tag:blogger.com,1999:blog-7537377647259125599.post7529861625865408061..comments2024-02-26T10:22:50.582+01:00Comments on PROMENADEN: Populisme? Smal litteratur? Lukkethed? En historie fra den virkelige (medie)verdenMartin Glaz Seruphttp://www.blogger.com/profile/14077009079126596197noreply@blogger.comBlogger16125tag:blogger.com,1999:blog-7537377647259125599.post-84439703970771821252012-02-16T18:14:18.848+01:002012-02-16T18:14:18.848+01:00Kære Niels
Hvis jeg skal være helt ærlig så synes ...Kære Niels<br />Hvis jeg skal være helt ærlig så synes jeg umiddelbart <br />kronikredaktør Christoffer har ret i sit ønske om at lave om på teksten. <br />Jeg læste (eller forsøgte) at læse din kronik da den blev trykt i Information, men jeg stod af efter tre-fire spalter, idet jeg simpelthen ikke kunne holde tungen lige i munden, og slet ikke havde nogen idé om hvor du ville hen. Og det på trods af, at jeg har stor interesse i emnet, at overskriften fængede mig, samt at jeg til daglig læser både Weekendavisen og Information, samt mange forskellige romaner etc., samt studerer og selv er forfatter. Hvis ikke jeg med disse forudsætninger kan holde tungen lige i munden, hvem er det så din tale den går til? Ph.D.'erne på litteraturvidenskab? <br /><br />I denne ombæring har jeg så (delvist tvunget) mig selv til at læse den færdig. Og jeg synes du har nogle fantastisk vigtige pointer. <br /><br />Jeg kender godt til avisernes evner til ind imellem at bruge folk til at sige deres egne ting (har selv prøvet det i Jyllandsposten), men jeg tror bare ikke Christoffers ønske om en omredigering handler om dette. <br /><br />Tværtimod tror jeg faktisk gerne han ville have dine ord og dine holdninger ud i verden, og at hans forslag var et helt ærligt og professionelt forslag!<br /><br />Jeg synes det er en vigtig debat du har, både i form af din kronik, samt din debat omkring avisernes tendens til at ville finde folk de kan 'tale ud igennem'. Men jeg har bare på fornemmelsen af, at hele dette eksempel ikke er det rette tidspunkt eller sted at tage den diskussion. For jeg tror personligt ikke på, at det har været Christoffers hensigt overhovedet. Og hvis den første diskussion og debat, som din kroniktekst lægger op til, skal komme til sin ret, så skal den vel også formuleres så vi andre kan forstå og fatte interesse for, hvad du skriver? Eller kommer der jo aldrig nogen debat.<br />Vh MadsMads Heinesenhttps://www.blogger.com/profile/06926153698477506858noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-7537377647259125599.post-53574779138437682542012-02-07T21:23:03.243+01:002012-02-07T21:23:03.243+01:00Come on, Niels Frank! For et par uger siden kritis...Come on, Niels Frank! For et par uger siden kritiserede du her på bloggen Pia Juul for at have en romantisk og lettere geniforstyrret forestilling om kunstnerrollen: <br /><br />"den romantiske digter ville naturligvis ikke tillade andre at famle i hans digtning ... fordi den kilde, som hans inspiration øste af, på den måde ville blive forurenet. Helligbrøde med andre ord. Den guddommelige inspiration forplumret."<br /><br />I indlægget opponerede du stærkt mod denne ophøjede kunstnerattitude, som man også finder hos modernisterne, bare i en anden forklædning: <br /><br />"Det er vel præcis den forestilling det er så svært at genkende i dag, hvor vi orienterer os efter sammenhænge, netværk, mediale forbindelser osv."<br /><br />Men er det ikke netop den autonome og selvophøjede kunstnerattitude, du sætter i værk, når du på en så aggressivtsåret måde farer i blækhuset og forlanger noget der ligner en blancocheck til avisens spalter: Jeg skriver det, der skal skrives, og det skal der ikke røres ved. BASTA! Du taler alfaderligt om, at der må ”findes en vis respekt for forfatterens uafhængige valg og hans evne til at bedømme, hvad der er vigtigt for ham at sige”. Som om det er et overgreb af værste populistiske skuffe, når der bliver foreslået ændringer. <br /><br />Du forveksler i mine øjne publicisten med populisten, og det er egentlig et billigt retorisk trick på linje med nazikortet.Søren Rathjenoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-7537377647259125599.post-59181036506331610112012-02-05T20:51:30.792+01:002012-02-05T20:51:30.792+01:00Ja, og derfor glæder det mig også, andetsteds her ...Ja, og derfor glæder det mig også, andetsteds her på siden at læse Martin Glaz Serup fortælle hvordan han på forskellige skrivekurser kaster sig over ukendte metoder, tør beskæftige sig med noget som ikke engang munder ud i et reelt produkt, men som ikke desto mindre giver værdigfulde erfaringer. Med hans ord, hvordan han tilstræber dyden at ”være i en læringsproces istedet for allerede at kunne det hele”. Det er super fedt at nogen gør den slags, og det må også være angstprovokerende at begive sig ud i. For naturligvis er det da mere trygt og sikkert, både for forfatter, forlag og læser at beskæftige sig med det velkendte, naturligvis er det nemmere at anmelde og interviewe en sådan forfatter, og omvendt virkelig vanskeligt at bruge sin tid på noget der ikke fører nogen (øjensynlige) vegne, vanskeligt at skulle opretholde en forfatteridentitet, hvis det man skriver afviger så meget fra de sikre salgssucceser, at forlagene afslår. <br /> Men der er jo heller ingen der har sagt at det skulle være nemt at være kunstner. Til gengæld vil jeg mene at det er decideret dumt at bruge sin tid på at være kunstner hvis man ikke tør udfordre kunsten. Altså skal den position som Niels Frank efterlyser, betragtes som en dyd, som et tilstræbelsesværdigt ideal, ikke som en let opnåelig position.<br />Niels Frank skriver bl.a. at der er sket en udvanding sted af litteraturen som værende kunst. At dens rolle som noget andet og mere end de øvrige medier er sygnet hen, og med Hans Ottos ord, at litteraturens rolle som en åndelig vejleder er svær at få øje på. I virkeligheden synes jeg ikke dette bør være en kritik af forfatterskolen, eller en diskussion af dennes berettigelse. Alle forfattere, indenfor og udenfor skolerne bør betragte deres arbejde som hævet over nytteværdi, hævet over ”gad vide hvilken type bog der vil falde i god jord pt” og ”hvis jeg skruer lidt mere op her så sælger jeg sikkert bedre”. <br />Med frygt for at lyde hellig; det er jo ikke en nem ting der opfordres til, det er ikke sådan bare lige at lægge sin nyttekalkyle fra sig og tænke på kunst uafhængigt af dets modtagelse i verden, men det er sgu attråværdigt at forsøge!Shekufe Tadayoni Heibergnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-7537377647259125599.post-76929991637070456272012-02-05T13:39:37.584+01:002012-02-05T13:39:37.584+01:00@ Shekule - Jeg er enig! Tror det er der, og tror ...@ Shekule - Jeg er enig! Tror det er der, og tror man må fastholde det andet, som en strøm der også er definerende, måske som noget der danner grundlag for en anden forståelse, noget der ligger udenfor jegernes terror. Måske vil det være definerende for en tid, og måske vil det stå i litteraturhistorien, men dybest ser er det jo ikke det væsentlige, set i forhold til det der rent faktisk er, og som sætter tegn i verden. Påvirkningen fra den kunst du taler om, forstår jeg som en slags selvgenererende psykose i tiden, en slags insisteren på at gentage, hvad vi tror, vi ved. Det uafklarede, det dybsindige, det ikke-så-let definerede kræver måske en solidaritet og forståelse, vi har ovenud svært ved, i en tid hvor man ikke vil ud over sig selv og sine banale begrænsninger. Det er måske en slags velfærdssygdom. Derved kan man knytte an til Franks indlæg, da det at bedrive kunstskole, helst skulle give noget "andet" fra sig, men at dette "andet" skal være modigt nok til at blive overset... i hvert fald umiddelbart, for det at det findes i verden, giver det jo mening. Kunsten vil og skal være autonom på sæt og vis.peder frederik jensenhttps://www.blogger.com/profile/17077863305765806554noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-7537377647259125599.post-43382956981645192492012-02-05T12:47:25.119+01:002012-02-05T12:47:25.119+01:00@Peder Frederik, det er naturligvis med overhængen...@Peder Frederik, det er naturligvis med overhængende fare for uretmæssig generalisering at jeg efterlyser dette ”andet”. Og når jeg kigger mig omkring finder jeg rigtig nok også afvigere, men men: de mest hypede titler er stadig de titler der får lov til at definere en tid, og definitionen bliver så, når man fremover vil sammenfatte start-10’erne til denne her selvdyrkende isme hvor fernis af eksotisk splat ikke lader én komme i dybden. Da vil man formentligt sige, som du siger, tiden var til identitets- og kropsdyrkelse, mennesket havde en trang ud mod grænserne, de forpinte følelser var buret inde i en krop der kæmpede med/mod at interagere med mediebilleder &c. <br />Det er faktisk det samme jeg ser i billedkunstverdenen. Det er kvium-effekten, de seneste år på fx Artforum har der været en overvægt af blod vold splat sex og helt ærligt, jeg er jo ikke puritansk jeg tænker bare, kan det virkelig stadig have interesse? Har vi ikke snart brugt rigtig mange år på at cementere hvor provokerende kunsten kan være, og er det ikke snart på tide med lidt (inderligt) indhold – både i billedkunsten og i den litt som alle taler om. Jeg ville ønske vi kunne komme videre!Shekufe Tadayoni Heibergnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-7537377647259125599.post-37301826069863133152012-02-05T12:29:12.840+01:002012-02-05T12:29:12.840+01:00Bemærkede også Chr. Bruuns facebook-dialog forlede...Bemærkede også Chr. Bruuns facebook-dialog forleden med en anden ung forfatter, moderat gribende må jeg sige. Og for nylig havde jeg begået et grundigt modpsil til Thyssens, Dahls og mange andres tabersnak med mange skarpe iagttagelser af "vindernes" selvbedrag og snyd på vægten.<br />Redaktørens svar var et goddag mand økseskaft: I form af en opfordring til en autentisk beretning fra rendestenen i stil med Hamsuns "Sult". Med andre ord: Godhedindustrien vil hjertens gerne anbefale en førtidspension - men ikke noget med at komme for godt i gang. Det får næsten én til at elske aktiveringsivrige Hjort Frederiksen.henrik bandakhttp://henrikbandak.blogspot.comnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-7537377647259125599.post-61429783933779567722012-02-05T12:01:59.658+01:002012-02-05T12:01:59.658+01:00Det er sjovt at læse korrespondencen mellem Niels ...Det er sjovt at læse korrespondencen mellem Niels Frank og Politikens kronikredaktør Christoffer Emil Bruun(CEB), og også meget meget interessant. Derfor først en tak til Niels Frank for at have offentliggjort hele korespondencen. Der er meget at sige til deres diskussion, også mere end jeg kan komme omkring her. Lad mig derfor holde mig til diskussionen omkring Rifbjerg/ Sørensen i forhold til idag. Det vi skal takke Rifbjerg/Sørensen for i dag var, at de formåede at løfte den danske littratur op på et højere niveau. Læser man den øvrige litteratur der blev skrevet i fyrrerne/halvtredserne må man korse sig hvor dårlig den var. Og det satte de to herrer sig for at gøre noget ved, og det lykkedes også langt hen af vejen for dem. Derfor blev litteraturen også i første omgang - (dvs. inden for hvad man døbte konfrontationsmodernismen)opdelt i en finlitteratur og en under(lødig)litteratur. Men allerede generationen efter, der kom til i sluttredserne satte sig for at gøre op med denne opdeling af litteraturen i en fin- og smudslitteratur. Når CEB så skriver at: "For både ham og Villy Sørensen var i det i den grad en ambition at give litteraturen og den intellektuelle reflektion bred, offentlig ressonans" kan det jo kun være fordi at Politiken åbnede op for deres diskussioner, for både Rifbjerg og Sørensen var i den grad finlitteratur i tredserne. De var så meget finlitteratur, at - som allerede nævnt - de efterfølgende generationer satte sig for at nedbryde skellet mellem fin- og smuds ditto. Det kan derfor syntes, som om, Politiken lever i en (for)tid hvor man endnu havde disse skel. Niels Frank, der er kommet til meget senere, ved selvfølgeligt godt, at disse skel for længst er nedbrudt. Derfor syntes jeg også at det er Politiken der giver udtryk for en lukket holdning. Rifbjerg må godt nævne Freud (for ham går Politiken ud fra læserne kender) men Niels Frank må ikke nævne Lacan (for ham tror de ingen kender). Sørensen måtte godt nævne Marx (for ham går Politiken ud fra deres læsere kender) men Niels Frank må ikke nævne nogen nyere filosoffer. På den måde kan Politikens ældre læsere leve videre i en tryg verden hvor alt i avisen er velkendt. Men de unge læsere falder selvfølgeligt fra eller gider den slet ikke. Ergo går Politiken en tryg og stille død i møde.Anonymousnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-7537377647259125599.post-10295153262982866692012-02-05T11:09:39.344+01:002012-02-05T11:09:39.344+01:00@ Shekufe. Du henviser til tendenser, der på en in...@ Shekufe. Du henviser til tendenser, der på en interessant måde hænger sammen med en af pointerne i Franks indlæg. Man kunne måske påstå, at der er en tendens til, at skærme det evt. eksistentielle eller kunstneriske med en art parfume, der i tiden lugter af vold og sex. Måske dækker det over en krise, der kunne hænge sammen med en gennemmaterialistisk tilgang til tilværelsen, hvor blikket kun lander på en selv, og dermed skaber en overeksponering af egoets temmelig banale behov, og det hylster egoet er placeret i, nemlig kroppen, der så igen er overeksponeret og vulgariseret i medierne, og derfra vendt tilbage ind i kunsten. Hvorfor dette fænger i tiden er et godt spørgsmål. Men måske forholder vi os bare til verden, med en mangel på seriøs oplevelse af alt andet end os selv. Måske er egoet det eneste spæde svar på en krise, der vel ikke bare er økonomisk, men som er dyb og fundamental jævnfør Bjørnvig og Jørgensen og Frank. Kunsten bliver et værktøj til selvhjælp og banal patetisk finden ud af sig selv, frem for at ville noget "mere". Ville noget andet måske. Dog tror jeg nok, du kan finde andre viljer, andre forsøg i litteraturen, hvis du kiger dig omkring, og læser udenfor de mest hypede overskrifter.peder frederik jensenhttps://www.blogger.com/profile/17077863305765806554noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-7537377647259125599.post-20256382477527751592012-02-05T11:02:50.868+01:002012-02-05T11:02:50.868+01:00Jeg har ikke fornøjelsen af at kende hverken Niels...Jeg har ikke fornøjelsen af at kende hverken Niels Frank eller kronikredaktøren, men begriber ikke, hvorfor du, Niels, tager sådan på vej over, hvad jeg som uinvolveret kun kan se som et godt, præcist og venligt formuleret råd til at forbedre teksten. Jeg er helt enig med Christoffer i, at indledningen er tung og - ville jeg sige - rent skriveteknisk ikke vellykket, fordi udsigelsen er uklar (man skal læse efter for at være helt sikker på, hvor Borum slutter), og fordi referencen til Jørgen Stein er for vag for mig, der trods alt har papir på, at jeg er en rimeligt kompetent læser. Og som har læst det meste af Paludans forfatterskab for cirka 30 år siden. Men derfor kan den øvrige debat jo være interessant nok (selv om jeg ikke deler dette feticherede kunstbegreb og mener, at man snarere burde af med, hvis man ønsker at se, hvad der foregår), det er blot anledningen, som er svær at følge.Carsten Sestoftnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-7537377647259125599.post-61709727775061046922012-02-05T01:35:38.570+01:002012-02-05T01:35:38.570+01:00Jeg har ikke skrevet herinde før, men nu kan jeg i...Jeg har ikke skrevet herinde før, men nu kan jeg ikke dy mig. <br />For at starte et sted, finder jeg kronikken/seminaroplægget virkelig befriende og jeg synes det er den der fortjener fokus her, frem for korrespondancens om end sjove paradoksalitet (Niels: kunsten bliver kvalt af saftig populisme! Politiken: gi os lidt mere af det populære, fortæl lidt saftigt om dig selv). Og når nu Politiken ikke ønsker at bringe den debat der er kernen af Niels Franks tekst, så lad den da strømme her. <br /><br />I den senere tid har jeg tænkt; det kan ikke være rigtigt at de få bøger der i løbet af et år bliver basuneret ud fra Gyldendal og kommer på alles læber som værende fin litteratur, handler om vold, sex, vold + sex, incest, andre klamheder og så en omgang lækkert sprog, gerne kodet så jeg tror jeg misser alt det geniale, fordi jeg ikke ser det.<br />En genrebetegnelse for 10’erne kunne være SPLATLITT. Det er klamt og grænseoverskridende (dog uden at være det, vi har før læst om børn der gladelig bliver pulet af voksne, tag bare Burroghs, Bataille, de Sade…). Det føles (på mig) ikke som om det har noget reelt på hjerte. Det er dygtigt håndelag men hvad med inderligheden, eller med andre ord: det skubber sig selv op til en slags salgsbar perfektion, men tør ikke falde ud over kanten, tør ikke nyskabelsen; her med Niels Franks ord igen "Jeg ville sige, at en forfatterskole ikke er en kunstinstitution, medmindre den fører det kritiske ind i kunsten og får den enkelte elev til at holde op med at spørge sig selv: HVORDAN skriver jeg min bog? Og i stedet spørge: HVORFOR skal jeg skrive den? ”<br />Jeg spørg så, hvem er interesserede i denne perfektion, den flotte tekst, den vulgære eller provokerende, hvad vil den mig? hvad er det for en udsigelse, hvorfor gentager den sig i litteraturen og hvis det er en strømning i vores tid, er den da ikke fattig?<br />Kandidatuddannelsen på litteraturvidenskab på KU udbyder i foråret et semester ved navn ”små og store jegér i samtidslitteraturen (som jeg i øvrigt vil følge). I kursusbeskrivelsen står der følgende ” Vi vil læse eksempler på umyndige jeg’er, klamme jeg’er, impotente jeg’er, rituelle jeg’er, hudjeg’er og prostituerede jeg'er”. Alt dette interesserer mig naturligvis, men jeg kan ikke lade være med at undres, for hvor er alle de andre jeger, hvor er det politiske jeg, det patetiske jeg, det emotionelle, det fordybede, det romantiske, det belærende, kort sagt, hvor er alle de andre? <br />Er de der virkelig ikke? <br />Bliver de ikke skrevet? <br />Eller bliver de skrevet med ikke udgivet? <br />Hvor er den litteratur der vil mig noget, andet end at give mig kvalme og imponerer mig med sproglige finesse?<br /><br />Er der nogen der ved det …?Shekufe Tadayoni Heibergnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-7537377647259125599.post-42188574792760412442012-02-04T22:36:07.730+01:002012-02-04T22:36:07.730+01:00Jeg ser i øvrigt noget selvmodsigende i at Promena...Jeg ser i øvrigt noget selvmodsigende i at Promenaden i efterhånden flere indlæg kritiserer den overfladiske litteraturdækning i medierne og herunder især Politiken, men samtidig siger nej tak til at få en fast spalteplads i deres kronikker. Det hænger slet ikke sammen i mit univers.Lars Leonhardhttps://www.blogger.com/profile/18290272534835452952noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-7537377647259125599.post-85985119351603522782012-02-04T22:30:35.946+01:002012-02-04T22:30:35.946+01:00Niels, jeg synes altså du læser Christoffers svar ...Niels, jeg synes altså du læser Christoffers svar med en helt unødig aggressivitet. Og som ugenerøs. Selvfølgelig kan man harcelere over denne eller hin formulering - "lækker"? - men du kan jo også fokusere på, at han tager sig tid til at pege på noget, som han ikke synes fungerer i din tekst: den er for lang i spyttet i sin indledning. Det kan du sagtens overveje, også selvom han formulerer det på en måde, som irriterer dig, og også selvom du ikke bryder dig om hans løsningsforslag.nexønoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-7537377647259125599.post-65275859847978688172012-02-04T20:44:52.150+01:002012-02-04T20:44:52.150+01:00Egentlig er det da utroligt at den redaktør går i ...Egentlig er det da utroligt at den redaktør går i dialog i den grad, når det ikke er personligt venskab, som ligger bag. Måske er det så hans sidte forsøg i den retning? :-) Træt af tåbelige intetsigende afslag lavede jeg i firserne disse formuleringer, med fortolkninger af redaktørens uudtalte tanker bag afslag.Redaktører involverer sig naturligvis helst ikke i dialog eller lange forklaringer,fordi det alt for let giver genlyd i den litterære verden - en risiko der ikke er blevet mindre med Internetet! http://per-olof.dk/afslag.pdfper-olof.dkhttps://www.blogger.com/profile/15176421675407748330noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-7537377647259125599.post-39110811702362142692012-02-04T19:41:06.097+01:002012-02-04T19:41:06.097+01:00Når man modtager indlæg via RSS, ser man først kom...Når man modtager indlæg via RSS, ser man først kommentarerne, hvis man besøger selve siden - f.eks. for at kommentere. <br /><br />Så, det er ikke af ond vilje, at jeg stort set forbigår ovenstående røv-relevante kommentarer om publicering af ALT. Jeg må dog sige, at redaktørens rolle ALDRIG blive udspillet. Den er et TILBUD om samarbejde, sparring, styrkelse, fokusering, stramning, som ingen bør føle sig for stor til at tage imod. Eller for magtløs til at afvise. <br /><br />Mit ærinde var en formulering fra Kronikredaktøren: <br /><br />"Men måske netop det, som gør at den lidt smallere litteratur har en tendens til at male sig selv op i et hjørne, hvor den er sig selv bedst og andre uvedkommende."<br /><br />Hér tænker jeg straks på Morten Hesseldahls tale på Århus Business University (mens han endnu var direktør for Lindhart og Ringhof), over for en fuld sal, hvor han sagde: "Smal litteratur... det er litteratur, der ikke sælger".<br /><br />Den Smalle, Ulæselige, Usælgelige Litteratur… Vurderinger af litterær nødvendighed foretaget af sælgere og journalister på arbejde! Ikke af litteraturens læsere. Men af professionelle uden litteraturen som område. <br /><br />Det er IKKE uvæsenligt, skønt svært at argumentere for, at vurderingen af litteratur som væsentlig eller uvæsentlig tilhører professionelle og læserne. Ingen andre. Og at overgrebene på litterær nødvendighed, af den type denne redaktør river af sig i vrede (og Morten Hesseldahl udtalte med fuldt overlæg), er skadelig for samfundet som helhed. Stemmers væsentlighed opstår ikke af deres evne til at sælge eller tale-klart-og-tydeligt, men om modtagerne er villige til at arbejde for at modtage, hvad der gives.<br /><br />Og hér møder mit kommentarønske så ovenstående to kommentarer: <br /><br />Problemet med journalistisk redigerede essays er, at medieformningen afkræver skriften SIGNALER om nødvendighed, aktualitet og forståelighed (for mediets gennemsnit). Avisessayet forsvinder i vinden - det er ikke muligt at lade det stå på reolen og afvente læselyst. Det skal VÆKKE læselyst NU! <br /><br />Her kunne den tidligere skoleleder for Forfatterskolen i København - hvor eleverne lærer at læse sig selv, i underforstået forventning om, at de frivilligt læser andre forfattere, ikke mindst - have indledt sin henvendelse til Politikens debatredaktion med, at han ønskede at reformere avismediets debattone. For det er jo dét, der ligger i at afvise redaktionel behandling PÅ DENNE MÅDE. <br /><br />Hvis du, Niels Frank, er uden interesse i den måde, avismediet behandler essayformen på - altså på et (formodet) grundlag, hvor du er bevidst om avismediets henvendelsesparametre - hvorfor så overhovedet henvende dig til en avis med et essay? <br /><br />Jeg læste dit essay med stor fornøjelse. Det gav mig indsigt, jeg ikke havde før. Det gav mig referencer, jeg sikkert vil nyde godt af. Det samlede tråde for mig, der på forhånd interesserer mig, og beredte således min vej mod større foreståelse. Jeg er helt enig i dine indsigelser over for redaktøren. Men vidste du ikke, at du i avismediet ikke kan få lov at lade folk komme til dig og arbejde for forståelsen? At det er dig, der skal være entydigt klar og forståelig, så folk kan hælde det ind? At det er sådan den journalistiske formel for indtjening gør af verden?<br /><br />Vis mig en journalistisk barrikade ind mod den brede befolkning, der er til at forcere, og jeg skal være der sammen med dig. Men egentlig har jeg givet op over for hverdagsjournalistikken. Jeg oplever ikke, at den vil verden noget godt. Hvad der før var muligheden for (med en avis) at lave en levevej af at TALE folkets stemme er nu blevet til en levevej af at udgive sig for at VÆRE folkets stemme. Redaktørens kommentarer underbygger det for mig - hans passive vrede over at føle sig tvunget til at gå i dialog. <br /><br />Det er det eneste, der berettiger ovenstående publicering af jeres mailsamtale. Og det ærgerlige er jo så, at det samtidig lukker en dør - med mindre journalistiske medier selv vælger at tage debatten op... på déres præmisser.kenneth krabathttp://krabat.menneske.dk/kkblog/ebutiknoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-7537377647259125599.post-87167835973223724992012-02-04T18:43:38.253+01:002012-02-04T18:43:38.253+01:00Redaktionelt samarbejde af værste skuffe ses f.eks...Redaktionelt samarbejde af værste skuffe ses f.eks. i Gordon Lishs behandling af Raymond Carver, hvis første novelleudgivelser blev barberet helt ned og gjort minimalistiske i en grad der gør at den minimalisme han i dag er eksponent for i virkeligheden var redaktørens og ikke Carvers egen.<br />Her er et par relevante links til evt. interesserede:<br />Brevveksling ml. Carver og Lish: http://www.newyorker.com/reporting/2007/12/24/071224fa_fact_carver<br />Beginners som Carver skrev og som blev ekstremt nedbarberet: http://www.newyorker.com/online/2007/12/24/071224on_onlineonly_carver?currentPage=all<br /><br />Lish holdt sig ikke for god til at skære over en halv novelle væk og ændre navne på hovedpersoner og novellerne selv. Men på den anden side er redaktionelle samarbejder ofte frugtbare. F.eks. William Carlos Williams og James Laughlin, som var redaktør på New Directions (hvis man lige glemmer den hændelse at der Williams' White Mule udkom, så var Laughlin på en forlænget skiferie og kunne støtte bogen i det omfang den fortjente). Endelig så var Williams selv i centrum af en redaktionel problematisk sag, da han indsaksede private breve, som f.eks. sin korrespondance med Marcia Nardi i sine fem digtbøger, Paterson som blev udgivet over en periode på 12 år. I Paterson benyttede han det meste af Nardis breve, dog kun med initialer. Og det problematiske var vel brevenes private og hysteriske karakter. Nardi var ludfattig og fik hjælp af Williams der dog ikke ønskede at mødes i privaten med hende (trods utallige opfordringer). Han hjalp hende dog med at udgivet hendes digte, så hun kunne tjene lidt ekstra til sin ellers kummerlige tilværelse. Men grebet med at trykke hendes breve tangerer lidt på kanten af hvad der er moralsk anstændigt. Han lægen og den velrenommerede forfatter og hun en fattig og undertrykt kvinde, som etablissementet ikke ville vide af og hvor hun ikke bare klagede sin nød til Williams, men også periodisk rettede skytset mod ham, som symbol på den patriarkalske orden, hun oplevede forhindrede hende i at komme frem i verden.<br /><br />Hvor vil jeg så hen med det? Lish er et eksempel på rigtig dårligt, diktatorisk redaktionelt håndværk. Men det er en redaktørs opgave at indgå i et samarbejde. Christoffers breve ser jeg som harmløse og jeg er sikker på en åben dialog kunne have landet den her på en måde, så den oprindelige tekst kunne blive trykt i sin helhed. Det handler om kommunikation.<br /><br />Men den her medievirkelighed, hvor mange forfattere lægger sig i kø for at udbasunere deres (og andres) privatliv som Knud Romer i den mildere udgave over Das Beckwerk (eller brækværk som han hedder hjemme hos mig) som den mere ekstreme, selvoptagede version, ja - den interesserer mig umådeligt lidt, faktisk.<br /><br />Man kan komme langt ved at kommunikere med folk; men det understøtter vel ikke det fornærmede i Promenadeprojektet; at medierne er ih og åh så forfærdelige?Lars Leonhardhttps://www.blogger.com/profile/18290272534835452952noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-7537377647259125599.post-59338821738342376592012-02-04T18:41:56.444+01:002012-02-04T18:41:56.444+01:00I hvilket omfang har Christoffer Emil Bruun givet ...I hvilket omfang har Christoffer Emil Bruun givet sit samtykke til at du publicerer Jeres private korrespondance på nettet?<br /><br />Jeg antager - siden det ikke er ekspliciteret i det du skriver - at det forholder sig sådan, at han ikke har givet sit samtykke. Jeg har ikke forstået den her zeitgeist med at vi absolut føler en ukrænkelig ret til at publicere hvadsomhelst på nettet og dele alt med alle i det offentlige rum. Jeg skal være den første til at billige whistleblowers og leakers der afslører fordækte konspirationer og handlinger som er i offentlighedens interesse, men jeg synes der går en grænse. I det her tilfælde citerer du forurettet uden at den ene part ved at han indgår i dette eksperiment. Det er nok den tendens i dette blogindlæg, som går mig allermest på.<br /><br />Som jeg læser korrespondancen, så har Christoffer kommet med, hvilket er hans metier, redaktionelle forslag. At din originale tekst til trykning efter min mening overhovedet ikke er kompleks eller burde opmuntre til en omskrivning er en anden sag. For mig at se er Lacan-namedropningen helt harmløs og en litteraturkronik har vel også - et eller andet sted - til sigte at højne debatniveauet og ikke ikke sænke til den absolut laveste fællesnævner; derfor deler jeg bestemt ikke Christoffers problematisering af indledningen. <br /><br />Alligevel så læser jeg din respons til Christoffer (herunder Promenadens trækken sig fra kroniksamarbejdet) som overordentligt krukket. Lige meget hvem der har ret (og jeg hælder mest til du har ret), så åbner Christoffer en kommunikation og du klapper i som en østers på stedet. Det er tydeligt at Christoffer ønsker kommunikation og at du ikke gør det. En kronikredaktør har en forpligtigelse til at indgå i en eller anden form for dialog og samarbejde og ikke bare levere tomme spaltepladser til tilfældige.Lars Leonhardhttps://www.blogger.com/profile/18290272534835452952noreply@blogger.com