I privaten 4

For et par år siden lejede jeg en lejlighed i Berlin i tre måneder for at skrive en bog færdig. Dagen før afrejsen skulle jeg til køreprøve – ikke for at "generhverve" kortet, som de unge elever på holdet troede, men som nybegynder. Så hin bævende dag satte jeg mig ind i bilen hos en langlemmet betjent, der krøllede benene sammen ved siden af mig. Jeg kan ikke sige, at jeg bestod prøven af uransagelige eller mirakuløse grunde, for mens vi kørte, plaprede jeg løs om ditten og datten, så betjenten endte med at få en vis sympati for mig og bagefter sagde: "Dig vil jeg gerne give et kort!" Tak. Og så af sted til Berlin, uden bil. Og jeg forblev uden bil indtil mange måneder senere, hvor jeg så det forbandede kørekort ligge og samle støv på en hylde, og det gik op for mig, at hvis jeg ikke snart fik en bil, ville jeg aldrig nogensinde lære at køre.


Heldigvis havde et generøst legatudvalg et års tid tidligere besluttet, at jeg skulle modtage Montanas litteraturpris, og de penge havde jeg stort set ikke rørt, fordi jeg var optaget af at skrive på den nye bog. Ved overrækkelsen havde en af prisuddelerne hvisket til mig: "Og det bedste er, at prisen er skattefri." Så nu stod det samfulde beløb på en obskur bankkonto og ventede på at blive til en bil – "elitebøssebilen", som nyindkøbet snart blev døbt af venlige venner, der havde læst anmeldelsen af omtalte bog i Information. Der gik nu ikke lang tid, før jeg fik smadret bilen ved at bakke ind i en lygtepæl, så beboerne i villakvarteret kom styrtende ud af deres huse. Og mens bilen stod og blødte på gaden neden for min lejlighed, modtog jeg et brev fra skattevæsenet om, at den såkaldte Montana Pris var fuldt skattepligtig, og ville jeg venligst indbetale restskatten på vedlagte girokort.

Hvorfor fortæller jeg alt det her? Fordi jeg lige har læst Thomas Bernhards My Prizes (Meine Preise, 2009, oversat til engelsk 2010), hvori han fortæller om sine mange priser, og især om selve prisuddelingerne, og hvad han har brugt pengene til. Fx et jakkesæt, der dog viser sig at være for stort, og en gård på landet, som dog viser sig at være sammenstyrtning nær. Og sandelig om ikke også Bernhard køber en bil for en af sine priser, en skinnende hvid Triumph Herald med rødt læderbetræk. Vildt ekstatisk kører han alle steder i den, blandt andet til det der dengang stadig hed Jugoslavien. Men her ramler en anden bil uheldigvis direkte ind i Bernhards fine Herald på en knudret klippevej og totalsmadrer den. Bernhard selv slipper med en flænge i hovedet, men må hyre en dyr advokat for at få bilen erstattet. Dobbeltuheld igen.

Ak ja, de priser. Hvis man ikke får dem, bliver man skuffet som et lille barn. Hvis man bliver indstillet til en af dem, bliver man frygtelig nervøs og kan ikke arbejde. Og hvis man ender med at få prisen, rammes man straks af dårlig samvittighed over at have taget den fra de andre kandidater. Hvad er de fandens priser godt for? Opmærksomhed, hæder, ære og berømmelse? Kort sagt alt det i den jordiske verden, som litteraturen forsøger at hæve sig over, komme sig over, men sendes pladask tilbage til med et gyldent håndtryk. Også på en anden måde fornedrer priserne forfatteren, for han får gerne øje på grimme sider af sig selv ved udsigten til en af dem – hvor grådig han er, rent ud grisk og smålig, og hvor hyklerisk han er ved at modtage hæder og penge fra nogen, som han måske slet ikke har respekt for.

Alt det er Thomas Bernhard selvfølgelig pinligt bevidst om, ja, han udstiller sig selv for netop at udstille det. Han viser, at priserne er med til at ydmyge forfatteren, og at de fleste forfattere – inklusive ham selv – ikke synes at have noget videre imod at lade sig ydmyge. Da Bernhard selv fx modtager den prestigiøse Grillparzer pris af Videnskabsakademiet i Wien, bliver han efter en del forvirring henvist til en plads på forreste række ved siden af videnskabsminister Firnberg og præsident Hunger (ja, det hedder han). Firnberg slumrer snart hen under ceremonien, hvor filharmonikerne spiller, og adskillige taler afleveres fra podiet. Så snart seancen er ovre, rejser ministeren og præsidenten sig og giver sig til at konversere. Bernhard stiller sig hen ved siden af dem for ikke at virke afvisende og hører nu pludselig ministeren sige: "Og hvor er mon den lille digter?"

Ikke blot konstaterer Bernhard, at priserne er fornedrende og forfatteren smålig. Han konstaterer også ud fra begge dele, at der ganske enkelt "ikke er nogen ære i verden" overhovedet. Alt er uanstændigt, og priserne viser det bedre end noget andet. Man kan derfor roligt sige, at Bernhard ikke praler med sine priser, han skammer sig over dem. De er på det nærmeste en "halshugning", som han siger. Og det er de selvfølgelig, fordi de smadrer hans selvrespekt og viser, at han er lige så korrumperet og svag som alle andre dødelige. I bogens sidste prisbeskrivelse nævner Bernhard konsekvent nok, at han ikke længere vil modtage priser, men det har næppe reddet manden. Dertil var hans kroniske utilpassethed trods alt for stor. Det var hans selviscenesættelse også, og bogen rummer adskillige eksempler på det side om side med deciderede småløgne, der tjener til at kaste et særligt skær over forfatteren. Fx når han påstår, at han er "ude af stand til" at holde tale og aldrig har holdt en, samtidig med at bogen optrykker tre af hans i øvrigt ret akavede taler, der alle er skrevet i pluralis majestatis! Eller når han påstår, at en bestemt tale kun bestod af nogle få sætninger, og man så slår efter bag i bogen og opdager, at det var en pæn underdrivelse. Men det hører ligesom det gustne verdensbillede til, og som han selv siger et sted: "Det var alt sammen frastødende, men jeg opfattede mig selv som den mest frastødende af alt."