Affæren om TV5Mondes forsvinden

Affæren om TV5Mondes forsvinden fra YouSees 'kabelpakker' er illustrativ. Allermest illustrativt er det måske, at der slet ikke er tale om nogen affære, ingen skandale, stort set ingen protester, ud over fra de fransktalende ambassadører, som har gjort deres pligt. 

Ligegyldigheden er massiv, fordi en fransksproget tv-kanal nu bliver anset for en særinteresse (måske ikke mindst en sær interesse?), hvis værdi er begrænset til den mængde af individer, som har nytte eller nydelse af at se den, og som nu kan tilgodeses med TV5Monde som 'ekstrakanal' til beskedne 10 kr./måned.

Her kan man se, hvordan det er blevet politisk usynligt, at samfundet har en kulturel infrastruktur (og hvad er så det? jo, det er den levende viden i et samfund, den, som der er en umiddelbar adgang til, og som derfor danner grundlag for størsteparten af vore handlinger). Det er ikke så underligt, at den kulturelle infrastruktur er blevet politisk usynlig, for den udgør et mulighedsfelt, den mangfoldighed af mulige verdener, som vores aktivitet forlænger realiserende, når vi skaber noget virkeligt, hvorimod markedet - og dermed New Public Management, samt det allermeste af den politisk-administrative klasse - kun kender til et virkelighedsfelt, nemlig det allerede virkeliggjortes felt, den 'virkelige verden', som den til enhver tid måtte se ud, og endda kun kender denne, formidlet gennem markedets købekraft eller gennem de 'købekraftspariteter', som 'brugeradfærd' bliver oversat til. Dette går ikke kun ud over den kulturelle infrastruktur; f.eks. er den offentlige sektor blevet helt usynlig for den politisk-administrative klasse, fordi denne kun er i besiddelse af ét eneste synliggørelsesredskab, og dette redskab nu er det eneste, der er synligt for den.

At TV5Monde forsvinder, ikke bare fra 'grundpakken', men fra enhver 'pakke', illustrerer samtidig (dvs. bortset fra, at kabelnettes burde renationaliseres…), at fransk endegyldigt synes hørt op med at være en del af Danmarks kulturelle infrastruktur. Det må glæde Bertel Haarder, som enten har villet det sådan (når alt kommer til alt, er han en grundtvigiansk liberalist), har været parat til at tåle det, eller også er mere ubegavet, end han har ry for. Det er hans reformer fra 1980'erne, som har berøvet os ikke bare fransk, men også tysk, som et fælles anliggende for den uddannede klasse i Danmark. Af reverens over for Sovjetunionen har russisk i efterkrigstiden været et alternativ til fransk, men så marginalt. Hovedreglen var: ingen dansk student uden franskkundskaber! og bestemt heller ingen uden tyskkundskaber! - eftersom tysk var obligatorisk i mellemskolen/de store klasser, altså indtil Bertel Haarder ved at lade det være op til skolerne, om der skulle undervises i tysk eller fransk (og i øvrigt gjorde det muligt for eleverne at vælge det andet fremmedsprog fra), og ved at ligestille fransk og tysk med spansk, italiensk, russisk og i øvrigt et hvilket som helst andet sprog, et gymnasium måtte finde for godt at udbyde, gjorde dem uobligatoriske, hvor de havde været obligatoriske på deres forskellige niveauer, og dermed gjorde det tydeligt for enhver vordende dansk student, at eftersom alle andre sprog end engelsk var lige gyldige, var de i grunden allesammen ligegyldige. Men den uddannede danskers sprogkundskaber har engang været blandt verdens bedste.

Gudskelov er Tyskland vores nabo, så ARD, ZDF og N3 ligger stadig i 'grundpakken', men de filosofistuderende læser et sært værk af Martin Heidegger, der hedder Being and Time, og Kants og Hegels værker kommer med et par hundrede års forsinkelse på dansk - der har aldrig før været nok, der har skullet tygge sig igennem dem uden at kunne læse tysk. På grund af de forholdsvis mange, der stadig kan tysk ordentligt (for øvrigt, men behøver jeg minde om det, et sprog, det er langt lettere at trænge dybt ind i for en dansksproget, end engelsk er), og fordi Tyskland er så økonomisk vigtigt for os, har tyske forhold en slags tilstedeværelse i den uddannede offentlighed. Men trods landets tyngde og nærhed er den tyske kultur - den tysktalende verden, dens politik, vaner, tænkning, videnskab, kunst, også som noget, der involverer den ikke-tysktalende verden, på en særlig måde - langthen forsvundet ned bag den uddannede klasses fælleshorisont (hinsides de kunstinteresserede som enkeltgruppe, de filosofilæsende som enkeltgruppe, schlagerlytterne som enkeltgruppe), en fælleshorisont, som, nåja, er den, der bestemmer den effektive horisont i et samfund. Men det, at alle individuelle handlinger finder sted i et miljø, hvis infrastruktur angiver en umiddelbar horisont, er altså usynligt, når man kun tæller de individuelle handlinger med. En syndflod af magisk tænkning - 'synergieffekt', 'vækstregion' o.s.v. - påkaldes, når miljøets rolle alligevel skal medregnes, uden at det for alvor er muligt.

Det er et generelt problem i Europa, at landene kender mindre og mindre til hinanden, mens de økonomisk integreres mere og mere. Som Frankrig er gledet længere væk fra Tyskland eller Italien, er Danmark gledet længere væk fra Sverige eller Tyskland. Ikke som det kan gøres op i samhandel eller kommunikation, men sprogligt, kulturelt, politisk. Overalt sætter engelsk sig nemlig igennem som det eneste fremmedsprog, der er en levende del af en almen kulturel infrastruktur. Det har den følgevirkning, som italienere, portugisere eller danskere i første omgang naivt kan glæde sig over, at alle andre sprog bliver lige. Men de bliver lige som uforståelige, som barbarernes brrbrr. Pludselig er dét deres status allesammen, også over for sig selv: brrbrr. Den sproglige evne til at afbilde samfundet og verden deponeres i ét sprog, hvorved de andre sprogs indbyggede viden bliver ugyldig, også for dem selv (vi har her mere at tale med de (af)koloniserede folkeslag om, end man kunne tro).

Betegnende nok er det kommet dertil, at vi har fået en statsminister, som ikke taler dansk, skønt hun anvender danske ord. Helle Thorning-Schmidts 'sejrstale', der begyndte med ordene 'Vi gjorde det!' (som tilstod hun en forbrydelse; på dansk hedder det 'Vi klarede det/den!', eller endnu bedre: 'Det lykkedes!'), var kun en forsmag på en nytårstale, hvis fremmeste karakteristikum ikke var graden, men arten af dens retorik: en valedictorian speech, helt badet i en angelsaksisk forestillingsverden, med the pursuit of happiness som den eneste tænkelige menneskelige drivkraft. Det var ingen socialdemokratisk tale, ikke på grund af denne eller hin bemærkning eller dette eller hint forslag, men fordi den var helt afskåret fra en forestillingsverden, der kan rumme sådan noget som en socialdemokratisk analyse af samfundet, eller overhovedet nogen konkret erindring (dvs. faktisk viden) om Europas politiske, økonomiske, sociale historie. (Den kunne selvfølgelig have hævet sig over sin egen forestillingsverden, men lad os være flinke og sige, at det gjorde den ikke; det forekommer da også sjældent i det, der med en eufemisme kaldes for 'dansk politik'.)  Den ekstremistiske markedstro og skepsis over for politisk indgriben, som præger Danmarks faktiske Europa-politik under det tilstundende formandskab, langt, langt 'til højre for' både Merkel og Sarkozy, skyldes da ikke mindst en fælles politisk forestillingsverden - ikke kun hos Helle Thorning-Schmidt, som blot er den første (?) blandt ligemænd -, i hvilken de forestillingsverdener, der bærer de europæiske velfærdsstater, både er usynlige (Frankrig, Tyskland) og grundlæggende illegitime (Frankrig, Tyskland og Danmark), fordi de synes irrationelle, bedømt efter den angelsaksiske verdens kategorier (derfra set er de ikke væsensforskellige fra en eller anden anden fjern stammes, i det nittende århundrede...). Helle Thorning-Schmidt er lige så lidt en tilfældighed, som Anders Fogh Rasmussen var det. Ingen af dem kan få øje på hverken Danmark eller Europa. Det er i sig selv et tegn på, at ingen af delene findes - nu for tiden.