Her et par citatuddrag af hæfte 4:
Kenneth Goldsmith: ”Jeg er en tekstbehandler. Jeg kan identificere mig med hovedpersonen i en vittighedstegning, der hævder at have hentet x megabytes og nu er fysisk udmattet efter en dags downloading. Den simple handling, det er at flytte information fra et sted til et andet, udgør i dag en væsentlig kulturel begivenhed i sig selv. Jeg synes, det er er rimeligt at sige, at de fleste af os dagligt bruger timer på at flytte indhold fra en container til en anden. Nogle af os kalder det at skrive.”
Craig Dworkin citeret af Kenneth Goldsmith: ”Hvordan ville en non-ekspressiv poesi se ud? En intellektets poesi snarere end følelsernes? Én, hvor de substitutioner, der ligger til grund for metaforen og billedet, blev erstattet af den direkte fremstilling af sproget selv, hvor ’spontant overskud’ blev erstattet af omhyggelige procedurer og grundige logiske processer? Hvor det blik den selvoptagne digter kaster på sit ego i stedet blev vendt mod digtets eget selvreflekterende sprog? Da ville prøvestenen for digtet ikke længere være, hvorvidt det kunne være gjort bedre (forfatterskolens spørgsmål), men hvorvidt det var tænkeligt, at det kunne være gjort anderledes.”
Nogle spørgsmål der falder mig ind efter endt læsning:
Er Goldsmiths forestilling om ”ukreative skrivning” en moralsk investeret poetik, der advokerer for at minimere forfatter-subjektet?
Kan man rimeligvis sige, at man i en vis forstand fralægger sig forfatter-subjektet, når man framer en ”fundet” tekst og præsenterer den for sin læser?
Er det rimeligt at operere med/ud fra et spektrum, der har forfatteren/udsigelsen i den ene ende og sprogmaterialet i den anden - og læse en tekst som enten forskudt i den ene eller den anden retning?
Opererer Goldsmith ikke ud fra en - i mangel af bedre ord - ”gammeldags” tankegang, hvor antagelsen lyder, at hvis det romantiske, emotionelle JEG, ikke er investeret i teksten, så er teksten ”renere”?
Med andre ord: er det rimeligt at antage, at der ikke er følelser, ego og patos investeret i en transskribering, i approprieret eller på anden vis databehandlet tekst?
Siden Aristoteles har kunst handlet om imitation, og der er et engelsk udtryk, som falder mig ind: imitation is the sincerest form of flattery.
Til videre inspiration: Marjorie Perloff læser Goldsmith over for kunstneren Vito Acconci i dette essay: http://marjorieperloff.com/articles/conceptualisms-old-and-new/
Jeg tror ikke Goldsmith interesserer sig for "renhed", og der er masser af romantisk kunstner-Jeg i hans tekster. Det er ham, der taler (Soliloque), det er hans musiksamling (6799) osv. I virkeligheden behøvedes han jo ikke at bruge sig selv som "protagonist", men han gør det og dyrker det som performance. Og intet ondt ord om det herfra.
SvarSletJeg er helt enig med dig i at der er et investeret jeg i hans tekster og et stærkt element af performance, men den retorik han bruger omkring skriftens tømning - han vil væk fra det skabende sted, den kreative kunstner, hen imod det maskinelle -, hvorfor denne bevægelse?
SvarSletHan siger selv: "Jeg, derimod, opfinder ingenting. Jeg bliver bare ved med at genskrive den samme bog." Hvad er det produktive ved dette standpunkt? Især idet vi tydeligt kan fornemme, hvordan hans blik, hans bevægelser i den grad kommer i centrum i værkerne. I udvælgelsen af materialet.
Har heller aldrig følt mig specielt tiltrukket af idéen om at udrense det subjektive i kunsten ved at gøre det kreative til noget maskinelt, litteraturen til eksempler på tekst i stedet for erkendelsesforsøg, osv. Det minder mig om Hans-Jørgen Nielsens projekt i 60'erne og 70'erne med datamaskinepoesi og attituderelativisme. Men idéen om at ikke-subjektiv poesi er frigørende bygger på en falsk præmis. Sproget er jo samfundsskabt og at reproducere sproget i sin rene form, som sprog i sig selv, er jo blot at reproducere individet som det tager sig ud i den kollektive samfundsbevidsthed. I sidste ende er det vel en reproduktion af Platons idéverden, af mennesket i sin mest generelle form, af individualismen (som Nielsen vel søgte at bekæmpe). Selve sproget bygger vel på præmissen om et strukturerende jeg, man kan ikke tænke sig verden i tid og rum uden individet. Er det ikke først og fremmest i udforskningen af det specifikke, af den unikke person og stedet, at man når frem til det mangfoldige, over-individuelle? Tænk på Bruno Schulz som levede hele sit liv i Drohobych for at skrive om den boblende uformelighed som alle mennesker og alle steder indeholder, betragter man dem længe nok.
SvarSletNu er jeg selv ret glad for Hans-Jørgen Nielsens tekster, som også er meget Gertrude Stein-inspirerede; jeg oplever hverken Stein eller H.-J. Nielsen som særligt "maskinelle", dog optaget af det moderne og serielle.
SvarSletDet som undrer mig ved Goldsmiths poetik er vel i virkeligheden, at jeg i en eller anden forstand slet ikke synes den matcher, det han gør! At mime maskinens logik er jo ikke per definition det samme som at fjerne sig fra det subjektive. Tværtimod er det blot en anden tekst-tilgang, som subjektet kan vælge.
Jeg har ikke glemt mit løfte om at læse Basilisks beta-serie, men jeg har haft travlt med andre ting.
SvarSletJeg vender snart frygteligt tilbage med en læsning af næste hæfte i serien!