Hora Zero

Nogle (foreløbige) tanker og notater om den peruanske avantgardegruppe Hora Zero (Nultime), som fyldte 40 år i 2010.

Mange er døde

Jeg har ikke plads til dem, bøgerne, de tynger rejsetasken, men mit blik faldt på en diger sag, Hora Zero, en stor antologi med digte, tekster og billeder redigeret af Tulio Mora; digteren der sammen med Jorge Pimentel, Enrique Verástegui, og senere chileneren Roberto Bolaño,  mexicaneren Mario Santiago Papasquiaro (de to sidstnævnte er begge døde) og mange andre, var med til at tegne avantgardebevægelsen Hora Zero, et aggressivt nybrud i peruansk og (da HZ blev knyttet til Infrarealisterne)mexicansk digtning med tråde til Europa. Og der lå bogen som et monument 40 efter den blev stiftet. Den vejede som en mursten i tasken. Men jeg måtte have den. Og først påbegyndt kunne jeg ikke lægge den fra mig. Det var latinamerikansk historie udtrykt gennem en levende digtning, som havde smadret mure for selv at kunne rejse sig. Nu er den bevidst fortiede bevægelse bl.a. takket være Roberto Bolaños posthume berømmelse pludselig ved at gribe fat i en ny tids digtere, der ønsker at forholde sig til den her latinoavantgarde, inspireret af de klassiske europæiske avantgardegrupper og beatdigterne, af jazz, rock, de gamle indianske myter (ofte ironisk) og den tænderskærende fattigdom, mange af digterne kom af, en politisk rebellion, muligvis, men ikke snævert ideologisk, snarere sprogfornyende, oprørsk, fanden i voldsk, ætsende. I bogen optræder endnu levende og mange døde (hvem den store bog er tilegnet) digtere - sammen med relevante billedkunstnere - på dens 627 sider med essays, erindringsskitser, analyser, statusopgørelser, gamle manifester, tidens billeder og naturligvis digte, digte, digte.

      Under Bermúdez diktaturet og censuren i halvfjerdsernes Peru emigrerede mange digtere til Europa og Mexico bl.a. , ligesom chilenske digtere efter Chiles 11 september- Bolaño eksempelvis – på samme måde tog bort, og sådan mødtes man i fryd og nød, i druk og ædruelighed, spontane oplæsninger , digterværksteder og udveksling etc. I Paris optog bevægelsen franske, belgiske og arabiske digtere.

Det strategiske udgangspunkt                                            

En bevægelse er i det lange løb et godt udgangspunkt for en ensom digter. Man kan legitimere sig. Man hører til. Man er med, også i fremtidens omtale, skønt man selv er død, digterisk og korporligt. Tulio Mora skriver også til slut i sin prolog, at bogen ikke skal opfattes som nogen repræsentativ antologi over periodens poesi, det her handler ikke om de bedste digte i Latinamerika i de sidste 40 år, nej, det er dokumentation af en avantgarde, der ændrede den peruanske og i en eller anden forstand den latinamerikanske digtning. Det er litteraturhistorie, men også en politisk historie, disse digtere var ikke kun interesserede i at realisere sig selv som digtere, udgive bøger og hvad dertil hører, de var optaget af at ændre virkeligheden med deres digte, at skabe rum, frihed, og omstøde det bestående, og de var villige til at satse alt for den drøm. Mange af dem blev en slags vagabonder tvunget dertil af grumme politiske omstændigheder, men disse vilkår havde også den virkning, at de, idet de flyttede sig, udviklede sig, mødte andre, knyttede forbindelser over landegrænser og verdens have. Denne opposition bliver selv magt som historien må forholde sig til. 40 år efter Hora Zero´s fødsel.

Nultime                                                                        

HZ startede som en poetisk/politisk avantgarde, det kan man læse ud af initiativtageren Jorge Pimentels simple og bombastiske manifest eller det frontale opgør med den ældre og samtidige digtning (Palabras Urgentes 1970). Dette skulle være en poetisk revolution, der skulle forandre selve samfundet og dermed livet, sådan som det har lydt så mange gange før. Rimbaud ville forandre verden, men han endte med at stikke af. Vallejo ville forandre verden, rejste til Rusland og blev skuffet og døde af sult, Majakovskij ville forandre verden og tog livet af sig selv, surrealisterne ville forandre verden, men gik i opløsning, Bretons kommunistiske intolerance og homofobi havde absolut ingen fremtid, Strunge ville forandre verden og sprang ud af vinduet. Spørgsmålet står der altså endnu og dirrer i den tomme luft mellem du og jeg derude og herinde: Hvorfor skriver man?

Ord og magt

Der er den stadige stædige kamp for ordet, magten over ordet. Hvad vil det sige? At have magt over ordet, at kunne skrive, at skabe digte, som ingen før har set, er ikke det samme som at være i besiddelse af den magt der bestemmer hvilke ord, som skal påvirke en samtid. Den magt som skaber mulighed for at ordene kan få betydning i en samtid, skaber også mulighed for at de ord kan multiplicere, at forfatterne kan fortsætte. Den kamp føres med større eller mindre bitterhed alt efter forhold og vilkår. Muligheden for taletid har naturligvis også et politisk aspekt. I sidste ende er den største magt jo den som sidder på det politiske og bestemmer. Magten kan afgøre at de stemmer, der modsiger ikke skal have taletid. Magten kan overlade det til sine stemmer at afgøre hvorvidt de andre, oppositionen, magtens fjendestemmer skal komme til og blande sig i det offentlige rum. Magten manipulerer historien, magtens kulturelle stemmer vurderer hvad der passer magten bedst. De marginaliserede, de fattige, de der kommer fra provinsen og invaderer storbyen, udvider den i grå bælter af konstant voksende slum, har fantastisk meget vanskeligere ved at nå frem til det rum, hvor ordet kan kastes ud i en offentlighed og blive hørt eller læst. Det er klart som vand, at denne grumsede flod skal dæmmes op, forhindres i at skylle ind over magtens centrum. For digterne er det et spørgsmål om sprog, ikke om våben. Hora Zero tog afstand fra den væbnede kamp, men mange af dem kunne have været militante i en eller anden gruppe, og nogle blev det også, ligesom i den beslægtede firserdigtergruppe Kloaka, som på et tidspunkt syntes at have været lovlig tæt på den peruanske kommunistiske guerilla Den lysende sti. Hvis det ny sprogs skabere skal lægges i ideologiske håndjern, så vansmægter de og dør ud. Men det betyder ikke at en avantgardedigterbevægelse som Hora Zero i et radikalt ulige samfund ikke benytter sig af en radikal retorik. Vi er ikke søndagsskribenter, sagde de, at skrive er at arbejde, sagde de, og sammenlignede sig selv med de undertrykte arbejdere, der byggede til de rige, men selv trissede hjem til deres hytter, underernærede og tørstige. Et af de tidlige manifester forherliger den nøgterne, den umetafysiske, den realistiske digterarbejder, og kalder de sensymbolistiske digtere, bohemerne, medløberne, jeglyrikerne for reaktionære tilhørende den gamle tid, men Hora Zero var ikke desto mindre et revolutionært profetisk projekt, selvom de hånede de visionære og romantikerne. De annoncerede det socialistiske projekt, de kunne ane dets virkeliggørelse. De kunne se den store sociale og politiske forandring som verden og især Latinamerika befandt sig midt i - mod den store virkeliggørelse af den socialistiske utopi. Det ironiske er jo så at Hora Zero i virkeligheden bestod af bohemer, arvtagere af den symbolistiske visionære poesi, åndelige oprørske børn af den ultimative jegdigter, Arthur Rimbaud.

Om manifestet

               

(Vi)Manifestet er aggressivt, krigerisk; proppet med forsikringer, postulater, knaldhårde domme, profetier; manifestet er en hat som tidens tog kører flad. Manifestet samler, fanger, binder og knækker. Poetik er en variant af manifestet, men poetik er mere individuelt, forholder sig personligt til det den skrivende vil, det kan være en tanke som et billede på handlingen, en Ars poetica. Den nævenyttige manifestskriver må igen kaste sig over opgaven, udstede nye lovord, fordi virkeligheden hele tiden er en anden, tidens nødvendige ord igen og igen nogle andre, begreberne allerede tomme skaller. Manifestet er dødt om morgenen som en gammel avis. Og der står man så: Jeg har ikke sproget til det jeg vil sige, eller jeg ved endnu ikke hvad jeg vil sige. Hvor går jeg hen? Sådan bølger det frem og tilbage, den yngre generation nedgør den ældre for igen at blive skubbet ud af en opkommende tredje, mens samfundet ubønhørligt udvikler sig, ubegribeligt og alligevel forudsigeligt. At det skulle være en mulighed at forandre samfundet gennem poesien, er der vel næppe mange der tror på i dag, at være udvalgt til at bære en åndelig fakkel heller ikke; skønt den slags særlinge sikkert findes, eftersom næsten alt hvad man kan komme i tanker om eksisterer, litteraturen som udvalgt skæbne, digteren som lygteholder for menneskeheden i det totale mørke. Men spørgsmålet er fortsat lige interessant. Hvorfor skriver man?

Tulio Mora

Jeg havde fået genoprettet kontakten til digteren Tulio Mora via facebook. Han boede i bygning D i Residencial Santa Cruz, et stort kompleks i Magdalena/Lima for den lavere middelklasse. Det var en varm sommeraften. Folk opholdt sig udenfor mellem de snavsede firkantede bygninger. Her og der halvvisne planter, afpillede træer, pauvre palmer. Jeg ringede på Tulios dør; kun en hunds ensomme gøen. Naboen, en ældre dame dukkede forsigtigt frem efter min gentagende ringen og forhørte sig: Hans bil står dernede, sagde hun. Jeg fandt en restaurant i nærheden, Pollos a la brasa, middelklassens junkfood, tørrede mig om munden og vendte så tilbage. Først var der hundens gøen, så åbnede Tulio døren, han var synligt beruset, han havde været der hele tiden, sagde han, og forstod ikke hvad der var sket, hvorfor jeg kom så sent, han så hærget ud, dybe blå rander under de rødsprængte skinnende øjne. På bordet i den tomme stue stod der en halvfuld flaske Smirnoff. Han var begyndt at drikke igen, han havde ikke drukket i 20 år, ikke siden han boede i Mexico og delte værelse med Mario Santiago Papasquiaro (Ulises Lima i Bolaños "De vilde detektiver"), det var også dengang han lærte Roberto Bolaño at kende, og Mexico City digtergruppen Infrarealisterne blev knyttet til Hora Zero. Den halvtomme flaske rakte ikke samtalen ud, vi måtte et smut ned til den nærmeste butik. En flaske for et par ord om livets bevægelse:

- Hvad er essensen af Hora Zero?

- El poema integral, det fuldstændige eller det integrerede digt, sagde han, - det skaber bevægelsen fra provins/bjerge til storbyen, i det her tilfælde Lima, bruger talesprog, slang, epik, opremsning, er eksplicit erotisk, feministisk, er henvendt,  dialogisk, indoptager populærkulturen, de nye ord, der ikke var plads til i den ældre digtning, ligesom storbyen ikke ville lukke provinsboen ind, det reaktionære digt var racistisk og reproducerede det opdelte kolonisamfund, men selvom man kom fra udkanten, var man meget bevidst om den nye digtnings grundlag, nemlig den store moderne tradition fra Eliot, Pound, den europæiske avantgarde og beat, man jagtede altså først og fremmest nye ord i nye hårdere rytmer. Vi ville den nedtrykte tavshed, det andet i tale, den myldrende fornedrede udkantsverden, der aldrig før kom til orde i digtene, når man ser bort fra César Vallejo, som jo er faderen til den moderne digtning på de her kanter, Hora Zero var altid åben, fri, men blev bekæmpet og mobbet af establishment lige fra begyndelsen, og jeg havde virkelig ingen anelse om at denne bog, ville blive sådan en succes blandt de unge. Den solgte ud på dagen her, den solgte i New York. Vi fik lukket munden på vores fjender. Tænk dig, ikke en af Hora Zero digterne er med i den antologi over moderne peruansk digtning, som den i USA bosiddende kritiker Oviedo har redigeret. Og det er en vigtig udgivelse, for den er kommet på Visor i Spanien, og er ligesom den eneste mulighed den almindelige europæiske læser har for at stifte bekendtskab med den peruanske digtning. Oviedo har sagt, at han ikke kunne finde fem digte fra HZ der var gode nok til at blive optaget i antologien, men Oviedo er jo vores modstanderes kritiker, HZ var et oprør mod ”lyrik”, den æteriske jegdigtning, vi var naturligvis marxister, men et parti blev vi aldrig, det var ikke digtet underlagt politik, men det politiske digt, vi skrev og stadig skriver; på et tidspunkt var der en af medlemmerne der agiterede for Den lysende sti, han blev straks ekskluderet, det ville vi ikke være med til, det var det frie udtryk det drejede sig om.

    - Er det moderne digteriske projekt omsider blevet fuldstændig meningsløst, forældet, og som mulighed i verden afgået ved døden? 

    - Nej sagde han, - aldrig har poesien været så nødvendig. Vor tids konflikt og det sprog den avler, altså middelalder versus civilisation, er vores materiale og skal bruges nu. Der er jo nok at gøre, mennesket har stort set smadret den jord, der giver det eksistens.  

    - Er HZ stadig en realitet? spurgte jeg, - eller er den bare historie, mange er jo døde og resten er gamle, jeg mener fortsætter I eller er denne bog efter de fyrre år en vældig sten på graven?

    - Det er sjovt du siger det, sagde Tulio, - det sagde min søn også, men Enrique Verástegui sagde at HZ er døren til det 21 århundrede, og sådan tror jeg det er.

    Tulio drak ud, foran mig lå de bøger han havde foræret mig, to af hans egne, og en sjælden udgave af Mario Santiagos digte (det lykkedes kun Mario Santiago -1953-1998 - at udgive en digtsamling mens han levede) Tulio havde skrevet forord til, omslaget var af bølgepap, et rent klenodie. Jeg havde købt en flaske Smirnoff og vekslet den til poesi.

    - Hvad skal poesien så? spurgte jeg Tulio, - her hvor ideologierne er færdige, socialismen som projekt og sprog et kadaver.

    - Vi befinder os i en tid med enorme og turbulente forandringer, poesien skal derind, i tidens hvirvlende sorte øje, og finde det sprog der kan modsvare den. Poesien er sat tilbage. Videnskaben er løbet forud.

    - Man skal vel ikke skrive videnskabeligt, sagde jeg,  - og desuden er tingene blevet så komplekse , at en biolog knap kan forstå hvad en atomfysiker snakker om.

    - Man skal erobre den horisont, finde sproget som kan indoptage den.

    - Mange af de gamle begreber, sagde jeg, - er jo tomme, døde, visne blade, den "sande " digter eller den "autentiske" kunstner, eller for den sags skyld " en borgerlig litteratur " kontra " en socialistisk", kan man vel ikke forestille sig i dag selvom klasseskellene selvfølgelig eksisterer i bedste velgående

    - Der befinder vis os sikkert, sagde Tulio, - midt i kulturernes, tidernes og sprogenes brændende konflikt, vor tid er en smeltedigel, alting er i brutal forvandling, og der er brug for digteren som aldrig før, digteren er en sprogarbejder, han skal vise hvordan det sprog som springer i gnister ud af smeltediglen kan omsættes, forvandles og blive til nutidens digt, der kan bidrage til at vi kan forstå os selv, og derfra handle … men denne nye sprogarbejder skal stå meget tidligt op for at være med

     - Selv ville jeg, sagde jeg, - nok betvivle dette "brug for". Måske er der overhovedet ikke brug for digteren, måske er netop det udfordringen, den eksistentielle udfordring, den digteriske, at stå der ansigt til ansigt med idiotien, absurd og alene gennemtrængt af den her lidenskab, som arbejdet med det digteriske sprog er, jeg ved det ikke, men åbenbart er der ikke nogen ende på det, heller ikke på digtning.

    - Nej, sagde Tulio, - men jeg kan kun sige, - det er nu vi har brug for den nye digtning, det er nu man skal skærpe intellektet og sanserne, det er nu det sker.