onsdag den 15. februar 2012

V og K og O

Jeg begynder at blive lidt svimmel af de mange interessante bud på litteraturens funktion og foreslår derfor, at vi tager imod en indirekte opfordring i Christoffers Bruuns kommentar. Det ville i hvert fald opklare et eller andet i mit hoved, tror jeg. Igen lægger jeg mit svar ud på forsiden, fordi kommentarfeltet ikke vil acceptere min lange tekst. Nå. Opfordringen går ud på, at vi vurderer litteraturens funktion ud fra de ti år, hvor Danmark blev redet af en populistisk "mare" (Bruuns ord) af kulturkonservatisme og nationalisme. V og K og O. Hvad kunne litteraturens mulige rolle og opgave siges at være i løbet af "systemskiftets" årti?


Okay. Ved en hurtig overflyvning kan jeg få øje på seks bud på det spørgsmål i de foreløbige reaktioner og blandt de forfattere, der er blevet nævnt eller selv har været på banen med strømperne trukket op. Jeg undskylder på forhånd, hvis jeg kommer til at klippe både en hæl og en tå undervejs, eller tilmed sætte et ben af. Formålet er kun tydeliggørelse. Man er vel pædagog.

Det første kunne være det hereticanske bud, som man finder hos Bjørnvig og konsorter (jf. min kronik), og som handler om, at litteraturen slet ikke kan tildeles en rolle eller opgave. Litteraturens dybe betydning består netop i, at den ikke er direkte forbundet med sine omgivelser, men arbejder i andre dimensioner med åndelige værdier og eksistentialer og uerstatteligheder, der netop kun kan forblive universelle, hvis de ikke besmudses af tiden. Til gengæld kan tiden grave ned i litteraturen (’fordybe sig’), hvis den får brug for åndelig vejledning. Det er en litteratur, der er uden samfund, som Niels Barfoed så uforglemmeligt karakteriserede hereticansk litteratur på Klitgården-Konventet i sidste weekend, og man genfinder beslægtede udgaver af denne form for litterær selvforståelse i bl.a. firserlyrikken, men også blandt de forfattere, der godt personligt kan lade sig hidse op over tidens indelukkethed, men synes, at ’bøgerne må tale for sig selv’ – uden i øvrigt at nævne, HVAD de taler om.

Det næste bud finder man i den kulturradikale litteratur, der konfronterer alt det i samfundet, som den opfatter som stivnet, ufrit, hæmmende. I vores sammenhæng er det den holdning, Christoffer Bruun indtager med sit krav om, at litteraturen ikke må være åndsaristokratisk (som hereticanerne), men skal være nyttigt opdragende og oplysende. Sætte problemer til debat, så læseren kan "nyde godt" af litteraturen. For den kulturradikale skal "maren" skydes ned, den skal bekæmpes med alle forhåndenværende midler, også litterære, og på en sådan måde, at hele befolkningen til sidst vil begribe, hvor bagstræberisk en kraft, den var – en mare, der red bagud. Her befinder litteraturen sig på en slags forpost, den ser tendenser før nogen anden, og dens opgave er at advare mod dem. Den kulturradikale forfatter er altså ikke en åndelig vejleder, men snarere en slags soldat på lyttepost. Blandt disse forfattere ville jeg også (men tøvende) placere Frank O’Hara, skønt han er mindre folkeopdragende og mere personlig – tænk på hans Personism: litteraturen foregår mellem TO personer, ikke mellem den enkelte og massen. Og han er mere radikalt emancipatorisk, sætter sin egen krop ind med hud og hår, fx i nøgenmalerier (af Larry Rivers) og selvudleverende, bevidst pinlige tekster – noget fx Villy Sørensen aldrig havde mod til.

Et tredje bud kunne komme fra den ironiske litteratur, der med stor sproglig energi og opfindsomhed underminerer den ufattelige dumhed i tiden i det håb, at dumhedens mare vil falde af hesten til alles hvinende fryd. Det er en litteratur, der ikke nødvendigvis direkte og med navns nævnelse angriber fjenden, men som snarere foretrækker at snige sig ind på den, dekonstruere fjendens sprog med satire og komik og hån for at vise, hvordan dens sprog består af snusfornuft og dens tænkemåde af gamle ideologier. Den holdning finder man i alt fra The Daily Show og til litterater som Lars Bukdahl og Tue Andersen Nexø, fra ØK’ere og frem til en række helt nye danske forfattere. Dens løsen på et årtis mareridtsagtige styre er at fungere som en slags dobbeltbevidsthed, der både taler igennem tiden med stor underholdningseffekt (på tv og i avismedier) og udtrykker sin skepsis over for den, men altså med dens egne midler. I virkeligheden er det gammel venstrefløjstænkning, men uden berøringsangst over for populærkulturen og med mere humoristisk sans.

Et fjerde bud finder jeg i Lars Frosts idiosynkratiske holdning, der vil skære igennem alt for besværlige opdelinger mellem litteratur og samfund, og som ikke har det mindste imod at opdrage og vejlede. Her er litteraturen en mellemting mellem propagandisme og prædiken (forfatteren som lille gud). Den er drevet af vrede og afsky, skrevet med hammeren, men dens fundament er skuffet idealisme, fordi den oprigtigt troede på, at samfundet kunne blive et paradis. Den er altid en enmandshær, for fællesskabet har også vist sig råddent. Eftersom skuffelse er selve motoren for den, går den direkte i kødet på tidens åndsforsnottethed, den synes, at selv ordet "mare" er latterligt, når det nu bare handler om, at tiden er fuld af idioter. Og de skal have det at vide! Men inde bag den idiosynkratiske litteraturs rumsteren hhv. hærgen ligger en bevidsthed om, at det hele er formålsløst, fordi også den idiosynkratiske litteratur er fuld af hykleri og dumhed.

Det femte bud kommer fra det, Jeppe Brixvold beskriver som en litteratur i entydig modsætning til borgerlig offentlighed. Til det borgerlige hører individet og dets følsomme kvababbelser samt alle forsøg på at korrigere det borgerlige, fordi det blot er parfumeringer og i sidste ende legitimeringer af borgerlig selvforståelse. Borgerligheden klapper nemlig i sine små hænder, når den bliver kritiseret, fordi det hører til dens dannelse at vide, at kritik er en dyd. Hvad gør man så, tænker denne litteratur? Man holder op med at tænke i kritik. Og hvis der ikke er noget, der længere hedder kritik, kan man jo lige så godt gakke hen og blive religiøs eller politisk stabiliserende eller støtte staten, fx med et lille digt?

Denne form for litteratur kan bedrive både didaktik og pædagogik og moralisme, for dens eneste opgave er at "strukturere værdier". Hvilke værdier der er tale om, er sagen uvedkommende, blot de ikke er borgerlige. I stedet orienterer den sig efter "vid", en evne i mennesket, der ikke kan læres. Hvorfor litteraturen så skal rumme denne evne står uklart. Jeg opfatter dette bud som stærkt intellektualiseret, selv om dets ideal er sansenærvær, og jeg forestiller mig, at det ville forvente af forfatteren, at han satte hele sin personlighed ind på at begribe de ti års nationalkonservative styre. For ’at begribe’ er trods alt bedre end det mere suspekte ’at ændre’. Til gengæld har det ikke den mindste betænkning ved at rose en eks-minister i årtiets regering for at være dannet og respektfuld, en mester i dialogens kunst, skønt dannelse jo dog må siges at være indbegrebet af borgerlighed. Og skønt manden har blod på hænderne efter et par intense krige – og i øvrigt ikke havde det mindste imod at underskrive pianisternes paranoide fremmedlove.

Selv ville jeg, som et sjette bud, ikke bede litteraturen om at forholde sig til tidens mare direkte. Jeg ville i stedet opfordre den til at kaste et kritisk blik på den måde, den organiserer sig på, henvender sig på og den måde den arbejder med stof på. Jeg tydeliggør lige: ORGANISERINGSMÅDEN ville da sige noget om, hvordan litteraturen opfatter forholdet mellem læseren og teksten: skal læseren kaste sig på knæ og beundre teksten, eller kan læseren på egen hånd bevæge sig ind i teksten, har læseren måske endda mulighed for at danne sin egen tekst eller sammensætte flere forskellige tekster i én? HENVENDELSESMÅDEN ville sige noget om, hvorvidt der er magt eller forførelse eller fup på spil i teksten, hvad der igen ville angive, hvordan forfatteren opfatter sin egen rolle – vejleder, helbreder, seismograf eller måske selv patient, selv rundt på gulvet? Endelig ville STOFBEHANDLINGEN sige noget om, hvorvidt litteraturen tror sig enerådig, upåvirket af omgivelserne, autonom, eller om den måske higer efter at importere stof udefra, proppe sig med andre og andres sprog, i det hele taget forstyrre sig selv så meget som muligt?

Jeg ville tale for, at litteraturen ikke blot skulle arbejde imod den givne politiske situation (V og K og O), for hvad så når den situation ændrer sig – ophører litteraturen fx med at være politisk, når Socialdemokraterne er i regering? Nej, for litteraturen arbejder imod selve den politiske modus, som netop handler om, at den enkelte politiker tror sig bemyndiget til at overbevise massen, at politikeren taler TIL de andre (som aldrig selv får et ord indført), at politikeren ikke har den mindste bevidsthed om de sproglige mekanismer, der styrer ham. Forfatteren kan altså med sin tekst vise, at den slags skæve udvekslinger i sig selv er udtryk for magt, overgreb, umyndiggørelse. Er forfatteren derimod ikke bevidst om, at formerne rummer disse udvekslingsfarer, eller hvis han tilmed bevidst udnytter formerne til at påtage sig en urørlig autoritet, ville jeg være meget skeptisk over for hans tekst. Det er altså ikke det, litteraturen SIGER, der for mig er afgørende, men HVORDAN den siger det. Og at få øje på dét kræver (selv)kritisk sans.

33 kommentarer:

  1. Uha jeg er enig. Det er udsigelsen der er det vigtigste. Hvorfra tales der og hvordan tales der - og det kräver netop at litteraturen har en fungerende kritisk selvbevidsthed. Ja, ja og atter JA.
    Jeg har forstået at dine 6 kategorier er grovmaskede. Men har dog vanskeligt ved at adskille din kategori 3 og din kategori 6.Hvad er det ved det du kalder den ironiske litteratur der ikke er däkket af den rummelige kategori 6?
    (At O'Hara skulle väre kulturradikal er også en interessant udlägning, men jeg er ikke ekspert i O'Hara, bare en gemen fan)

    SvarSlet
  2. FÅ LAGT DERES PARODI PÅ PROMENADEN!

    Har De nogensinde ønsket dem en parodi af Dem selv? Fremgangsmåden er enkel. Fra tid til anden vil på Promenaden fremkomme i sig selv harmløse diskussioner vedrørende borgerlig offentlighed eller trakasserier med samme af chefparodist

    NIELS FRANK

    - meld nu ind på en af disse diskussioner. Ja. Det er faktisk det. De behøver ikke sige noget om Dem selv, argumenter og den slags kan De stikke skråt op, Niels Frank skal bare bruge et buzzword eller to at summe på - og leverer De det ikke, kan han selv finde på det - så vil De inden to dage modtage en så patetisk og livsfjendsk parodi på Deres samlede litterære indstilling, som De kunne drømme om. Niels Frank er i øvrigt en mester i "slør sporene" og sørger altid for at fjerne både sine egne og Deres tidligere indspil i "diskussionen", så kun parodien står tilbage, hvilket ofte øger dens effekt. Og at det er gjort med følelse, skal vi love for, Niels Frank anvender faktisk selv parodierne som fjendebilleder i sin personlige vaklende selvforståelse som tvivlmager og fredsforstyrrer i den borgerlige offentlighed.

    SvarSlet
  3. Som om forfatteren styrer andet end sin egen tekst. Med hvilke hensigter og bagtanker den modtages, formidles, hvis den overhovedet bliver trykt, udbredt, fremhævet har forfatteren som udgangspunkt meget lidt styr på. For nogen kan det måske være en behagelig tanke, at tro man har denne indflydelse. Jo mere kendt forfatteren er, jo mere kommer verden til at se sådan ud. Underrubrikken til Bruuns tekst idag er: "Kan man spørge en forfatter, om han vil lave sin tekst om?" Det har kritikere da gjort i mange år. Det har jounalister og redaktører da gjort i en uendelighed. Det er først, når en forfatter af en vis kendthed protesterer, at det bliver en "debat".

    SvarSlet
  4. Hvis man skal overveje, om litteraturen de sidste 15 år har blandet sig i samfundsdebatten, kan det ikke nytte noget ikke at inddrage medspillerne - forlag og medier - hvilke valg traf de, var der spirer til noget andet, var der måske en anden litteratur i små mænger. Det er en illusion at tro at udvælgelsen er ganske værdifri og objektiv. Måske var det ikke "litteraturen", det var galt med - men redaktørerne af alle slags? Jo jo også "læserne" - men de kommer et stykke nede i udvælgelsen af det tilgængelige...

    SvarSlet
    Svar
    1. CHRISTOFFER EMIL BRUUN
      Politikens Christoffer Bruun er en meget behjertet ung mand, der for nylig har givet Information lejlighed til at profilere sig heroisk på den samme barnlige vis, som dengang man (fuldt berettiget, men med en megafonstyrke på folkedrab-niveau) undsatte Peter Tudvad i forhold til parnassets officielle Kierkegaard-dreng.
      - Men de pædagogiske læser-tiltag som Forfatter-skolens mand blev foreslået af hr. Bruun, kunne en trænet skribent nu nok have klaret som en mis med den samme talmudiske eller jesuitiske behændighed, hvormed værre forbrydere undgår varetægtsfængsling . Men den opøves nu engang aldrig i flok, hverken på nogen redaktion eller i nogen udnævnt eller selvudnævnt elite ("elite" udi dette eller hint er ligesom "neger" noget man bare er). Nej, først når man af selv samme behjertede Bruun foreslås at skrive en helt anden kronik: om egen privat elendighed til søndagsunderholdning for sejlivede nordsjællands pensionister, må man kaste håndklædet i ringen...

      Slet
    2. - jo det kunne Niels Frank sikkert, og så havde vi ikke vidst noget om sagen, som her er til debat, så derfor synes jeg, det er ok, at han gjorde indvendinger. Nu kan du liste din egen oplevelse ind her, og det er også ok - men bærebølgen er trods alt til stede på Franks initiativ!

      Slet
  5. Nu er dagens kommentar af Bruun lagt på nettet Når litteratur og redaktør støder sammen.Kan man spørge en forfatter, om han vil lave sin tekst om?

    http://politiken.dk/debat/profiler/christofferemil/article1541311.ece
    Af de tre mulige debat-scenarier foretrækker jeg det, hvor vi får afdækket, hvad der sker mellem redaktør og forfatter. 'Forfatterskolen' og 'De sidste 15 års litteraturs betydning i samfundsdebatten' er måske ikke helt så vigtige lige nu....

    SvarSlet
  6. Hej Niels, jeg synes det er en spændende diskussion, men en selvbevidst og analytisk opmærksom ((bogerlig)kritisk litteratur?) er jo også en del af et samfund - svarer eller modsvarer sin tid - så jeg kan ikke se, at den sidste kategori skulle adskille sig væsentligt fra de andre kategorier, som er kendetegnet ved et "humør" i forhold til samfundet: Enten tager forfatteren aktivt del i en diskussion om samfundet, eller tager aktivt afstand fra at diskutere det samfundsmæssige i litteraturen osv. Lars Frost er i mine øjne skuffet, men også i skuffelsen er der vel et håb (dvs. en investering slet og ret)?

    SvarSlet
  7. Det tilhører åbenbart bloggens væsen, at man ikke kan undgå at skulle fortryde ting og sager i fuld offentlighed. Lige nu fortryder jeg, at jeg i farten kom til at smække O’Hara sammen med kulturradikalismen i stedet for at oprette et nyt bud (nummer fire eller nummer fire tusind?), der kunne have handlet om en emancipatorisk litteratur, hvis sigte ville være frihed på alle etager: for selvet, samfundet, klasserne, nationerne osv. Og for litteraturen, naturligvis, der da skulle befries fra sig selv.

    I denne litteratur ville man finde beat-digtere (tænk på Allen Ginsbergs befrielsesvirke og hans personlige frelserrolle) og tresserdigtere af mange afskygninger, fx den hjemlige Dan Turèll, der i netop udkomne samling af ”Arena-information” skriver: ”Så længe jeg ikke er ude efter noget, så længe min skrift ingen specifik begrænsning underlægges gennem et ’mål’, så længe er jeg (og den og du og din) usårlig. DEN DER IKKE ER KAN IKKE RAMMES. ”DEN DER IKKE ER” ER PÅ DET FYSISKE PLAN DEN DER IKKE ER FANGET AF VILKÅRLIGE MATERIEBLOKKE. HVAD MAGTEN FRYGTER ER DEN NY USYNLIGE BEVIDSTHED, STILHEDENS TELEPATI I GADERNE … JEG SIGER JER, AT I KAN AFLÆSE DEN SEXUELLE FRIGØRELSE, ENHVER FRIGØRELSE, I GADERNE, I ETHVERT ANSIGT: INGEN, ENDNU EN BUNDLØS LØGN.” Her har vi både Ginsbergs frelserattitude (”JEG SIGER JER …”) og en slags kosmisk bevidsthed, hvori alle elementer, stort og småt, højt og lavt, nært og fjernt, blander sig – bevidstheden skal, som Turèll skriver, ”blande sin substans med altings”. Det samme gælder altså litteraturen, hvis hovedfjende da bliver egocentrisk, småborgerlig, provinsiel, nationalistisk tænkning. Begrænsning kort sagt. Og det ville være præcis dét, denne litteratur ville fortælle V og K og O.

    Det andet, jeg fortryder, er helt generelt mine forgrovelser, som skyldes, at jeg er nødt til at skære helt ind til benet for at kunne overskue virvaret af positioner. Derfor undskyld til Jeppe, hvis han føler sig kørt over. Måske det er selve denne idé om at ville overskue, der er problematisk? Dan Turéll ville sikkert have kaldt mig en spejderdreng (god til at binde knuder), men på den anden side er jeg også god til at slå i bolledejen. Og lige nu forekommer det mig, at alt det, jeg beskrev som det emancipatoriske bud, på mange måder matcher Jeppes ideer. Eller fik jeg nu igen kappet legemsdele over?

    Tredje fortrydelse: At jeg ikke præcist nok fik beskrevet det ironiske bud. Men det overlader jeg til Tue at forsøge, hvis han orker, eller til Lars Bukdahl (eller Jon Stewart). Eller måske til Rasmus Graff?

    SvarSlet
  8. Come on ... Min anke går sgu da ikke på, at du "skærer til benet" eller "kapper legemsdele over", snarere tvært imod; det irriterer mig, at du ikke kan ramme en skid, dvs. at du ikke kan møde andre på deres egne argumenters præmisser, men i stedet forvandler alle diskussionspartnere til en slags handskedukker med små dumme papskilte, som du så kan skælde ud på i din egen trang til at eje kritisk sans.

    Det mest frapperende eksempel er nok en af dine faste prügelknabe i hele den her snak: Ideen om litteratur som "åndelig vejledning". Hvor kommer den formulering egentlig fra? Ja, den kommer fra Hans Otto Jørgensens Politikenkronik om Forfatterskolen, som du citerer i din tale fra Testrup. HOJ siger: "Litteraturen er faldet udenfor i tiden. Den har som kunsten i øvrigt op igennem det 20. århundrede langsomt, men sikkert mistet sin position som åndelig vejleder, den er i dag uden forankring i dannelsesmæssig henseende, den har mistet sin autoritet som samfundsrevser såvel som evnen til at opstille utopier." Det er ganske tydeligt, at HOJ opfatter den tid, hvor litteraturen kunne opfattes som åndelig vejleder (eller dannelsesgrund - eller samfundsrevser) som en tilbagelagt fase. Han hverken bekender sig til denne "åndelige vejledning" eller ønsker den tilbage. OG DETTE ER DEN ENESTE GANG I HELE DEN HER LANGE SNAK, HVOR NOGEN ANDEN END DIG SELV NÆVNER "ÅNDELIG VEJLEDNING"! Men hvad du gør, er først at vende begrebet et par gange, så det snart tilhører HOJ's litteratursyn og han fremstår som lettere indremissionsk, derefter - lo and behold - at anvende den "åndelige vejledning" som argument imod Christoffer Bruun, da du ønsker at skyde ham i skoene, at han ønsker sig litteraturen i en "opdragende" rolle. Kalder du det at "skære til benet"? Jeg kalder det en retorisk glidebane.

    For mit eget vedkommende skulle jeg først kaldes universalist - hvilket enhver kunne se, ikke svarede til, hvad jeg havde sagt - og nu åbenbart emancipatorisk. Hvor du så har dét fra, aner jeg ikke, for igen kommer du ikke med argumenter eller forsøger at læse, hvad jeg siger, du jammer bare på et af dine personlige fyord.

    Mest irriterende - rent diskussionsmæssigt - er din måde at behandle mit hovedargument om den borgerlige offentlighed på. Argumentet - nu skal jeg skære det ned - siger sådan set bare, at hvis den borgerlige offentlighed er opløst, som jeg tror, så må din idé om litteraturen som en særlig kritisk funktion i samfundet også opløses - eller i det mindste ændres. Så må litteraturens påvirkning findes et andet sted eller på en anden måde. Du må vel for fanden have gennemskuet, at jeg her taler om Habermas' borgerlige offentlighed, dvs. en social og kulturel sammenhæng, hvori individuelle meninger fra borgerne brydes i åben diskussion og ideelt set også hjælper til at udvikle fælles forståelser, som kan præge samfundslivet. Det er dén sammenhæng, jeg tror er forsvindende eller væk, det har altså intet at gøre med hverken borgerlighed rent partipolitisk eller om en særlig social rigiditet, som man så kan have sine fordomme om og protestere imod (Max Webers spidsborgerlighed); modsat dig er jeg nemlig ikke moralist på litteraturens vegne. Naturligvis kan der findes god litteratur eller udviklet litterær fornemmelse hos både højrefløj og kristne; eller hvad? Mener du ikke det? Eller skal vi tilføje endnu et element til din idé om litteraturens kritiske "funktion": At den kan sætte skel mellem sand og falsk verdensopfattelse? I så fald er du vist efterhånden den nærmeste til at påberåbe dig litteraturen som opdragelse eller åndelig vejledning.

    SvarSlet
  9. 1. Allerførst vil jeg sige, at jeg har det svært med at deltage i en udveksling, hvor man vil banke den anden på plads, som du nu gør, Jeppe. Jeg har faktisk forsøgt at tage dig alvorligt og diskutere dine ideer, og så er det muligt, at jeg har taget fejl undervejs og har måttet omkring mange forsøg, men det gør mig ikke til dukkefører, som vil skælde dig og alle de andre ud eller få jer til at marchere i takt. Tværtimod! For det første har jeg med største seriøsitet siddet og noteret stikord ned for stort set alle de indkomne kommentarer for at begribe, hvad de ville sige. For det andet har jeg forsøgt at kortlægge de forskellige opfattelser, så vi måske alle sammen kunne blive lidt klogere. For det tredje har jeg ikke noget sted sagt, at det ene bud på litteraturens funktion (og jeg kalder det dét for at understrege, at det ikke er litteraturens væsen, vi diskuterer) skulle være bedre end det andet. Mange af buddene lapper jo også over, og vi er næppe færdige med at forstå os selv i forhold til dem. For det fjerde eksisterer den mulighed, at dine kommentarer rent faktisk HAR været svært gennemskuelige, og så skulle du måske bare være taknemmelig over, at nogen har forsøgt at begribe dem. Og nu forsøger jeg så for sidste gang, og hvis det ikke lykkes, må du finde dig en anden samtalepartner.

    SvarSlet
  10. 2. Hans Otto Jørgensen først. Jeg har netop genlæst hans kronik, som jeg citerer i min oprindelige tekst, der siden blev trykt i Information. Heri siger HOJ, at der eksisterer almindelig enighed om, ”at der er brug for litteraturen, at den særlige erkendelsesform, som litteraturen bibringer sin læser, med den langsomhed der er, er et nødvendigt korrektiv i et stadig mere oplevelsessygt og forbrugerorienteret samfund.” Og hen mod slutningen af kronikken lyder det: ”… hvis man tror, kunsten og litteraturen skal komme til læserne og ikke omvendt, har man virkelig taget fejl. Den beskyttelse må skolen [Forfatterskolen] have. Ellers byder den litteratur, der kommer ud af det, sig til på løsninger efter laveste fællesnævner, ikke på den ekstra bearbejdning af tilværelsens spørgsmål, som bedst klares uden tanke på underholdningsværdi og salgbarhed.”

    Jeg synes, at det er klokkeklart, at HOJ måske ikke ligefrem beklager, at den så famøse åndelige vejledning er gået tabt, men betragter litteraturen som en erkendelsesform, der kan tilbyde ”et nødvendigt korrektiv”, hvis blot den holdes ude af tidens tomhed, den lave fællesnævner. Samtidig skal litteraturen ikke af egen kraft rykke ud, nej, læserne skal komme til den, for den befinder sig i en særlige sfære, der ikke må besudles, fx af oplevelsessyge og forbrugerisme. Desuden består sfæren i et særegent arbejde med ”tilværelsens spørgsmål”. Er det en fejllæsning at læse disse udsagn ind i en hereticansk sammenhæng, som Jeppe påstår? Stemmer HOJs forestilling ikke fint overens med det, der hos Thorkild Bjørnvig var en bestræbelse på at værne om ”ordenes egenværdi og uerstattelighed”? Også uden, NB!, at man behøver kalde forestillingen for ”indremissionsk”, hvad jeg heller ikke har gjort. Men her forvansker Jeppe min læsning.

    SvarSlet
  11. 3. Christoffer Bruun så. Han nævner i sine første mails til mig, at litteraturformidling for ham at se indeholder ”en forpligtelse til at få de mange med ind i et kvalificeret rum. Den afvejning handler også om at vinde folk, som måske ikke lige er klædt så godt på til tekster af din slags.” Senere nævner han Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen som forfattere, der gjorde en dyd ud af at rive teksten ned fra den ”litterære piedestal”. Deres ambition var netop ”at give litteraturen og den intellektuelle refleksion bred, offentlig resonans.” Jeg forstår ikke, hvorfor det skulle være så svært at se, at her taler en god gammel brandesianer, som vil bruge litteraturen mod de ydre trusler i tiden, fx ”den nationalkonservative melodi” og ”kapitalismen”. Hvis litteraturen i dette billede ikke skal fungere som ”åndelig vejledning”, så kom med en anden fortolkning af, hvad manden siger. Men hold lige op med at bande og svovle over, at jeg rent faktisk foretager en rimelig læsning af udsagnene.

    SvarSlet
  12. 4. Jeppe Brixvold himself. Jeg begriber simpelthen ikke ideen om, at den borgerlige offentlighed skulle være opløst, og at der ikke længere skulle findes et fælles rum, hvor meninger brydes og frie individer udveksler synspunkter og erfaringer. Hvad i alverden laver vi så her på Promenaden? Hver gang jeg tænder for tv eller åbner en avis, støder jeg stort set ikke på andet end præster, der diskuterer med humanistiske forskere, der diskuterer med bloggere, der diskuterer med journalister, der diskuterer med politikere, der diskuterer med samfundsforskere. Hvis hele Jeppes forestilling funderer sig på, at den borgerlige offentlighed er ”forsvindende eller væk”, tror jeg, at den hviler på et falsk fundament. Og fordi den borgerlige udveksling ifølge mine erfaringer florerer, har jeg ikke den mindste betænkning ved at betragte moral og etik som en væsentlig del af den litterære udfoldelse og overvejelse. Personligt ville jeg da heller ikke ønske at leve i et samfund, hvor moral var ophævet og fx erstattet af lyst. Lyst til at stikke en finger op i røven på et vilkårligt barn eller på den nærmeste sekretær.

    Jeg er så sandelig en moralsk forfatter, og af samme grund vil jeg også gerne have, at i det mindste mine egne bøger er opmærksomme på, hvordan de agerer i forhold til læseren, hvad de prakker læseren på, om de manipulerer med læseren, om de forsøger at overbevise læseren om anskuelser, som forfatteren måske ikke en gang selv er bevidst om. Og så videre. Til gengæld vil jeg ikke forlange af mig selv eller andre forfattere, at de skal skrive OM bestemte ting eller INDTAGE bestemte holdninger eller AFSTÅ fra at være religiøse, konservative, patetiske. Og så videre. For problemet – det mulige problem med fx religion – ligger slet ikke i udsagnet. Religion er som bekendt nabo til etik og filosofi og diverse fortælleformer, og det har jeg ikke tænkt mig at kritisere den for. Problemet kunne derimod ligge i, HVORDAN religiøse tekster bærer sine forestillinger ud i verden (fx FRA prædikestolen og NED – eller FRA præsten TIL menigheden). Og det kunne ligge i, at udsagnene er udtryk for et ubevægeligt verdensbillede, hvor alle fænomener har deres faste plads i rummet mellem fødsel og det evige liv. For tænk sig, stivnethed er ikke nogen dyd for mig.

    SvarSlet
  13. Det er vist Niels der skal svare her – og jeg tänker Jeppe Brixvold har bedre forstand på sit eget litteratursyn end jeg. Men ét slår mig ved den her diskussion. Der tales en del om litteraturens forhold til samfundet. Intet kunne röre mig mindre (men det må I ikke sige til nogen i Sverige). Det der får mig til at läse, og skrive tekster og undervise, undervise, undervise i litteratur (der kommer snart et indläg fra mig om litteraturpädagogik, jeg MÅ ha det ud) er, at litteraturen ikke svarer til samfundet eller svarer samfundet. Litteraturen står i forhold til verden, ikke samfundet. Litteraturen er sig selv, har sin egen värdi i sig selv, skal ikke värdisättes af samfundet. Det er dét jeg mener når jeg siger (og det gör jeg ofte) at litteraturen er nyttelös. Og fordi den er dét – nyttelös altså – har den forandringens kim i sig.

    SvarSlet
  14. Nå Niels havde svaret i mellemtiden. Og min kommentar er vist også lidt malplaceret i det hele taget. Pyt.

    SvarSlet
  15. Nu fik jeg også tid til at genlæse Jeppes kommentarer, og jeg kan godt se, at mine mange forsøg på at samle hans ideer op er mislykkede og misvisende. Sorry. Det tror jeg til gengæld ikke de er i de andre tilfælde eller ’bud’, som jeg har genbeskrevet i min seneste kommentar. Jeg synes også, at forsøget på at gå med på Bruuns fordring om, at litteraturen skal forholde sig til tidens problem, kastede lys over mange opfattelser, selv om jeg aldrig selv ville stille en sådan fordring. Men man kan jo se, at de forskellige litterære udfoldelser (hereticansk, kulturradikal osv.) rent faktisk på forskellige måder arbejder med en sådan fordring, når de skal forklare sig selv over for sig selv. Det betyder ikke, tror jeg, at udfoldelserne ikke – også – rummer en særlig evne til ”at sætte i sammenhæng, vægte elementer i en betragtning, skille tingene ad” osv., som Jeppe kaldte det. Fanden da stå i at skrive litteratur, hvis man ikke i udfoldelsen kunne FÅ ØJE på noget. Dette noget har selvfølgelig en helt afgørende betydning for, hvordan man oplever sig selv og sin omverden, og der findes næppe en forfatter, der ikke har erfaret, at selv nok så tilsyneladende sikre forståelser måtte omkastes, fordi man pludselig begreb tingene på ny.

    Hvad jeg ikke forstår i Jeppes udlægning er, at det – åbenbart! – er ligegyldigt, hvilken erkendelse og praksis, viddet fører til. Fx kan en minister godt have vid, samtidig med at han har blod på hænderne. Eller en forfatter kan have vid og samtidig være fascist. Eller litteraturen, skønt fuld af vid, kan støtte en stat, der undertrykker sine borgere, eller støtte en kirke, der fylder sine troende med dybt dubiøse følelser og verdensbilleder og i øvrigt forsøger at omvende alle ikke-troende til den rette tro. Det er for mig ikke udtryk for vid, og det er selvfølgelig på dette punkt, at jeg bliver moralsk. Mit problem er så, at jeg på den anden side ikke vil bruge litteraturen til at moralisere med, og det er derfor, jeg holder mig fra at nævne, hvad litteraturen eksplicit skal SIGE. Fx ned med kirken og staten, ud med ministeren, væk med fascismen. Derimod må den for mig at se forholde sig til den magtudfoldelse, der finder sted igennem kirken og staten, om ikke andet så for at undgå at kopiere den i sine henvendelsesformer. Det kalder jeg så kritisk sans, og det er sandt nok en beskæftigelse, der hører den borgerlige offentlighed til, hvis fundament er den utvungne samtale i modsætning til den tvungne, der enten vil overbevise dig om en sandhed, sælge dig noget eller drage nytte af dig.

    SvarSlet
  16. Okay, Niels, tak for det fyldige svar, og undskyld, at jeg ikke her vil svare nærmere på alle punkterne. Hvad Jørgensen angår, føler jeg mig ikke overbevist om, at hans "korrektiv" skal aflæses som hetericansk tænkning, et korrektiv er vel netop ikke ubesmudset universalisme. Hvad Bruun angår, har jeg aldrig været i tvivl om, at han var brandesianer, men det gør det nu ikke nødvendigvis mere rimeligt at hæfte ordene "åndelig vejledning" på ham. Der er dog gradueringer imellem debatlyst og ønsket om åndelig vejledning. Men det er detaljer, vi kan være uenige om her, min kommentar om de to gjaldt mere din generelle argumentationsform.

    Jeg har ikke haft noget ønske om at "banke dig på plads", jeg opfatter snarere mine seneste (meget modvillige) indlæg som et forsøg på at banke mig ud af den boks, du lige havde placeret mig i. Jeg syntes, det var billigt, at du på baggrund af mine kommentarer her ville gøre mig til en type litteratur. Jeg har bevidst ikke fremlagt noget "litteratursyn", fordi jeg opfattede emnet for diskussionen som spørgsmålet om litteraturens forhold til offentligheden; derfor kom jeg med mine tanker i dén retning. Skulle jeg præsentere et "litteratursyn", ville jeg starte et helt andet sted.

    Desuden må jeg sige, at jeg har svært ved at se din liste med de seks bud som et forsøg på at skabe overblik, så vi alle kan blive lidt klogere, som du siger det. Jeg opfatter den nærmere som en ret nedladende tendentiøs læsning af andre folks positioner med det formål, at du til sidst kan komme til at præsentere din egen position.

    Og hvad er så din position? Ja, nu siger du, at du ikke har "den mindste betænkning ved at betragte moral og etik som en væsentlig del af den litterære udfoldelse og overvejelse. Personligt ville jeg da heller ikke ønske at leve i et samfund, hvor moral var ophævet og fx erstattet af lyst. Lyst til at stikke en finger op i røven på et vilkårligt barn eller på den nærmeste sekretær." (Og jeg skal rydde ud i mine bandeord?) "Jeg er så sandelig en moralsk forfatter," fortsætter du, "og af samme grund vil jeg også gerne have, at i det mindste mine egne bøger er opmærksomme på, hvordan de agerer i forhold til læseren, hvad de prakker læseren på, om de manipulerer med læseren, om de forsøger at overbevise læseren om anskuelser, som forfatteren måske ikke en gang selv er bevidst om."

    Det er nye toner, men måske egentlig mere sigende for din tænkning, end hvad du tidligere har sagt. Måske er det Lars Frosts gode indflydelse. Hvad der i første omgang fik mig til at fare i tasterne, var afslutningen på dit "Mere populisme"-indlæg, hvor forfatteren pristes i et noget andet toneleje:

    "Forfatteren, der ikke forsøger at finde hjem, men vil fortabe sig i muligheder. Forfatteren, for hvem livet ikke er andet end energi og bevægelse. Forfatteren, der ikke leder efter hvilesteder eller endestationer, men boltrer sig i vildspor og ukendte terræner. Forfatteren som tvivlmager. Uromager. Ham, der kaster hele sit kaos ind i sagen. Fredsforstyrreren. The intruder in the dust. Megafonen, som forvildelsen råber igennem."

    "Fortabelse i muligheder" og livet som intet andet end "energi og bevægelse" lyder i mine ører som formuleringen af et lyst-princip. "Tvivlmager. Uromager ... Fredsforstyrreren" lyder heller ikke ligefrem som en garant for moralens opretholdelse. "The Intruder In The Dust" (i Faulkners roman) er en mand anklaget for mord (som dog senere frifindes).

    SvarSlet
  17. Men tillykke, hvis dit litteratursyn kan stritte i forskellige retninger, det vil jeg slet ikke kritisere. Og det var heller ikke af moralske årsager, at jeg reagerede i sin tid. Min egen guideline for moral og litteratur er nok Friedrich Schlegels udsagn: "Jeg giver ikke meget for en moral, som skal øses af en bog." Moral er helt fundamentalt noget, der findes mellem mennesker af kød og blod, gerne ansigt til ansigt. Love og regler er kun sekundære til dette, og at tale moral fra bogsiden er endnu mere sekundært og i øvrigt nærmest selvmodsigende, for mig at se. Derfor er jeg helt med på, at bøger gerne må overskride vores normale moralbegreber, de må netop gerne være "fredsforstyrrende".

    Nej, når jeg reagerede, var det fordi, jeg i dine formuleringer først og fremmest så en lovprisning af forfatteren som "fri ånd". Et menneske, som står uden for livets almindelige trivielle hensyn. Et "stort" menneske, som med al ret i verden kaster "sit kaos" ind i sagen.

    Denne forfattertype er ikke - som man måske kunne tro - en romantisk arketype. Romantikerne var tvært imod meget forpligtede på verden omkring sig, ofte både på praktisk og teoretisk plan. "Den frie ånd" dukker op senere, nemlig i det moderne gennembrud. Den svenske litterat David Gedin har skrevet meget overbevisende om dette i "Fältets herrar. Fremväxten av en modern författerroll" (Brutus Östlings Bokförlag Symposion, 2004), en Bourdieu-inspireret bog om forandringen af den litterære offentlighed i og med borgerskabets opkomst som dominerende klasse. Også Bourdieu selv har jo været i dette område. Borgerskabet indvarsler nogle nye værdier, først og fremmest realismen som gældende norm for litteraturen, den genkendelige skildring af borgerskabets forhold, allerhelst i romanform, og dernæst forhåbningen til den borgerlige offentlighed og Brandes' idé om relevans i litteraturen, at den kan "bringe problemer til debat." Det er nye ideer om lødighed, ny symbolsk kapital for en særlig klasse i samfundet, ville Bourdieu sige, og det presser selvfølgelig en hel masse ting ud som "underlødige", hvilket vore litterære kredsløb er mærket af den dag i dag. Men hvad Gedin peger på, er, at dette skift i lødighedsforståelsen også følges af en ny opfattelse af forfatterrollen, som netop opgraderer friheden - ofte helt kontant, for første gang forsøgte forfattere at frigøre sig fra både gældende magtstrukturer og den almindelige kommercielle økonomi. Idealet var en type, som kunne stå uden for det almindelige samfundsliv, men netop derfor være bedre til at beskrive samfundet og - bedrive kritik. Idealet er nemlig ikke æstetisk frit, den nye forfatter har ganske særlige forpligtelser, som handler om borgerskabets nye lødighedsforestillinger, dvs. samfundet skal skildres korrekt, analyseres og bringes til videre erkendelse. Det giver en æstetik, som er primært intellektuel, fornuftstyret, og hvor gamle krav til formel skønhed på den fine side såvel som folkelig underholdningsværdi på den flade side tilsvarende nedgraderes.

    Når du nu kombinerede din frie forfatterånd (fra det stykke, jeg har citeret) med en passage som "at litteraturens eneste motiv (udover at skabe glæde og skønhed, men det har ikke noget med erkendelse at gøre) er, at den vil skærpe den enkelte læsers kritiske sans" - ja, så hørte jeg den gamle frie forfatter fra det moderne gennembrud, den intellektuelle, der står uden for det almindelige trivielle liv, men som samtidig netop ønsker at bringe verden til erkendelse. Og det er altså en idé om litterær kunst, jeg har meget svært ved at snuppe. Ikke kun, fordi den byder mig imod på et menneskeligt plan, men fordi jeg opfatter den som passé i et litteraturhistorisk perspektiv.

    SvarSlet
  18. Jeg véd så ikke, om din nybebudede moral gør mig mere tryg. Den ophøjede frie ånd har jo f.eks. ganske ofte kunnet kombinere sin frihed med al mulig moralsk fortræffelighed. Nej, faktisk har jeg på intet tidspunkt mistænkt dig for at repræsentere netop den idé, som byder mig imod, jeg har bare (konkret, da jeg læste "Mere populisme") tænkt, at du talte inden for en konvention, som jeg ønsker at bekæmpe, og så tænkt, at det måtte jeg hellere sige.

    Faktisk er den frie ånd det mindste af de onder, som jeg føler, at det borgerlige kunstsyn repræsenterer. Som romanforfatter føles det langt mere alvorligt med den konvention om realisme og relevans, som præger den borgerlige roman og dermed stadig store dele af den romanlitteratur, som udkommer. For begge dele defineres inden for et ganske snævert felt - hvad borgerskabet/middelklassen opfatter som den virkelige verden, hvad borgerskabet/middelklassen opfatter som de problemer, der er værd at bringe til debat. Knausgårds faderopgør er åbenbart et relevant emne for "os", mens Bolaños spot-light på myrderier i den tredje verdens sweat-shops er mindre relevant. Sådan ser det ud. Jeg er ikke hverken menneskeligt eller æstetisk imod "følelsesmæssige kvababbelser", som du et sted antager, men jeg er imod den kulturelle indadvendthed, som efter min mening præger skandinavisk litteratur, måske især inden for romanen. Og det er på den baggrund, at jeg tror, at den borgerlige litterære konvention måske i dag er en hæmsko for udviklingen af litteraturen.

    Også den borgerlige offentlighed kan se ud som en hæmsko. For det er den, der får alverdens godtfolk fra kronikredaktører til blog-anmeldere til at forvente sig en ganske særlig type tiltale fra litteraturen, som du vist selv er inde på et par gange. Nu er det jo sådan set Habermas selv, som mener, at den borgerlige offentlighed er under afvikling, presset af det moderne massedemokrati og ikke mindst af moderne masseforbrug, som ophæver de klassiske borgerlige dyder som individualitet og privathed. I dag er vi alle på markedet hele tiden, hele tiden. Vi står aldrig uden for det. Vi kan aldrig egentlig betragte det udefra og analysere det. Vi kan dårligt nok - det ser vi i mange bøger for tiden - analysere og kritisere os selv, for vi selv er også markedet og er præget af de samme regler for branding, networking, succes og fiasko som firmaer og varer. Men det er, som om der i en lille lomme af kulturen, i kunstdiskussionen, stadig er en illusion om, at vi kunne stå udenfor, at herfra kunne vore ægte beskrivelser komme, herfra kunne vi få den sande kritiske bedømmelse. Den borgerlige offentlighed (den rest af den, der findes) skaber en særlig fiksering på det meningsgivende, det relevante, det brugbare, som jeg ikke mener, er god for kunsten. En slags meningsjagt.

    SvarSlet
  19. Jeg ville meget hellere se en litteraturdiskussion, som tog på sig at rive nogle af de skel ned, som den borgerlige kultur i sin tid satte op. I anerkendelsen af, at de ikke længere holder. F.eks. skellet over for den "alt for fine" kunst, den formdyrkende, eksperimenterende eller slet og ret skønne kunst, som borgerskabet aldrig var begejstret for, fordi den kunne mistænkes for unyttig begejstring. Hvorfor skal vi, som elsker kunsten, altid tvinges til at retfærdiggøre os i forhold til offentligheden? Hvorfor ikke ind imellem bare sige, at det er skønt? Men også skellet over for den populære kunst, musicalen, splatterfilmen, fantasyromanen, som sjældent får en kinamands chance i den seriøse kunstdiskussion, igen fordi de forekommer så unyttige, så irrelevante. Men lad os da se på, hvad disse kunstaktiviteter fra både højt og lavt gør, betyder og afstedkommer i kulturen, lad os se på det med et nøgternt blik i stedet for ud fra de borgerlige lødighedskriterier.

    For mig at se implicerer denne tankegang også et opgør med ideen om "kritik" og "kritisk sans", som jo har været mit umiddelbare angrebspunkt her. Jeg mener ikke det kritiske blik på sig selv, det kritiske blik på egen tekst, som jo var det, både Forfatterskolens grundlæggere og Per Aage Brandt talte om i de tekster, du har henvist til. Men hvis ideen om kritisk sans overgår fra denne nødvendige selvkritik til en udnævnelse af litteraturen til et særligt kritisk rum i forhold til samfund og offentlighed, så er vi for mig at se tilbage i Brandes, tilbage i den borgerlige offentligheds forventninger, og tilbage til ideen om litteraturen som noget, der kun kan foregå på kritisk distance, et foretagende for frie ånder. Det kan være, jeg overfortolker. Men jeg ser hellere på litteraturen som noget, der har mindst lige så meget med skønhed og glæde at gøre som med kritisk sans, noget der gør sin påvirkning gældende på alle planer af samfundet, i alle hjørner, og at det blandt andet er det, vi kunne være opmærksomme på i den udvidelse af den litterære diskussion, som jeg håber på. Ideen om den kritiske sans opretholder en eller anden idé om et reservat - for mig at se. Det var derfor, jeg kom ind på ideen om vid som et alternativt begreb. Ja, vid kunne betyde et kendskab til sproget i dets strukturering af værdier, et kendskab til sprogets betydningsdannnelse, som man ville kunne iagttage i alle mulige kanter af samfundet. Det betyder ikke, at litteraturen som sådan kun skulle handle om at strukturere værdier, som du fejlfortolker mig. Nej, litteraturen har selvfølgelig alle mulige typer indhold, og derfor er det heller ikke uvæsentligt - som du peger på - hvilket indhold f.eks. et litterært eller retorisk dygtigt udsagn fra f.eks. Per Stig Møller har. Og hvad der ligger bag det. Det er bestemt ikke uvæsentligt. Men jeg er nødt til at acceptere, at der også findes litteratur dér, hvis det i øvrigt er det, jeg synes, jeg observerer. Det gør sådan set bare litteraturen mere interessant som rum for kamp og forandring at acceptere det. Så lad mig slutte med at citere mig selv om viddet - og læg venligst mærke til, hvor klart jeg siger det allerede i denne allerførste kommentar:

    "Litteraturen kan i nogle tilfælde kritisere en given konvention, i andre tilfælde ser den ud til nærmest at befordre konventionen ... Dette er for mig at se tættere på hvad kunsten gør; blander sig på forskellige måder, ikke altid progressivt, bestemt ikke altid til samfundets bedste. Men så hedder litteraturens intellektuelle potentiale ikke længere "kritisk sans", måske ikke engang "erkendelse", måske er vi tættere på det gamle "vid", en særlig måde intellektet lader sig guide på af glæde og skønhed."

    Hvis vi anerkender, at litteraturen er overalt omkring os, hele tiden, som glæde og skønhed og vid, så er vi også selv midt i den hele tiden, og så bliver det også mere interessant at diskutere den og verden. Jeg er simpelthen imod, at vi indretter et særligt rum til litteraturen, hvor den skal kunne noget ganske særligt.

    SvarSlet
  20. Tak for uddybningen, Jeppe, jeg skal åbenbart have det ind både forfra og bagfra – no pun intended. Eller på den anden side: hvorfor ikke? Det glæder mig, at vi begge er dybt skeptiske over for ideen om litteraturen som et særligt reservat med enten uklare opgaver (heretica: ånden) eller håndfaste (kulturradikalisme: kulturen), men dog altid PÅ OPGAVE. Det glæder mig også, at det åbenbart til sidst lykkedes mig at understrege, at min oplistning af bud IKKE var et hierarki med mig selv flagrende øverst i flødeskummet, men et ærligt forsøg på at få overblik. Endelig glæder det mig, at vi nu får ført viddet sammen med glæde og skønhed (som jeg selv holdt ude i første omgang for at kunne fokusere), for guderne skal vide, at man læser litteratur for meget andet end dens udsagn. Men det tilhører en anden diskussion.

    Jeg har tidligere nævnt den nyudkomne ”Arena-information”, redigeret af Anders Juhl Rasmussen og Thomas Hvid Kromann. Den læser jeg lidt i hver morgen, når jeg prøver at vænne mig til at være i live. Det er meget morsomt at se, at forfatterne har bakset med samme overvejelser i den højpolitiske tid fra slutningen af tresserne og ind i halvfjerdserne. I en af de små brochurer, der er gengivet i faksimile i bogen, nævner Niels Egebak fx en samtale med Claude Simon, hvori forfatteren siger, at man efter hans opfattelse ikke i første omgang skriver for at kommunikere, ”ja end ikke for at udtrykke sig eller udtrykke en virkelighed, der ligger uden for det at skrive: selve nedskriften – eller indskriften, om man vil – er en måde at skabe, og omskabe, virkeligheden på, og uden denne skabelse, som altså samtidig er en omskabelse, eksisterer den menneskelige virkelighed simpelthen ikke. Derfor kunne han også konkludere,” skriver altså Egebak om Simon, ”at han egentlig skriver for at få at vide, hvad det egentlig er han vil skrive.”

    SvarSlet
  21. Forudsat at jeg ikke endnu engang misforstår begrebet vid, er det vel præcis dét, Simon her så glimrende beskriver? Mit problem er (og det mener jeg genuint: jeg aner ikke, hvordan jeg skal forstå det, og slet ikke, hvordan jeg skal løse det), at viddet også kaster en erfaring af sig, fx om den ”virkelighed, der ligger uden for det at skrive”, og hvad stiller man som forfatter så op med den forbandede erfaring? Lad mig give et par eksempler, som var det første, jeg tænkte på, da jeg slog mine små øjne op i morges (well: i formiddags). Jeg kom i tanke om Skinnebach, Frost og Beck-Nielsen, der alle for mig at se netop har været langt inde i den omskabelse, som Simon taler om, i en dybt personlig verden og med alle mulige tunge ting på færde, som jeg ikke vil sige mere om her. Men af hver enkelts omskabelse er kommet tre ”erfaringer”, som har udmøntet sig i, hvad jeg vil kalde tre programmer (uden at lægge noget nedladende i det). For Skinnebach: BESKYT KLIMAET, for Frost: KRITISER VELFÆRDSSTATEN, for Beck-Nielsen: UDBRED DEMOKRATIET.

    Hver især kan de være udmærkede opfordringer til at redde os alle, men det er ikke pointen her. Pointen er, at de ER der. At der med andre ord ER en forbindelse mellem omskabelsen eller viddet og så en moralsk anfægtelse, der dernæst bliver tildelt et program. Det underlige er, at omskabelsen muligvis har været totalt sløret, et mudderbad af dybt personlige fornemmelser, der endevendes i skriften, mens altså erfaringen er helt entydig: Gak ud i verden og gør således. Samtidig drejer omskabelsen sig udelukkende om hin enkelte (forfatteren), mens programmet handler om de mange (massen). Alligevel hænger de to ting nøje sammen – de er ikke pludselige påhitsomheder, der lyder smart i avisen om søndagen. De er kort sagt KONSEKVENSEN af omskabelsen, og forfatteren har blot taget den for pålydende og har fulgt den. Går man derimod den anden vej, fra programmet til omskabelsen, eller fra nyttekrav til vid, får man debatlitteratur, som når fx Bruun udpeger et problem i tiden (”nationalkonservatisme”) og så beder litteraturen forholde sig til det, evt. løse det.

    Mit ”problem”, som jeg kaldte det før, er, at jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med erfaringen. Som jeg skrev i en tidligere kommentar: jeg er moralsk, men jeg vil meget nødig moralisere, fordi positionen jeg-skal-fortælle-dig-hvordan-du-skal-leve for mig er dybt problematisk og netop går imod den erfaring, jeg personligt har opnået igennem MIN omskabelse. Jeg har også det ”problem” med erfaringen, når den bliver et program, at det komplekse, søgende forsvinder og erstattes af snævre forskrifter. Jeg ved ikke, hvordan de tre forfattere selv opfatter det, eller om de overhovedet oplever det som et problem. Og heldigvis er det da også ofte sådan, at et program (og jeg har selv haft mange) hører én bestemt udfoldelse til, måske bare et enkelt værk, hvorefter man bevæger sig andre steder hen , og nye erfaringer opstår. Men det kræver jo trods alt, at man bevæger sig. Og det kræver, at man er bevidst om, at de findes.

    SvarSlet
  22. TILLAD SÅRBARHED. Prisen er dog på sigt forsvarets fortællinger.

    SvarSlet
  23. Tak for kampen. I behøver ikke blive enige for min skyld.

    Godt at kunne flytte sig, også ud af hjørnet, man selv eller andre har malet én op i. Men at søge enighed er ikke nødvendigvis at tillade sig selv at være sårbar. Det KAN være præcis det modsatte. Fejhed, eller fri-mig-for-mere-ballade.

    I behøver for min skyld ikke være enige. Jeg lærer mere ved at I ikke er, end ved at I ér. Sådan en sammenstrikket verden tror jeg alligevel ikke på.

    SvarSlet
  24. Det er interessant at se en debat være helt oppe i det røde felt, og dernæst køle af og ebbe ud. Jeg taler ikke om hvad I skriver (selvom det er interessante ben der skæres i), men om tonen i, hvad I skriver. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle læse om Niels Franks "små øjne", som han til sidst vågner med. Det virker næsten ømt. Jeg ser det som helt nødvendigt, at også fremover Jeppe Brixvold står vagt på promenaden. Så når Niels Frank stormer afsted med stor hånfuldhed i sine parodier, karikaturer, karakteristikker eller kategorier, at han ikke gør det, uden at der også findes en skribent/debattør, der kan gøre ham menneskelig igen.

    SvarSlet
  25. Til Rikke Villadsen: Tak for kommentaren. Jeg opfatter det nu, som om Niels Frank ganske fint selv klarer at holde sig menneskelig, og jeg bryder mig ikke om tanken om at stå vagt. Sådan har jeg heller ikke opfattet mine kommentarer her, de er bare en reaktion på nogle spørgsmål, som har min egen egoistiske interesse.

    Til Niels Frank: Din formulering af forholdet mellem omskabelse og "program" er højst interessant. Min fornemmelse er, at det må være noget, de tre forfattere
    du nævner også har overvejet, og jeg ville gerne høre deres tanker om det -
    JEG VED, DU LÆSER DETTE! - ja, jo, også dig, Niels, selvfølgelig.

    For Claude Simon kan vel have ret i, at skønlitteratur ikke primært skrives med sigte på kommunikation, men når teksten så er skrevet, er den jo alligevel i fuld gang med at kommunikere. Hvordan gør den så det? Og hvor meget kan/bør/vil forfatteren forsøge at styre, hvad den siger?

    Til diskussionen om litteraturen i offentligheden er her en interessant artikel af Ulf Eriksson, som går til angreb på det, han kalder amatørismen i svensk kulturpolitik. Problemet er ikke, siger han, en hjerteløs avantgarde, som føler sig "hævet over virkeligheden", men en mangel på analyse og diskussion af kulturen i medier, forlagsverden mm.:

    http://www.svd.se/kultur/kulturdebatt/radslans-kultur-breder-ut-sig_6846685.svd

    SvarSlet
  26. Til Jeppe Brixvold: selvtak for kommentaren. Jeg mener det jo sådan, at det er mennesket Niels Frank, der vågner om morgenen, men debattøren Niels Frank, der svinger øksen, spidder kalven eller hvad det hedder, og at den ivrige debattør (debattens væsen) i forsøget på at skabe overblik, kan blive helt overmenneskelig i sin optik, umenneskelig i sin hårdhed, støde nogen evt? Være forgrovet i sin præcision.
    At du disputerer hans fremlægning af dansk litteratur, hans overblik og videre litteratursyn kan vel godt kaldes vagtsomt, i hvert fald opmærksomt, men at stå vagt - jo - er måske en kedelig tanke. Fordi det leder tanken hen på vagthunden og så er vi tilbage til det med at være menneske.

    Hvis jeg også må være med i gættekonkurrencen, så gætter jeg på Lars Frost, der læser med.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvis det er virkelig skulle være sandt, at det er mig, der skulle læse med, så er det sandt - jeg forsøger - og uanset hvad (for jeg synes det er interessante ting, der bliver skrevet - jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal svare - jeg har ikke læst en tredjedel af de bøger, der bliver refereret til, og den slags referencen frustrerer mig) så er det, der er så trist, at det eneste jeg har at bidrage med er, at jeg igen og igen opdager, at det ikke er litteratur jeg interesserer mig for - jeg holder meget af at læse litteratur, men, det er bare en personlig svaghed (som vistnok, (bare for at være lidt litterær - på en upræcis måde) Gertrud Stein engang skrev om noget - var det maleriet svaghed, for det at ligne?) - jeg interesseret mig for livet (døden, tildels) og især for menneskers samliv. Blandt andet kærlighed. Og det er ikke litteratur.
      Mvh
      Lars F

      Slet
    2. Udover at jeg gerne ville rette alle kommafejl (og her kommer flere - mvh) og det der n der skulle være et r i referencen SÅ: kommer jeg naturligvis nu i tanker om, hvor det Stein-citat er fra: Lectures in America (og gengivet in 'Skønne bidder af kagen', Frost, Lars, 2004:
      "A recemblance is always a pleasurable sensation and so a resemblance is almost always there.
      That is not so much the business so to speak of the oil painting, that is just A PLEASANT HUMAN WEAKNESS. Anybody and so almost everybody pleasently likes anything that resembles anything or any one." Husk nu lige osse på Stein særgrægede stavning - det er ikke bare mig, der sjusker!)
      Men selvfølgelig har det intet med sagen ved hånden at gøre - Og så måske alligevel?
      Mvh
      Lars Frost

      Slet
    3. Men det var godt nok noget meget sjusket stavning det der - med mere.
      Undskyld.
      Mvh
      L Frost

      Slet
    4. Og pointen er vel så: At Forfatterens rolle som Forfatter ikke interesserer mig - men at menneskets rolle som forfatter ligger mig meget på sinde. Og især menneskets rolle som medmenneske ligger mig på sinde - og derfor allermest menneskets rolle som forfatter OG medmenneske ligger mig på sinde (og for helvede for et udtryk, 'ligge mig på sinde', men jeg kan ikke lige komme på et mere litterært). Og det virker sikkert meget modbydeligt, opbyggeligt og gammeldags på mange forfattere, der er ældre end jeg og er vokset op under mere trygge sociale forhold.
      Mvh
      L Frost

      Slet
  27. Efter aftale med Tue Andersen Nexø poster jeg hans fulde kommentar til diskussionen om litteraturens funktion. Der var åbenbart ikke plads i dagens Information. Jeg vil også selv gerne kommentere reaktionerne i avisen og i det hele taget tage tråden op fra den standende diskussion, der arbejder i mig som en løbsk ild. Men mere om det senere. Først Tue i fuld udfoldelse:

    Først og fremmest er det en virkelig fin og brugbar typologi, Niels Frank har lavet. Man kan selvfølgelig være uenig i en eller flere detaljer i de seks punkter – selv er jeg f. eks. uklar på, hvorfor Lars Frosts angivelige vrede er så problematisk – men det er i mine øjne mindre vigtigt. For tilsammen viser de seks typer en dobbelt sandhed: Litteraturen står altid i et forhold til sin samtid. Det forhold kan antage mange former.

    En modsætning som ”indadvendt eksperiment” versus ”udadvendt, fortællende prosa” er altså nok udtryk for en litteraturkritisk fordom, men den er først og fremmest alt for upræcis. At tænke med den er som at tråde en nål med vintermuffer på. Snart kaster man frustreret alt fra sig. Man ser end ikke, at man selv er skyld i sin fiasko.

    Når det er sagt, så er jeg ret skeptisk over for Niels Franks sjette og sidste bud. Det er uklart, synes jeg, om litteraturen her mest fungerer negativt, som en kritik af ”den politiske modus” eller om den også er en positiv model for vores omgang med hinanden. Hvis det første er tilfældet, så er der ikke nogen principiel forskel mellem dette og det første bud. Så er litteraturen også her et korrektiv til en falden verden, et eksistentielt og æstetisk særrum, hvorfra man kan kritisere totalitære tendenser i det politiskes natur. Fordybelse er erstattet med tvivl, reelt er forskellen minimal.

    Er det andet tilfældet, så mimer litteraturen i sin tiltale af læseren et demokratisk – eller måske især utopisk – ideal for vores liv sammen. Ingen skal have magt over andre, alt skal foregå i ligeværdig samtale. Selv tror jeg ikke, at den slags magtfri rum findes – et parforhold er meget andet, men det er også en forhandling af magt og rettigheder – og jeg tror slet ikke, det er et gangbart politisk ideal. I mine øjne handler politik om forvaltningen af magten, ikke om dens afskaffelse.

    Hvilken litteratur formår øvrigt at tale så kraftfuldt, at man som læser reelt blæses omkuld? Fra nyere tid kan jeg kun komme i tanke om Inger Christensens alfabet. Her antager den sproglige energi undervejs en dyster, umenneskelig styrke. Her er det umuligt at gå på opdagelse i værket. Men ellers: uanset hvad værkerne påstår, så har meget få af dem retorisk kraft til at tage magten fra mig. Jeg kan lade mig forføre, men det er så mit valg.

    SvarSlet