lørdag den 7. januar 2012

I privaten 2

Også homoerne bakser åbenbart med familien. Tag nu Æblet. Stammen, en brevveksling mellem forfatteren Tomas Lagermand Lundme og tekstredaktør (blandt meget andet) Erik Struve Hansen. Den sidste skriver, som om han var brevkasseredaktør på Euroman, og alligevel er det værste ikke, hvordan han skriver, selv om jeg måber over formuleringer som: "Bølger af glædesskælven gik gennem min krop." Eller de lidt mere vovede: "… goodbeirut til homolivet" eller de forsigtige som: "For filan for en dag", når man nu helst ikke vil bande i en fin bog. For mig lyder det mest, som om der er spredt cigaraske ud over ordene. Eller chokodrys.


Men som sagt: det, manden rent faktisk skriver, er alligevel værre. Hans største ønske er at blive far, og sørme om det ikke lykkes ham at finde en kvinde, der vil lade sig befrugte. Inden hun nedkommer med deres barn, skynder han at gifte sig med en mand ved navn Carsten, og derefter står alt i kernefamiliens navn – hus i Utterslev, stor bil, indkøbsture til Lyngby Storcenter, Melodi Grand Prix og rødvin foran tv lørdag aften, bryllupsnat på Dragsholm Slot, "hvedebrødsdage" i Rågeleje, fødselsforberedelse, barnedåb og "Du danske sommer jeg elsker dig" som fællessang. Til at fuldende billedet anskaffer de sig en samojede – i øvrigt præcis samme hund, som familien Willumsen-Ørnsbo dekorerede deres småborgerlighed med. Nu er de en selvudnævnt "treenighed" – mor Eva og far Erik og så Carsten, "der er god mod dyr". Erik er med andre ord godt på vej til at få opfyldt sin drøm om "at leve som en rigtig familie", og han glæder sig allerede inden fødslen over, "at nogle af de klassiske familiemønstre begynder at tegne sig op foran mig med barnet i centrum."

Eriks drøm er selvfølgelig overtaget fra nogle andre, nøjagtig ligesom hans sprog er uskelneligt fra al anden palaver. Da han fx langt om længe får den op bagi af en tysk kok i London, skriver han i dagbogen: "Jeg mistede min mødom". Ak ja. Selv om jeg godt ved, at citatet er en standard homo-vits, kan jeg ikke undgå at høre en fremmed stemme tale med her - og dermed også en fremmed selvforståelse. Det samme gælder for hele hysteriet om at ville stifte familie. For da Erik møder Carsten og beslutter sig for, at han skal være manden i hans liv, kan han ikke lade være med at skele til familien og spekulere på, om kæresten mon vil passe ind. Til alt held viser det sig, at Carsten er ingeniøruddannet nøjagtig ligesom Eriks far og stort set resten af familien Hansen. Carsten passer med andre ord "som fod i hose ind i familieforetagendet", konstaterer skribenten med lettelse.

Pennevennen Tomas må lige sluge en stor kop ymer, da han præsenteres for Eriks mange nyheder: "Tro og kirke og gudfar – det må jeg nok sige." De to har mødt hinanden som unge, da Erik stadig bildte sig selv ind, at han var til piger. For ham var Tomas den "totalt vilde avantgardebøsse", der sendte vovede breve til Erik, mens han arbejdede som – ja, selvfølgelig: au pair i London. Tomas er da også noget mere fremmelig end sin ven og fremhæver selv et møde han havde som 13-årig med Poul Borum i pladebutikken Gry i Pisserenden som noget, der "satte en masse ting i gang". Man kan næsten høre Eriks forargede prusten over den oplysning: "Borum har altid stået for mig som det måske allermest dekadente i den forunderlige verden af dansk homoliv."

Men også Tomas får sin egen lille familie, da han gifter sig med Jan Lundme, studievært på ungdoms-tv og senere manden bag en række tv-shows for hele familien. Undervejs i brevvekslingen beretter Tomas, at de to snart kan fejre kobberbryllup, og det skal ske "med hornorkester og koldt sildebord". Nu er det Erik, der undrer sig højlydt over Tomas’ udvikling, siden han mødte Jan. Ikke mindst da han falder over en artikel om dem i et boligmagasin, hvor de stolt viser deres nye stålkøkken frem. Tomas røber da også, at de kunne ligge søvnløse, når det nye Ikea-katalog var på trapperne. Og fanden stå i det, om Jan ikke også har en drøm om at få hus, fx på Amager. Men efter en fremvisning på øen havner de i Amagercentret, og "det gjorde udslaget … Her kan man ikke bo", indser Jan, mens Tomas tørrer panden, for han er selv vokset op der. I stedet køber de et sommerhus, hvor de kan sidde "på bænken nede på vores strand" og se "solen synke i havet", hvad der lyder slemt nok, indtil man læser tilføjelsen: "som to solbrændte duer".

"Erik, jeg forguder din lykke", skriver Tomas hen mod slutningen af brevvekslingen, efter at Erik har smidt alle kortene på bordet. Jeg føler mig nu ikke helt overbevist om, at Tomas er så ukritisk tiltrukket af Eriks drømme og måder at leve dem ud på. Dertil har han nok set for meget, prøvet for meget, hørt for meget. Han beskriver sin egen familie som en samling særlinge, heriblandt ikke mindst den 130 kilo tunge søster, der blev født med hjerneskade og nu æder alt, hvad hun kan komme i nærheden af. Han har som skilsmissebarn tittet om bag forhænget på drømmen, og han har ikke mistet sin kantethed på samme måde som Erik, der er blevet høvlet perfekt til og derpå højglanspoleret.

Et sted i et af Tomas’ breve hedder det fx: "Lidt ør i kroppen. Var til fest i aftes, hvor alle mænd pludselig havde kjoler på og hoppede rundt i en dobbeltseng og sang spansk opera. Det var med resterne af Dunst og en kvinde, der nu smutter til Madrid og læser om abortens historie i det spanske. Hun plejer kun at være sammen med transseksuelle, men nu har hun fået sig en kone. Og hun blev fejret, mens alle bøsserne omkring hende løb ind i hendes garderobe og blev til kvinder. Ramona var flot i blå boa. Og forfatteren, der mest skriver om ingenting, var meget smuk i en rød dragt, der nok havde set bedre dage. Og jeg var ret pæn i noget Typisk Lesbisk."

Jeg har spurgt Maria, der holdt benævnte fest, hvem det var, der var iklædt den røde dragt. For jeg var selv med til den fest, og jeg vil ikke afvise, at jeg på et tidspunkt optrådte i rødt. Men ingen af os kan huske noget, heller ikke om spansk opera. Ramona husker jeg derimod godt, hun var et af de mest fantastiske medlemmer af den trashy, anti-borgerlige homo-gruppe med det skønne navn Dunst. Også dobbeltsengen husker jeg, og den har jeg ligget i mange gange både før og siden. Helst sammen med andre. For det er vel for fanden det, der skal til, hvis man ikke skal opleve døden i sovsekanden. Op i sengen og i gang.

2 kommentarer:

  1. Forstår godt din skepsis overfor den længsel efter pænheden og normaliteten, som du læser i brevvekslingen. Er selv på vagt overfor tendensen til, at vi homoer i takt med den tiltagende (repressive?) tolerance overfor os partout skal lulles ind i kernefamilie-lignende mønstre. Men det må jo være den enkeltes valg.Hvad der generer mig ved dit indlæg er, at du tilsyneladende har så travlt med at vise, hvor ramsaltet i tonen og skarp i pennen, du er, at du kommer til at fremstå som så bitter og mavesur, at jeg synes, du kommer til at skyde over målet.

    SvarSlet
  2. dig og din død i sovsekanden, tal for dig selv fister, det lyder da hyggeligt m det sommerhus

    SvarSlet