En tæng ersikkar, jeg formaaer givtviis att fårlænge læsnengens tid øn ænelse. Nu ær isløndsk fårmøntlig at miere kånservætivt språg (niedkjært vågtet over af de ganske faa dær taler det) end dænsk, dlrfår kan dyr være godæ grånde tel at bryde språgnårmer på æt språg, udan at den sæmme påinte har såmme æffekt på at andet sprag. Mæn mådstand er mådstand måd någet. Så læd ås bare sø wad dør skær i dætte lile økspærimænt: Tængk åver hvøm jaj ævt. fårnærmer mest? Åm dæt er fårnærmølsæn dær err vegtist i brudmæ tradisjonen?
Simen Hagerup, øllær Smien Høgarup, såm man ocksaa kan sie, haar skrævet at fient skreft såm paa mange maadær fårholdar seg tæll en spjændende debatt, såm mit tidligare indlegg Storytelling ver. 3 perifærtt berorte, nømleg, wad er/blir konsøkvensen af tækstens afprøvatisering i ock medd dæn digitale tæksts nye distribusjonsmuliheder?
Hagerups premiss ær att … pyh, er I nået helt hertil, fint, så lad os for nemhedens skyld fortsætte i et andet tempo, hvad det andet essay angår:
Biblioteket i Alexandria
Hagerups præmis er, at teksten er uafhængig af den form den antager på et givet tidspunkt, som blot kan betragtes som dens midlertidige hjem, eksempelvis tekst i bogform, eller skrift på papyrus osv.
Et godt billede på tekstens ”tidløse sted” er hans beretning om biblioteket i Alexandria, hvor en masse klassiske værker gik op i røg, men, indvender Hagerup, de havde allerede haft en virkningshistorie; skrifterne var allerede i dialog med andre værker der overlevede. Endvidere, havde teksterne været kopieret og gemt i andre (ikke brændbare) formater eller bare andre steder, ville man ikke have mistet dem, men blot deres fysiske form.
Et godt billede på tekstens ”tidløse sted” er hans beretning om biblioteket i Alexandria, hvor en masse klassiske værker gik op i røg, men, indvender Hagerup, de havde allerede haft en virkningshistorie; skrifterne var allerede i dialog med andre værker der overlevede. Endvidere, havde teksterne været kopieret og gemt i andre (ikke brændbare) formater eller bare andre steder, ville man ikke have mistet dem, men blot deres fysiske form.
Med dette udgangspunkt kritiserer Hagerup forlagenes vareliggørelse af tekster til bøger. Forlagenes praksis er en begrænsning af den fri læsning, hævder han.
”Kampen står ikke dybest set om, hvorvidt forfattere skal have betaling for deres arbejde eller ej. Det der er vigtigt for forlagene er at begrænse folks ret til at læse. Forfatteren spiller en rolle som PR-figur; et symbol på kløften mellem skrivning og læsning; den fikse idé, at bøger produceres i skriveakten og forbruges i læseakten.”
Hagerup fremfører en kapitalismekritik, som samtidig bliver en skrivningens og læsningens kritik: Teksten burde være fri og burde kunne læses af alle, men den er begrænset, ja i en vis forstand indespærret, som bog, der skal købes og konsumeres i læseakten.
Hagerup mener, at den digitale distribution af tekst, som i en vis forstand afstedkommer en afprivatisering af litteraturen (og læsningen), rummer et frigørende potentiale. Men: Den fri afbenyttelse af tekst er også et radikalt opgør med forestillingen om (intellektuel-/immaterial-) ejendomsret.
Man kan sagtens argumentere for, at ideen om at forsvare ophavsretten til et litterært værk er meningsløs, hvis forlagene ikke i tilstrækkelig grad varetager ophavsmandens interesse (i første omgang), hvilket de sjældent gør. Se bare denne artikel fra Politiken om forfatteren Kamilla Helga Holst, der kan forvente 23.000 for sin bog, der formentlig har taget år at skrive, og det i øvrigt kun hvis hele oplaget bliver solgt.
I praksis varetager forlagene hovedsageligt deres egne interesser (de skal overleve på et hårdt marked), som ikke altid falder sammen med forfatterens. Især hvis forfatterens interesse f.eks. er at nå så stort et publikum som muligt, eller for den sags skyld at kunne leve af at skrive...
DotCommunism
Begrænsningen på erhvervelsen af goder afhænger ude i den virkelige verden af din købekraft, hvorimod tendensen online – på bedste dot.kommunistisk vis – er fri distribution og fri afbenyttelse.
Alle der har adgang til netfællesskabet har umiddelbar og direkte adgang til ”det samme produkt”, ikke nødvendigvis den samme genstand, men så en copy-pastet tekst, eller, i tilfældet mp3-filer, en eksakt kopi uden at det er forbundet med et Benjaminsk auratab.
Begrænsningen på erhvervelsen af goder afhænger ude i den virkelige verden af din købekraft, hvorimod tendensen online – på bedste dot.kommunistisk vis – er fri distribution og fri afbenyttelse.
Alle der har adgang til netfællesskabet har umiddelbar og direkte adgang til ”det samme produkt”, ikke nødvendigvis den samme genstand, men så en copy-pastet tekst, eller, i tilfældet mp3-filer, en eksakt kopi uden at det er forbundet med et Benjaminsk auratab.
Folk deler gladeligt deres lydfiler, tekster og film med andre, men er det så tyveri? Kan man stjæle noget (fra kunstneren, f.eks), som man deler med andre der er online, men som man ikke engang kan siges selv at have erhvervet sig? Det kræver en længere diskussion, men jeg er tilbøjelig til at mene, at vi vinder meget ved at have – tilnærmelsesvis – lige adgang til en masse intellektuelle og kunstneriske frembringelser på nettet.
Forestillingen om ”originalen” er ved at miste sit greb om os, mens kunstværket stadig rummer et moment af rituel, æstetisk og desuden kommerciel fetich.
Så hvad implicerer den fri læsning, som Hagerup, fornemmer man, gerne vil være bannerfører for?
I hvert fald et par væsentlige, ubesvarede spørgsmål står tilbage: Hvad skal kunstnere, forfattere, musikere leve af både inden for og uden for E-topia? Og har vi overhovedet fri (fra levebrødsarbejdet) længe nok til at praktisere den fri skrivning og læsning?
I hvert fald et par væsentlige, ubesvarede spørgsmål står tilbage: Hvad skal kunstnere, forfattere, musikere leve af både inden for og uden for E-topia? Og har vi overhovedet fri (fra levebrødsarbejdet) længe nok til at praktisere den fri skrivning og læsning?
Det er ikke altid let at holde sig til hovedsporet i en debat - så kunne man jo holde sin mund, men nej:
SvarSlet1. Når vi først har bogen er læsningen fri. Er det i reolen så er det det. Er det på nettet, så er det der. Der vil altid være en tærskel, der skal overskrides. Copyright er noget kortvarigt.
2. Nogle vil skrive og nogle andre noget andet - det kan meget vel være samfundsnyttigt uden at give penge. Princippet i Danmark er jo, at alle har krav på overlevelse - hvorfor så ikke have et system med basisindkomst for alle, så hele den hærskare af byrokrater, der idag skal tage stilling til beløb og årsager etc. kunne lave noget andet. Forfattere har ikke større krav på basisindkomst end andre i samfundet.
Du får nok svært ved at overbevise de folkevalgte om det produktive i den idé. Men i et ideal-samfund så jeg da også gerne selvmotiverede folk leve af det de helst vil eller det de er mest talentfulde til. Hvis ressourcerne var til det.
SvarSletMen nu da vi lever i et samfund af en anden karakter, er det måske nyttigt at overveje en mere pragmatisk løsning?
Jeg vil gerne tilstå at der er noget jeg undrer mig over, eller måske er jeg bare uenig. Fremtvinger lige 2 citater:
SvarSlet1) Hagerups præmis er, at teksten er uafhængig af den form den antager på et givet tidspunkt, som blot kan betragtes som dens midlertidige hjem, eksempelvis tekst i bogform, eller skrift på papyrus osv.
2) Med dette udgangspunkt kritiserer Hagerup forlagenes vareliggørelse af tekster til bøger. Forlagenes praksis er en begrænsning af den fri læsning, hævder han.
Hvis Hagerup mener, at det er FORLAGENE der tvinger teksten ind i en form, er det jo absurd?! Denne gestaltning (jeg er fuld og har ikke et bedre ord) sker jo allerede i skriveprocessen. Hvis han vil være sur, må han da vende kritikken mod forfatterne, som åbenbart er så talentløse at de ikke engang kan finde ud af at skrive en tekst uden form... hmm!!!
Et eller andet sted virker det som om han tror intertekstualitet kan eksistere uden form... som om teksternes interaktioner går forud for skriften. I så fald... er jeg uenig.
Læs nu hæftet først!
SvarSletGlæder mig til du har læst hæftet :)
SvarSletOg så lige et tentativt svar: Selvfølgelig skriver forfattere med henblik på "bogen" i dag, dvs. det gør de fleste. Men mon ikke nogle (få), efterhånden, som jeg ikke er bekendt med, skriver med henblik på at udgive sig selv på nettet?
Det er klart, den meste tekst der udkommer er skrevet af en forfatter der har en klar forventning om se en trykt bog som endeligt produkt.
Sagen har nu i Sverige taget en uventet drejning, da kopismen tilsyneladende er blevet anerkendt som en religion?!:
SvarSlethttp://www.b.dk/tech/piratkopiering-anerkendt-som-religion
Bjørn Bredal om Copyright: http://politiken.dk/debat/signatur/ECE1502157/ophavsret-er-en-pest-for-kunst-og-ider/
SvarSletHer er visse interessante pointer omkring teksten som еt altid kopieret og videreført kulturelt fænomen i højere grad end et kulturelt produkt. Sådan som jeg læser det; fortolker han bogens indhold som viderebragt, når den er læst og dens materialitet dermed til en vis grad er udtømt. For denne pointe er jo direkte tydelig i en analyse, hvori man læser en stilistisk påvirkning ovenpå en anden frem, ligesom den automatiserede forfatterpraksis (fra den Historiske Avantgarde's cut-up og frem i mere eller mindre populariserede praksisser) rummer samme tilgang til teksten som et kulturelt arvegods, der i Bjørn Bredals terminologi er offentligt idéer så snart de er sluppet ud i det offentlige. Dermed sagt at det netop er en idé om litterær overførsel som netop er der gedigent grundlag for at fremhæve. Men jeg tænker der er ved teksten materielle overførsel er nogle historiske pointer at hente ind, hvor forlagene faktisk, måske fordi de sidder og vil have solgt "deres" forfattere/bøger, holder fast i at noget bestemt er læseværdigt. Hvis forlagene ikke holder fast i visse værkers kvalitet, ville de så ikke forsvinde i mængden af senere udkommen tekst? / i virkeligheden den klassiske internetkritik, jeg forsøger at rejse; risikerer "E-topiske" materialer ikke at at drukne i de nye tekster, der trykkes ovenpå. Her vil Hagerups argument vel være, at teksterne aldrig kan drukne fordi den nye tekst, der presser den gamle nedad bærer en del af dens indhold med sig, hvorved noget hele tiden forbliver på overfladen.
SvarSletMen mister jeg så ikke muligheden for at gå tilbage og finde præcist, hvad f.x. Marinetti skrev i det futuristiske manifest?
eller læser jeg det tidløse sted for bogstaveligt?
En anden tråd i denne kritik af forlagene, ser jeg som en manglende forståelse for at forlagsarbejde til en vis grad også er et håndværk. At redigere en tekst, at sætte og trykke en bog behøves ikke kun være overfladisk kommercielisme, det kan også være håndsyning, lay-out, ordbogsnørderi og komposition. Forlagsarbejderen som æstetiker og ordensmager udebliver i denne fremstilling af Hagerups kritik. At hun måske også er undertrykt i den populære forlagsbranche betyder vel ikke, at hun ikke findes!?
En bogs materialitet kan virkeligt være en kunstnerisk merværdi, der har æstetiske og håndværksmæssige pointer fremfor salgsmæssige. Sådan ser jeg en forsat berettigelse af faget, som indlægget ikke beskæftiger sig med.
Tredje spor (selvom jeg sikkert er way-out-of-spalte-plads): frisættelsen af teksten udenfor forlag/bog og kommercielisme, synes mig efterhånden at have været en E-topia(dejlig vending du har der btw) i lang tid, hvor teksten kun kan læses for den tekst den er, men jeg i de fleste læserfællesskaber vil der vel stadig være nogle kulturelle centre, selv i cyber-space, hvor man teksten formidles; så jeg mener at, nogle af de samme mekanismer blot forskyder sig: F.x. virker Thomas Boberg sidste indlæg om hans præsentation af en digter-kollega i høj grad som en bog-opdatering på Arena, Basilisk. Det er vel de samme ting der på spil IRL og URL - man vil gerne fremhæve den gode tekst og give den læsere?!
Hej og tak for dit input!
SvarSletJeg er selv forlægger, på Arena, så jeg deler i høj grad dit synspunkt. Jeg synes også forlagene har deres berettigelse: Udover selve kunsten at fremstille kvalitetsbøger, har de også den vanskelige opgave - især i vores moderne tid, hvor ting let kan drukne i information overload (endda i endnu højere grad på nettet, hvor det kan være svært at orientere sig) - at bringe de gode bøger til torvs.
Dvs. forlagets fornemme, kuratoriske rolle er at være den gode læsere, der vælger ud med omhu og præsenerer med ildhu.
Desværre (i forhold til min egen læser-smag, så vælger flere og flere forlag at blive bogfabrikker, der er mere interesseret i, hvad der kan SÆLGE (og tjenes penge på, hvilket man ikke kan bebrejde dem, da de skal leve af salget!), men det er ikke nødvendigvis den bedste strategi til at fremme litteraturen...
Jeg vil også gerne tilføje, at jeg synes det er et principielt problem at primærleddet, kunstnerne, tjener uforholdsmæssigt lidt på deres produktioner - det virker som om forlagene (omend nødtvungent, pga. begrænsede indtægter) mener det er rimeligt at honorere en forfatter med et ubetydeligt vederlag. Samtidig med at et helt administrativt lag: redaktører, bibliotekarer, kulturformidlere, journalister, m.v. lever af at formidle kunstnernes "gratis" arbejde videre. Vi mangler en brugbar definition af kunstnerisk arbejde, så vi ikke forfalder til en kliché om at den skriver sig selv af nødvendighed. At skrive bøger kræver tid og dedikation og begge dele koster penge...
SvarSletJa og undskyld mine mange tastefejl, det går HURTIGT :)
SvarSletSuper aktuelt, UBU risikerer at lukke, hvis den amerikanske kongres ændrer love om adgang til information på internettet: http://ubu.com/
SvarSlet