Substantiver af-liver …

Jeg er pænt optaget af Gertrude Stein, og det er begyndt at præge min måde at læse andre forfattere på, nu fx Herta Müllers Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig fra 2009.


Rubrikkens tøveprikker kan man gerne tage med sig i det følgende. Jeg er nemlig ikke så sikker i min sag, men i gang med at undersøge om, man kan sige noget mere generelt om, hvad bestemte ordklasser betyder for en tekst.

Min undersøgelse er inspireret af Gertrude Steins ’Poetry and Grammar’, hvor hun gennemgår ordklasser og tegnsætningstegn en for en og et for et (hvad skal man fx med et spørgsmålstegn i et spørgsmål) – en tekst som jeg også refererede til i mit indlæg ’Alting begynder med A som i Americans’. Her skrev jeg, at de indledende verber i The Making of Americans ’realise’, ’remember’ og ’know (ourselves)’ er lumske, de er understreget i følgende citat fra monsterromanens begyndelse:

»It has always seemed to me a rare privilege, this, of being an American, a real American, one whose tradition it has taken scarcely sixty years to create. We need only realise our parents, remember our grandparents and know ourselves and our history is complete.«

(The Making of Americans, p. 3)

Vupti havde jeg nær sagt, så kan man sin historie. The Making of Americans er skrevet i begyndelsen af 1900-tallet, derfor de tres år, men hvad vil det eksempelvis sige »at kende sig selv«? Hvis det er i psykologisk forstand, kan det tage sin tid, men det hører med til at læse Stein: at prøve at modstå manipulation og gennemskue snusfornuften.

Verber har ifølge Stein netop den herlige egenskab, at de giver anledning til så mange misforståelser – modsat substantiver, der jo bare er navne for ting, og tingene er mere interessante end deres navne. Groft sagt siger Stein thumbs up for verber (og adverbier og præpositioner) og alvorligt thumbs down for substantiver.

Men se nu Herta Müllers Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig – den er tungt ladet med substantiver – betyder det så, at det er en dårlig roman? Næppe. Betyder det så, at man må droppe Stein og i hvert fald ikke kan bruge Stein til at læse Herta Müller med? Næppe heller – er jeg kommet frem til.

I ’Poetry and Grammar’ indleder Stein med at spørge »What is poetry and if you know what poetry is what is prose.« Hendes tanker i denne tekst, der hurtigt bevæger sig ind på ordklasser, knytter sig med andre ord til genrer og til et ønske om at forstå, hvad poesi er i forhold til prosa, men jeg prøver at overføre Steins karakteristik af de forskellige ordklasser på tekster i det hele taget – og her specifikt de to prosaværker, The Making of Americans og Alt hvad jeg har bærer jeg hos mig. To romaner, det måske virker lidt besynderligt at sammenligne (og Steins har jeg slet ikke læst færdig endnu, den er på 925 sider) – dog de kan begge siges at indeholde et historisk stof, begge er altså både historier og historie. Eksempler på fiktionsforfatteres behandling af et stykke historie. Stein skriver historien om det nyere Amerika og indvandringen i slutningen af 1800-tallet. Müller skriver om en russisk arbejdslejr i Ukraine i tiden omkring 2. verdenskrigs afslutning. Jeg er kommet frem til, at der netop er en vigtig pointe i, at Stein skriver om »Being a History of a Family’s Progress« som undertitlen lyder og Müller om en fangelejr. Det vil sige, at Stein skriver om udvikling og forandring. Herta Müllers roman er et vidnesbyrd, en tung byrde om et sted, man ikke kunne slippe væk fra. Et sted præget af stilstand og død.

I modsætning til substantiver får verber en tekst til at leve – ifølge Stein. Mange substantiver må følgelig få en tekst til at dø. Hvis substantiverne ligefrem betegner genstande (modsat abstrakte størrelser), kan man måske yderligere tale om ikke bare en død tekst, men om en tung tekst. Den tanke fik jeg i hvert fald, da jeg prøvede at læse Herta Müllers Alt hvad jeg har bærer jeg hos mig med Steins ’Poetry and Grammar’ i baghovedet. At jeg siger om Müllers tekst, at den er død og tung betyder ikke, at jeg ikke holder af at læse den. Jeg mener tværtimod, at man kan betragte det som et raffinement ved romanen, at den netop ikke er levende. Den skildrer som bekendt en arbejdslejr, et sted, man dør af at være. De fleste dør af at være. Kun ganske få slipper fri og kan fortælle os om det, som der nogenlunde står i Bibelen. I romanen her er det Leo, der slipper levende fra lejrårene.

Når nogen dør hos Stein står der meget mærkværdigt: » … and she died away and left them«. Ordene får mig til at tænke på døden som en rejse – og bemærk, hvordan Stein får mast hele to verber ind i sætningen. Når nogen dør i den russiske arbejdslejr, er det karakteristisk, at de efterlader sig en genstand. En genstand, der måske betyder overlevelse for den medfange, der arver denne. Genstanden har et navn, et substantiv. Et af de sidste kapitler i romanen hedder meget sigende ’Tingenes gang’ (Her sidestilles i øvrigt mennesker med ting, en mand med en frakke, hvilket blot understreger fornemmelsen af, at fangerne er reduceret til objekter, døde ting, er en slags levende døde).

Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig begynder med at Leo pakker sin kuffert. Året er 1945, Leo er 17 år, han står for at skulle forlade sin familie, fordi han skal deporteres til fangelejren. Kufferten pakkes, med ting selvfølgelig, alt hvad han lægger i kufferten nævnes, hvilket vil sige, at teksten har en høj frekvens af substantiver:

»Jeg bar alt hvad jeg havde. Mit var det ikke. Enten tjente det andre formål eller var andres. Svinelæderkufferten var en grammofonkasse. Cottoncoaten var min fars. Den fine frakke med fløjlslinning i halsen var bedstefars. Plusfourene var min onkel Edwins. Læderviklerne naboen hr. Carps. De grønne uldne handsker min tante Finis. Kun det vinrøde silkehalstørklæde og toilettasken var mit, gaver fra de sidste juleaftener.«

Med til substantiver hører nogle gange adjektiver – i ovenstående citat er det »fine«, »grønne«, »uldne« og »vinrøde«. Ifølge Stein er de lige så uinteressante og døde som substantiver: »Adjektiver er ikke virkelig interessante. På en måde kan enhver har enhver altid vidst det, for eftersom adjektiver lægger sig til navneord og navneord ikke virkelig er interessante kan den ting der lægger sig til noget der ikke er for interessant nødvendigvis ikke selv være interessant. På en måde er det som jeg siger noget enhver ved for selvfølgelig er den første ting nogen fjerner i nogens tekster adjektiverne. I ser selv hvor rigtigt det er det jeg lige har sagt.«

(Stein taler p. 107, Lene Asps oversættelse)

Med andre ord gør »fine«, »grønne«, »uldne« og »vinrøde« ikke Müllers tekst mere levende, men det er karakteristisk for romanen, at situationer skildres via ting, her de ting, Leo tager med. Det er tøjet og grammofonkassen, som han bruger som kuffert, han erindrer. Tingene tynger og gør afskeden tung, kan man sige.

                      Da Leo ankommer til lejren og beretter om tiden der, er det igen genstandene, han opholder sig ved. Han opholder sig ved mælden – en plante, man kan spise, hvis man når at plukke den, inden den bliver hård i stænglen og træet. Her citerer jeg fra kapitel 2, der hedder ’Mælde’:

»Intet af det vi havde fået her i lejren, havde knapper. Undertrøjerne, de lange underbukser havde hver to bændler der skulle bindes. Hovedpuden havde to gange to bændler. Om natten var hovedpuden en hovedpude. Om dagen var hovedpuden en lærredspose man havde hos sig for alle tilfældes skyld, altså til tyveri og tiggeri.«

Ud af 53 ord er 18 substantiver. Verberne er »havde fået«, »havde«, »havde«, »skulle bindes«, »havde«, »var«, »var«, »havde« og er hverken betydningstunge eller opsigtsvækkende mildest talt. Lukker man øjnene, er det substantiver, man husker. Sådan er det i det mindste for mig.

Hvad bliver så tilbage, når jeg lukker øjnene, efter at have læst de første 180 sider af The Making of Americans? Ud over » … and she died away and left them« er det hos mig et billede af mennesket som en rumlig størrelse placeret i et rum – bedre kan jeg ikke lige nu forklare det. Men igen og igen læser man om personernes »inner feeling« og om hvilken status, de har ifølge omgivelserne. Et indre og et ydre. Det er klart, at Stein er optaget af psykologi, men det er for mig mindre klart, hvordan hun opfatter psykologi. Men fornmmelsen af det indre og det ydre hænger sammen med en bestemt ordklasse, præpositioner.

Steins gådefuldhed bliver ikke mindre, når man stiller ind på præpositionerne i The Making of Americans. Jeg har fundet et sted med en høj frekvens på side 122, det beskriver Mr. Hersland (sammenhængen er mindre vigtig her):

»Mr. Hersland had many theories in him, eating was to him a pleasure when it was going on inside him, but to him that was not the important thing for him. The important thing to him in him were ways of knowing what kind of eating was good for him, ways of having in him new ways of beginning, this was important to himself inside him. Eating was not, to himself, eating, for him, it was living, it was theorising and believing, it was new ways of beginning. He loved to have eating going on inside him and then often, before finishing, he would be filled up, to complete him, with impatient feeling and then he would push eating away from him, then he would be changing, then he would find new things good for him, he would find in eating a new beginning.«

Passagen er bemærkelsesværdig på mange måder. Det er hele romanen jo, men i hvert fald påkalder præpositionerne sig min opmærksomhed »to him in him« peger måske på forholdet mellem det ydre og det indre (an outer or an inner reality som Stein skriver om et andet sted).

Det er også værd at bemærke, at Stein ikke skriver ’food’ (et substantiv) men ’eating’ (handlingen at spise). Og nu valgte jeg faktisk ovenstående citat på grund af de mange præpositioner, men nu kan jeg se, at den også kan bruges til at sammenligne indhold hos Herta Müller og Gertrude Stein med. Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig skildrer sult. Sult, sult og sult. Leo i romanen skrumper langsomt ind, David Hersland vokser. Både som et indre billede for læseren, men han bliver også en mægtig mand, der har det privilegium at han kan spise, når han er sulten. Hvis jeg skulle beskrive de to prosaister med billeder, så er Müllers prosa en ørken med saltstøtter (saltstøtterne er substantiver). Stein er en flod i evig bevægelse (bevægelserne er især verber, men også præpositioner). Stein er sætninger, Müller er enkeltstående ord.

Når man læser Herta Müller med Stein, må man revidere sin brug af ordene ’et levende sprog’. Det er ikke sikkert, at det modsatte, ’et dødt sprog’ er dårligt i hvert fald. Men substantiver er ikke bare substantiver, flere af de genkommende substantiver hos Müller er neologismer – nye ord – og er sådanne ikke udtryk for en digter, der holder sproget i live?

Neologismerne hos Müller er bl.a. »sultenglen«, »flugtord«, »skindogbentiden«, »skindogbenmennesker«. Måske man ikke skal forveksle neologismer med et levende sprog, måske disse netop er døde og skal være det. Et levende sprog er godt, det har vi vedtaget, det kan et dødt sprog også være er jeg kommet frem til.