søndag den 4. marts 2012

Er anmelderhonorarets størrelse udtryk for den betydning vi tillægger kulturen?

Forleden blev jeg ringet op af en oversætter, der skulle søge om penge til et projekt, og i den forbindelse ville høre, hvad en anmelders honorar på dagens danske aviser er. Hun var ved at falde ned ad stolen, ved oplysningen om at man får mellem 960 og 1500 kr. pr. anmeldelse. Det samme var mine nordiske kollegaer, som jeg mødte denne weekend til FSL træf (Fria Seminariet i Litterär Kritik). På Bergens Tidende får man således 3.000 norske kr., og på Dag og Tid og på Klassekampen ca. 2.500 norske kr. Også de svenske kritikere er bedre lønnede, på Sydsvenskan får man således mellem 2100-3500 sv. kr. før skat for anmeldelser på 3000 tegn, og er de længere, er honoraret væsentligt større. (Retfærdigvis skal det siges, at Finland er endnu mere bag om dansen end Danmark).


Når jeg vælger at skrive mit første indlæg på Promenaden om noget så traurigt som kritikeres lønninger, er det fordi, jeg tænker, at den helt utidssvarende honorering også peger på, hvor lidt man regner kritikken for i Danmark.

Jeg er Oldermand for Litteraturkritikernes Lav. Lavet er repræsenteret i 2 kulturministerielle juryer, der uddeler priser til forfattere og illustratorerne af børne- og ungdomsbøger. Priserne er de senere år nået op på skønne 75.000 kr. Men for at sidde i juryen og bruge sin tid på at læse og forholde sig til årets bøger, samt gå til møder, får man ingenting. Når priserne uddeles igen her den 15. marts. Er det naturligvis ikke noget, man taler om. Sådan er det ikke, hos vores nordiske naboer. Der får man naturligvis penge, hvis Kulturministeriet beder en udføre lignende arbejde. Lavet besluttede derfor at rette henvendelse til vores nye kulturminister for at høre, om vi ikke skulle skynde os at få rettet op på det sløseri. Efter flere rykkere modtog jeg en kort skrivelse fra ministeren: ”Jeg noterer mig, at kritikerne er valgt til indstillingskomitéerne, fordi de i kraft af deres daglige virke har et stort kendskab til årets udgivelser på det samlede børnelitteraturområde. Der er derfor i mine øjne ikke tale om en ekstra indsats, der kan motivere det foreslåede honorar, og jeg vil derfor fortsætte den hidtidige praksis på området.” Når kulturministeren, den mand, der har kulturen som sit hovedområde, betragter kritikernes arbejde på den måde, hvordan ser han så ikke på resten af kunstlivet? Kunne man forestille sig, at en minister ikke skulle lønnes for sit arbejde ud fra den begrundelse, at man regnede ham for fagligt kompetent? Well, vi lader det stå. Og kan glæde os over, at Kunstrådet har fået en så sober og dygtig mand som Rune Gade i spidsen.

I stedet vil jeg vende tilbage til FSL. Fria Seminariet i Litterär Kritik. Et fællesnordisk nomadisk foretagende (men med maskinrum i Stockholm), der arrangerer seminarer og workshops i de nordiske lande omkring kritik. I år gæstede de København med en stort anlagt Kritik-festival. Se www.kritikerseminariet.nu. På seminarets sidste dag, der, ligesom den afsluttende fest, blev holdt på Forfatterskolen, havde man inviteret 3 nordiske kultur- og bogredaktører til at vende emnet: Kritikken i den nye offentlighed. Fra Klassekampen i Norge bogredaktør, Karin Haugen, fra Sydvenska Dagbladet kulturchef, Rakel Chukri og fra Information, kulturredaktør Peter Nielsen. Sidstnævnte var imidlertid blevet syg, og i stedet stillede Lars Bukdahl op og fortalte om forholdene på Weekendavisen.

Karin Haugen, der er 34 år, uddannet i litteraturvidenskab og journalist, lagde for med at tale om den nye offentlighed som et post 22. juli, et efter Utøya. Et skel, sagde hun, som har gjort det helt tydeligt, hvor meget vi har brug for kritikerne. Vi har brug for de fagligt kompetente læsere, som kan forholde sig analytisk til tiden, som hele tiden kan analysere, hvad der sker i vores samfund, og som kan læse litteraturen med kritiske briller. Eftersom offentligheden er blevet fragmenteret og man følgelig må tale om mange deloffentligheder, er det vigtigt med reflekterede observatører og debattører, der ikke kun ser ét sted hen. Vi har en forpligtelse til at modvirke populismen, og til at vise, at kritik ikke er smagsdommeri, som kan affærdiges, men derimod bygget på ræsonnementer. Haugen fortalte endvidere, at Klassekampens lancering af et bogmagasin i 2007 havde øget antallet af abonnenter, hvilket avisen havde honoreret ved at øge kulturredaktionens ressourcer. Klassekampen bruger også danske og svenske freelancere som anmeldere, da man er interesseret i, hvad der sker, også i litteraturen, i de øvrige nordiske lande.

Rakel Chukri er ligesom Haugen født i 1978, hun har læst Statsvidenskab og er efterfølgende uddannet som journalist. Også hun lagde politisk ud med, at understrege kritikkens vigtighed, netop som en modvægt til populismen, og som et vågent værn mod den racisme, der florerer på den enorme underskov af blogs, et fænomen, som hun mente de store mediehuse havde været ekstremt dårlige til at håndtere. I stedet for at forholde os kritisk og analytisk til racismen anerkendes den stiltiende under ord som ”islamkritisk”. I forhold til kulturen mener Chukri, at avisernes eneste chance er at satse benhårdt på den gode kritik, der beskæftiger sig med den interessante litteratur, og lade fænomener som bloggen Bokhora (www.bokhora.se) tage sig afden populistiske afdeling. Hun var godt klar over, at avisens middelklasseperspektiv kan ende med at blive et demokratisk problem, men mente, at aviser i dag alligevel altid henvender sig til en deloffentlighed, og på den vis er ude af stand til at konkurrere med blogmediernes gratisinformation. Således pointerede hun, at en boganmeldelse af en roman som Jonas Jonasons Hundreåringen som klatret ut av vinduet og forsvant, ikke hørte hjemme i Sydsvenskas spalter, og det til trods for, at den toppede alle bestsellerlister. Aviserne skal vove at sætte deres egen kvalitative dagsorden, og med andre ord tage deres dannende og uddannende funktion på sig.

Det var tankevækkende at møde to nordiske bog- og kulturredaktører, der dels taler så varmt for kritikkens nødvendighed, dels ser kulturen som det rum i hvilket vi hele tiden kan bevidstgøre os om, og modvirke tidens fascistiske eller racistiske tendenser. Og som tilmed betaler deres kritikere for at gøre et stykkeværdsat arbejde. Jeg har svært ved at forestille mig, hvad de fleste danske kulturredaktører ville have sagt ved dette møde.

6 kommentarer:

  1. Hej Mai. Hvad var Bukdahls holdninger til dette emne om kritik i den nye offentlighed?
    I forhold til nabolandene er lønningerne for kritikere på danske aviser rigtig nok lave, jeg undrer mig bare om det er gamle nyheder, eller er det først efter krisetid og samfundsdekadencen i sen 00'erne, at bevillingerne til kunst generelt (og mere specifikt; anmeldere) er reduceret?
    Det er en fin tanke, som nok har hersket ganske længe, at bestemte medier (ligeledes bestemte aviser m.fl.) skal kunne skrive til et kultiveret publikum, men som du også nævner, er der jo den fare, at aviserne skriver hen over hovedet på den brede offentlighed. Chukris respons er at aviserne skriver til en deloffentlighed (hvilket jo er ganske rigtigt), men selv aviserne kan vel ikke sno sig uden om det faktum, at store dele af samfundet er bygget om profit og salg? Jeg tænker også på den grænse (eller flere grænser), som befinder sig mellem de såkaldte dannede og de mindre dannede (den brede offentlighed?), hvordan man bedømmer, hvad der er "den interessante litteratur", som Chukri siger.
    Det er en fin tanke, at den gode kritik og en større bevidsthed hos folket skal kunne modvirke inhumane tendenser i samfundet, men om det skal kunne måles i bl.a. kulturbevillinger eller anmelderhonorarer - specielt set i forhold til nutidens krisetid - er nok ikke så entydigt en sag.

    SvarSlet
  2. Kære Mai,
    Tak for et interessant indlæg; der slås ret mange tråde an - mht. Kulturministerens brev, må jeg sige at jeg mildest talt synes det er utroligt... Konsekvensen må vel være, som du skiver, at alle ministerielle udvalg m.m., hvor der arbejder mennesker med relevant erfaring og kompetence, fremover ikke skal aflønnes? Måske kunne du uddybe, Uffe Elbæk, hvis du læser med på Promenaden?

    Mht. lønningsniveauet - jeg ved ikke hvordan man sædvanligvis regner den slags ting ud, men hvordan er de nordiske tal i forhold til det generelle lønniveau og skatteniveau og så videre?

    Og TAK for rapport fra panelet med Haugen og Chukri (hvad sagde Bukdahl?), når nu man selv desværre ikke havde mulighed for at deltage.

    Bedste hilsner
    Martin

    Bedste hilsner
    Martin

    SvarSlet
  3. Jeg blev for nogle år siden enig med mig selv om, at man kun kan skrive anmeldelser, hvis man
    1) gør det som led i en ansættelse som fastlønnet journalist; 2) er fastansat på en læreanstalt e.l., hvor man alligevel får løn for at undervise eller forske i de pågældende bøger;
    3) har en god pension eller på anden måde er økonomisk uafhængighed af arbejdsindtægter:
    4) er ung og ihærdig og prøver at få en fod inden for i den litterære verden i håb om, at det vil føre til en karriere af en slags;
    5)er besjælet af en stærk idealisme, der sommetider grænser til en opfattelse af, at det er meget vigtigt for læserne at få at vide, hvad netop jeg mener om denne bog.
    Man skal til gengæld holde sig langt fra anmeldervirksomheden, hvis man betragter den som en del af en vifte af freelancejob, som man tilsammen gerne skulle kunne leve af på et niveau, der svarer til ens uddannelse, alder osv.
    Bedste hilsner
    Thomas Harder

    SvarSlet
  4. Ja, Thomas, sådan ser det ud. Men skal det være sådan? Har det altid været sådan? Og hvorfor er det sådan nu? Hvad betyder det, når Berlingske fyrer de fastansatte og i stedet bruger freelancere? Det betyder, at der er nogen, der skal løbe hurtigere, og at kritikken står i fare for at miste sin integritet. Er kritikererhvervet kun for universitetsansatte? Er det universiterne, der skal financiere kritikernes rejser og skrivetid?
    Martin: Måske kan vi få Bukdahl til at lægge sit indlæg ind. Og Danny - det var ikke så meget holdninger, som facts, sådan som jeg husker det, men jeg vil hellere bede Bukdahl om selv at svare. Og stadigvæk, jeg forstår ikke, hvorfor kritikere - også i en krisetid - skulle lønnes dårligere end journalister. Jeg er enig med dig i svaghederne i Chukris argumenter, men spørgsmålet er, om hun ikke har fat i den lange ende?

    SvarSlet
  5. Jeg synes det er interessant at lønnsnivået for kritikk diskuteres over landegrensene, og det er bra det kommer frem hvor dårlig betalt dette arbeidet er. Når det gjelder den manglende viljen til å gi kritikerne anstending lønn, så tror jeg det skyldes sedvane - altså en "slik har det vært"-holdning. I tillegg skyldes det også en manglende forståelse for at det er en jobb. Mange ser på kritikk som en hobbyvirksomhet, noe lektorer (og andre som føler seg kallet) sysler med på fritiden. Vi har gjort litt forskjellig her i Norge med hensyn på å få øket lønnen, og med vekslende hell. Det mest vellykkete har vært å se på hvordan lønnsveksten og den generelle prisstigningen har vært i landet siden lønnen sist ble regulert i avisen. Hvis det f.eks er ti år siden, går man inn på statistisk sentralbyrå (som det heter i Norge) og finner tallene. For Norge sin del har lønnsveksten vært formidabel, men i Bergens Tidende, avisen jeg arbeider i, hadde vi ikke fått økt lønn siden 2005. Vi brukte den generelle lønns og prisstigningen (rundt 20% her i Norge de siste fem årene) som argument for å få regulert opp lønnen 20 % - og det gikk bra. Et annet problem med honorering er at avisene har en viss enighet seg i mellom (uutalt selvsagt) om hvilke nivå de skal ligge på, og ingen vil være lønnsdrivende. Med andre ord tror jeg samarbeid og felles krav er den eneste måten man kan få opp lønnen i avisene.

    SvarSlet
  6. @Mai: ja, det burde jo være sådan, at lønningerne for journalister og kritikere lå på samme niveau, men problemet er vel også, som Gro nævner, at der (nok) er et fastgroet syn på kritikervirksomheden og dets standpunkt ift. andre hverv.
    Angående Chukri; hun er helt sikkert på sporet af det rigtige.

    SvarSlet