torsdag den 19. januar 2012

Noter til Øvelser og rituelle tekster


[Sidste fredag var jeg på Testrup Højskole, hvor jeg som en del af kurset Ta og læs talte om Lars Skinnebachs Øvelser og rituelle tekster og Olga Ravns Jeg æder mig selv som lyng sammen med René Jean Jensen. Her er mine noter til Skinnebach – og det er vitterlig noter, hvilket den uendelige mængde af tankestreger vidner om – en feminin skødesynd. Andre synspunkter modtages selvklart med entusiasme.]

Øvelser og rituelle tekster er en enestående bog. Både form- og indholdmæssigt.
Den er et suverænt defineret forsøg på at skrive økopolitisk poesi, der har en virkning – det er klimaforandringerne og vores mulighed for at gøre noget ved dem som det handler om. Bogen er voldsomt didaktisk og pessimistisk  – den fortæller os at mennesket er en svulst – og at løbet nok er kørt. Men den er også et forsøg på at forfølge en utopi, hvor mennesket frigør sig fra sin destruktive materielle betingethed gennem rituelle sproghandlinger.
De første linjer, hvor digtersubjektet præsenterer sig selv, siger en hel del om dette subjekts dobbeltbundne position mellem en utopisk energi og et forventet dystopisk resultat:

Jeg har den udsendtes trang
til utopier, grænseløs
indtrængen, min sæd
falder ned i sne, natten

Jeget er “den udsendte” – han en profet, der spår om de kommende tider. Men hans sæd, hans ord, falder ned i sneen og natten. De falder på en grund som ikke er frugtbar.
Bogen falder – som titlen angiver – i to dele: En øvelsesdel og en ritus-del.
Øvelsesdelen er vitterlig formet som en åndelig øvelse, der går ud på at frisætte digtersubjektets sind fra sine bindinger, her i form af en skelsættende barndomsoplevelse, ved at ritualisere nedskrivningen af oplevelsen.
En åndelig øvelse  (eller en åndelig øvelsesrække) er egentlig en religiøs genre.
På side 9-10 står der følgende om meningen med den:

Min plan var at skrive om den samme begivenhed, hver dag i et bestemt tidsrum, at gøre den, det til en øvelse. At frigøre erindringen fra den omverden, det landskab, den udsprang af, og føre den ind i et lukket system, som er skriftens. Øvelsens.


En åndelig øvelse – sådan som vi f.eks. kender den fra yogafilosofien eller de kristne mystikere (Ignatius de Loyolas Åndelige Excercitiebog er det eksempel, der står klarest for mig) virker ved at man raffinerer sin forestillingsevne.
Man fastholder sin opmærksomhed på nogle bestemte mentale billeder som man gentager og fokuserer på indtil man er bliver i stand til at møde det ubetingede – det grænseløse verdensalt eller Gud. Som der jo netop ikke kan gøres billeder af – det er den mystiske erfaring som man må arbejde hårdt for at opnå – man øve sig.
I det her tilfælde tager øvelsen som sagt udgangspunkt i en barndomserindring.
En dreng er på vildmarkstur med sin far i Grønland. De er sejlet af sted i en lille kano – for at skyde rensdyr. Men denne udflugt viser sig hurtigt at have en symbolsk karakter.
I virkeligheden mimer oplevelsen en indvielsesrite – en rite de passage – hvor den halvstore dreng, sammen med sin far, oplever isolation, symbolsk død og symbolsk genopstandelse.
En indvielsesrite er et universelt fænomen – den som skal initieres forlader samfundet eller socialiteten – som her: hvor  (s7)
"vi sejlede væk fra øen og lovene i en glasfiberhånd, løsrevet fra sin krop, sit samfund."
Faren skyder et rensdyr som falder om, men da de nærmer sig dyret rejser det sig pludselig op igen og springer væk. Her har vi den symbolske død og den symbolske genopstandelse – i naturen. Helt tydeligt på side 27, hvor en tak fra det genopstande dyr kaldes et relikvie.
Men for drengen mislykkes indvielsesprocessen. Han bliver angst i stedet for genfødt. Ikke mindst fordi han begynder at opfatte naturen som besjælet: Der bor en ond kvindelig ånd i en fordybning i fjeldet, hvis bundne kræfter han er bange for at komme til at slippe fri.
Han binder den onde kraft i et ord som han lover sig selv aldrig at udtale. Ordet bliver “en sten i hukommelsen”, s17.
På den ene side er noget meget klassisk over den intense og økonomiske beretning om turen med faren. For mig er det umuligt ikke at tænke på Hemingways selvbiografiske Nick Adams stories. “Indian Camp” kender de fleste, men der er mange andre. Hemingway kaldte dem selv initiation-stories. “Indian Camp” handler om drengens udflugt med sin lægefar til et indianerreservat. De tager uden for den kendte civilisation, hvilket sætter alting – også forholdet til faren – på spidsen. Hemingways fader begik som bekendt selvmord og i Lars Skinnebachs bog er udflugten med faderen også så signifikant fordi faren (som vi får at vide flere gange) ikke drikker når han er i naturen. Jeg’et tematiserer også sit eget, senere, misbrug. Og når frem til at det skyldes ønsket om at frigøre sig fra sin betingethed – “at blive forudsætningsløs” som det hedder i bogen. Hvilket jeg tror skal læses – ikke som forudsætning – men som forud-for-sætningen – en sætning, der kommer forud for betydningen – syntaksens tyrrani – kunne man også kalde det.
Dét at syntaksen er en lovmæssighed, er, hvad de her tekster forsøger at bryde med. Eller “brude med” – i en af de rituelle tekster som kommer efter øvelsesrækken står der i hvert fald: “Jeg viser mig for dig som en brud i skriften”. Altså et brud i skriften – som der er mange af i bogens tekster – også i form af en række ufuldendte sætninger.

Og her bliver det så også til et poetikalsk projekt. Teksten skal blive et ubetinget rum, hvor syntaksens tyrrani ikke hersker. Men det kan den åbenbart kun blive ved at være et lukket system – en biosfære – som vi kan opretholde livet i. Igen sporer jeg en dobbelthed mellem trangen til dystopisk isolation (poesien er et reservat) og frisættende og frugtbar sproglig energi (poesien er ubetinget).
Vi finder følgende beskrivelse af bogens poetikalske projekt på side 11:

Det kunne se ud, som om jeg ødelægger sproget, digtene, men det er forudsætningerne for sproget, jeg vil forlade. Jeget f.eks. Min forestilling om en utopi er en forestilling om den ene betydning, der er befriet for sine forudsætninger. Som er sætningen, der sker.

Og så er vi tilbage ved den rituelle forms betydning for teksterne. For ritualet er netop en sætning der sker. Ritualet er en handling – en symbolsk handling – men en handling. Man udfører noget når man foretager sig noget rituelt. Og eftersom bogen hele præmis er vores kollektive handlingslammelse på klimakrisens vegne – er det vel logisk at forsøge sig med ritual sprogbrug når man nu er digter: Handling via ord.
Spørgsmålet er for mig at se, hvem der deltager, hvem der kan deltage i ritualet – jeg synes måske shamanen undlader at få resten af landsbyen med. Riten er et kollektivt anliggende, men i de her tekster får den en form som jeg ikke vil tøve med at kalde hermetisk eller mystisk. De tekster der findes i bogens anden del, de rituelle tekster, har jeg meget svært ved at trænge ind i – de er svære at følge for en som ikke er indviet.
Og det er måske et problem for bogens økopoetiske/økopolitiske projekt?





16 kommentarer:

  1. Det er spændende med din åbning her, Elisabeth. Jeg har tænkt meget på de rituelle tekster i bogens anden halvdel: en slags rester efter ritualet, som er svære at komme ind i, men som samtidig også rummer noget frigørende: skriften og skrivningen selv. Til efterfølgelse, måske. Sætningen som sker for øjnene af een.

    SvarSlet
    Svar
    1. http://www.archive.org/download/a588350800loyouoft/a588350800loyouoft.pdf

      Loyolas Øvelser som pdf.

      Mvh Lars F

      Slet
  2. Meget interessant og meget væsentligt. Jeg er alvorligt enig med Skinnebach i, at det kan gå to veje; enten mod en ret omsiggribende "opvågnen" eller et (åndeligt) bevidsthedsskred ... eller også går det nok ikke.

    Meget fint, at Elisabeth tager dette emne op om (højere) bevidsthed. Tak herfra.

    B.h Louise

    SvarSlet
  3. mange tak for det gode link til Loyola (en indscanning af en engelsk oversættelse - inklusive frontismatter...)

    SvarSlet
  4. Jeg har netop i eftermiddags læst "Øvelser og rituelle tekster" for første gang og jeg har derfor ikke læst den så grundig som Elisabeth Friis. Men for mig at se står det mest problematiske stadigvæk tilbage. For hvis du som udgangspunkt har "at mennesket er en svulst – og at løbet nok er kørt" må du jo også have gjort dig nogle tanker om hvem du overhovedet skriver til? Til fremtiden kan det jo ikke være, for der er jo ingen fremtid og dermed heller ingen mennesker og læsere. Og hvad med den nutid som alligevel ikke vil lytte? Så hvorfor overhovedet skrive? Fordrer projektet (som jeg har meget stor respekt for) derfor ikke en vis grad af tiltro til fremtiden og dens mennesker hvis det skal kunne lykkedes? Men en sådan tiltro kan jo ikke være til stedet hvis løbet er kørt?

    SvarSlet
  5. Jeg tror bogens præmis er at vi ikke kan vide om der er en fremtid. Og det er vel ikke det samme som at der ingen fremtid er.

    SvarSlet
  6. Næh, bogens præmis er jo "at mennesket er en svulst - og at løbet nok er kørt". Det skriver du jo også selv i dine noter. Og så er det nok svært at tale om nogen fremtid, og hvem er det så Skinnebach skriver til? I den forbindelse syntes jeg også det er problematisk at bruge undertitlen "Folkeudgaven". For hvad er det for et folk der her hentydes til? Det kan jo hverken være det folk som du eller jeg tilhører, for vi skal jo begge bukke under i den klimakatastrofe der snart indtræder. Jeg tror dog også at Skinnebach selv har været opmærksom på denne problematik. Og hans måde at knibe sig ud af den på findes på side 27 hvor han skriver om sit ulykkelige kunstsyn: "Enten har jeg ret i, at vi skal ændre vores levevis radikalt allerede nu, hvis vi i første omgang skal undgå verdensomspændende sammenbrud ... (...) eller også har jeg uret. Hvis jeg har ret ..." osv. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal syntes om dette.

    SvarSlet
  7. (er du ikke god at skrive dit navn - jeg sætter pris på samtalen, men kan godt lide at vide, hvem jeg taler med)
    Når jeg skriver at løbet "nok" er kørt - mener jeg "nok". Det er ikke sikkert.Det antyder jo også det tekststed som du selv henviser til. Helt sikkert er det dog at jeg læser bogen som et forsøg på at opnå en virkning. Måske den mindst tænkelige? Men præcis hvad ved vi om, hvilken virkning vores handlinger har?
    Det dér med folkeudgaven. Jeg tror det er en (temmelig intern) vits. Den udkom allerede for et år siden i et meget begrænset oplag (7-8 stk sagde digteren da han blev spurgt i fredags). Men i det hele forstår jeg godt din anfægtelse - og deler den - som det så småt også fremgår af noterne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du kan kalde mig Jan. Siden starten af halvfemserne har jeg spekuleret på spørgsmålet, hvem man skriver til, hvis verden står foran en stor og omfattende klimakatastrofe? Eller, hvorfor overhovedet skrive så? Skal der ikke også en gang i fremtiden være et publikum? De spørgsmål havde jeg håbet Lars Skinnebach have taget op i sin bog.
      Ud fra artiklen "Litteraturen i klimakrisens tidsalder" af Gregers Andersen i "Standart" Oktober 2011 kan Skinnebach´s tekst sikkert rubriceres som en tekst der handler om "tab af vild natur". Skinnebachs tekst skulle gerne - ud fra hvad Gregers Andersen skriver - "give nutidens menneske et par langsynede briller på, så dets nærsynethed forsvinder". Men hvis det "jeg" der optræder i bogen selv er grebet af apati, hvordan skulle læseren så miste sin blindhed for katastrofen forude?

      Slet
  8. Som i også diskuterede på "Ta' og læs", nævnes der jo, på bagsiden af folkeudgaven, "skinnebacheffekten", som så at sige er en måde at simulere eller fremmane et sted at skrive fra, et sted hvor bogen faktisk er blevet udgivet fordi det faktisk hjalp.
    mht "den mindst tænkelige" virkning, så er det jo netop det referencen til "sommerfugleeffekten" er repræsentant for. Udover det kan jeg godt lide at forestille mig Skinnebach som en sommerfugl.

    SvarSlet
  9. http://istedgadesboghandel.blogspot.com/2012/02/effektens-skinnebach.html?zx=4233180de1c95cd5

    KH
    Thomas
    Istedgades boghandel

    SvarSlet
  10. Det er et rigtig fint link synes jeg. Skulle vi ikke samle Övelser og rituelle tekster reception hér? Evt. bare som links. Aviserne gör det ikke. Hvis der er mere der kan linkes til eller skrives om - så kom kom kom. Og husk at man godt må svare, linke om en måned eller flere eller om et år eller flere. Litteraturen er ikke tidens slave, hvorfor skulle vi väre det.Ingen gud, ingen herre.

    SvarSlet
  11. Shekufe Tadayoni Heiberg15. marts 2012 kl. 00.10

    Den gentagne fortælling føles prægnant, symboltung, far skyder efter rensdyr, dyr falder, rejser sig og flygter.
    Min forestillede præmis: det billede må nødvendigvis have en tilknytning til klimatematikken. Ellers har værket ikke sammenhæng. Billedet, den repetitive messen må mene noget om det proklamerede tema (KK).
    En måske-overfortolkning: rensdyret ER klimakatastrofen, far og søn, menneskene, de onde, vil have ram på dyret, men men dyret bliver kun ramt på sin stolthed, sit gevir, heldigvis overlever det, rejser sig og flygter. Location: Grønland, et hotspot for KK. Rensdyret er vild natur.
    I så fald læser jeg værket som optimisme, (som LS også siger i interview i Kulturo, vi KAN nå at ændre klodens tilstand) et forsøg på at hypnotisere læseren ind i troen på at naturen rejser sig.
    MEN: bør der ikke finde en kamp sted? Bør bogen ikke mane til en slags ageren? Gør den det? jeg ser det ikke.

    SvarSlet
  12. Men din fortolkning - som jeg ikke synes er en overfortolkning - der er masser af tekstuel evidens for den - er vel også en handling - en agens om du vil?

    SvarSlet
  13. hvis "rensdyret" i LS´tekst symboliserer "vild natur" (nå ja, den er vild natur), så er "rensdyret" naturen som vi/mennesket/ det romantiske menneske gerne vil se den. Naturen er jo ligeglad, den reagerer bare, og så dukker der noget andet op.

    SvarSlet