lørdag den 17. marts 2012

Live-læsning

I går var der live-læsning på Gyldendal i København. Det er en slags kritikersalon; man har tre inviterede førstelæsere der giver deres bud på tekst, som man ikke har set før, den bliver stukket ud på stedet. Man læser den, hvad står der egentlig, hvad er på færde, hvad handler digtet om, hvordan gør det det - i går var det nemlig kun digte der blev læst, tre digte, af henholdsvis Tove Ditlevsen, Johannes V. Jensen og Inger Christensen.


Fra de indledende forsøg fra førstelæserne vokser samtalen så, publikum blander sig, vi læser sammen. Jeg kan godt lide det format, jeg synes det virker, det er oplivende, oplysende - mand, det er lang tid siden jeg har læst Paa Memphis Station, det er jo faktisk et virkelig godt digt.


De inviterede førstelæsere i går var Hans Otto Jørgensen, Christel Wiinblad og så mig selv. Vi endte blandt andet ud i nogle besynderlige læsninger, synes jeg, i hvert fald var det overraskende for mig at høre Jørgensen tale om Inger Christensens digt som sentimentalt og slapt i forhold til Tove Ditlevsens kølige præcision (vi læste 'Sovende pige' fra Pigesind).


Uanset, vi læste nedenstående stykke fra Alfabet; jeg har aldrig før tænkt på Inger Christensen som en digter der er i familie med Allen Ginsberg, men det kom jeg til i går. Se de her to digte sammen.


Die Inger:


livet, luften vi indånder findes
en lethed i alt, en lighed i alt,
en ligning, et åbent bevægeligt udsagn
i alt, og mens træ efter træ bruser op i
den tidlige sommer, en lidenskab, lidenskab
i alt, som fandtes der til luftens leg med
den faldende manna en enkel principtegning,
enkel som når lykken har masser af mad
og ulykken ingen, enkel som når længslen
har masser af veje og lidelsen ingen
enkel som den hellige lotus er enkel
fordi den kan spises, en tegning så enkel
som når latteren tegner dit ansigt i luft


Og Die Allen:


Footnote to Howl


Holy! Holy! Holy! Holy! Holy! Holy! Holy! Holy! Holy! Holy! Holy! Holy! Holy! Holy! Holy!
The world is holy! The soul is holy! The skin is holy! The nose is holy! The tongue and cock and hand and asshole holy!
Everything is holy! everybody’s holy! everywhere is holy! everyday is in eternity! Everyman’s an angel!
The bum’s as holy as the seraphim! the madman is holy as you my soul are holy!
The typewriter is holy the poem is holy the voice is holy the hearers are holy the ecstasy is holy!
Holy Peter holy Allen holy Solomon holy Lucien holy Kerouac holy Huncke holy Burroughs holy Cassady holy the unknown buggered and suffering beggars holy the hideous human angels!
Holy my mother in the insane asylum! Holy the cocks of the grandfathers of Kansas!
Holy the groaning saxophone! Holy the bop apocalypse! Holy the jazzbands marijuana hipsters peace peyote pipes & drums!
Holy the solitudes of skyscrapers and pavements! Holy the cafeterias filled with the millions! Holy the mysterious rivers of tears under the streets!
Holy the lone juggernaut! Holy the vast lamb of the middleclass! Holy the crazy shepherds of rebellion! Who digs Los Angeles IS Los Angeles!
Holy New York Holy San Francisco Holy Peoria & Seattle Holy Paris Holy Tangiers Holy Moscow Holy Istanbul!
Holy time in eternity holy eternity in time holy the clocks in space holy the fourth dimension holy the fifth International holy the Angel in Moloch!
Holy the sea holy the desert holy the railroad holy the locomotive holy the visions holy the hallucinations holy the miracles holy the eyeball holy the abyss!
Holy forgiveness! mercy! charity! faith! Holy! Ours! bodies! suffering! magnanimity!
Holy the supernatural extra brilliant intelligent kindness of the soul!



16 kommentarer:

  1. Jeg kan, når de to uddrag står der sammen, Inger C og A. Ginsbergs, sagtens se, hvad du mener, men mon ikke, de fleste af os, har netop de to digteres (sær)egne oplæsninger i baghovedet, når vi normalt læser de pågældende to, og derfor ikke umiddelbart har opdaget lighederne. De er jo begge om nogen, på netop hver deres måde, berømte for deres distinkte tonefald: Inger Cs køligtsobre messende diktion kontra Ginsbergs selvhenrevne, agiterede, jazzflowende messen.

    SvarSlet
  2. Måske en alt for hurtig kommentar her, men jeg kan faktisk ikke helt se, hvad du mener, Martin, bortset fra at begge digte betjener sig af rytmiske gentagelser, og at der kan findes ligheder i enjambementet. Derudover er de da ret forskellige, både formelt (Christensens digt er bygget op i to tydeligt modstående sektioner, v. 1-7 som forskyder forståelsen af luft vha. en række l-ord, over for v. 8-13 som omvendt behandler forskellige emner vha. samme ord, "enkel", mens Ginsbergs er ét langt flow over én form, remsen) og dermed ikke mindst indholdsmæssigt: Mens Ginsberg i sit flow opløfter verden til én væren (fordi alt tilsyneladende er helligt, natur, kultur, fattigdom, rigdom), en metafysisk (buddhistisk inspireret) anskuelse, der peger Christensen mere nøgternt på, at selv om der er ting, der forener os (luften, ingen metafysik), så er der også forskelle i verden imellem f.eks. det at have mad og det ikke at have. Af samme grund forstår jeg ikke, hvordan Hans Otto Jørgensen kan kalde digtet sentimentalt (men nu har jeg jo ikke hørt, hvad han præcist mente, det kan du måske forklare): Følelsesfuldt, ja, men sentimentalitet forbinder jeg med naivitet, og dén tænkning i modsætninger mellem f.eks. lighed og forskel, og at begge dele kan rummes i samme verdensforståelse, som Christensens digt præsenterer, virker da ikke naiv. Kh Jeppe

    SvarSlet
  3. At läse uddraget af Alfabet som et fritstående digt giver INGEN mening whatsoever.Uden Hiroshima intet L-digt. Og på den baggrund er et prädikat som "sentimentalt" i bedste fald präcis lige så meningslöst.

    SvarSlet
  4. Hej Jeppe,

    Her kommer også et alt for hurtigt svar; det er hele måden gentagelserne arbejder og forskyder sig på, det rytmiske, besyngende, hele besyngelsen af det dennesidige, og måden det diskrete jeg titter frem på i begge digte, der pludseligt i læsningen af det ene digt fik mig til at tænke på det andet. Overraskende, for mig i det mindste, for det vedbliver jo stadig med at være meget forskellige digtere, Christensen og Ginsberg.

    Og Elisabeth; vi talte naturligvis også om hele bogen som teksten indgår i og om atombomen i den, men mest formede læsningen sig som en art nærlæsning af digtet her, velvidende at det var en art leg vi legede. Nærlæsningslegen.

    Mht. det sentimentale hos Christensen (det er jeg virkelig ikke enig i), så kan det være at Hans Otto måske selv vil sige noget om det. Hvis han læser med?

    KH Martin

    SvarSlet
  5. Et diskret jeg hos Ginsberg? Hvis der er noget hans jeg ikke er så er det da diskret. Hvis jeg skal sige noget godt om Ginsberg, hvilket ikke falder mig meget let, så kunne hans hans ufortrödent KÄMPESTORE EGOMANE JEG-dyrkelse eventuelt anskues som en interessant kvalitet ved texternes udsigelse.

    SvarSlet
  6. Jo jo, men hvem er BESYNGEREN i begge digte (altså i begge teksteksempler der ligger her på siden), hvem er det der har sådan en udsigelseskraft: at dette FINDES, det er næsten et performativ; ligesom 'helliggørelsen' af alt det andet der findes, det er næsten ligesom tungen og pikke og hånden og alting (først) bliver til at benævnelsen af dem; og så i begge digte er der det DU, der henviser til et jeg der må være et konkret jeg der kender dette du intimt. Hos Ginsberg er der selvfølglig også MIN mor på sinddssygehospitalet, der naturligvis peger langt ind i hvad man ellers ved om Ginsberg og hans digte (Kaddish m.m.).

    SvarSlet
  7. Elisabeth har selvfølgelig ret i, at det er lidt sært at skulle opfatte disse to uddrag som selvstændige tekster, så lad os ikke tale om to digte, men om to teksteksempler på - for mig at se - virkelig forskellige tonefald, bl.a. forskellige måder at bruge gentagelser på. Ginsbergs gentagelser skaber en konstant fremadvendt diktion, han støder dem ud, den ene efter den anden, med udråbstegn, eller remser dem op i kæder, giver mindelser om en opflammet prædikant eller sådan - og det har jeg det sådan set fint med, jeg kan meget godt lide Ginsberg - mens Christensen skaber mønstre med sine gentagelser, intensiteten er langt mere varieret, der kan f.eks. forekomme en indskudt bisætning, "mens træ efter træ bruser op i / den tidlige sommer", eller der kan forekomme en syntaktisk parallellitet mellem "perspektivtegning" i v.7 og "tegning" i v.12 - begge dele ville være utænkeligt hos Ginsberg. Endelig er Ginsbergs rytme vel primært jambisk, mens Christensens - også her mere varieret - for mig at se læner sig mod det daktyliske (som f.eks. de linjer, jeg lige citerede), det giver altså også stor forskel, synes jeg. Og med disse forskelle in mente, hvad er så ligheden? At de begge "besynger" - ja, men så er det to forskellige slags sang med to forskellige typer "udsigelseskraft" (med dit ord, Martin). Og vi kan vel ikke samle al poesi, som på en eller anden måde "besynger", under samme hat? (Så skal det være en stor hat.) Bl.a. er det altså - som jeg prøvede at sige i min første kommentar - to forskellige verdensbilleder, som er resultatet af "besyngelsen", hvilket vel er ret væsentligt?

    SvarSlet
  8. Men jeg er vist kommet ind på et helt galt spor her, Martin, det var jo ikke din mening at lave en eller anden sammenlignende læsning, kan jeg godt se. Måske, hvis du vil, kan du sige noget mere om den her "udsigelseskraft", som du oplever hos begge digtere?

    SvarSlet
  9. hvad jeg mener du har ret i Martin er at ICs jeg er diskret - så diskret faktisk at det er et "vi" - derfor den (synes jeg) vilde overraskelse/bevägelse da vi pludselig får dette konkrete du i slutlinjen - hvis latter skaber digtets jeg.
    Besyngelseskraft, jo, men som Jeppe skriver, fra to helt forskellige udsigelsespositioner. Alfabet er der ikke meget "hör agitatorens sange" over - diget sätter jeg i parantes - det er ikke udsletttet men inkluderet. I Ginsbergs digt er udsigelsesinstansen markeret som menneskets - alene temaet - at noget er helligt - kan da vist kun komme fra sådan ét.

    SvarSlet
  10. Bogstavdigtene i alfabet er skrevet i en gammel form, der hedder knittelvers: fire trykstærke og et variabelt antal tryksvage stavelser. Min oplevelse er, at det giver en enormt stærk puls i teksten, som i sig selv driver den fremad. Det kompliceres så i de senere bogstavdigte (ca. fra g og fremefter) af teksternes stadigt mere komplekse syntaks. Mens de første listedigte i alfabet fx nogenlunde ophober fænomener, så er "en lethed", "en lighed", "en ligning" i digtet ovenfor vel mere præciseringer af, hvad det indledende "livet" er. Faktisk gælder det for hele digtet: rytmisk og på overfladen styres det stadig af en parataktisk puls, i virkeligheden er det en lang uddybning af hvad det vil sige, at "livet findes" - dvs. ikke en liste, men et sammenhængende, på sin vis hypotaktisk organiseret udsagn.

    Den slags kompleksitet finder man overhovedet ikke hos Ginsberg. Han pumper bare derudaf med sin trommestik. En anden forskel er så, at Ginsbergs "the world" er antropocentrisk så det brager: kroppen, beaten, byerne, (vores) historie. Den eneste natur er det korte "the sea" og "the desert". Sådan er det jo, mildt sagt, ikke hos IC.

    SvarSlet
  11. ahrr, skal vi ikke sige anapæster hvis endelig det skal være

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg går ud fra, at du mener hos Christensen, men at du ikke rigtig gider tale om det (?) Jeg synes, det er væsentligt i en diskussion, der bl.a. handler om stemme (udsigelse) og verdenssyn, hvordan sproget indgår i verden. Sådan her hører jeg versefødderne:

      livet,/ luften vi/ indånder/ findes
      en lethed i/ alt, en/ lighed i/ alt,
      en ligning, et/ åbent be/vægeligt/ udsagn
      i alt,/ og mens træ efter/ træ bruser/ op i
      den tidlige/ sommer, en/ lidenskab,/ lidenskab
      i alt,/ som fandtes der/ til luftens/ leg med
      den faldende/ manna en/ enkel prin/ciptegning,
      enkel som når/ lykken har/ masser af/ mad
      og ulykken/ ingen,/ enkel som når/ længslen
      har masser af/ veje og/ lidelsen/ ingen
      enkel som den/ hellige/ lotus er/ enkel
      fordi den kan/ spises, en/ tegning så/ enkel
      som når latteren/ tegner dit/ ansigt i/ luft

      Og det er sikkert (det har jeg vist også hørt et sted) ganske rigtigt knittelvers, som Tue påpeger, altså fire trykstærke stavelser i hver linje med et varierende antal tryksvage, men rytmen er overvejende daktylisk, de tryksvage stavelser, som ofte åbner en verslinje, virker pga. enjambementet som den faldende rytme fra foregående verslinjes sluttryk, mens de fleste af fødderne inde i verslinjerne er daktyler. Ikke at det her er et fast daktylisk metrum, men det er den grundlæggende puls: faldende fra et tryk til to tryksvage stavelser (f.eks. i ord som tidlige, lidenskab, masser af, hellige, latteren osv.), en rytme der overordnet for mig - i dette tilfælde - signalerer indføling og homerisk ro. (Meget modsat Ginsberg).
      Anapæsten er en mere bastant versefod, den kaldes også galloprytmen, dadaDANG, dadaDANG, dadaDANG osv., som i Coleridges eksempel:
      With a leap / and a bound / the swift A / anpaests throng. Det er sgu noget hopperi; jeg opfatter det ikke som om Christensens digt galoperer.

      Slet
    2. nej mente at der åbenlyst er tale om alternerende fødder (så det var dog ment halvt ironisk) - det ville være en ubærlig indre modsætning, poetologisk set, hvis netop dette digt, som besværger det mangfoldige, kunne afledes af een versefod. derfor omvendes og brydes de næsten hele tiden. abriKOStræerne FINDes - og ofte virker det jo som om der er en strukturlighed mellem meter og lyd, fx virker de smældende d'er (klusiler, lukkelyde) til at "rime" med daktylerne (fordi daktylerne netop stamper i mit univers): duerne findes ... d-sektionen kunne ikke være skrevet anderledes, metrisk set, sådan virker det. og selvfølgelig er der omvendingerne i een strofe: fiskehejren findes, med sin gråblå hvælvede

      jeg tror ikke vi bliver enige - men interessant for øvrigt som man kan udlægge fødderne forskelligt, jeg synes fx trokæer og daktyler er stampende, modsat de rullede, vuggende jamber og anapæster. under alle omstændigheder er vigtigt at holde sig for øje at netop den slags tolkninger er idiosynkrasier. lidt ligesom man enten har en tendens til at komme for tidligt eller for sent til en aftale. men at anapæster generelt og alment skulle være mere bastant hoppende, som i dit eksempel, mener jeg er bastant vrøvl. se her:

      Aus der Hand frißt der Herbst mir sein Blatt: wir sind Freunde.
      Wir schälen die Zeit aus den Nüssen und lehren sie gehn:
      die Zeit kehrt zurück in die Schale.

      Slet
    3. Du har selvklart ret i at versefödderne alternerer i Alfabet som sådan - igen - taler vi om uddraget eller helheden. Det ved vi vist ikke rigtig.
      Men jf dit egen logik er det da ligeså meget noget bastant vrövl at daktyler skulle stampe som at anapäster skulle hoppe - oder was?
      Hvorfor er det så slemt med de daktyler? Jeg fatter det ikke. Er det nu den "grimme" lange tillägsform der spöger igen? Vil metrikeren oplyse mig?

      Slet
    4. helhed og uddrag. jo og derfor skrev jeg, det er noget idioynkratisk sludder (næsten), for daktylerne er da gode nok, fred være med dem, men er en indre følen tilladt, selv om det bare er netop det? - det er for øvrigt kommet mig for øre at problematikken (i form af faglig polemik) også findes i visse dele af musikvidenskaben, om det starter med eller uden optakt, 3-4 ... og mon ikke de intuitivt betyder noget, et væsentligt om end diffust kognitivt udslag, hos dem som arbejder professionelt med dem? brugte IC fx daktyler og anapæster bare sådan uden videre, ureflekteret? det vover jeg at tvivle på, men det må digterne altså selv svare på. så jeg spørger tilbage: er daktylerne neutrale? er bogstavet A neutralt? uberørt af betragteren? eller nåede heisenberg også frem til litteraturen?

      hvad angår naiv og sentimental, er det interessant at brixvold sætter dem på samme hold, for i schillers epokale tekst er de dels modsætninger, dels er det sentimentale selve emblemet for det moderne - og den moderne digter. modernitetstilstanden overhovedet. schillers tekst er en rampe for hegel, kleist, nietzsche ... frankfurterskolen, og kunne være første (men ikke sidste) prisme for en læsning af alfabet - er det gjort?

      og at ex-rektor jørgensen vælger at bruge ordet sentimental i dagligdags, nedsættende betydning til at beskrive et elegisk naturdigt virker i den henseende ret indifferent over for europæisk åndshistorie. ret dansk (dansk her nedsættende ment). den slags slipper man ikke af sted med syd for grænsen. når nu der er andre der allerede har tænkt lidt over sagerne. nå, men så kan det regne i ro og fred over indre københavn, mens resten sker udenfor. det er da en elegi i sig selv; over and out.

      Slet
  12. Hej igen,

    Bare kort, noget af det, tror jeg, der får mig til at tænke på det ene digt når jeg ser det andet, er det man måske kunne kalde deres udbredte paratakse (er jeg uenig med Tue her?); sideordningen, at alt det der udpeges i verden (meget forskellige typer ting i begge digte) findes og nivelleres, og at der i begge digte bliver brugt et eksplicit religiøst vokabulær (jeg tænker på dette ene ord: HELLIGT, selvom der selvfølgelig også er mange andre referencer, manna fx) men eksplicit frataget dets religiøse rum - det hellige er dennesidigt. Og her hænger alting sammen og det ene er ikke (nødvendigvis) mere værd eller værdigere end det andet. Thisconnectionofeverybodywithlungs. Eller alt det jeg ser findes og det er (lige) godt. Og så er der også denne umådelige selvtidlig hos begge digtere (måske det har at gøre med det jeg ovenfor kalder udsigelseskraft, Jeppe), dette, faktisk, at bygge en hel verden i sit digt på disse måder.

    Og nåja, det er en stor hat, selvfølgelig, og jeg postulerer ikke at det er det samme digt eller den samme digter vi her ser for os og at det har vi aldirg kunnet set før, en opdagelse, det er det jo tydeligvis ikke; men for mig, i det mindste, synes jeg at det kaster et lidt anderledes lys ind i Ginsbergs digt at læse ham lige efter jeg har læst Christensen, og tilbage igen, omvendt. Det man måske kunne kalde kølligheden det ene sted, eller ihvertfald det meget styrede, hos Christensen, bliver vildere for mig, latterens afsluttende synæstesi lidt morsommere, så at sige, og Ginsberg kommer omvendt til at tale om meget mere end sig selv (men det synes jeg nu altid han gør, begge digtere er stjerner i min bog, but so what).

    Men det er jeg så måske ene om?

    KH Martin

    SvarSlet