Jeg bliver så træt af det kvantitative, hele tiden mængden,aldrig måden; der jo også er sværere at kvalificere. Sådan er det også i miteget liv, de ting jeg kan strege ud fra listen, de bøger jeg har læst færdig,de kommer på en anden liste, en læsedagbog, de mange artikler og essays jeglæser derimod, de kan let komme til at føles overflødige eller som ikke så tungtvejende fordi jeg ikke skriver ned at jeg har læst dem, fordi jeg ikke har læst noget færdigt, bare et essay, ikke en essaysamling;
mine dagbogsnoter eller optegnelser, dem tager jeg ikke lige så alvorligt som de tekster jeg får skrevet færdigt og afleveret til nogen,jeg ville ønske jeg gjorde, det er de tekster jeg selv sætter størst pris på atlæse af andre forfattere – optegnelser, noter, dagbøger, breve,rejsebeskrivelser, beskidte genrer der kan rumme alt, det principielt ufærdige,det der er på vej, i gang, det brogede og vovede og prøvende, og ofte i højeregrad end det der i første omgang bliver hovedværker.
Jeg læser mange bøgersamtidig, sidelæns, jeg er aktivt læsende i mindst … 5-10 bøger af gangen, tror jeg, men det er også frustrerende, så går der længere tid før jeg bliver færdig– i øjeblikket med Norén, Céline, 2 x Stein, Pasolini, Kharms, Gander, Larsson,Lööf, Jensen m.fl. – før jeg kan skrive bøgerne på listen. Listen er en sygdom man ofte finder hos mænd.
Krydslæsningerne har også fordele i sig, de kan værevandmærkelæsninger der informerer hinanden, stiller bøgerne i andre lys, smitter af; fx blev Célines barndomsbeskrivelser i Død på kredit (opr. 1936) så ekstra uhyggelige for mig, da jeg ved siden af læste Charles Reznikoffs dokumentariske poesi i Holocaust (1975). Dehumaniseringen, degraderingen af barnet og kvinden og den fattige hos Céline, omgangen med dem, sprogformen de bliver indhyllet i, minder om de vidnesbyrd Reznikoff har bearbejdet fra Nürnberg processerne og retssagen mod Eichmann i Jerusalem.
I morges stod jeg op 5.30, det giver mig omkring en time til at arbejde inden der skal laves morgenmad og børnene skal vækkes; jeg fik sendt 2-3 arbejdsmails af sted og arbejdet på en bog jeg gæsteredigerer. Mens jeg lavede kaffe læste jeg Leonora Christina Skov, hun har en kommentar i Weekendavisen denne uge, den handler om Promenaden.
Hun skriver blandt andet at det er noget pjat, når vi skriver at litteraturformidlingen i Danmark er stadig mere kommerciel og udvandet og at vi gerne vil være et alternativ til det – hvis vi havde gjort vores hjemmearbejde, skriver hun, ville vi vide at der i dag findes lige så mange bogomtaler i danske aviser som der gjorde for hundrede år siden. Jakob Levinsen var også i fjernsynet for nylig og tale om Promenaden og sige at der jo er litteratur(tillæg) overalt; de har ret, vi har ikke hævdet andet; det er måden, ikke mængden vi angriber. Det er det personlige mellemværende med litteraturen vi savner, det der udspringer af nysgerrighed og interesse, gensidighed - og ikke nødvendigvis fordi nogen skal sælge nogen noget. En avis for eksempel.
Skov skriver med slet skjult fryd, som var det et bevis på noget, at kommentarfeltet på Promenaden er tørret ud (henover jul og nytår); men hun skriver ikke noget om hvad der står i de kommentarer der findes, igen det kvantitative, det sensationsjournalistiske kvalitetsparameter, hvor den synlige REAKTION er alting – jo flere kommentarer jo bedre, uanset hvad der står i dem.Vi vil gerne prøve noget andet, det tager tid, jeg ved ikke om det overhovedet kan lade sig gøre. At tale om noget andet offentligt, på en anden måde. Skov, som også Levinsen og Peter Nielsen i Information og mange andre kommentatorer i de etablerede medier, virker så … skadefro, aggressive; det undrer mig at de bruger så meget energi på Promenaden når det øjensynligt ikke interesserer dem en døjt, hvad der foregår her.
Det er ofte mest tonen eller forfatterens stemme som jeg tager med mig fra en tekst jeg har læst. Og over i den næste. Og fra Skov altså denne spidse, bedrevidende hoveren. Man må have modgift. Det er underligt at læse videre i Camilla Jalvings aldeles glimrende Værk som handling (2011), en kunsthistorisk afhandling om performativitet, kunst og metode, som der står inde i bogen, med Skovs skingre tone i kroppen. Heldigvis klinger den hurtigt af i læsningerne af Jeppe Heins værker, som jeg kender og har set, men som jeg nu, efter at have læst Jalving, bliver nødt til at se igen. Hun åbner dem for mig, hendes læsninger; det er en virkelig glæde!
mine dagbogsnoter eller optegnelser, dem tager jeg ikke lige så alvorligt som de tekster jeg får skrevet færdigt og afleveret til nogen,jeg ville ønske jeg gjorde, det er de tekster jeg selv sætter størst pris på atlæse af andre forfattere – optegnelser, noter, dagbøger, breve,rejsebeskrivelser, beskidte genrer der kan rumme alt, det principielt ufærdige,det der er på vej, i gang, det brogede og vovede og prøvende, og ofte i højeregrad end det der i første omgang bliver hovedværker.
Jeg læser mange bøgersamtidig, sidelæns, jeg er aktivt læsende i mindst … 5-10 bøger af gangen, tror jeg, men det er også frustrerende, så går der længere tid før jeg bliver færdig– i øjeblikket med Norén, Céline, 2 x Stein, Pasolini, Kharms, Gander, Larsson,Lööf, Jensen m.fl. – før jeg kan skrive bøgerne på listen. Listen er en sygdom man ofte finder hos mænd.
Krydslæsningerne har også fordele i sig, de kan værevandmærkelæsninger der informerer hinanden, stiller bøgerne i andre lys, smitter af; fx blev Célines barndomsbeskrivelser i Død på kredit (opr. 1936) så ekstra uhyggelige for mig, da jeg ved siden af læste Charles Reznikoffs dokumentariske poesi i Holocaust (1975). Dehumaniseringen, degraderingen af barnet og kvinden og den fattige hos Céline, omgangen med dem, sprogformen de bliver indhyllet i, minder om de vidnesbyrd Reznikoff har bearbejdet fra Nürnberg processerne og retssagen mod Eichmann i Jerusalem.
I morges stod jeg op 5.30, det giver mig omkring en time til at arbejde inden der skal laves morgenmad og børnene skal vækkes; jeg fik sendt 2-3 arbejdsmails af sted og arbejdet på en bog jeg gæsteredigerer. Mens jeg lavede kaffe læste jeg Leonora Christina Skov, hun har en kommentar i Weekendavisen denne uge, den handler om Promenaden.
Hun skriver blandt andet at det er noget pjat, når vi skriver at litteraturformidlingen i Danmark er stadig mere kommerciel og udvandet og at vi gerne vil være et alternativ til det – hvis vi havde gjort vores hjemmearbejde, skriver hun, ville vi vide at der i dag findes lige så mange bogomtaler i danske aviser som der gjorde for hundrede år siden. Jakob Levinsen var også i fjernsynet for nylig og tale om Promenaden og sige at der jo er litteratur(tillæg) overalt; de har ret, vi har ikke hævdet andet; det er måden, ikke mængden vi angriber. Det er det personlige mellemværende med litteraturen vi savner, det der udspringer af nysgerrighed og interesse, gensidighed - og ikke nødvendigvis fordi nogen skal sælge nogen noget. En avis for eksempel.
Skov skriver med slet skjult fryd, som var det et bevis på noget, at kommentarfeltet på Promenaden er tørret ud (henover jul og nytår); men hun skriver ikke noget om hvad der står i de kommentarer der findes, igen det kvantitative, det sensationsjournalistiske kvalitetsparameter, hvor den synlige REAKTION er alting – jo flere kommentarer jo bedre, uanset hvad der står i dem.Vi vil gerne prøve noget andet, det tager tid, jeg ved ikke om det overhovedet kan lade sig gøre. At tale om noget andet offentligt, på en anden måde. Skov, som også Levinsen og Peter Nielsen i Information og mange andre kommentatorer i de etablerede medier, virker så … skadefro, aggressive; det undrer mig at de bruger så meget energi på Promenaden når det øjensynligt ikke interesserer dem en døjt, hvad der foregår her.
Det er ofte mest tonen eller forfatterens stemme som jeg tager med mig fra en tekst jeg har læst. Og over i den næste. Og fra Skov altså denne spidse, bedrevidende hoveren. Man må have modgift. Det er underligt at læse videre i Camilla Jalvings aldeles glimrende Værk som handling (2011), en kunsthistorisk afhandling om performativitet, kunst og metode, som der står inde i bogen, med Skovs skingre tone i kroppen. Heldigvis klinger den hurtigt af i læsningerne af Jeppe Heins værker, som jeg kender og har set, men som jeg nu, efter at have læst Jalving, bliver nødt til at se igen. Hun åbner dem for mig, hendes læsninger; det er en virkelig glæde!
Jeg tror, at det er et godt tegn, at reaktionen på Promenaden er aggressiv og skinger i pressen - I har nok fat i noget!
SvarSletTak for det indlæg, Martin. Måden vi taler om ting på kan godt ændre sig hvis nogen stille og roligt taler om dem på en anden måde.
SvarSletListen er også en sygdom, man ofte finder hos kvinder! Jeg elsker og hader min lister - men mest elsker jeg dem.
SvarSletOg så læser jeg Barthes lige nu, hvilket giver mig sådan en god tone af sensualitet og franskhed, som siver ind i resten af mit liv også. Ingen modgift behøvet.
Promenaden lancerede og præsenterer fortsat sig selv som en protest mod litteraturformidlingen i de øvrige medier. Der argumenteres for, at litteraturformidlingen i øvrige medier er mangelfuld (vi synes, der mangler et forum ...), underlødig (kvantitet frem for kvalitet osv.). Det må derfor være i orden at forsøge at tilbagevise denne påstand. Det er ikke sikkert, I kan overbevise dagbladskritikerne om, at jeres litteraturformidling er mere kvalitet end deres. Og det er heller ikke sikkert, at dagbogskritikerne kan overbevise jer om, at jeres litteratursyn er ekskluderende og indspist. Man lever som bekendt ofte i forskellige virkeligheder. Men det kan vel ikke undre jer, at ikke alle køber jeres præmis: At nu laver I lige noget kvalitet i modsætning til det, der var.
SvarSletFor mit eget vedkommende er jeg bare blevet ligeglad med litteraturformidlingen i medierne. Jeg finder ad andre veje frem til de bøger, der interesseret mig. Som regel er det heller ikke dagsaktuelle bøger, jeg beskæftiger mig mest med. Er stadig på n'e år i gang med Søren Kierkegaard, som jeg nok aldrig bliver færdig med... Men jeg vil gerne diskutere det der interesseret mig og håber Promenaden kan være med til at etablere kontakt til andre ligesindede.
SvarSletinteresserer (x2)
SvarSletKære Martin, din kærlighedserklæring til ”optegnelser, noter, dagbøger, breve, rejsebeskrivelser, beskidte genrer der kan rumme alt, det principielt ufærdige, det der er på vej, i gang, det brogede og vovede og prøvende”, er jo næsten et romantisk manifest. For romantikerne – de tidlige, især tyske – var det ”der var på vej” indbegrebet af den litterære form, netop i forsøget, det ufærdige, rakte man ud efter et perspektiv, der lå ud over det menneskelige, digteren åbnede sig for et noget som man højest kunne længes efter eller ane, og gjorde sig til et medium for dette noget.
SvarSletFik den tanke at den konceptuelle poesi rummer den samme æstetiske grundfigur i sig. Nu gør digteren sig til medium for et noget, som er indlejret i kulturen og sproget, kulturens automatskrift, men er det ikke den samme metafysiske længsel der ligger bag: at det er noget større og sandere end det enkeltes menneskes perspektiv, som man kan gøre sig til medium for. Det ville selvfølgelig forbinde den tilsyneladende ydmyge ”uncreative” digter med det mindre ydmyge geni, der giver ord til det endnu ikke sete.
Kære Henrik,
SvarSletFantastisk kommentar. Jo. Din tekst ovenfor udgør faktisk tesen eller udgangspunktet for Majorie Perloffs fine studie - og seneste bog - Unoriginal Genius - fra sidste år, tror jeg. Tjek den ud!
KH Martin
Bare fordi noget er "større og sandere end det enkelte menneskes perspektiv" gør det altså ikke nødvendigvis metafysisk. Der findes fx en hel verden af andre mennesker og deres helt og aldeles umetafysiske oplevelser og erfaringer og ytringer.
SvarSletJa, der er et uendeligt antal perspektiver, men derfra og til et sandere og større perspektiv er der et spring. Og forestillingen om, at en eller anden form for usynlig sproglig – og kulturel - organisering pludselig skal lade sig lokke frem, lugter lidt af metafysik. Men hvem ved, måske er nettet den form verdensessensen har ventet på for at materialisere sig. Nye opdagelser kan i hvert fald lokke den slags forestillinger frem, det skete i den grad i de tidlige avantgardebevægelser, hvor fx surrealisterne med det ubevidste mente at have fundet vejen og de sproglige midler til at forandre både mennesket og verden. Jeg kender ikke nok til den konceptuelle poesi til at vide, om den rummer de samme utopiske elementer - men har dog konstateret en vis religiøs entusiasme og dogmatik.
SvarSletHer skriver Espen Grönlie i den Skandinaviske udgave af Le Monde Diplomatique om Konceptuel Poesi. Til almindelig anbefaling.
SvarSlet