I
Hvedekorn nr. 1 2012 står der syv korte digte af Jakob Slebsager Nielsen. På
Hvedekornvis præsenteres han som »født i 1993, i Hvedekorn siden 2011«. Ung som digter med andre ord,
på alle måder ung. På én måde ægte Hvedekorn. (En anden måde kunne være »Peter Laugesen, født 1942, i Hvedekorn
siden 1962«. En
tredje »Bue P.
Peitersen, født 1976, i Hvedekorn siden 2001«).
Jakob
Slebsagers tre første digte kan opfattes som en suite og hedder henholdsvis
’Nok’, ’Brok’ og ’Nok Brok’. De tre sidste bærer titlerne ’ord der står i
vinduet’, ’ord der står på www.ordnet.dk’ og ’Indian Summer’. Det i midten
hedder ’Mandag aften kl. 22’, og det er det, jeg tager, selv om de er gode alle
syv:
Mandag
aften kl. 22
Mor arbejder
i stuen
hun
kunne engang lide heste
Far
spiller på iPhone
i sengen
det
eneste vindue
med lys
i
er mit
hvis
nogen ville tage et billede
kunne
det blive godt
Poul
Borum har formuleret sine digtes grundformel eller essens med fire ord, »Jeg er her nu«. Man kan synes, at en sådan
formel reducerer et digt, ligesom en tematisk læsning kan få et digt til bare
at sige noget generelt om eksistens, kærlighed, død, krig osv. Men Borum havde
åbenbart brug for kategorier (og pointsystemer) i sit enorme indtag af
litteratur og kunst, og når jeg selv underviser i at læse digte, er de fire ord
ofte ganske brugbare. De indfanger i én sætning person, tid og sted, hvilket
kan være et sted at begynde læsningen. Nu’et angiver desuden, at der er tale om
et øjeblik og kan bruges til at karakterisere poesien i forhold til dramatikken
og den episke litteratur. Et digt som et øjebliksbillede med andre ord. Og så
er der alle afvigelserne fra denne formel …
Men i
hvert fald, jeg synes, det giver mening
at karakterisere ’Mandag aften kl. 22’ som et Jeg-er-her-nu-digt.
’Jeg’
har en ’Mor’ og en ’Far’ – det er digtets personer, og så er der et ’nogen’, et
hypotetisk nogen, en forestilling om nogen anden/nogle andre. Dette nogen kan
faktisk både befinde sig i det intime rum, hjemmet, som jeg, mor og far
befinder sig i, med andre ord være en af dem. Eller det kan være en
udefrakommende, der ser familien og det ensomme vindue med lys i og tænker: her
er et godt billede. I denne sidstnævnte version havner læseren i denne nogens
sted ved digtets slutning, jeg gør i hvert fald, med et billede for mit indre
blik af en husfacade med en masse vinduer, og så et enkelt vindue med lyset fra
en skrivebordslampe (mor arbejder) i. Måske fordi jeg bor i København, ser jeg
en ejendom i mursten med fire etager, men det er jo mørkt, så bygningens
detaljer ses ikke. Men et etagebyggeri af en art er det vel. Lyset kunne også
stamme fra en computerskærm, hvis moren vel og mærke arbejder ved en computer.
Lyset fra farens iPhone er det nok kun faren, der ser. Og her kommer vi til
noget, som er meget karakteristisk for dette digt, mener jeg. Spillet mellem
det ydre og indre, mellem hvad man kan se på bygninger og mennesker, og hvad
der befinder sig inde i bygninger og mennesker og dermed ikke er synligt for
andre.
For det
første er det måske ikke så let at afgøre, hvor jeget befinder sig. En mulighed
er i et tredje rum i lejligheden, så altså mor i stuen, far i soveværelset, jeg
i et tredje rum – med lyset tændt. En anden mulighed er, at jeget står på gaden,
måske er på vej hjem og kigger op og ser, at den eneste lejlighed, hvor der er
aktivitet er der, hvor jeget bor. Så havner læser og jeget i samme position,
kan man måske sige – hvem af os skal tage billedet?
Men hvorfor står der ’mit
vindue’? Udelukker det ikke, at jeget står på gaden, altså udenfor? At jeget
sidder og kigger ud på husfacaden overfor, hvor alle vinduer er mørke. ’Mit’ kan
dog være en gengivelse af talesprog, sådan som et barn ville sige, eller sådan
som man i uformel tale ville sige: »det er mit hus«, men det er måske ikke så
vigtigt at afgøre om jeget står udenfor eller befinder sig indenfor. Det
interessante er måske netop, at jeget bevidsthedsmæssigt befinder sig begge
steder – ligesom at jeget også har adgang til morens indre: »hun kunne engang lide heste«.
Og de
heste er også bemærkelsesværdige, det er som om de er placeret der til ære for
den unge digters dansklærer. Frihed og sex på rejsen, tænker i hvert fald jeg. »engang« er virkeligt vemodigt her, sikke
et tab. Far lader til at være mere sorgløs, de svundne heste i tankerne er
bestemt noget andet end en iPhone i hånden (nu). Men jeg kan ikke lade være med
at tænke på, hvad de to ellers kunne have lavet i den seng – eller i den stue.
Sådan er det jo, når en meget koncentreret kort tekst nævner ét, så kan man
straks komme til at tænke på, hvad teksten netop ikke nævner.
Nu
kommer jeg til at tænke på, at jeget kan have glemt at slukke lyset på sit
værelse …
Men
stadig, det interessante i digtet her, er forholdet mellem det indre og det
ydre. Hvis jeget står på gaden, kan han/hun ikke se sin far spille på iPhone.
Det fine bliver så, at jeget ved, at han spiller på iPhone – underforstået at
det gør han tit og ofte. Ligesom at jeget ved, at moren engang kunne lide heste
og nu ofte arbejder om aftenen. Mandag er vel den mest hverdagsagtige
hverdagsdag overhovedet. Engang var der hestene, nu er der bare hverdag og en
mand, der spiller på iPhone. Hvor er jeget henne i dette billede?
Vel måde
udenfor og indenfor. Indenfor og vældig bekendt med det hele – udenfor og
bevidst om at det kun ser ud til at være ”et godt billede” – altså kritisk på
afstand af situationen. Med mindre man slet ikke gider at se kønsroller og
psykologi for sig og tager billedet for det, det er – bare er, også er. Et
mørke med et enkelt lys i. Et godt billede med andre ord.
Jeg
kommer også til at tænke på Kenneth Goldsmith, der er så træt af digte, der
handler om, hvordan sollyset falder ind ad vinduet på digterens bord. På en
måde gør ’Mandag aften kl. 22’ også op med den kliché.
Jeg kan rigtig godt lide digtet (og indlægget) men jeg synes måske, at det bliver en smule overanalyseret, jeg falder ikke helt for, at jeg'et og lyset skal have så stor betydning.
SvarSletJeg tror til gengæld, at der er noget sandhed (hvad det så end er, den er vel altid forskellig fra digter til læser og til den næste læser) i betragtningen af udenfor/indenfor og relationen mellem billeder. De små absurde (men gode) billeder, der skabes i de allerede eksisterende (af en eller anden grund forestiller jeg mig, at moren i rus af uvidenhed har hængt hesteplakater op på væggene i stuen) og det konkrete fotografi, der måske/måske ikke bliver taget af dem alle på én gang, måske kun én af dem eller måske kun af heste.
Hmm. Jeg har skrevet lidt om Borums formel efter at have læst det her.
SvarSlethttp://detandetmenneske.blogspot.com/2012/04/jeg-lste-det-her-for-nylig-og-kom-til.html
Hvis jeg mente
SvarSletanalysen
slog digtet ihjel
ville jeg så skrive
Hvis jeg mente
analysen
er en parasit
på digtet
ville jeg så skrive
analysefri digte
kommer ikke langt
ville jeg så skrive
analysen bærer digtet
ind på markedet
ville jeg så skrive
Har F.P. Jac. ikke også skrevet "Jeg. Er. Her. Nu." engang?
SvarSlet