Der er noget klassisk over Peder Frederik Jensens nye roman Læretid. Klassisk på den fede måde. Jeg forestiller mig den nutidige læser forstår det, når jeg skriver ”på den fede måde”. Det klassiske i det her tilfælde er i orden, det er okay, det er cool. Altså temmelig upræcist udtrykt. Upræcis er nemlig lige det, som Læretid ikke er. Den er et skolestykke i hvordan et sprog kan blive til, hvordan en forfatter går til værks, når han vil fortælle historien om sin egen tilblivelse som forfatter. Det er det jeg mener med det klassiske. Der findes en del af den slags romaner, jeg kender nogle af dem, fx James Joyce, Portræt af kunstneren som ung mand, Dylan Thomas, Portræt af kunstneren som hvalp, Herman Bang, Håbløse slægter...
Den unge mand i romanen starter i lære på havnen, som der står i den første sætning, i lære som skibsbygger. Nu kan jeg jo ikke vide, om forfatteren ikke har fundet på det hele selv. Jeg kan ikke uden videre antage, at romanen tager udgangspunkt i forfatterens egen tid som læredreng. Men det er for så vidt ligegyldigt for min læsning. Jeg tager titlen bogstaveligt. Det her er en bog om læretiden. En ung mand har fået læreplads hos en mester ved Røsnæs. Den unge mand er selv fra København, Vesterbro. I kapitel 2 er der en scene med en ven på Café Blomsten ved Enghave Plads. Dér fortæller han vennen om sin beslutning, vennen giver ham et halvt år. Disse korte komprimerede kapitler (79) indeholder en stor energi, en stor underforstået masse af viden – mellem linjerne. Der er en poesi i knapheden, lyriske billeder, men ikke for mange: ”Skibet lå med store trosser om pullerterne, røde af rust, formet som hofterne på en siddende kvinde”. Jeg tror man kan tale om en form for minimalisme.
Den unge mand i romanen starter i lære på havnen, som der står i den første sætning, i lære som skibsbygger. Nu kan jeg jo ikke vide, om forfatteren ikke har fundet på det hele selv. Jeg kan ikke uden videre antage, at romanen tager udgangspunkt i forfatterens egen tid som læredreng. Men det er for så vidt ligegyldigt for min læsning. Jeg tager titlen bogstaveligt. Det her er en bog om læretiden. En ung mand har fået læreplads hos en mester ved Røsnæs. Den unge mand er selv fra København, Vesterbro. I kapitel 2 er der en scene med en ven på Café Blomsten ved Enghave Plads. Dér fortæller han vennen om sin beslutning, vennen giver ham et halvt år. Disse korte komprimerede kapitler (79) indeholder en stor energi, en stor underforstået masse af viden – mellem linjerne. Der er en poesi i knapheden, lyriske billeder, men ikke for mange: ”Skibet lå med store trosser om pullerterne, røde af rust, formet som hofterne på en siddende kvinde”. Jeg tror man kan tale om en form for minimalisme.
Nu kan jeg se, hvor skadet jeg er blevet af at læse dagbladsanmeldelser, jeg er allerede i gang med at anmelde bogen, og det var netop det, jeg havde sat mig for ikke at gøre. Jeg interesserer mig for den beslutning der ligger i bogen, som går ud på at gennemføre noget, og hvordan den beslutning forholder sig til det eksistentielle, og i forlængelse af dette, til litteraturen. Vennen havde ikke ret, læredrengen får sit svendebrev. Han mister også sin kæreste på den beslutning: At han er nødt til at gennemføre for at komme videre i sit liv. Det gælder om at gøre de rigtige ting, læse de rigtige bøger, foretage de rigtige rejser, de rigtige valg. Jeg mener ikke, at der findes en facitliste, jeg mener ikke at man skal stå i lære som skibsbygger for at lære at skrive, men det er, som jeg læser romanen, et utrolig godt valg for Peder Frederik Jensen, hvad enten det er en fiktion eller ej. Det er en verden med et sprog, som vi andre, der ikke er uddannet skibsbyggere, er udelukket fra. Når man læser, skal man altid have en ordbog ved hånden, sagde Nabokov, The book should be a ball of light in one´s hand, sagde Ezra Pound. Læretid er sådan en bog, af liv og lys, som illuminerer en verden, der først her bliver tydelig, forståelig, en verden med sit helt eget sprog, hvor langt fra alle ordene kan findes i Nudansk. Heller ikke ordlisten over redskaber, man finder bagest i bogen, er fuldstændig.
Der ligger et stort arbejde, forestiller jeg mig, bag disse lette korte kapitler, og kapitlernes korte konkrete sætninger, opremsende, faglige, med pludselige indskud, der fungerer som vinduer ud til den verden, som omgiver skibsbyggerværkstedet, verden af politik, tragik, følelser, kærlighed. Samtidig forestiller jeg mig, at denne læreproces må have fyldt forfatteren med en lykkefølelse, når han generobrer sin læretid som skibsbygger med sproget, og skriver sætninger, man ikke før har læst på dansk, diskret og triumferende: ” Han fejede metalspåner sammen i smedjen. Stak sig på en spiralformet tråd af rustfast. Lod kostens fibre rense op i den hulkel, der var fræst ned i landet på søjleboremaskinen”. Han ved jo at det hele er virkeligt, ligesom det hele er en metafor for det liv, han vil erobre med sproget og forvandle til litteratur. Skibsbyggerens verden (forsvindende?) ligner et fund, en ren foræring, men foræringen er konsekvensen af et valg. At stå i lære som skibsbygger, sådan kan man forestille sig et billede på en udviklingsproces, at blive til som ungt menneske, modnes, men det er også et godt billede på, hvordan man tilegner sig et sprog, forstår det som et håndværk uden at skulle belære, for det er jo bare et billede, et hvilket som helst billede, som i dette tilfælde giver dobbeltmening, uanstrengt og selvfølgeligt. Nå, jeg slap altså ikke for at hænge fast i den form, anmeldelsen. Jeg gir Læretid syv (poesiens tal) mus ud af fire mulige stjernegaffelnøgler, og håber der er nogen, der har et bud på, hvordan de her ting hænger sammen: Sprog, materiale, valg, proces, liv, litteratur - med andre ord, den netop nu flotte (h)vide verden.
Jeg er meget enig i den måde, du læser bogen på, tror jeg.
SvarSletHelt banalt stærkt og uopslideligt og derfor klassisk er jo grebet med at skrive en kunstnerroman, der udspiller sig som en læretid, simpelthen. Det, at hovedfiguren starter fra intet, men sætter sig for at blive god til noget, som egentlig ikke kan lade sig gøre, noget som er vissent langt ude. Og gennemfører det. Det er fundamentalt befriende at læse om. Som i Paul Austers 'Mr. Vertigo', for eksempel, hvor en dreng skal lære at svæve, blandt andet ved at gøre det modsatte, blive gravet ned i et hul i jorden. Det at kende alle molekylerne i sin materie, og bygge sig selv op af dem. P.F. Jensen skriver jo godt, og det gør han i den forstand, at han skriver præcist, men gør det nødvendige, ved altså hvad det nødvendige er, han står ikke og fedter for længe med skølpjernet. Og det er vel særligt vigtigt, hvis bogen handler om, at kunstneren lærer sit håndværk, og på den måde kan man under ingen omstændigheder skille sprog fra tema i denne bog.
Det er en befriende renfærdig og jegforladt bog, synes jeg. Jeg kan godt se at der to steder papirstyndt lægges op til at den kan læses som en allegori på en kunstnerisk læretid, men jeg frygter at man så reducerer bogen. Den lukker sig netop ikke om sig selv, her er et jeg som søger mening langt væk fra sig selv, i arbejdet, i at høre til i en sammenhæng som ved gud er langt væk fra det københavnske litterære miljø, det er en bog med virkelighedsappetit, varme, solidaritet med personerne, og det bliver vel også en form for social kritik? Det siges ikke nogen steder, men vi ved jo godt at den her form for håndværk nærmest ikke eksisterer mere.
SvarSletFør vi læser den allegorisk, må vi vel udforske det bogstavelige plan grundigt?
"Det var et fællesskab. Han troede han var uundværlig. Det var han ikke, men følelsen var reel, og når han mødte folk inde i byen, var han stolt. Det gav mening for ham, fordi han kunne noget."
Bemærk hvor atypisk en passage det er, hvor meget vi normalt insisterer på det meningsløse!
Måske er det den slags passager der får Nexø til at tale om en højstemt arbejdersang, men bemærk lige nuancerne, han var netop ikke uundværlig, men følelsen var reel ...
Samtidig tvivler jeg på at ret mange forfattere har den afklarede følelse i forhold til deres arbejde?
Men jeg er for så vidt ikke ude på at polemisere, kun på at grave lidt, uddybe, nuancere, for jeg er grundlæggende enig: en lysende kugle i hånden, ja, det er den her bog.
Ja, er lige gået i gang med bogen og me like; blot en kort note til dig Simon omkring det højstemte - for bogen ER vel skrevet i et noget højstemt leje. Selve fortællepositionen markerer det, synes jeg, tredjepersonsfortællingen hvor hovedpersonen ikke har noget navn, men blot er 'Læredrengen' der snakker med 'Buejægeren' osv.; det har noget næsten mytisk over sig, noget evigt, de er flere steder nærmest funktioner fremfor individer på den måde.
Sletmen hvad er der højstemt ved en tilbageskuende tredjepersonsfortælling, det giver jo netop plads til en lille diskret ironi som i det afsnit jeg citerer? Og at de bliver reduceret til funktioner, giver vel først og fremmest distance?
SletJa, bestemt. Jeg siger ikke at der er noget galt med det, jeg prøver at beskrive den 'effekt' denne type fortæller har eller kan have.
Sletjeg er bare forundret over prædikatet, jeg har sjældent læst en bog som er så fuld af konkreter, præcise beskrivelser, fagtermer etc., så det er derfor jeg spørger ...
SletEn tekst med mange konkreter kan sagtens være højstemt, vil jeg mene. Det afhænger blandt andet af grammatikken. Hvis man konsekvent bruger substantiver i bestemt form, kan det give sig udslag i enten en meget fortrolig, måske indforstået stemning, hvis lejet i øvrigt er jovialt, fx med mange adverbier af typen 'jo', 'da' og 'vel' og måske især de hyggelige adjektiver 'lille', 'slidte' og 'gamle'.
SvarSletMen konkreterne i bestemt form kan også blive højstemte. Det bliver de typisk, hvis stilen i øvrigt er renset for disse omklamringer. Så kan de stå tilbage som hellige relikvier.
Læretid er i det store hele renset for jovialiserende adverbier og adjektiver. Nå dens mange konkreter efter min mening alligevel ikke bliver til relikvier hele vejen igennem, er det vel netop, fordi P.F. Jensen blander den bestemte form op med ubestemt. Fx:
"Man tager en stage af en vis længde. På den slår man en overskåret dunk fast med bunden opad. Denne dunk fylder man med savsmuld og sænker den ned langs skibssiden." (Læretid, side 34)
Altså fire ubestemte substantiver og tre i bestemt form. Det kan vanskeligt gøres mere nøgternt.
Jeg vil tage et andet eksempel, hvor stilen sagtens kunne være blevet højstemt:
"Efter de tre måneders prøvetid fik han et lærlingesæt. En kasse med det nødvendige håndværktøj.” (Læretid, side 25)
Netop overrækkelsen af dette lærlingesæt kunne have været beskrevet som en sakral handling. Der kunne have stået:
‘Efter de tre måneders prøvetid fik han lærlingesættet. Kassen med det nødvendige håndværktøj.’
Sådan kunne P.F. Jensen sagtens have gjort. En sådan andægtighed eller stille fortrolighed kunne man måske forestille sig Hans Otto Jørgensen betjene sig af, for det må have været en vigtig dag for læredrengen. Han må have tillagt det lærlingesæt en betydning, det at han har fået sættet af sin mester som bevis på, at han har udfyldt sin rolle i den svære prøvetid, at han har gjort vennernes pessimistiske spådomme til skamme.
En sådan højstemthed havde ikke generet mig. Jeg ville kunne forstå den. Men sådan skriver P.F. Jensen ikke i Læretid.
Er det så fordi, det sakrale først skal komme frem, når læretiden, ikke prøvetiden, er ovre? Lad os kigge på det:
“Svendebrevet kom med posten i en konvolut fra Metalindustriens Lærlingeudvalg. Det er bordeauxfarvet med guldskrift og ligner et pas.” (Læretid, side 137)
To bestemte substantiver og tre ubestemte. Og de bestemte (svendebrevet og posten) kan næsten ikke skrives i ubestemt form. Stod det ‘et svendebrev kom med et postbud’, ville det forekomme demonstrativt distancerende, som om det absolut intet betød, og så ville det være en helt anden bog.
Højstemthed og distance er hverken godt eller skidt. Det er to forskellige måder at skrive på, som kan bruges godt eller dårligt. Jeg synes, Læretid betjener sig af begge stillejer, og at den bruger begge hensigtsmæssigt, men mon ikke alligevel den rummer mere distance end højstemthed?
Fine nærlæsninger, blot til det sidste du skriver: at romanen rummer mere distance end højstemthed. Det er vel ikke hinandens modsætninger? Faktisk hører jeg 'det højstemte' som en smule 'distanceret'.
SletAv, det er da vist lidt indviklet at svare på. Men ok, jeg forsøger at famle mig frem:
SvarSletJo en eller anden form for distance er der vel altid forbundet med højstemthed i og med, at man ikke forholder sig umiddelbart til det, man ærer med sin højstemthed. Man forholder sig respektfuldt og i en vis forstand underdanigt, man ser ikke sig selv som dette andets jævnbyrdige.
Men er der ikke meget forskellige grader?
Højstemthed er vel i princippet ikke voldsomt distanceret, hvis det er en religiøs højstemthed af den særlige slags, hvor man har et inderligt, personligt forhold til gud, sådan som protestanterne fx hævder at have. Så bliver højstemthed og underdanig fortrolighed vel nære slægtninge. Er det ikke sådan?
Hvis det er en katolsk højstemthed, hvor der er alverdens gøgl og gejl samt et præsteskab, som har patent på at udlægge teksten, skudt ind mellem gud og menigheden, bliver højstemtheden ganske rigtigt så meget desto mere distanceret, altså en ufortrolig underdanighed, kunne man måske kalde det.
Hvis det er en en højstemthed, hvor det, man vil vise sin respekt gennem det højstemte stilleje, er ens egen vilje til at gennemføre et vanskeligt projekt(at blive skibstømrer/bådebygger), er man altså fuld af ærefrygt over for en bestemt instans af sig selv, nemlig den stærke vilje. Det er absolut en mulig (og vel ikke helt sjælden) position. Ofte er denne position også forklaret religiøst, nemlig sådan at denne stærke vilje står i forhold til gud, eller mere præcist, at den er guds redskab. Det er jo lidt kringlet at have et ærefrygtigt forhold til en del af sig selv og måske samtidig føle skam over andre dele, nemlig dem der rejser krav fra kødet, liderligheden, grådigheden og dovenskaben, fx. Men sådan er der jo nok mennesker, der har det. Her bliver højstemthedens distance mindre, fordi den er rettet mod noget af os selv.
Eller hvad? Måske forbliver den den samme, fordi det i sidste instans er gud, man ærer med sin andægtighed? Gud, eller familien, de gode gener, naturen.
Man kan ære vanskelige metiér (det ædle håndværk) i sig selv, måske. Man kan have respekt for en tusindårig tradition for at bygge skibe af træ. For al den akkumulerede kundskab, der er nedlagt i et krumt stemmejern. For alle de mænd, der er druknet fra kæntrede både, før man fandt ud af at lave køl. For alt slidet, for iderigdommem, generationers fælles tankekraft. Eller sådan noget. Bliver det en vældig distanceret højstemthed, eller en mere fortrolig? Vælg selv.
Men jeg tror, du har ret i, Martin, at højstemthed altid rummer en vis distance, fordi den er underdanig.
Ole Jensen skriver:
SvarSletJeg er enig med Fruelund. Pas på med i for høj grad at overdrive det selvrefererende metaplan i bogen. Risikoen er, at den så placeres som kun allegori og dermed reduceres til goldt navlepilleri for en lille ”menighed” af feinschmechere – som Leonora Christina Skov gør det i sin anmeldelse i WA. Og det er saftsuseme en skam. Den er da nærmest det modsatte. Den er lige ved for alvor at være en bog for folket. I første omgang er den lige akkurat det, den giver sig ud for – en enkel og autentisk skildring af en drengs tid i klassisk mesterlære i et klassisk håndværk. Dens minimalisme er ikke eksklusiv, men inklusiv. Den kan læses af alle, boglige som uboglige. Hvor ellers finder man det i litteraturen? Og hvor ellers finder man overhovedet en arbejdspladsskildring med hele atmosfæren og miljøet oplevet indefra og i kunstnerisk form? Ganske vist stikker forfatteren, der selv er bådebygger, hvad læseren hurtigt aner, næsen frem til slut med en lille elegant bemærkning om, at svendestykket, en skibskiste, også kan bruges til at gemme fallerede manuskripter i. Men det må for guds skyld ikke føre til overfortolkning som hos LCS. Overfortolkning er fejlfortolkning.
Jeg skylder at sige, at jeg er Peder Frederiks far – men jeg holder nu altså på, at læser rigtigt.
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletTilføjelse til Martin G.S.: Jeg burde derfor retteligt have sluttet med at konstatere, at Læretid er mere cool end højstemt. Den er ikke distanceret og ikke kold, men cool som Chet Baker, fordi den stoler på sig selv, den er ikke underdanig, og læredrengen er ikke underdanig, men optræder i ligeværdig, selvsikker respekt, ligesom romanen taler til sin læser som en ligeværdig.
SvarSletTil Ole Jensen: Jeg er sådan set enig med dig, men jeg synes ikke, romanen bliver ringere af OGSÅ at kunne læses som en allegori, altså som en kunstnerroman. Den kan fint læses uden denne vinkel, men vinder da kun ved at have den med. Og kunstnerromaner er for mig at se ikke per se navlepillende og indadvendte. Denne er jo slet ikke. Den er materiepillende, har hænderne inde i møgspunsen, og det synes jeg egentlig tit, at kunstnerromaner har.
det er jo fornemt at romanen kan læses på flere planer, at den kan rumme disse forskellige læsninger, for læseren er jo på besøg i et værksted, en arbejderklasseniche måske, men det drejer sig jo ikke kun om "drømmen om det simple liv" som en eller anden anmelder vist sagde det. Og hvorfor lige det med skibene? Læretiden kunne jo også være forberedelsen til realisering af den ældgamle drøm om skibe, frihed? At sejle ud etc. Alt det ligger der jo i den ordknappe sag. Fordi den netop ikke er belærende, ikke overtydelig, men meget præcis med den der store respekt for materialet - i romanen redskaberne, plankerne, skibene, i skriveværkstedet sproget (genremæssigt er det en roman, men der er ingen dårlige metaforer, det tyder på et kendskab til lyrikken)- sidder læseren tilbage med alle kortene og kan blande dem som han eller hun nu vil. Derfor ligner det et fund, men det er fundet gennem arbejdet ... allegori eller ej ... læseren har vel det sidste ord
SvarSletHvor vidunderligt at opleve en bog, som i den grad skaber rum for læseren. Den minimalistiske, ordknappe stil overlader læseren en frihed til at digte følelser, farver, fortid og motiver ind i personer, landskaber og situationer - og denne aktivering af læserens egen kreativitet er en gave.
SvarSletEn bog skal være en kugle af lys, men den skal også være et rum, jeg som læser kan leve videre i - et rum i hvilket jeg kan undersøge hvad det vil sige at være menneske i verden. Læretid er et sjældent eksempel på generøs litteratur - sjældent i hvert fald i denne tid, hvor litteraturen alt for ofte bliver enten ren selvpromovering eller promovering af holdninger.
Min verden er blevet større. Tak for det, PF.
Simon K. Boberg
Meget glimrende kommentarer til en meget glimrende bog. Tak for dem. Jeg har ikke alverdens at tilføje. - Sommetider har jeg forsigtigt spurgt mig selv (og diskuteret det med venner og lidelsesfæller) hvad det dog er for noget, det kunst. Og er kommet frem til at det måske er sådan noget som en hyldest til al vores mangfoldige KUNNEN. Og hvis der er noget PF's roman er, og lykkes meget smukt med, er det da en hyldest til menneskebarnets kunnen. Med sit smukke, præcise sprog er romanen en hyldest til vores sprogkunnen - at denne sproghyldest så oven i købet bruges til at hylde bådebyggerfaget - en anden kunnen - er da helt utroligt elegant, vil jeg mene.
SvarSletDet kan jo så lyde lidt højstemt, det med kunsten som hyldest. Men det mener jeg heller ikke man kan komme udenom, at god kunst er, højstemt. Vi har trods alt med et temmelig alvorligt forhold at gøre, det at vi kan noget, skabe noget. Der er en lang tradition for at koble denne evne med noget guddommeligt (to gange i disse kommentarer beskrives PF's bog som 'en lysende kugle'). Det guddommelige køber det moderne menneske så måske ikke helt. Men det er stadig serious business, og skal behandles med respekt. Vores kunne rummer katastrofen i sig: Manuskripter kan, ligesom skibe, forlise, hvis arbejdet (ritualerne) ikke udføres korrekt. Det ved PF. Deraf det mildt højstemte. Det er næsten ufatteligt, respektindgydende, når det lykkes.
Meget enig, Lars Bo Nørgaard. Blot skal denne højstemthed doceres med en følsom bevidsthed om kvalmegrænsen. Og kvalmegrænsen er ikke defineret en gang for alle, men er som alt andet historisk betinget og ligger jo et helt andet sted i dag end for fx 200 år siden, hvad man ikke kan overse, når man læser lyrik fra den tid. Og grænsen ligger heller ikke det samme sted i Danmark som i USA eller Japan. Jeg vil mene, at man begge disse steder tillader sig betydeligt større højstemtheder, end danskerne gør. Og så er grænsen sikkert heller ikke den samme i den veluddannede middelklasse som i de lavere socialklasser (kan jeg mon finde på flere banaliteter at skrive?)
SvarSletSkal man overskride grænsen, skal man vide, hvad man vil med det.
Og formodentlig kan særligt gode værker, som overskrider tidens kvalmegrænse, flytte denne grænse et andet sted hen, selvom det næppe primært er litteraturen selv, der definerer grænsen. Dertil er litteraturens betydning trods alt for ringe.
Peder Frederik Jensens bog er ikke i nærheden af at udfordre kvalmegrænsen for højstemthed efter min mening. Den er tværtimod ret nøgtern, som jeg har prøvet at vise, men selvfølgelig viser den respekt for kunnen. Det er vel forudsætningen for, at sådan en roman giver mening.
sideværts morgenopvågning...lige læst færdig..
SvarSletBlev lige for lidt siden færdig med din bog, det er sager, Pede. Jeg sagde sager. Får lyst til at sige en hel masse om lakuner og cut ups, der ikke kolliderer på dén måde, men laver de fornemste organiske rum, hvor jeg som læser så fint lister rundt med kikkeøjne. Jeg får næsten lyst til indimellem at liige prøve at børste høvlspåner væk, for saven er vist færdig i sin rundgang. Nej, jeg må hellere forholde mig i ro. Det er træls at sku samle fingrene op på gulvet....Vil ikke sige mere nu om hvad der sker når lakuner laver passáger, for det gøres der, de kanaler er der og eftertænder billeder, der ellers lige var fjernet. Nå det er tid til kaffe. ps. højstemthed, den bog har jeg ikke læst lige nu. Den er stemt, ja.
Jeg har et andet bud på en læsning af 'Læretid' og Peders talent, i min anmeldelse her: http://madsheinesen.blogspot.com/2012/02/anmeldelse-en-nostalgisk-og-varm-lretid.html
SvarSletJeg synes det er en en sludder for en sladder, du får liret af i din såkaldte læsning, du vil så gerne ha at Peder Frederik Jensen skriver en anden bog, al den snak om - og efterlysning af det ægte, det autentiske etc. er typisk for den harmdirrende lidt forbitrede bloganmelder, der med højt hævet pegefinger vil sætte forfatteren på plads, og fortælle ham, hvordan han i virkeligheden burde gøre. I modsætning til din lange smøre fuld af gentagelser, er den roman, du tager under behandling, elegant og konsekvent skrevet og gennemført. Også du vil gerne være med til at grave disse ubrugelige skyttegrave: I den ene ligger de fine, de elitære, måske hele forfatterskolen og nogle dertil knyttede litterater, som ikke er rigtige mennesker af kød og blod (jfr citatet fra din tekst nedenunder) og i den anden befinder de ægte mennesker sig, dem af kød og blod, som al litteratur burde henvende sig til og fortælle om. Det er noget forbandet vrøvl, og det udvider ikke den samtale, som Promenaden ønsker at føre med verden og dens læser og skrivere. Promenaden er for øvrigt ikke én person, den består af forskellige stemmer, som indbyrdes kan være dybt uenige, nogen har gået på forfatterskolen og universitetet, andre har ikke. Jeg hører til den sidste gruppe, altså hverken forfatterskole eller uni. Forleden skar jeg mig i fingeren, og blodet formeligt flød, hold da op, hvor var jeg lettet. Jeg var altså alligevel et rigtigt, et ægte, et autentisk menneske eller ... kan man nu virkelig stole på det?
SvarSlet" Man kan undre sig lidt over, hvem Peder Frederik Jensen har haft mest i tankerne, da han har skrevet sin bog: Sig selv og sit forfatterego, samt sine litteratur- og metalagskyndige venner og bekendte - eller de ægte håndværkere og de ægte læsere og de ægte mennesker af kød og blod? Jeg synes det ville klæde ham hvis han blev mindre bevidst om sproget og litteraturfolkene, og sprængte sin vej ud af de snævre sætninger, og så bare skrev sine historier med noget mere menneskelig og sansemæssig indlevelse, glemte alt om, hvad litteraturfolkene mener er god stil, og så bare skrev derudaf, med ægte indlevelse, med ægte og fuldbyrdet kærlighed til de mennesker og de miljøer, der er med i hans bøger, og ikke som dette, hvor han holder det hele lidt ude i en strakt arm, i stedet for at omfavne det fuldstændig betingelsesløst."
Thomas: Hvis der er noget, der er en sludder for en sladder, så er det godt nok dit svar til mit indlæg. Hvis der er noget, der er en 'såkaldt læsning', så er det da din læsning af mit blogindlæg. Det er jo både usagligt og usandt det, du skriver.
SvarSletHvad med at læse hele mit indlæg og så lad være med at fæstne dig udelukkende ved et lille 'politisk' udpluk, men ved alle kommentarerne og helheden i det, jeg skriver.
Jeg anerkender at det kan forstås lidt forkert, det med at sætte litteraturfolk i modsætning til ægte mennesker. Men hvis du læste min anmeldelse færdig, ud over at fæstne dig ved det enkeltstående citat, så vil du forhåbentlig også forstå, at mit ærinde er at give Peder Frederik Jensen nogle helt ærlige og konstruktive råd til, hvor jeg føler han skulle tage sin skrivning hen fremover.
Det jeg efterlyser er at han viser en sanselighed og en ægte, dyb kærlighed til det, han skriver om, i stedet for at holde sig på overfladen. Jeg kan med min hjerne forstå bogen og miljøet, men jeg kan ikke for alvor mærke det. Jeg bliver holdt ude i strakt arm. Jeg kan faktisk rigtig godt lide det miljø og den slags mennesker, han skriver om, idet jeg som nævnt har brugt en god del af mit liv i sådanne miljøer, og iblandt sådanne mennesker - og jeg ville have holdt af, hvis han havde beskrevet det hele med lidt mindre distance og mere indlevelse.
Fx kan jeg ikke huske at der er en eneste sansemæssig formulering om havet. Men enhver, der har boet og arbejdet ved vandet ved, at der i perioder lugter kraftigt af tang og hav. At lyset er omskifteligt og kan blænde dig ud af ingenting. Enhver der har været i et værksted ved, at der er et utal af lugte og fornemmelser. Hele tiden. Det kunne jeg ikke mærke i 'Læretid'. Jeg ved, det er et bevidst, stilistisk valg, og at hans ærinde med bogen ikke har været det, som mit ærinde er som læser - men jeg føler bare at det bliver uægte og usandfærdigt, og det er denne fornemmelse der siger mig, at det var forkert at lade det stilistiske valg have så høj prioritet i forhold til det sansemæssige.
Jeg tror den bog kunne være blevet helt anderledes værdifuld for langt flere mennesker, hvis han havde inddraget noget mere af sin sanselighed og sig selv som menneske. Men det er selvfølgelig min fornemmelse, og skal ikke ses som en harmdirrende, forbitret kommentar, men som en ærlig læsning, som du er velkommen til at være uenig i.
Til sidst: Jeg vidste ikke, at der var nogen rigtig og forkert smagsdom herinde? Er der ikke demokrati indenfor denne hjemmeside? Er der patent på en enkelt, sandfærdig måde at læse en bog på? Det er jo ikke som om jeg slynger usandfærdige ting ud, eller sidder og sviner Peders bog til. Jeg kommer med en seriøs læsning af hans bog, hvor der rent faktisk også står flere positive ting. Og noget af det mest positive, man kan få som forfatter, det er vel en ærlig og sagligt begrundet læsning som fokuserer på det, man kunne have lavet anderledes? I hvert fald hvis man ønsker at blive en så god forfatter som mulig.
Mit ærinde som læser - en essaysamling
SvarSlet"I mit ærinde som læser" zoomer forfatteren ind på forskellige bøger han har læst. Eller rettere: Han zoomer ind på nogle bøger han har læst, som vel at mærke viste sig IKKE at være de bøger han hellere ville have læst. Det får de så skæld ud for. Og det sandsynliggøres, at disse uheldige værker ville have været helt anderledes værdifulde for langt flere mennesker, hvis forfatterne bag dem havde skrevet mere som forfatteren bag "Mit ærinde som læser" ville have gjort det. Læs "Mit ærinde som læser", men husk at lade eventuelle ærinder blive ude i byen imens. Ellers synes du måske den skulle have været skrevet anderledes.
Kasper H: Det er svært at svare på en så kryptisk besked som din, men nu prøver jeg alligevel:
SvarSletJeg forsøger at lave mine læsninger med udgangspunkt i det, jeg personligt tror ville være i litteraturens og kunstens største interesse og dermed forhåbentlig også i forfatterens største interesse. Det mener jeg også jeg har gjort i tilfældet med min læsning af 'Læretid'.
Jeg forsøger at lave en analyse med udgangspunkt i, hvordan jeg tror, den bedst mulige litteratur kan opstå inden for de rammer, forfatteren nu har nedsat, og med udgangspunkt i, hvordan forfatteren er mest mulig troværdig mod sig selv, stoffet og litteraturen. Og i dette tilfælde er jeg så bare uenig i det valg, der er blevet truffet.
Mads, jeg læser din blogpost meget lig det Thomas skriver. Hvis der er noget, du finder usandt, en ret voldsom beskyldning, så må du pege det ud. Det andet er fjollet og helt og aldeles ubrugeligt.
SvarSletSå skriver du: "Til sidst: Jeg vidste ikke, at der var nogen rigtig og forkert smagsdom herinde? Er der ikke demokrati indenfor denne hjemmeside? Er der patent på en enkelt, sandfærdig måde at læse en bog på? Det er jo ikke som om jeg slynger usandfærdige ting ud, eller sidder og sviner Peders bog til. Jeg kommer med en seriøs læsning af hans bog, hvor der rent faktisk også står flere positive ting. Og noget af det mest positive, man kan få som forfatter, det er vel en ærlig og sagligt begrundet læsning som fokuserer på det, man kunne have lavet anderledes? I hvert fald hvis man ønsker at blive en så god forfatter som mulig."
Og forveksler det at Thomas er skribent her på siden med, at hans kommentarer skulle have en særligt censurerende værdi. Han er uenig med dig og siger dig i mod. Det er da ikke udemokratisk. Dit oprindelige indlæg står der da endnu, så kan dem der læser med danne deres egen mening.
Vedr. din læsning. Ja, du har ret til den og til holdningen - det kan du da ikke være i tvivl om. Det problematiske er, at du ikke svarer Thomas på hans kritik, men i stedet kalder ham en løgner.
Læs igen hvad du selv skriver.
" Man kan undre sig lidt over, hvem Peder Frederik Jensen har haft mest i tankerne, da han har skrevet sin bog: Sig selv og sit forfatterego, samt sine litteratur- og metalagskyndige venner og bekendte - eller de ægte håndværkere og de ægte læsere og de ægte mennesker af kød og blod? Jeg synes det ville klæde ham hvis han blev mindre bevidst om sproget og litteraturfolkene, og sprængte sin vej ud af de snævre sætninger, og så bare skrev sine historier med noget mere menneskelig og sansemæssig indlevelse, glemte alt om, hvad litteraturfolkene mener er god stil, og så bare skrev derudaf, med ægte indlevelse, med ægte og fuldbyrdet kærlighed til de mennesker og de miljøer, der er med i hans bøger, og ikke som dette, hvor han holder det hele lidt ude i en strakt arm, i stedet for at omfavne det fuldstændig betingelsesløst."
Hvilken forfatter skulle det klæde at blive mindre bevidst om sproget. Skift forfatter ud med kok og sproget ud med salt. Det er altså for dumt det der.
/d
Dennis: Selvfølgelig kan man aldrig glemme sproget, eller smide sproget væk, når man er forfatter, det er vi enige om.
SvarSletMen hvis en kok fx står med opskriften mens han laver mad, eller hele tiden har mesters ord i baghovedet, så bliver det formentlig aldrig rigtig stor madkunst. Det bliver først god mad, når han fuldstændig 'glemmer' alt det, han har lært, glemmer alle de gode og velmenende råd, og al mesters kritik, smider opskrifterne væk og så begynder at gå sine fuldstændig egne veje. Det er dette jeg mener, når jeg siger, at 'det ville klæde ham at blive mindre bevidst om sproget og litteraturfolkene'.
Jeg synes Peder går et befriende godt stykke ud af sine egne veje, i og med, at han skriver om det emne han gør, og at han også gør det på en forholdsvist jordbunden måde, med et klart sprog. Jeg savner blot en del ting alligevel, hvis jeg skal overbevises, eller rokkes en smule ud af min akse.
Og det, jeg forsøger at indkredse i min blog, er altså nogle af de ting, jeg mener der skal til, for at bogen ville blive helt overbevisende. Mit redskab til at gøre dette er primært mine kunstneriske fornemmelser, men også mine analytiske evner, og de fortæller mig, at der stadig er et stykke vej endnu til at 'Læretid' kommer i nærheden af at være rigtig god litteratur. Men kun tiden kan vel i bund og grund fortælle os, om jeg har ret eller ej.
Mht. Thomas’ kritik så synes jeg det er svært at tage ham helt seriøst, når han i sit indlæg siger, at det, jeg har skrevet er:
- En sludder for en sladder jeg lirer af i min såkaldte læsning
- Typisk for den harmdirrende lidt forbitrede bloganmelder
- En lang smøre fuld af gentagelser
- Det er noget forbandet vrøvl, der ikke udvider den samtale, som Promenaden ønsker at føre med verden og dens læser og skrivere.
Kære Mads Heinesen
SvarSletJeg er heller ikke enig med dig, må jeg tilstå. Der, hvor jeg mener, du går galt i byen, er i din forestilling om, at alle forfattere skal skrive til dig, og at de, i den udstrækning de ikke allerede gør netop dette, skal reformere sig, sådan at deres næste bøger bliver skrevet til dig.
P.F. Jensen skriver sin Læretid i en stil, som er renset for lyriske amokløb, for sansemalerier, for udpenslet psykologi og for langhårede tanker om livet i almindelighed. Sådan noget har han afholdt sig fra, men har holdt sig meget nøgternt til den materie, han satte sig for at beskrive. Det er der kommet en bog ud af, som du ikke kan lide, fordi du godt kan lide netop sådan nogle elementer som dem, P.F. Jensen har valgt fra. Andre læsere har tydeligvis godt kunnet lide denne nøgternhed eller nøgenhed.
Der er ikke noget i vejen med, at du ikke kan lide Læretid. Det er til enhver tid din ret ikke at kunne lide en bog, du er (sådan håber jeg da, du har det) herre over din egen smag, og du er velkommen til at give udtryk for dine præferencer. Også her på Promenaden, hvor der ikke er noget krav om, at man skal kunne lide bestemte bøger. Der er da heller ingen, der har fjernet dit indlæg, så glem den paranoia. Din smag er lige så god som Thomas Bobergs eller min.
Men samtidig er P.F. Jensens æstetik hans egen. Han skal ikke skrive som Leon Nielsen for at blive en bedre forfatter. Han skal skrive i overensstemmelse med sin egen æstetik, som han videreudvikler, mens han gror til som menneske, ligesom alle andre forfattere gør.
Jeg har fem gange forsøgt at læse Swanns verden af Marcel Proust og er aldrig nået længere end til side 130, og det er sgu ikke ret langt i denne meget tykke bog. Det er en bog, som faktisk er spækket med psykologi og sansemalerier, og som sådan kunne den da godt være noget for dig, men jeg kan ikke tykke den, ikke endnu. Men det får mig da ikke til at skrive til (for længst afdøde) Marcel Proust med retningslinjer for, hvordan han kan skrive mere som Pia Juul, sådan at jeg bedre kan komme igennem hans bøger. Jeg synes, det ville være frygteligt, hvis Proust skrev som Juul. Eller hvis P.F. Jensen skrev som Leon Nielsen eller Naja M. Aidt som E. Hemingway.
Hvis du vil have Leon Nielsen, så læs Leon Nielsen.
Hver eneste forfatter skal finde sig selv, og når han eller hun har gjort det, har han/hun samtidig fundet sit publikum. Jeg skal ikke gøre krav på, at alle forfattere skriver til netop mig. Tværtimod må jeg glæde mig over, at det kan gøres så forskelligt, og hvis jeg vil være et stort menneske, forsøger jeg at læse så forskellige bøger som muligt (ok, jeg skal nok komme igennem Proust en dag, når jeg er blevet rigtig stor), og vi skal fejre, at nogle forlag vil udgive andet end det, som 80% kan læse. Derfor skal vi støtte Kronstork, Basilisk og de andre små forlag, som hjælper med at udvide verden og sikre, at der er også er en stemme i en bog derude, som netop du kan genkende dig selv i.
(Kære JP, Du skulle give det en chance til, jeg er heller ikke helt igennem endnu, men tager den sådan lidt langsomt, bind for bind, men det er virkelig smukt og klogt og ikke mindst MORSOMT, at læse Proust - og også altmuligt andet, selvfølgelig, kedeligt fx, indimellem, aber, mon ami, I assure you, it's worth it!)
SvarSletMen, det er jeg da slet ikke i tvivl om, Martin. Det er jo derfor, jeg prøver igen og igen. :-)
SvarSletWell said, JP.
SvarSletJeg er enig fra ende til anden.
Og i øvrigt er der nok tale om Lean Nielsen, forfatteren til den smukke bog "Ballader om vold og ømhed". Præcision helt ud i navnet, tak.
SvarSletDet tror jeg også, Thomas.
SvarSletHej igen, tak for lige at få den gode tone tilbage på sporet, Jens Peter Kaj Jensen :)
SvarSletOg, nå ja, Thomas, det er jo Lean Nielsen og ikke Leon, tak for det :)
Jeg vil godt give dig (JPKJ) ret et godt stykke af vejen, for ja, der ligger et kæmpe arbejde i at finde sig selv som forfatter - og man kan i sidste ende kun tage beslutningerne selv. Det er jeg enig i. Det er også klart, at der er noget meget vigtigt, der hedder smag og behag, som man må respektere.
Men det afholder jo ikke forfattere fra at tage bestik af, hvad andre siger, i større eller mindre grad.
Hvad er ellers meningen med skrivekurser, forfatterskoler samt det, at benytte konsulenter, skrivegrupper eller gode venners meninger? Anmeldernes, smagsdommernes, redaktørernes og formidlernes rolle er jo til dels også at hjælpe til med at udvikle forfatteren og i sidste ende litteraturen. Der er jo en mening med at Lars Bukdahl fx i denne udgave af Weekendavisen (i en lettere harsk anmeldelse!) går ud og siger, at Josefine Klougart godt kunne droppe nogle ting i sit sprog. Det er da helt klart værd for Klougart at overveje nogle af de sproglige ting han siger i sidste halvdel af sin anmeldelse, for efter min mening har han helt klart ret (hvis hun altså stadig skriver på samme måde som i sin seneste bog, hvilket det lyder som om), uanfægtet at Klougart er et supertalent, som har nogle helt særlige evner for sproget! Jeg synes det kan blive for letkøbt bare at sige, at hans anmeldelse udelukkende drejer sig om smag og behag (selvom det tydeligt skinner igennem, at han ikke kan lide hendes bog). For så man jo bruge den undskyldning hver eneste gang. Og der er også en vigtig ting, der hedder kvalitetsforskel.
Det kan godt være I anser Peders talent som et fuldstændig færdigt udviklet talent, der bare skal rulle ud over landet med sine helt særegne litteratur. Jeg vælger så at anse ham som en vældig talentfuld coming man i litteraturen, som ville have godt af at overveje at inkludere nogle flere aspekter i sin litteratur, i stedet for allerede nu at skære dem væk.
Jeg synes faktisk at Peder med sit valg af miljø og emne, og i sine konkrete beskrivelser etc. har mange vældig gode ting kørende for sig, men jeg håber så bare han vil skrue en smule op for nogle af de ting, som jeg forsøger at indkredse i mit blogindlæg.
Men det er jo fuldstændig hans egen beslutning, om han vil lytte til anmeldere og bloggeres kritik, eller han vil lukke ørerne. Ligesom Klougart selv vælger om hun vil blive ved med at småirritere mig og Bukdahl med sine til tider unødvendige kolonner og til tider unødvendige småsætninger strøet midt i vældig smukke og poetiske sætninger, et Bukdahlsk eksempel: ”Ja, hvad ellers. Åben mark” ”Klaveret er : støvet af”
Jeg vil her til sidst lige tillade mig at påstå, at det ikke bare er mig der er paranoid, som du, JPKJ, og Dennis siger. Jeg synes uden tvivl Thomas giver mig nogle stempler på ryggen, som ikke er sande, hvilket jeg vist også har penslet ud ovenfor. Jeg kalder ham ikke en løgner, som Dennis siger, men påpeger blot at noget af det, han siger, er usandt og usandfærdigt. Og når vi nu skal være ordkløvere – og det er vi vist alle sammen herinde, mig selv inklusive :) – så vil jeg lige påpege, at der er stor forskel på at sige, at nogen er en løgner, og at et brudstykke af det, folk har sagt, er usandt, hvilket vist er det, jeg siger.
JPKJ du siger: Hvis du vil have Lean Nielsen, så læs Lean Nielsen.
Men jeg vil hellere læse Peder Frederik Jensen med nogle strejf af fx Lean Nielsen (eller en masse andre dygtige forfattere, som kan noget lignende) – fordi jeg personligt har en følelse af, at det vil blive mere ægte litteratur på den måde. Og også har en fornemmelse af, at det vil være en litteratur Peder Frederik Jensen ville finde sig mere til rette i. Jeg siger ikke, at han skal slette alt det, han kan, eller udelade en masse. Men at han skal åbne mere op og tilføje. Ikke i uanede mængder, men en anelse mere! Men det er alt sammen selvfølgelig fornemmelser baseret på min personlige læsning og analyse.
Jeg tror egentlig, at diskussionen her er ved at være færdig, men problemet med dine indlæg Mads Heinesen, er at de virker så blinde på sig selv. Du er tilsyneladende fuldstændig overbevist om, at du kan lære PFJ at skrive en bog som er "ægte" litteratur om "rigtige mennesker af kød og blod". Du er ikke i tvivl om dine egne "analytiske evner" og dine "kunstneriske fornemmelser". Disse evner gør dig udenvidere i stand til at vejlede PFJ. Du ved endog hvilken litteratur han "ville finde sig mere til rette i". Du kender forskellen på "stilistiske valg" og "sansemæssige", hvilket forekommer decideret forvrøvlet. Jeg henviser til følgende, du selv har skrevet:
SvarSlet"Jeg ved, det er et bevidst, stilistisk valg, og at hans ærinde med bogen ikke har været det, som mit ærinde er som læser - men jeg føler bare at det bliver uægte og usandfærdigt, og det er denne fornemmelse der siger mig, at det var forkert at lade det stilistiske valg have så høj prioritet i forhold til det sansemæssige".
Og selvom du ikke vil se det, så er det ikke en løgnagtig uretfærdighed at sige, at din egen meget lange læsning eller anmeldelse af PFJ´s bog, er diffus, ustruktureret og fuld af gentagelser - i modsætning til den præcise roman, du prøver at sige noget om. Jeg orker bare ikke at bringe en analyse af din tekst her, men enhver kan jo selv gå ind og se om jeg har uret.
Der er selvfølgelig ikke noget galt med divergerende opfattelser. A synes B´s bog er dårlig, men C synes den er god. Det drejer sig om måden, hvorpå man udtrykker sig. Jeg hører til den type, der straks bliver mistænksom, når en anmeldertekst fyger med plusord som "ægte, rigtig, sand, autentisk etc" i forbindelse med skønlitteratur, i dette tilfælde en roman, som er fiktion; ligesom følgende type formuleringer: "jeg føler, jeg fornemmer, han burde, det ville være bedre for ham, han har et stykke vej endnu, hvis nu han i stedet etc". Jeg kunne blive ved. Jeg får så den "fornemmelse", at det måske i virkeligheden er dig, der med fordel kunne "lære " noget om stil og ordvalg, før du slår dig ned som missionær på den "ægte litteraturs " vegne. Men altså, helt ærligt, fri mig for missionærer med deres tågede budskaber. Og ja til de skarpe læsninger og synspunkter, hvad enten de skaber enighed eller ej. Det er nu mit synspunkt.
Hvis du nu havde gidet sætte dig ind i min blog eller mit blogindlæg, så ville du måske vide, at min blog er mine umiddelbare tanker, følelser og idéer om litteraturen. Det er et slags åbent 'forskningsrum', hvor jeg viser andre (og mig selv) en del af de tanker, en forfatter kan gøre sig, når han skriver eller er i gang med at dygtiggøre sig i at skrive. Så at blive ved med at sammenligne mit indlæg med en roman, der formentlig er blevet skrevet igennem en længere årrække, synes jeg ikke giver særlig meget mening.
SvarSletJeg synes så til gengæld det er mærkeligt, at du tror du kan plapre en masse løse beskyldninger og holdninger ud over mig og min læsning, som får mig til at fremstå som en tåbe, der ikke aner, hvad han har gang i, uden at jeg reagerer på det. Også mærkeligt, at du tror du kan få mig til at lukke diskussionen ved så lige at slutte af med at sige, at jeg er en missionær med tågede budskaber. Du kender mig faktisk ikke. Skal jeg også begynde at kalde dig alverdens mærkelige ting? Nej, jeg tror jeg lukker den her. Du får ret og jeg får fred, du kan blogge videre med dine 'skarpe læsninger og synspunkter', og så 'missionerer' jeg videre.
Hej Mads. Jeg gider ikke sætte mig ind i din blog og dit åbent 'forskningsrum', hvilket vel ikke er en forudsætning (at sætte sig ind i) for at læse dine indlæg på denne blog og din anmeldelse, som du linker til
SvarSletJeg har tilladt mig at kommenterer nogle af dine udsagn
"Det sympatiske ligger i Peder Frederik Jensens forholdsvis loyale og fine beskrivelse af et miljø og et fag, som man ikke hører om så tit"
Senere er du vist ikke helt enig med dig selv
"Der er side op og side ned med arbejdsmæssige beskrivelser fra bådebyggerlærlingens tid, men de bliver på en eller anden måde beskrevet så ordknapt, at det som regel er helt umuligt at forestille sig hvordan det tager sig ud i virkeligheden."
Så du kunne bedre tænke dig noget ala: En dokumentarisk (eller socialrealistisk måske?) beskrivelse af en arbejdsplads
"Et metalag giver for mig ingen mening, hvis det bliver på bekostning af, at realplanet ikke fungerer, hvis det bliver på bekostning af, at jeg ikke kan mærke personerne i bogen."
ku' mærke personer giver metamening?
"For selvom der mange steder er glimt af en dygtig forfatter, så strander det hele i en underlig form for snobbet anekdote, der forekommer at foregå i en tid der er langt forud for forfatterens egen erindring."
Jeg gætter på du mener det negativt: "..underlig form for snobbet anekdote" men jeg bliver sku' da nysgerrig, sådan en tror jeg godt jeg kunne tænke mig at læse. Og hvis du med: "..der forekommer at foregå i en tid der er langt forud for forfatterens egen erindring." mener at det er noget man skal holde sig fra, har du vist desavoueret en betragtelig del af al litteratur.
"Det handler om at skrive som man er, og ikke som man gerne vil være. Som Borum sagde til Dan Turéll engang: Skriv som du er, vær som du skriver. Og min anke er så måske, at jeg tror at Peder Frederik Jensen har en mere jordbunden natur i sig, end denne bog antyder, for hvorfor skulle man ellers have holdt en læretid ud i fire år, i et miljø så konkret og direkte som det, han beskriver? Og det er denne jordbundenhed og sympati jeg godt kunne tænke mig kom lidt mere til udtryk i hans skrift
og så bare skrev derudaf, med ægte indlevelse, med ægte og fuldbyrdet kærlighed til de mennesker og de miljøer, der er med i hans bøger, og ikke som dette, hvor han holder det hele lidt ude i en strakt arm, i stedet for at omfavne det fuldstændig betingelsesløst."
Han har taget en håndværkeruddannelse, ergo har han "..en jordbunden natur i sig, og sympati," og han burde have: "..ægte og fuldbyrdet kærlighed til de mennesker og de miljøer, der er med i hans bøger." Magen til stereotyp romantisk generalisering skal man lede længe efter (efter en del år med et murersjak, har jeg mødt håndværkere der var flyvske, dumme svin, optaget af metafysiske spørgsmål, antisociale, og sågar nogle der læste bøger)
"..hvorfor skulle man ellers have holdt en læretid ud i fire år" Hvis du kan gætte det, har du vundet!
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletForsat...
SvarSletTre kloge udsagn med vægt bag:
"så vil du forhåbentlig også forstå, at mit ærinde er at give Peder Frederik Jensen nogle helt ærlige og konstruktive råd til, hvor jeg føler han skulle tage sin skrivning hen fremover."
"Mit redskab til at gøre dette er primært mine kunstneriske fornemmelser, men også mine analytiske evner, og de fortæller mig, at der stadig er et stykke vej endnu til at 'Læretid' kommer i nærheden af at være rigtig god litteratur. Men kun tiden kan vel i bund og grund fortælle os, om jeg har ret eller ej."
"Jeg forsøger at lave mine læsninger med udgangspunkt i det, jeg personligt tror ville være i litteraturens og kunstens største interesse og dermed forhåbentlig også i forfatterens største interesse."
(Store ord som store kapaciteter kan slippe afsted med, fordi de ydmygt har gjordt sig fortjent til det ved deres arbejde, som vi beundre, eller hader, og selvfølgelig kender vi deres -partier og antipatier, substans bag ordene er alfa og omega)
Tak for stor underholdningsværdi, altid sjovt med slag i bolledejen
(og jeg tager det skam helt seriøst, og more mig på samme tid)
Hej Mikk, jeg er ikke rigtig enig i det, du siger, men godt du trods alt har det sjovt mens du samtidig tager det seriøst - for der har også til tider været en lige lovlig heftig stank af kogt pis i denne tråd ;)
SvarSletJeg kan godt se, at jeg nok skulle have skrevet en doktorafhandling i stedet for et blogindlæg, hvis jeg skulle have undgået at alle mine synspunkter blev gjort til genstand for så mange misforståelser, som tilfældet blev i denne dialog. Og dertil var vi så også bare godt, gammeldags uenige om tingenes tilstand. Venlige hilsner Mads
Hej igen
SletNej vi behøver jo' heldigvis ikke at være enige.
Ps. Nu har jeg været inde og kigge på din fine blog
Jeg kan da godt se du har lagt et ordenligt stykke arbejde i den.
Venligst Mikkel
Tak skal du have, det er rart at høre :) Men nej, det er jo egentlig meget godt, at man ikke behøver at være enige evig og altid. Jeg gik engang på Det Fri Gymnasium, hvor alting skulle diskuteres til enighed på fællesmøder - mange hævdede hårdnakket, at det sagtens kunne lade sig gøre, hvilket de mange beslutninger, der var blevet ført ud i livet, beviste - jeg spekulerede dog på, om det ikke i højere grad skyldtes at langt de fleste var drysset af sted halvvejs inde i mødet, hvorefter de sidste tre havde trykket hinandens hænder og var blevet enige om at kalde det en sejr for demokratiet, og så i virkeligheden bare havde ført et slags tålmodigheds-diktatur. Tanken var dog smuk nok, og jeg tror bestemt på samtalens magiske kræfter. Vh Mads
SletHer, vil jeg ikke undlade at gøre opmærksom på, har Peder Frederik Jensen en rejseskildring fra Balkan. Den er god!
SvarSlet...og jeg vil da heller ikke undlade at bemærke, at Peder Frederik får Albert Dam-prisen på torsdag ved en fin sammenkomst i DFF's lokaler i Strandgade. Og et par andre smukke mennesker ligeledes bliver hædret. Bl.a digteren Birgitte Krogsbøll og forfatteren Jonas T Bengtson. ksn
SvarSlet