Lucy Chau

Lucy Chau (Panama 1971) har udsendt novellesamlingen De la puerta hacia adentro i 2010, digtsamlingen La Casa Rota i 2009, langdigtet Indigentes 2007, og digtsamlingen La Virgen de la Cueva også i 2007. Eksempler på hendes arbejde kan man læse i forskellige antologier, og hun er medarrangør af poesifestivalen i Panama Ars Amandi.

I 2010 modtog hun Premio Centroamericano de Literatura Rogelio Sinán for sin novellesamling De la puerta hacia dentro. I 2008 modtog hun Premio Ricardo Miró for digtsamlingen La casa rota, og i 2006 modtog hun Premio nacional de Poesía joven Gustavo Batista Cedeño. Hun har afgangseksamen fra Panamas Universitet i humaniora med engelsk som hovedfag, hun har ligeledes afgangseksamen i pædagogik fra Universidad de las Américas. Hun er engelsk – spansk tolk, synger som solist og i kor på cd´en Vida de Perros, som den panamanske gruppe Trópico de Cáncer udsendte i 2003. I 2003 åbnede hun det litterære rum El Cuento de los Martes (Tirsdagsnovellen) på en café i Panama City, som siden lukkede. I dag fortsætter Tirsdagsnovellen som blog.


Jeg har foreløbigt valgt at oversætte et digt "La Noche",  trykt i tidsskriftet Prometeo, Medellín, Colombia, samt novellen "La abuela" fra bogen De la Puerta hacia adentro.


På fotoet ser man den succesfulde yngre forfatterinde med noget der kunne minde om trutmund næsten helt alene på cafeen i Statens Museum for Kunst 5-1-2012.

Natten

Du ved ikke hvad natten er, Niko,

indtil de annoncerer, at de alligevel ikke sender

boksekampen med Kid Wilson,

og din far ikke ved hvad han skal stille op med sine kolde øl,

og det er så der, Niko, at alt bliver mørkt;

og det er så der, at stilheden gennemtrænger dig og lægger sig smilende ved siden af dig,

og det er så der, du begynder at tænke på frygten

som en fremmed der kommer og sætter sig på din seng.

Og du Niko, tænker på hvor anderledes morgenen var:

Kid Wilson i sin kåbe,

dansende ud i ringen

og næverne hamrer huller i luften.

Du Niko, som forestiller dig knock out festen,

og din far omfavner dig

som en god ven Niko, der fejrer noget helt andet,

det største af alt,

skønnere, smukkere;

og samtidig ved du at Kid Wilson er dig,

er din far den dag du blev født,

og du græder,

græder som den dag du blev født,

fordi du ikke ved hvem Kid Wilson er,

eller hvem hans mor er,

eller hvem hans mors mor er,

men du klamrer dig til det, Niko,

for det er kun sådan

du undgår vægten af natten.

                                      

                                                            

Bedstemoren

Hold da op hvor mærkeligt! De dækkede en død til med et lagen. Det må være en vigtig person. Det er længe siden jeg har set noget så specielt. Eller måske har det været en eller anden galning. Min bedstemor siger, at dengang hun var barn, stimlede folk sammen om liget indtil dem fra retsmedicin kom og kørte det væk i deres bil. Det er gennem hende jeg ved at man før i tiden dækkede liget til og foretog en masse skøre ting omkring det. De sminkede oven i købet de døde, som om de skulle fortsætte med at leve, de iførte dem festtøj og begravede dem hver for sig fulgt af alenlange ceremonier og uhygiejniske ritualer, hvor man stod rundt om liget og jamrede og klagede sig.  De lagde den døde i en kasse af træ og lod ham rådne op under jorden, også selvom en eller anden sygdom havde gjort det af med ham. Hvor langt ude!

Jeg kan ikke forstå at man brugte så meget tid på en som allerede var død. Jo, jo, det var jo også meget svære tider. For eksempel var der heller ingen der kom og hentede ligene til begravelse dengang. Man skulle selv hente de rester der tilhørte en. Det må have været et vildt hårdt arbejde indtil man fandt på det med lig samlerne. Kan man overhovedet forestille sig et liv uden dem? Det ville være bedre slet ikke at nævne det, men nogen gange kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv om det måske ikke havde noget mystisk over sig det der med de døde på min bedstemors tid. Af en eller anden grund blev man ved med den slags skikke i flere århundreder. Min far siger, at på et tidspunkt blev det simpelthen for meget med så mange døde der efterhånden var i hver familie, og for øvrigt havde asiaterne løst problemet på helt andre måder. Der var jo det ved det at man på min bedstemors tid ikke genbrugte de døde så al materialet bare gik tabt.

Hvad min bedstemor virkelig savner er det med at bede. Hun siger at man ved hver død skal bede i ni dage. Kan I forestille jer det? Det ændrede man på dengang hun var barn, men sagen er at man blev ved med at gøre de der ting hemmeligt i mange år indtil folk selv blev trætte af det. Altså, siger jeg, det er meget dumt at bede når din onkel for længst er blevet til noget helt andet.

Bortset fra at det med at bede i dag ikke tager så lang tid som dengang min bedstemor var teenager. Men min bedstemor er også noget helt for sig, hun hører til dem som er i stand til at gå ud og tildække et lig med et lagen, bede for det i timevis og endda tale til det som om det var levende. Det var lige præcis det hun gjorde med bedstefar da han døde. Hun beholdt ham på sit værelse i mange timer indtil vi opdagede det og fik ham slæbt ud på gaden. Så blev hun der ved hans side indtil de kom og fjernede ham. Min far var nødt til at give hende noget beroligende for at hun ikke skulle gøre noget sindssygt.

Den stakkel … hun har spurgt os, jeg ved ikke hvor mange gange, om de personer der kom og hentede bedstefar. Pludselig går hun ud og kommer tilbage med en æske med knapper og så sidder hun der og kigger på den som om hun håbede på at opdage noget.

Den anden dag opstod der et kæmpe spektakel fordi min mor tillod sig at låne en dunk benzin som bedstemor af en eller anden underlig grund havde stående på sit værelse. Stakkels bedstemor havde besluttet at den dunk var bedstefar, og hun forestillede sig nu at beholde ham der ligegyldigt hvad. Vi var nødt til at prøve at foreslå hende andre ting i stedet for, det var jo helt usandsynligt at bedstefar alene på grund af sin alder, skulle have forvandlet sig selv til en dunk benzin.

Jeg forærede hende et kæmpestort vokslys af den type som ligner gamle søjler, og som er meget på mode. Hver eftermiddag tænder hun det og sætter sig helt roligt ved siden af det indtil hun siger godnat til det og går i seng. Den anden dag var hun så lykkelig, at hun forsikrede mig om, at hun selv ville blive til et lys, og så gav hun mig penge til at købe et, så jeg kunne stille det ved siden af bedstefar.