onsdag den 25. januar 2012

At tie, at blogge

Jeg ville have skrevet et indlæg om Peter Bichsels bog At læse, at fortælle - Frankfurtforelæsninger, der udkom på dansk på Redaktion Arena i begyndelsen af 80'erne i Karsten Sand Iversens oversættelse; det var ham der for nylig anbefalede den til mig. Jeg er nemlig ret glad for Bichsels personlige beretninger om livet med sproget og skriften og litteraturen – især et billede kaldte på mig, så meget at jeg for nylig skrev en novelle om en stamme, der sidder rundt om et bål og fortæller hinanden historier.






Denne tanke: at man skriver for at undgå at tale.


At litteraturen er et rum på den anden side af det trivielle. Jeg ville have skrevet om dét, men jeg kunne ikke: Jeg kan ikke. Og nu sidder jeg her og skriver om, at jeg ikke kunne, men ville. Skriftlam.


Jeg bringer i stedet et langt uddrag af det sted i Bichsels forelæsning, hvor jeg tog ophold for en stund:


"En ven af mig har tilbragt lang tid hos en haussastamme i Sahara. Han er et af de ejendommelige mennesker, man kalder sproggenier; da han senere kom til Vietnam som Røde Kors-medhjælper, beherskede han i løbet af kort tid flere vietnamesiske dialekter. Hos haussaerne måtte han give op efter et år. Han vendte tilbage til Tyskland for at lære haussaernes sprog ved et universitet. Derpå tog han tilbage til sin stamme med det sprog, han havde lært der.


Haussaerne fortæller kun historier, sagde han. De taler ikke, de betegner knap nok hverdagens ting, de snakker ikke under arbejdet. Snakke, sludre, fremstille sig selv, klage: det anses for umandigt, utappert. Idiomet for at "være forrykt" hedder på haussa: "han taler med sin kamel" - dvs. en, der begynder at tale, fordi han er bange, fordi han er ensom.


Under lange kameltransporter gennem Sahara, fortalte min ven videre, red hans haussaven i spidsen for karavanen, mens han red bagest, begge adskilt i ugevis. Under et hvil eller en overnatning satte hans ven sig foran og han bagved. De gik ikke hen og talte med hinanden; de foregav, at de ikke havde behov for det, var stolte. Samtidig havde min ven det indtryk, at livet i Sahara ikke var væsentligt lettere for hans haussaere end for ham. Deres måde at overkomme hårdheden på var at lade være med at reflektere over den, at lade være med at tale om den. Begynder man at tale unødigt, indrømmer man sin ensomhed.


Men når stammens mænd sad sammen, begyndte som regel den ældste at fortælle, dvs. at fortælle historier - forud formede, litterære og overleverede historier. Han fortalte for at hindre sig selv og de andre i at snakke. Man kan imidlertid ikke lære et sprog ved hjælp af historier. Det lærer man kun i berøring med virkeligheden. Min ven måtte tilbage til Tyskland for at lære sproget.


At fortælle historier for ikke at skulle snakke: også det kan være en god grund til, at der er noget, der hedder litteratur. Netop det tror jeg, vi er alt for tilbøjelige til at glemme, når vi stiller vores krav til litteraturen. Litteratur er ikke livet, ikke beskrivelse af livet. Man kan leve uden litteratur. Litteratur er noget supplerende. I litteraturen antager sproget en anden funktion end i talen. Litteratur kan opstå af sprogløshed, af talevægring.


Hvis jeg kun var forfatter og ikke andet end forfatter, havde jeg måttet afslå at tale her. Jeg står i vejen for mig selv ved at stå her."

4 kommentarer:

  1. wow, den må jeg læse ... Smukt.

    SvarSlet
  2. Louise Juhl Dalsgaard26. januar 2012 kl. 07.14

    Fantastisk, tanke- og tievækkende!

    SvarSlet
  3. tak, Lene! Ensomhedsfølelse i en ørken, er måske lige det mere ensomt. Kom til at tænke på, hvad kameludtrykket kunne oversættes til i vores del af verden og kom dernæst til at tænke på de talende hundeejere i Camilla - og resten af selskabet hos Hesselholdt. Uddraget er også en interessant indgang til at tale om form, at det i haussasstammen kun er tilladeligt at åbne munden, hvis det, der kommer ud, har form.

    SvarSlet
  4. Ja, netop, Kamilla.

    Det er endnu en af Bichsels pointer, han skriver videre om "historier" i et afsnit om menneskets trang til at berette historier for hinanden:

    "En historie - det lå også i min mors bemærkning - er aldrig så slem som virkeligheden. En historie bærer verdens formildelse i sig. Den er - og det er ofte ærgerligt - trøstende. Når noget finder en form, mister det den kaotiske trussel. "Hvad er nu det for historier med dig" betød også: "Vi skal nok finde en form, det kan passe ind i.""

    SvarSlet