I Christian Yde Frostholms Selvportræt med dyr er erindringen skåret op i så små bidder, at man indimellem mere føler sig kastet af vognen end decideret forført. Det virker som om kortprosaen ikke er den rette ramme for memoiren, der jo søger sammenhæng, forståelse, overblik. Men Frostholm er god til at fange sigende detaljer og løsrevne replikker, og så er han temmelig kritisk over for de omgivelser han er havnet i som yngste søn i en forstadsfamilie – "Christian den Femte", som faderen kalder ham.
Med udgangspunkt i en række familiefotos fortæller han om familien og selvfølgelig ikke mindst om sig selv, gerne efter første gang-princippet: min første single, mit første akvarium, mit første marsvin, min første historie, mit første møde med en "rigtig" forfatter (Herdis Møllehave), mit første kys, min første Christian Kampmann-bog, min første digtsamling, min første skrivemaskine, min første computer osv. I virkeligheden er det hele blot rekvisitter i hovedhistorien, som handler om forfatterens forhold til faderen. Han beskrives som firkantet, forbenet og forudtaget, fx når det drejer sig om, hvad rigtige mænd gør og ikke gør. Da han fylder 60, har ingen i familien planlagt taler eller sange ved fødselsdagsfesten, men ti år senere mander forfatteren sig op og hylder faderen: "Du har vist dig i stand til det vigtigste: at acceptere uden nødvendigvis først at behøve at forstå".
Det er jo lidt som at dræbe med et smil. Og bogen løfter sig også først for alvor, da konflikten med faderen rulles ud, og senere da sønnen skal forsøge at forlige sig med den syge far. På det tidspunkt har de to ikke haft kontakt længe, fordi sønnen har valgt at "opsige abonnementet" med familien. Alligevel bliver han ramt af faderens død og græder i søvne, så kæresten må trøste. I vågen tilstand er han noget mere uforsonlig, men jeg synes man mangler stof på historien til at kunne følge den til ende. Den handler selvfølgelig om utilpassethed, der igen blandt andet handler om, at familiens yngstemand er til mænd. Som forfatteren skriver i et par gengivne notater fra han er først i tyverne: "… vi voksne der aldrig vokser op, finder aldrig en plads. Hvordan skal jeg nogensinde vokse op til jer alle, når jeg ikke kan putte generationer nedenunder?"
Alligevel synes jeg utilpassetheden forekommer, jeg var lige ved at sige dybere end det med seksualiteten. Men igen virker kortprosaen for nærig til at give hele billedet. Memoiren er jo en bekendelsesgenre, den forlanger sandheder på bordet, og den stiller sig ikke tilfreds før det hele er fortalt. Og så er den, forestiller jeg mig, en genre der måske mere udpræget end de andre genrer arbejder med modtagelsen. Ikke blot med læserens genkendelse, som i almindelig identifikation, men også med læserens forventning og position. Memoiren vil gerne chokere eller i det mindste overraske, vil flytte læseren andre steder hen, vil drille læseren, pirre ham, lege med hans nysgerrighed, drive gæk med ham, forbløffe ham. Tilbyde ham nye positioner.
Sådan som fx Edmund White – ham med A Boy’s Own Story og den store Genet-biografi – gør det i sin erindringsbog fra 1975 med titlen My Lives. Bogen består af ti kapitler, hvoraf de fire første hedder: "My Shrinks", "My Father", "My Mother", "My Hustlers". I den rækkefølge. Eller som Tennessee Williams gør det i sine Memoirs, der udkom samme år og er blevet genudgivet tredive år senere med et forord af filminstruktøren John Waters – ham med Hairspray og Pink Flamingo. I forordet skriver Waters, at Tennessee var hans barndomsven – som forfatter: "I yearned for bad influence and boy, was Tennessee one in the best sense of the word: joyous, alarming, sexually confusing and dangerously funny."
Bemærk ordene om det alarmerende og farlige. De kunne glide ind på listen over, hvad memoiren vil og kan – være farlig og foruroligende, vække uro hos læseren. Den samme sitrende fornemmelse oplever Waters, da han som 12-årig stjæler Williams’ novellesamling One Arm på et forstadsbibliotek i Baltimore og straks giver sig i kast med at læse den. Selv om han ikke forstår alt i bogen, ved han bagefter én ting: "I didn’t have to listen to the lies the teachers told us about society’s rules." Han har set, at der findes en anden verden fuld af særlige mennesker, og at han ikke behøver være del af det "dreary conformist life", som han er blevet bedt om at passe ind i.
Waters oplyser også, at Williams’ Memoirs blev dårligt modtaget, da den udkom. En anmelder i The New York Times skrev eksempelvis: "The love that previously dared not speak its name has now grown hoarse from screaming it." En anden anmelder skrev ifølge bogens efterord: "Now comes Tennessee Wiliams’s Memoirs, and if he has not exactly opened his heart, he has opened his fly." Og det lyder jo præcis som vore dages Erik Skyum-Nielsen. Men på trods af den grumme (og homofobiske) kritik blev bogen en sensation, og folk stod i kø for at få et signeret eksemplar. Skulle man mon ikke tilføje det sensationelle på listen over genrens karaktertræk: memoirens stemme er hæs, den er det modsatte af skønsang, den har udeståender med sine omgivelser og vil fortælle sandheden, om så det koster pladsen ved det fine bord. Det kunne forklare, hvorfor Waters spørger i forordet: "Was Tennessee nuts when he wrote Memoirs, or just high?"
Selv kaldte Williams 1960’erne for "my stoned age", og i erindringsbogen indrømmer han, at han som regel bruger stimulerende midler, når han skriver. Her har vi igen genrens dictum: det bliver sagt! Om så forfatteren må ryge eller drikke sig til modet. Og man må sandt nok sige, at det hele hænger ude hos Williams, fx når han advarer læseren mod at penetrere trækkerdrenge, "as they are most probably all infected with clap in the ass", og i forbifarten får nævnt A-200, en creme til at fjerne fladlus. Som Waters bemærker, er Williams sandsynligvis den eneste vinder af Pulitzer Prize, som nogensinde har skrevet om dét middel. At læse hans Memoirs, slutter Waters, er som at skylle nogle stive drinks ned sammen med Tennessee på en af hans gode aftener, mens han fortæller "juicy stories that were once off the record."
Bemærk igen, at de engang var uden for referat. Hvorfor ikke længere? Fordi det lykkedes folk som Tennessee Williams (og John Waters og Edmund White) at bekæmpe snerperiet og mange af løgnene og de hykleriske formaninger, som de led under, da de skulle finde sig selv. Det kunne så passende angive endnu et træk ved memoiren: den vil bekæmpe, omgøre, angribe, kritisere. Ikke blot fortælle sandheden, men fortælle den rigtige sandhed. I det mindste hvis den anskuer sig selv i et lidt større perspektiv, hvor den ikke blot er (lyrisk) fortælling, men også fungerer … skulle man kalde det: kulturhistorisk.
Om memoiren ender som fortælling eller kulturskrift afhænger selvfølgelig af, hvilket rum den skriver sig ud i, om den først og fremmest opfatter sig selv som en kunstnerisk genre, der forsøger at leve op til skønlitterære konventioner og forventninger, eller om den forstår sig selv som et debatskrift, der vil udfordre, modarbejde, opildne. De bedste memoirer formår begge dele, men det kræver at forfatteren er tilpas generøs, også med alt det pinlige og fornedrende. Sidste karaktertræk da: memoiren er subversiv, den undergraver indtrykket af forfatteren som gyldent forbillede (også hos ham selv), den underløber alt for skridsikre forståelser (også selvforståelser), og den underminerer vores stivbenede forestillinger om, hvordan litteratur bør se ud. Og så slipper man i øvrigt aldrig levende fra den.
Jeg oplever egentlig ikke at blive kastet af vognen. Tværtimod synes jeg, man kommer meget tæt på, og at man, netop pga. luftigheden og de korte tekster, laver en parallel rejse til sin egen barndom. Det gør man, fordi Frostholm har fat i de helt klare detaljer og billeder, som man husker. Vi har de samme fotografier i vores egne albums, vi kender farveholdningen, frisurerne, termokanden. Jeg er ret imponeret over den måde, han med meget små midler fremmaner både en tid, en helt almen historie om at være barn og føle sig udenfor (hvem har egentlig følt sig indenfor?), og en personlig historie om en helt specifik familie og tavsheden i den. Samtidig læser jeg også bogen som et sorgarbejde, og en form for dobbeltportræt af far og søn. Far er nok ham, der accepterer uden at forstå, hvilket man kan diskutere om er positivt ment eller ej, men som i alle fald fortæller noget om fortielserne, og tavsheden, men det er også far, der sammen med yngste søn slår ordene op i leksikonet, læser P. Sørensens Fugholm for familien, introducerer klassisk musik og kælker. Det er ham, der ”da jeg næsten er blevet for stor og sagtens selv kunne have gjort det, insisterer (…) på at læse højt for mig af Rejsen til jordens indre.” Denne her blanding af meget stor kærlighed til en far, hvis forventninger man som barn, uanset seksuel orientering, er dømt til at skuffe, og afstandstagen for overhovedet at have et rum til at være sig selv i, synes jeg, er skildret virkelig fint. Og så er jeg personlig ret vild med dyrene, fordi jeg selv oplevede det sådan. Den der helt særlige kontakt.
SvarSletJeg forstår godt, hvad du mener at memoirer skal være og rumme, men jeg tror slet ikke ”Selvportræt med dyr” har intentioner om at være memoirer i den forstand. Ligesom jeg slet ikke er enig med Erik Svendsen, der i sin anmeldelse af bogen efterlyser flere refleksioner. De hører, efter min mening, til i en anden bog, et andet rum. Der findes vel også flere modeller inden for genren memoirer?
Noget andet er, at jeg får virkelig lyst til at læse Williams. Tak for den intro.
Jeg synes Selvportræt med dyr er en fin bog, men jeg spekulerer blot over, hvorvidt kortprosaen er den rette form at erindre i, når man nu ved, at genrens styrke ligger i detaljen, sansningen, det øjeblikkelige nærvær, nerven, koncentrationen, anslaget. Sigende nok bliver teksterne i Frostholms bog også længere, stort set hver gang faderen kommer ind i billedet, for nu skal der fortælles og opbygges drama og karaktertræk, alt det vi kender fra andre prosagenrer. Det er igen et eksempel på, at genrerne tjener forskellige formål og har forskellige kvaliteter, for ikke at sige evner. Og det er sandt, som Mai skriver, at kortprosaen er god til identifikation, og at mange memoirer baserer sig på identifikationslæsning. Men det er kun den halve sandhed om memoiren og ikke noget, der adskiller den synderligt fra andre prosagenrer – romanen, novellen osv. Hvad der derimod gør memoiren speciel er, at den importerer kulturhistorisk stof og alt muligt andet dokumentarisk materiale, så man fx sagtens kan være elektrisk i sin læsning uden at identificere sig det mindste med den erindrende. Jeg identificerede mig ikke stort med Søren Kierkegaard (desværre), da jeg læste SAK, men jeg var vildt optaget af det tidsbillede, det lykkedes Joakim Garff at fremstille. Og ofte er memoirens verden så forskellig fra ens egen, at identificering er helt umulig. Til gengæld får man lov at titte ind i en verden, som man ellers ikke ville komme i berøring med, og det er for mig en del af tiltrækningen, vulgær eller ej. Jeg kommer tæt på Det Andet.
SvarSletSAK er et dårligt eksempel, det er jo ikke en memoire! Men så tag Joe LeSueurs Digressions on Some Poems by Frank O'Hara, der på omslaget kalder sig A Memoir. Så har vi - JEG! - ligesom fattet det. Hvert kapitel i bogen indledes med et digt af O'Hara, som LeSueur dernæst fortæller om omstændighederne for, hvad han er den helt rette til, eftersom han boede sammen med O'Hara i ti år. Her blander selvportræt sig med digterportræt, der igen blander sig med poesiportræt og tidsportræt. Med et citat fra flappen: "... an affectionate, no-holds-barred memoir of O'Hara and the New York that animated his work: movies, music, friends, lovers, pickups, apartments, parties, paintings, bars, streets, and days at the beach." LeSueurs memoire er temmelig enestående i flere af det ords betydninger, og så viser den, at memoiren rummer mange andre muligheder end blot identifikation.
SvarSletFortæller du ikke lidt mere om LeSueurs bog, hvilke andre muligheder end identifikation rummer den?
SvarSletDet troede jeg, at jeg havde gjort med henvisning til de forskellige portrætter. Men altså. Bogen kan læses som en beretning om LeSueurs liv og som et portræt af Frank O'Hara. Dernæst som en bog, der diskuterer forholdet mellem poesien og dens omgivelser. Endelig som et billede af USA i 1950'erne og fremefter. Selvbiografi, biografi, poetik, kulturhistorie.
SvarSletJo jo, det havde du faktisk, men tak for opsummeringen!
Slet