dirigere deres performative oplæsning af teksten, mens de skiftedes til at tage deres tøj af og på.
Den anden tekst ”To prikker over en vokal” er af Christian Bök - som Forlaget Arena i øvrigt for nylig har udsendt en eksklusiv udgivelse af – faktisk tror jeg i al hemmelighed, jeg mener ikke, at jeg endnu har set en omtale af den - til medlemmer af forlagets bogklub (den lille hemmelighed er betitlet phage φ174 og handler om, hvordan man oversætter et digt til en DNA-sekvens. Med andre ord: hvordan man gør skriften levende – i helt bogstaveligste forstand).
Jeg vil ile videre til ordene: Hvad er det mest inspirerende moment i Spahr og Youngs effektrum af en tekst? Det er såmænd, i mine øjne, deres spørgsmål om kønnets betydning for systemdigtningen, de påpeger, samtidig med at de iklæder sig det system de taler om, hvor få kvinder der har arbejdet med ouliposke regler og restriktioner.
Kort sagt (og husk nu at teksten er skrevet ved brug af en reduktionsteknik): ”E det ikke intessant at Kubota og Abramovic og Schneeman og Antin og Ukeles og Valie Export køte i meto med skidtet klippet ud af buksene og et maskingevæ i hånden samtidig med at Oulipo holdt dees møde. Og så tænkte vi ove hvad det skisma betød fo os som skive tedive å efte?”
Måske er det problematisk, at de sætter en billedkunstnerisk praksis over for en litterær, hvilket skævvrider samtalen en smule. Men det er et uimodsigeligt faktum at oulipo-kredsen hovedsageligt udgjordes af mænd – og det er jo en gammelkendt kliché at mænd skulle være særligt begejstrede for det scientistiske, det der har med tal og skemaer at gøre.
Lad os se på billedet de taler om her:
Og på de ouliposke regler (her er en alfabetisk liste): http://www.oulipo.net/contraintes
Kan man med rette sige, som Spahr og Young gør, at der er en maskulin og feminin investering i formen (selvfølgelig er der en forskel i erfaringen af at være hhv. mand og kvinde og dette indvirker på kunstnernes personlige fokus); men udmønter det sig også konkret i en litterær diskurs' appel? Hvorfor er der (historisk set) så få kvinder, der interesserer sig for system- og konceptlitteratur? Har udsagnet noget på sig, eller er det snarere de to læsere af værkerne, der kønner samtalen om kunsten?
Foulipo bliver Spahr og Youngs f-eminine tilføjelse i stedet for den regelbaserede og maskuline reduktion af teksten til en (upersonlig) kold matrice. Selv er jeg i tvivl og bange for at repetere klichéer, men jeg vil da gerne spørge sammen med Spahr og Young: Er der nogen der kan udpege (og er det relevant i diskussionen af værkerne) en maskulin orientering, et maskulint blik, indbygget i systemdigtningen?
I Danmark har vi Inger Christensen som et muligt korrektiv.
Lad mig også til sidst bringe et uddrag af Marjorie Perloffs introduktion til Notater om konceptualismer ind i diskussionen:
”Hvor Language-digterne endvidere insisterede på, at det var læseren, der fuldendte digtet ud fra, så at sige, “et åbent felt af narrative muligheder,” genindsætter konceptualismen kunstneren i hans eller hendes retmæssige rolle. Hvor fjern end “skriften” er fra forfatteren – om det så er approprieret eller fundet tekst – så er vedkommendes skjulte selv til stede. Faktisk, jo mere forfatteren (lad os sige Goldsmith, der henviser til sin Day) insisterer på sit fravær, desto mere leder læseren efter det skjulte aftryk.”
Nu har også jeg forbigået Christian Bök (og det er der ingen god grund til, læs ham! – især Eunoia, som er et vidunderligt værk), hvis tekst i Beta-udgivelsen oprindeligt blev holdt som foredrag til konferencen Conceptual Poetry and Its Others.
hej Lene
SvarSletSpændende spørgsmål, som jeg ikke kan give et entydigt svar på. Jeg glæder mig til at se "I’ll Drown My Book" – antologien med konceptuel litteratur skrevet af kvinder, som formentlig vil belyse problematikken lidt mere.
Min umiddelbare indskydelse er, at det er forskellen i kønsbestemt patos, forstået sådan at maskulin patos viser sig ved hvor konsekvent ideen forfølges i sin rene form og måske også det emneområde som ideen hentes fra – teknik, politisk ideologi mm., hvilket gør det konceptuelle udtryk mere oplagt. Men omvendt så skriver f.eks. Cixous (som dog ikke er konceptuel digter, men eksemplet bør stadig tælle) med en ret stor grad af stilistisk patos i en politisk kontekst, så det vil i bedste fald være undtagelsen fra reglen.
En anden mulighed vil være at svare at der er forskel i emnevalg. Et modeksempel kunne så f.eks. være Lyn Hejinians "My Life", der trods sin karakter af at være en biografi, faktisk også er et yderst konceptuel værk, der bruger en konsekvent gennemført form (37 linier *37 afsnit i 80’-udgaven) til at belyse et emne, som altså er biografien, og endda endnu mere upersonligt, ’Alles biografi’ – kvinder påhæftes ofte at skrive om det personlige.
Selvom Perloff påpeger forskellen mellem forfatterens rolle i henholdsvis Language poesi og konceptuel litteratur, så er det stadig forfatteren der definerer enten værkets idé eller dets spilleregler. Aftrykket af forfatteren er måske mere diskret i Language, men det er der.
Hejinian har i øvrigt ved tidligere lejlighed hævdet, at køn er en mulighed, og at man skriver som mange, altså at konteksten afgør hvem man skriver som – menneske, kunstner, akademiker, eller som ansat i staten osv.
Jeg er ikke enig i at kønsproblematikken er så relativistisk, faktisk tror jeg at kroppen er et grundlæggende udgangspunkt, fordi køn er krop og krop er sprog, for nu at sige det lidt overfladisk. Men omvendt mener jeg også at det er svært at opstille et paradigme for forskellen, særlig fordi grænserne (hvad de så end helt præcist består af) bliver overskredet, tilnærmet eller udviskede, særligt i den nye kønsbevidste litteratur.
Det er også selvfølgelig muligt at tale om traditionel maskulin litteratur og traditionel feminin litteratur, men det virker kun til at styrke fordommene, ikke til at opklare spørgsmålet.
Jeg glæder mig altså til at følge diskussionen!
Henrik
Jeg må straks ha läst det häfte. Jeg synes (uden at kunne argumentere rimeligt for det overhovedet) at oulipo har et supermaskulinistisk udtryk.
SvarSletJa, det bliver spændende at se antologien med konceptuel litteratur skrevet af kvinder, I'll Drown My Book, som jo snart må udkomme?
SvarSlethttp://www.kickstarter.com/projects/1359907001/ill-drown-my-book-conceptual-writing-by-women
Jeg kan mærke, at jeg selv bliver lidt ærgerlig over den politiske korrekthed, der præger diskussioner af køn, især i en amerikansk sammenhæng: Jeg mener, hvad så hvis en bestemt genre appellerer mere til mænd end kvinder, har vi så et problem?
Jeg deltog ikke i seminaret på Testrup om queer og køn i litteraturen, måske nogle kan oplyse mig om det frugtbare i de diskussioner?
I'LL DROWN MY BOOK er nemlig lige udkommet - jeg hentede mit eksemplar på posthuset i dag!
SvarSletOg vil man have gang i den diskussion du foreslår Lene, er det jo helt oplagt at komme på Forfatterskolen i København i overmorgen, hvor der er heldagesseminar om forskellige konceptualismer, og hvor en af redaktørerne af I'LL DROWN MY BOOK; Vanessa Place; deltager - se mere her