Forslag til lokumslæsning
Hvad er den perfekte lokumslæsning? Det afhænger naturligvis af peristaltik og vaner. For mit vedkommende er processen ret hurtig, hvad enten det er bimmelim eller bummelum. Alligevel nyder jeg meget at lokumslæse og trives bedst på tønden, hvis jeg har læsestof ved hånden.
På grund af føromtalte hurtighed er der visse ufravigelige krav til genren. Korthed er virkelig en dyd, hvorfor jeg snarere læser poesi end prosa. Korte lyriske former, som haikudigte, er meget velegnede til formålet. Vi har også Inger Christensens Samlede digte stående på toilet-reolen hjemme hos os, for den havde vi to af, da vi flyttede sammen, og hendes produktion er altid en fornøjelse at læse, også i den situation. Men for nylig har jeg opdaget en bog, der næsten er endnu bedre som lokumslekture. Det er en bette pjosker af en orangefarvet publikation: Gunnar Nissens Lumske ord i dansk (1985)
Det er en overordentlig stor glæde at læse i den, og som lokumslæsning har den adskillige fordele: Før det første er formen næsten så kort, som den kan være. Bogen består simpelthen af en alfabetisk liste af ’lumske’ ord og ordpar. For det andet kan man slå op hvor som helst i bogen – man behøver ikke at huske, hvor man er kommet til, hvilket er en stor fordel i denne genre. For det tredje er den stærkt underholdende, da den ofte har eksempler på morsomme sprogfejl. (Det har sikkert aldrig været gavnligt for nogens toiletbesøg at læse noget, der var kedeligt.)
Dertil kommer, at latteren nemt kan gå på læserens egne sprogvaner. Jeg må i al fald indrømme, at jeg har begået nogle af de fejl, bogen peger på.
Bogens opslag svinger i niveau. Nogle virker meget banale og som noget, gymnasielærere kunne finde på at sakse fra danske stile og læse højt til julefrokosten. Andre er berigende selv for den avancerede sprogbruger, som undertegnede bilder sig ind at være. Selv den hyperavancerede sprogbruger har formentlig noget at lære.
Min egen oplevelse med sprogbeherskelse, både stilistisk og ortografisk, er i hvert fald, at det er en meget langstrakt proces. På mit nuværende stadium kan jeg uden videre finde fejl i enhver dansk avis. Men nogen med bedre sprogbeherskelse end min kan sikkert også finde fejl i denne tekst. Det er det fascinerende ved sproget. Det er ikke noget, man lærer eller behersker en gang for alle, men et redskab der skal finslibes ustandseligt. Til den proces er en bog som Lumske ord i dansk velegnet.
Et par eksempler fra bogen:
anmassende: betyder påtrængende og har ikke noget at gøre med at mase; "anmasende" eksisterer ikke
eksoterisk / eksotisk / esoterisk: eksoterisk: almenfattelig, populær; eksotisk: omhandlende eller stammende fra de varme lande; esoterisk: strengt videnskabelig (modsat eksoterisk).
forslag: udtales med tryk på første stavelse, når ordet kommer af foreslå (et nyt ’forslag), men med tryk på sidste stavelse, når det kommer af for’slå (= slå til): der var ikke for’slag i tiden.
hinanden / hverandre: før i tiden brugtes hinanden især om to, hverandre om flere end to, og hinanden var almindeligst på øerne, hverandre i Jylland. I dag kan de to ord bruges i flæng; men hinanden er langt det almindeligste.
professionel / professional: professionel, der udtales med tryk enten på anden eller sidste stavelse, er et tillægsord, som betyder erhvervsmæssig; en professionel bokser, en professionel (= fagmands) vurdering; en pro’fessional med tryk på anden stavelse er et navneord: en professional (især om en sportsmand) er det modsatte af amatør.
skrupelløs / skrupuløs: skrupelløs: blottet for skrupler; skrupuløs: (overdrevent) plaget af skrupler.
ungarsk: har intet n i sidste stavelse.
Skrupuløs er et fantastisk ord! Og jeg har fundet en fejl i din tekst, nu du inviterer, men det er sikkert bare en slåfejl; før det første... Lars Noréns dagbøger kan også anbefales til lokumslekture og Information...
SvarSletTil lokumslæsning kan anbefales, Adolf Hitlers "Mein Kampf", så har man også papir ved hånden, hvis man skulle være løbet tør!
SvarSletI øvrigt har jeg Bibelen stående ved siden af Adolf. De to kan supplere hinanden godt. Papiret i Biblelen er også af en bedre kvalitet, og man skal blot folde det en gang hvis man er bange for at fingeren skal gå igennem. Med Bibelen kan du også få et visdomsord med på vejen når det hele skylles ned: "Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og blvier som dette barn, er den største i Himmeriget." (Matthæus, 18.3-4).
SvarSletTil lokumslæsning vil jeg anbefale Speer 2 af Anders Vægter Nielsen.
SvarSletFor fire måneder siden udgav Anders Vægter Nielsen en bog under titlen Speer 2. Det er, hvad man vel må kalde en kortprosasamling i den flabede og på ingen måde forfængeligt selvhøjtidelige ende af genren. Bogen er på 94 sider og kan læses på en time, hvis man sidder godt og uforstyrret, og anmeldes på to. Men det er der nu ingen, der har gjort. Intet dagblad, intet tidsskrift og ingen blog. Det vil jeg heller ikke gøre, for jeg vil ikke anmelde mine venner.
Anders er ikke 23 år gammel, tværtimod er der da virkelig ved at blive langt mellem stråene. Og nærsynet er han. Og så har han aldrig gået på Forfatterskolen og bor ikke på Nørrebro, men i Odense, hvor man sjældent møder anmeldere og hangarounds på morgenværtshusene, og fæet insisterer på at hedde Nielsen, leverpostejfarvede Nielsen. Jamen, så tror da fanden, at han ingen anmeldelser får.
Anders har, undskyld jeg siger det, ikke været klog til at gøre karriere som forfatter. Det, han skriver, bevæger sig inden for genrer, som sjældent sælger oplaget ud.
Men hold nu op. Sådan er det jo også med dusinvis af hyperhypede, hotte forfatterskoleelever, som alligevel bliver anmeldt og hvisket om på bloggene, længe før de debuterer.
"Det utrolige findes som smedning af kølige emner. Alliker lufter vinger over byen og drysser blidt lus over tage, mens jeg læser Lucky Luke I boretårnets skygge i sofaen og spiser kage, og lyden fra caféen vugger mig læk i tiden med hvid baslyd, der virker forskudt. I forhold til hvad. Trægulvet er pænt. Insekternes tid, hvornår, hey, Averell, come on. Westernlågerne åbner sig hver den 24., et vildskud og hans hund Ratata løfter sit geniale ansigt, nogen har trådt på hans hale. Julemanden kommer som en klapperslange, rejser sig i raslen. Solen går til ishockey. Jeg tror allerhelst på alt. Spild ikke på hænderne. Jeg tror, det bliver ved. At sidde ved bordet er at være rigtigt med. Giraffens kommende udvikling vil vise sig mageløs." (Speer 2, side 51)
Sådan noget skriver han, fx.
I 2010 udgav han en lille, konkretistisk digtsamling (må det vel være) under titlen Ved hjørneflaget står Mahatma Gandhi. Heller ikke den blev anmeldt, og den kan ellers læses på et kvarter, hvis man har travlt.
Hvis jeg var anmelder og trængende og gerne ville bryste mig af at have blik for 'smal litteratur', ville jeg lige stikke Speer 2 i skuldertasken. Så skulle der nok blive tid til at læse den på et aflåst herreværelse før eller siden.
Anders Vægter Nielsen har publiceret digte, kortprosa og noveller i tidsskrifter i mere end tyve år. Ja, faktisk er det allerede mere end tyve år siden, Poul Borum tog hans tekster med i en antologi med generationens mest lovende forfattere. Værsgo at skylle.
Kære Anders Vægter Nielsen
SvarSletSend os din mail! Eller endnu bedre - send os dine værker til istedgade 67b, 1650 Kbh. V. Så læser vi fluks og vender tilbage.
KH
Thomas
Istedgades boghandel
Goddow Thomas, Istedgades boghandel. E-mail adressen er: kuppigen@gmail.com
SletÅrhusfolkene i Armé skikker jer relativt straks et eks. af "Speer 2". Resten finder vi ud af. Måske nok. Mvh Anders.
Jeg har netop bestilt den på biblioteket, glæder mig til at læse.
SvarSletKære Martin
SvarSlethttp://istedgadesboghandel.dk/Library.aspx
KH
Thomas
Istedgades boghandel