How To Do Things With Poetry

Om at undervise i at skrive


For nylig blev der udenfor Århus afholdt et stort nordisk seminar om skriveskoler, forfatterskoler, arrangeret af Forfatterskolen i København i samarbejde med Testrup Højskole. Et par fra Promenaden var også med, jeg selv mest som observatør. Alligevel var jeg blevet bedt om at forberede et ganske kort oplæg til workshopbrug, om mine erfaringer med at undervise i skrivekunst.


Jeg har undervist i kreativ skrivning i alle mulige sammenhænge. Både i folkeskolens yngste og ældste klasser, jeg har undervist gymnasielærere og på universitetet og Forfatterskolen og Forfatterskolen for børnelitteratur. Jeg har været inde over de såkaldte forberedelseskurser - FGK - som der findes et par stykker af i Holstebro og Esbjerg, og der skulle vist være flere på vej rundt om i Danmark. Og så har jeg undervist en del på højskoler, på sommerkurser, sædvanligvis af en uges varighed.


Det var særligt nogle af højskoleerfaringerne jeg havde valgt at fortælle om til seminaret på Testrup. Jeg kan virkelig godt lide de højskolesommerkurser, de er oftest ret intense og der er plads til at man som underviser kan prøve ting af. Grundlæggende tror jeg ikke på at man kan lære folk at skrive. Sådan er der vist mange skriveundervisere der har det. Men man kan lære folk at blive bedre til at læse - hvorigennem de bliver bedre til at læse sig selv - hvorigennem de måske bliver bedre forfattere - på den måde og så videre. Meget af det vi laver på de skrivehold jeg står for er at læse. Men hvordan læser man.


I sommer var jeg medarrangør af et seminar i København, de deltagende var hovedsaligt ph.d.-studerende og kunstnere der på forskellig vis arbejdede indenfor en universitetssammenhæng med det der hedder kunstnerisk forskning og som internationalt er on the rise i disse år. How To Do Things With Academia var titlen på seminaret, der som del af en større seminarrække, et samarbejde imellem Københavns Universitet i København, Freie Universität Berlin og Goldsmiths College i London, handlede om hvordan man kan udvikle nye og andre formidlingsformer - primært af forskning - end blot foredraget. Et foredrag, et paper, består typisk af en tyve minutters forberedt præsentation efterfulgt af ti minutters spørgsmål og svar, samtale. På store konferencer kan der være i hundredvis af disse præsentationer, det ene efter det andet, mange timer i træk, snart bliver man træt, snart hører man ikke efter, det er ikke sikkert at dén form er den optimale til at præsentere ny viden. Men hvad så. Ja.


På vores konference havde vi valgt at det skulle handle om manualen som form. For at deltage skulle man indsende en manual - til hvad og hvordan den skulle tage sig ud, det måtte være op til de enkelte. I arrangørgruppen organiserede vi så de forskellige manualer, kopierede dem til alle, og bad folk arbejde i bestemte grupper. De skulle så, på baggrund af de eksisterende manualer og i løbet af de tre dage som seminaret varede, udarbejde nye manualer, trykke dem på stedet og til slut gøre dem sammen med resten af seminaret. Vores overordnede titel var naturligvis inspireret af J. L. Austins berømte foredrag fra 50'erne, samlet og udgivet i How To Do Things With Words i 1962, hvori de indledende opdagelser af talehandlingsteori bliver gjort, og vi var også vældigt interesserede i det performative aspekt. Kan viden blive præsenteret på en anden måde, kan den gøres i stedet for blot at beskrives.


Der kom selvsagt alt muligt ud af seminaret, de fleste af de noget rå manualer findes her, hvis man klikker lidt rundt. Der var ting og præsentationer der var virkeligt fede og andre som jeg personligt ikke rigtig vidste hvad jeg skulle synes om eller stille op med. Men noget af det frisættende og vilde, det åbnende og - selvfølgelig - også dybt frustrerende, var at der faktisk ikke blev stillet det evindelige spørgsmål, der i sig selv meget ofte kan lukke alle undersøgelser der endnu ikke er tilendebragt, nemlig: Hvad skal det bruges til. Naturligvis kom vi frem til en masse bud i den afsluttende, kritiske diskussion af de enkelte projekter, men som udgangspunkt var det prototyper der blev udviklet, man måtte tage hvad man kunne bruge og bruge det til hvad man ville bruge det til. Hvad der giver mening.


Stadig henover sommeren arrangerede Adam Drewes og jeg sammen et write-in for professionelle forfattere. Vi havde allerede arbejdet sammen, både med at arrangere seminaret, og med en manual der blev til how to make a reading machine that is actually a writing machine. Det trykte resultat, selve manualen som findes online, blev noget underligt noget. Men processen med at lave manualen, alle samtalerne og de konkrete skriveøvelser og arbejdet med fysisk at trykke manualen havde rejst en masse spørgsmål og fyldt os med forskellige idéer.


Så vi inviterede en række forfattere til at bruge en hel arbejdsdag sammen med os, som vi grundlæggende brugte på at sidde rundt om et ord og lave kollektive skriveøvelser af forskellig slags. Blandt andet inspireret af nogle af Bernadette Mayers og Charles Bernsteins arbejder, og af mine samtaler med Teresa Carmody. Hvad vi skulle bruge det til , om det skulle trykkes og så videre var ikke i første (og heller ikke i anden) omgang relevant. Igen synes jeg at det materielle produkt var mindre interessant end det processuelle. De overvejelser og udvekslinger og udviklinger der fandt sted; det var hårdt arbejde og det var skægt. Og grundlæggende tror jeg at sådanne øvelser kan være enormt lærerige; at man kan lære meget om hvordan man skriver og hvorfor; og måske også en del om hvordan man læser - ikke mindst når man bliver holdt på at skulle forholde sig mere umiddelbart til dem, til hvad det er der sker imens eller lige efter det sker, at skulle forsøge at italesætte det, om ikke andet så deskriptivt.


Senere på sommeren kom jeg endelig på højskole. På Vallekilde Højskole. Her havde jeg et lyrikhold. Vi læste en masse forskellig poesi, som jeg plejer at gøre med mine hold, vi talte om det, nærlæste, jeg havde små øvelser, kursisterne skrev selv, vi læste hinanden, jeg holdt korte oplæg om forskelligt, og ud på ugen turde jeg godt at prøve nogle af de andre øvelser af, dem jeg var mere usikker på. Jeg var også usikker på hvor interesserede kursisterne egentlig ville være i at arbejde sammen, kollektivt. Den første af den slags øvelser var en variation over det jeg havde lavet sammen med Drewes; på forskellig vis skrev man videre på hinandens tekster [jeg mener naturligvis på hverandres] og sendte dem rundt om bordet, en ny øvelse, skrev videre, modificerede, og til sidst gennemgik vi teksterne. Det syntes de var rigtig sjovt, det var det også, sjovt; og vi fik lært noget; hvor forskellig en tekst kan blive selvom udgangspunktet er det samme. Hvordan, helt konkret.


Anden øvelse var inspireret af en af de andre manual-grupper på How To Do Things With Academia-seminaret, hvor blandt andre nogle af de andre arrangører; Sidsel Nelund og Trine Friis Sørensen var med. Med afsæt i Richard Serras Verb List gjorde de som gruppe en række verber imens de optog det; senere blev det afspillet for resten af seminaret uden lyd; vi skulle så på et papir skrive hvilke verber vi troede det drejede sig om. Kort fortalt. Nelund og Sørensen har siden arbejdet videre med manualen, blandt andet her. Det gav mig idéen til en anden måde at læse digte på, en anden måde at lede efter deres stemme, stemning, hvad det end er vi kalder det, et digts særlige gangart. På Vallekilde delte jeg mine kursister ind i to hold og bad dem hver trække et af de digte jeg havde kopieret og lagt ud med bagsiden opad. Det var digte af Rudolf Broby-Johansen, Mette Moestrup, Lars Skinnebach og Tomas Tranströmer. Grupperne skulle så gå hver for sig og som gruppe forberede en gennemgang af det digt de havde trukket, hvor de, som gruppe, gjorde alle verberne i digtet i den rækkefølge de optrådte. Tavst. De måtte så vidt det var muligt ikke udtrykke sig symbolsk eller allegorisk, det er jo ikke Gæt&Grimasser. På baggrund af den performance skulle den anden gruppe så forsøge at sige noget om digtet - hvad havde vi med at gøre, hvilken type digt, hvad skete der, hvordan. Og efter den læsning blev det skrevne digt naturligvis 'afsløret', og vi kunne sætte os tilbage til bordet med det og sammen læse videre.


Jeg må sige: det var virkelig en succes. I alle de fire ret forskellige digte fungerede det. At se digtet, at gøre det, at tage stilling til hvordan et konkret verbum skulle fortolkes fysisk i dén specifikke kontekst som er det enkelte digts. Og at skulle forhandle om den fortolkning med resten af gruppen. Det er altsammen læsning, analyse, fortolkning. Det forekommer mig at det har noget for sig, at bruge kroppen til at læse med. Ikke alene, naturligvis, men som et redskab der er et supplement til den mere konventionelle, bænkede tekstlæsning. Man kan forestille sig mange flere læsemaskiner. Jeg har tænkt mig at arbejde videre med det, når muligheden byder sig. Jeg er helt overbevist om at der er noget at hente her.