torsdag den 19. april 2012

Noter om oversættelse

Engelsk har det fra latin – to translate: at overføre. En billedfigur, der går igen på tysk – zu übertragen: at overdrage eller at overbære. Altså at løfte eller føre noget over, at overflytte. Samme figur findes selvfølgelig i det tyske übersetzen, der kan genfindes i vores eget oversætte. Man får fornemmelsen af en svævende, usynlig bevægelse, en bevægelse hen over store afstande eller en abstrakt bevægelse, som når man elektronisk overfører penge eller overdrager nogen en opgave. Maskinoversættelser eller simultantolkninger overfører derimod ingenting, de erstatter blot ord på ét sprog med ord på et andet, men der er ingen overdragelse i det, der er intet svæv. At oversætte må ligge i denne transporterende bevægelse angivet ved det lille ord over.


Men hvorfor oversætter vi overhovedet fra nogenlunde forståelige sprog – svensk, norsk, engelsk, tysk? Et første svar kunne være, at vi som regel mestrer et fremmedsprog dårligere, end vi selv bilder os ind, og ofte oplever, at vi læser ind i et fremmedsprog, ikke det, også når det forekommer nok så velkendt. Det er den lingvistiske begrundelse: oversættelsen skal forhindre, at sproglige nuancer går tabt. En mere litterær begrundelse kunne lyde, at et fremmed værk som oftest først får opmærksomhed, når det oversættes, og at det ved at blive oversat ikke blot introduceres på et nyt sprog, det indgår i det nye sprog og i den kultur- og litteraturhistorie, der er forbundet med det sprog. En sidste, kulturel begrundelse kunne bestå i, at et litterært værk oversættes for at udvide et lands kultur. Det oversatte værk ender med at bidrage til den pågældende kultur og således også – paradoksalt nok – med at beskytte kulturen mod det fremmede.

I essayet "Form in Alterity: On Translation" fra The Language of Inquiry (2000) beskriver Lyn Hejinian oversættelsen som et møde, der drejer sig om "reconfiguration" – at gendanne figurer eller mønstre eller måske ligefrem at genskabe dem. Hun fortsætter: "To place a work in translation … is to place it in transition and to leave it there, unsettled." Hejinian forestiller sig således, at oversættelsen efterlader et værk uløst, eller uforløst, på tærsklen mellem to sprog, og at man ikke bør bilde sig ind, at der findes en dækkende oversættelse af nogen tekst. En oversættelse er altid på vej, den kan til enhver tid (og vil givetvis også før eller siden) erstattes eller suppleres af en ny oversættelse, en nyoversættelse. Hvad der straks leder til spørgsmålet: hvordan kan en oversættelse blive forældet, uden at originalteksten bliver det? Det kan den, kunne et bud lyde, fordi oversættelsen altid er kontekstualiseret, den er påvirket af tid, smag, konventioner etc., hvad naturligvis også den meste anden skriven er – bortset netop fra det klassiske værk, der har opnået sin status, fordi det var i stand til at sætte sig ud over sine omstændigheder. Men er det svar nu, jeg var lige ved at sige: dækkende? For også de klassiske værker ændrer sig, og de ændrer sig ofte ved at blive oversat. Oversættelsen ændrer med andre ord originalen, ja, det er muligvis de skiftende oversættelser, der forhindrer originalerne i at blive forældede.

Hejinian nævner også, at når man oversætter, katalyserer man sin egen "otherness", man maner eller kalder sin andethed frem. Men ser man nærmere efter, er der muligvis mindst tre slags "otherness" forbundet med oversættelsen: den oversatte teksts "otherness", oversætterens "otherness" og sprogets "otherness". Teksten, der skal oversættes, er ikke længere sig selv, og det er heller ikke oversætteren (der skal ’gå ud’ af sit vante sprogmønster, som i en ekstase), og det er sproget heller ikke (fordi det er reduceret til sine formaliteter – sprog som sprog og først dernæst som kommunikationsmiddel). Men af denne "otherness" opstår "possibilities", siger Hejinian, fx for dobbelt eksistens, eller hvorfor ikke: dobbeltliv. Oversættelsen udgør naturligvis præcis denne dobbelte eksistens mellem to sprog, men også mellem noget der er, og noget der ikke er. Hejinian kalder det en tilstand af "déjà vu", som man i sig selv kunne oversætte som et glimt af noget, der er sket én gang, oplevet som noget, der måske ikke er sket.

Undervejs må oversætteren foretage valg, evt. beslutte hvad han vil ofre for at få andre elementer med, og afgøre hvad der betyder mest: ordvalget, ordenes rækkefølge, tonen, syntaksen, rytmen, metret etc. Er det vigtigere at bevare digtets ’idé’ end dets sansemæssige kvalitet, dets ’følsomhed’? Men selv om oversætteren således arbejder med formaliteter, er der andre aspekter af oversættelsen han ikke er i berøring med – periodetræk, kulturelle vaner i hans samtid, hans egne æstetiske idiosynkrasier etc. Disse aspekter ligger skjult i oversættelsen, de er dens blinde vinkler. Hvad stiller oversætteren op med disse blinde vinkler? Ingenting. For det første fordi han ikke kan se dem, for det andet fordi de tilhører det man kunne kalde litteraturens indre dynamik, uden hvilken der slet ikke ville være nogen litteratur, kun tekster og udsagn

Samtidig med at helhedsbetydningen af værket eller enkeltteksten forsvinder i det nærsynede arbejde med detaljer, kan oversættelsen virke som en opklaring på delniveau. Og efterhånden som oversætteren lægger flere dele til, kan han få den følelse, at han er i færd med at løse en gåde eller måske ligefrem opklare en kriminalgåde. Men løsningen kan også gøre sider af værket så tydelige for oversætteren, at han ender med at føle sig skuffet over originalteksten, også selv om han holdt meget af værket, da han først læste det. Det, der umiddelbart forekom mystisk, dybt, kompleks etc., viser sig at være ren konstruktion. Tekstens ’tricks’ viser sig. Dens ’udspekulerethed’. Oversætteren har set noget, som ingen læser ser, og som ofte forfatteren heller ikke selv har set. Han har set tekstens ’litteraritet’, dens lavethed.

I en oversættelse læser ét sprog et andet sprog, siger William H. Gass i Reading Rilke. Reflections on the Problems of Translation (2000). Og når ét sprog læser et andet, har vi ikke blot med almindelig læsning at gøre, men også med fortolkning. Og ikke blot med almindelig fortolkning, men med en art medskabende fortolkning. Vi har at gøre med oversætteren som udlægger, som tolker. Til hans andre egenskaber hører: Mod – at turde oversætte underligheder med tilsvarende underligheder, knuder med knuder, uforståeligheder med uforståeligheder. Opfindsomhed – at besidde evnen til at finde på tilsvarende ordspil, metaforer etc. på sit eget sprog. Præcision – at være opmærksom på de mindste detaljer og dyrke dem til perfektionisme, hvad der ofte kræver, at oversætteren forstår, hvad han ikke forstår, den sværeste af alle discipliner. Elasticitet – at kunne mestre mange slags sprogformer og sprogtoner, følge tekstens ’flow’, skabe ’naturlighed’. Viden – at have kendskab til originaltekstens sammenhæng, hvilke historiske, geografiske og kulturelle omstændigheder den er blevet til i. Og endelig loyalitet – at være originalen tro, ikke udjævne, forenkle, forkorte, forskønne etc.

Oversættelsen arbejder med og i en anden tid end det almindelige sprog, i en slags slow motion, en langsom gliden fremad, så ingen nuancer går tabt undervejs. Det gælder naturligvis mest i arbejdet med ’træge’ tekster, dvs. detaljetunge, omstændelige, lyriske tekster. Men når man oversætter ’hurtige’ – slentrende, sludrende – tekster (lange eller korte), kan det være en fordel at gå op i samme tempo som originalen. Her kunne det være en idé først at slå alle på forhånd ikke-forståede ord op og evt. optrevle ’knuder’ i digtet (ordspil, ydre referencer, tætte metaforer) og derefter oversætte med samme ryk, som digtet blev til i.

Et eksempel kunne være slutlinjen i Frank O’Haras digt om Lana Turner: "oh we love you Lana Turner get up". En umiddelbart ret simpel linje bortset fra slutordene, der falder meget abrupt: "get up". For oversætteren ville det uden tvivl gavne først at lave en ganske enkel karakteristik: slutningen består af to ord, verbet kommer før præpositionen, begge vokaler er mørke, det er enstavelsesord – og flere kendetegn kunne uden tvivl lægges til. Men eftersom det sandsynligvis er umuligt at eftergøre originalen fuldt ud, bliver oversætteren nu nødt til at prioritere. Skal linjen slutte med to ord? Skal de falde i den rækkefølge? Skal de være enstavelsesord? Han bliver også nødt til at overveje, hvad imperativen angiver: befaling, ønske, panik, ironi? Hvad er kort sagt tonefaldet her? Den første linje i O’Haras digt lyder: "Lana Turner has collapsed!", en overskrift i en formiddagsavis, der svælger i tragedier og forfald, eller som her: i fald. Retningen er med andre ord nedad. Men digtet slutter netop modsat – op. Der ligger altså et indbygget håb om genrejsning i slutordene, et skjult ’please’, og det formuleres på en ligefrem, mundtlig facon. Prioriteringen kunne således være: digtet skal slutte på ordet "op", imperativen skal indeholde en bøn, der skal bruges enstavelsesord. Mens antallet af ord, deres lydlige valør og rækkefølge er underordnet. Jeg ville derfor foreslå: "åh Lana Turner vi elsker dig kom nu op".

Robert Frosts dictum: "Poetry is what is lost in translation" kan virke indlysende, for poesi kan jo heller ikke oversættes inden for sit eget sprogs rammer, fx fra antydninger, stemninger, billeder til logiske budskaber, meningsytringer, udsagn. Til gengæld kan poesi oversættes, så længe man husker på, at det er mere end blot betydninger man oversætter. Og hvad er så dette mere, som oversætteren skal fange? Jeg ville kalde det tydninger, altså synsmåder eller erfaringshorisonter, der kommer til udtryk gennem sprog, men ikke kan reduceres til sprog.

For Ezra Pound betød ’at oversætte’ ikke det samme som ’at oversætte ord’, dvs. lave en ordret, fuldt dækkende oversættelse. Han oversatte således fx kinesisk poesi uden at kunne kinesisk, oplyser The New Princeton Encyclopedia of Poetry and Poetics (1993), fordi det for ham mere handlede om at skabe levende poesi af et forhåndsmateriale end at gengive eller afspejle eller kalkere. Når han oversatte Heine, var målet at få oversættelsen til at lyde, som om Heine havde skrevet sit digt på engelsk, som om han var en engelsk digter. Eller hvorfor ikke: som om oversætteren var Heine. Loyalitet og troskab over for originalen forekom Pound irrelevant. Han ville i stedet fange digtets "spirit" og "style". Det drejede sig for ham primært om at overføre, hvad man kunne kalde digtets natur eller dets ånd. I hans tilfælde kan man måske ligefrem sige, at oversættelsens mål er at befri sig fra originalen.

Per Aage Brandt skriver i "Det fremmede" fra Sky og krystal (1986), at man bevæger sig gennem tre trin, når man oversætter. Første trin består i at lytte til det fremmede sprog, til klang, tonefald, stil, temperament, særheder. Andet trin i at lære at tale det fremmede sprog, så det bliver ens eget. Tredje trin tilhører den oversætter, der også selv skriver. Han vil opleve at gå fra det fremmede mod det egne, "gå ud af sig selv og derefter vende langsomt hjem", fx ved at skrive videre på egne tekster i kølvandet på arbejdet med at oversætte. Det er altså en bevægelse fra passiv til aktiv, fra først at modtage og til at aflevere. Først et ikke-sprog uden budskab, mening etc., dernæst et sprog med både form og indhold, til sidst et sprog med ’psyke’.

At skrive er allerede at oversætte, siger Per Aage Brandt: fra en stemning eller følelse eller anelse til ord og sætninger. I den forstand er litteratur altid ’oversat’, den er ført over fra det indre til det ydre. Egentlig foregår litterær oversættelse på samme måde, ved at flytte noget indre ud i noget ydre. Men det indre er ikke tekstens ’oprindelse’, det drejer sig ikke bare om at sætte ord på en fornemmelse eller en sansning. Fornemmelsen, sansningen opstod måske først, da ordene kom til – eller blev først tydelig med ordene. På samme måde er originalteksten ikke oversættelsens ’oprindelse’. Noget bliver måske først klart i oversættelsen, for så vidt oversættelsen ’opklarer’ teksten – uden ligefrem at tydeliggøre den. Oversættelsen bliver derved ikke blot en tekst i egen ret, den bliver også sin egen ’oprindelse’. Eller som Per Aage Brandt siger: den viser, at oprindelighed ikke gives, fordi al ’oprindelse’ altid består af det fremmede – den er altid modtaget. Det er måske derfor, oversættelser er så vigtige. De viser, at al sprog og al erfaring er sig selv fremmed, og at vi, der bærer erfaringen videre, altid er fremmed for os selv.

33 kommentarer:

  1. præpositioner - mørke vokaler

    SvarSlet
  2. Bortset fra at det ikke er en præposition, men et adverbium, undskyld!

    SvarSlet
  3. Sjov tekst, Niels. Spændende læsning.
    Et par små kommentarer:
    "En tekst i egen ret" [in its own right] - er det ikke det, vi normalt kalder "en selvstændig tekst"?
    Og når du skriver: "hvordan kan en oversættelse blive forældet, uden at originalteksten bliver det?" kunne man med god ret hævde, at det gør den skam også. Når jeg i dag læser "The Owl & The Nightingale" skyldes det, at jeg har glemt så meget oldengelsk, at jeg kun med besvær kan læse originalen. Og ingen engelske skolebørn kan i dag læse Shakespeare og få ret meget ud af ham - uden at lære et nyt, ældre sprog. Og så er vi fremme ved den hjemlige diskussion om det betimelige i at 'nyoversætte' fx. Kirkegaard, som det er blevet foreslået. Skal vi overlade SK til de få, der orker sætte sig ind i det 'forældede' sprog og dermed har en mulighed for at forstå ham? Eller skal vi 'oversætte'? Det mener jeg personligt ikke, at vi skal endnu, men der er god grund til at nyoversætte de udenlandske klassikere. Dels trækker mange oversættere i dag på ny viden og er selv blev en slags forskere - se fx Brunse - og dels er ældre oversættelser tit både fejlbehæftede og mangelfulde. Jeg har selv revideret fem 'gamle' Greene-oversættelser (som jo ikke er specielt gamle), og ser man bort fra oversættelsesfejlene, fandt jeg utallige eksempler på manglende afsnit, ofte på en halv side eller mere. Her har der tydeligvis været for store sporglige og/eller kulturelle problemer, og så sprang man tingene over.
    Sådan arbejder oversættere ikke i dag. Og tolker de? Ja, for dælen. Når Brunse lader Hamlet sige: "At være eller ikke være, sådan er det", ligger der grundige overvejelser bag, men en tolkning er det.

    SvarSlet
  4. Lige en hurtig idiosynkrasi: Jeg synes, det er grotesk at opdatere Kierkegaard til nudansk, han er overhovedet ikke vanskeligt at læse - hvor doven er det tilladt at være med sit modersmål - på med lorgnetten!

    SvarSlet
  5. "At skrive er allerede at oversætte, siger Per Aage Brandt: fra en stemning eller følelse eller anelse til ord og sætninger. I den forstand er litteratur altid ’oversat’, den er ført over fra det indre til det ydre.", citerer eller refererer du Per Aage Brandt for at have meddelt.

    Og det må Brandt have ret i, men hvorfor afgrænse dette udsagn til det at skrive? Det er vel ikke et særkende for litteratur. Gælder det ikke en hvilken som helst sproghandling? Udført som tale, gestik, skrift, og hvad vi ellers har at gøre godt med.

    For intet sprogligt udtryk kan være identisk med den tanke, stemning, drift eller følelse, som det udstyrer med en interpersonel form, en form der rækker ud til og kan forstås af andre og altså ikke er principielt privat, sådan som tanken, stemningen, driften og følelsen er. Vil jeg mene.

    SvarSlet
  6. Til Lene: Hvis du tror, at danske gymnasieelever blot er dovne, når de siger, at de har svært ved at læse Kierkegaard, tager du grueligt fejl. De HAR faktisk svært ved det, uanset om du og deres lærere kan lide det eller ej. Og hvis man vil videre derfra, er man nødt til at forstå og acceptere udgangspunktet. At man så kan begræde det er en anden ting. Men det nytter ikke noget at tage den sorte skolekappe på og kalde folk dovne. Den slags bør man overlade til Henrik Dahl og andre borgerligt-liberale sociologer.

    SvarSlet
  7. Nej tak, du, jeg vil forbeholde mig retten til at fastholde mit synspunkt :) Folk må oppe sig. Også unge gymnasiaster.

    SvarSlet
  8. Det kan virkelig være nødvendigt med nyoversættelser. Mest (allermest) fordi de gamle kan være mangelfulde/forkortede - og den slags. Angående nyfordanskning af Kierkegaard er det den mest triste idé jeg længe har hørt. Så må man altså læse langsomt med eleverne, læse tekstudgaver med noter - og træde i karakter som dansklærer.
    En ting som faktisk er et onde ved nyoversættelser - f.eks. Dues klassiker-oversættelser - er når vendinger som er blevet idiomatiske på dansk af en eller anden grund skal udsættes for den nye oversætters kreativitet og dermed blive umulige at aflæse - rent ud sagt: NYDE intertekstuelt. Det drueblå hav (Due) er altså en katastrofe - det hedder det vinmørke hav på dansk (Wilster). Dues oversættelse glipper altså også den direkte vin-konnotation - synes jeg.

    SvarSlet
  9. tak for et interessant indlæg, Niels! Jeg sluger det hele råt og hæfter mig ved, at du sammen med Hejinian og Per Aage Brandt får forbundet tre gange eventyrlige tretaller med oversættelsen: Tre gode grunde til at oversætte, tre gange "otherness" og tre trin i selve oversættelsesarbejdet. Det er smukt og måske også et udtryk for et behov for orden i den uregerlige størrelse som sprog er. (Hvilket adverbier og besværet med at identificere dem som adverbier jo bare er ét eksempel på).

    For tiden læser jeg HCA's 'Nattergalen' med gymnasieeleverne i Malmö, som jeg underviser i dansk. Det er ret interessant at konstatere, at det i visse tilfælde faktisk er lettere for unge svensktalende at læse HCA end for unge dansktalende (har til gode at undersøge sagen nærmere med Kierkegaard). Ord som ’Stad’, ’Presenter’ og ’just' er ikke det mindste fremmede eller bare gammeldawse, ligesom en sætningskonstruktion som »Herre Gud, hvor det er kjønt!« bare er vanlig! (på nudansk ville man vel have omvendt ordstilling, tænker jeg på). De lidt blødere k’er foran vokalen ø passer også godt med nusvensk ligesom stavemåden ’China’ og ’Chinesere’ afspejler svensk udtale af ordene i dag. I det jeg fører en gammel dansk tekst over sundet og den bliver udsat for et fremmed blik, bliver det danske sprog velkendt og nutidigt, kan man måske sige. Nogle af eleverne er endda kinesere – svenskfødte kinesere.

    Og ja, selvfølgelig fortolker oversætteren, men i modsætning til de fortolkninger, som man finder inden for den akademiske verden, og som netop er kendetegnet ved at fortolkeren kan moderere sit udsagn og fremstille forskellige mulige fortolkninger, er oversætteren nødt til at træffe ét valg - "kom nu op" fx. Akkurat ligesom forfatteren traf ét valg.

    SvarSlet
  10. Allan, Lene og Elisabeth: I er jo helt enige om, at Kierkegaard ikke skal oversættes til nudansk. Nu. Men mener Lene og Elisabeth ligefrem, at man ALDRIG skal gøre det? Det vil efter min ringe mening i givet fald være et meget radikalt synspunkt, da aldrig jo må formodes at være ganske lang tid. Det tror jeg ikke rigtig på, at nogen kan mene.

    Spørgsmålet må vel være, hvornår der er større grund til at gøre det (større behov for omsættelse af et ikke længere alment forståeligt sprog til et nutidigt) end til at lade være (hensyn til originalens mere direkte formidling af forfatterens tanker, sentimentale og sproghistorieforvaltende grunde). Hvornår krydser de linjer hinanden?

    Kan vi ikke blive enige om, at det må det ske i år 2227, efter alt at dømme først på eftermiddagen en tirsdag sidst i oktober?

    SvarSlet
  11. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  12. Tak for kommentarerne. Jeg kunne selv have lyst til at nævne et dårligt eksempel på en oversættelse, fra dansk til dansk såmænd, af Villy Sørensen. Jeg har brugt det før (i Alt andet er løgn), men synes, det er skræmmende nok til at tåle en gentagelse. Kort før sin død vælger Sørensen at "restaurere sproget" i H.C. Andersens eventyr, så eventyrene kan blive "udbredt til moderne børn", som han siger i interviewbogen Talt fra 2002. I Andersens "Prindsessen paa Ærten" hedder det fx: "Prindsesser vare der nok af, men om det var rigtige Prindsesser, kunde han ikke ganske komme efter, altid var der Noget, som ikke var saa rigtigt." Det bliver hos Sørensen til: "Prinsesser var der nok af, men om det var RIGTIGE [kursiv, NF] prinsesser - det kunne han ikke så let finde ud af, altid var der noget der ikke var helt rigtigt". Og det, der i Andersens "Grantræet" lyder: "det lille Grantræ var saa ilter med at voxe", bliver hos Sørensen til: "det lille grantræ havde sådan hast med at vokse". De to eksempler er ikke dårlige oversættelser, blot fordi de flader ud og pædagogiserer, men især fordi de ikke vover at bibeholde det fremmede, det særegne, uden hvilket litteraturen kan være lige meget. En skoleelev, der aldrig møder sit eget modersmål som en fremmed, når heller aldrig at få et instrumentelt forhold til sproget, for ham eller hende bliver sproget blot ét stor palaver om aftensmad og idrætstimer og om, hvem der lige har været på facebook. Selv om det gerne er oversætterens ypperste mål at forsvinde bag sproget, der blot skal virke 'naturligt' i oversættelsen, er det også hans forbandede pligt at holde sig fra at viske eller jævne ud, blot fordi læseren risikerer at kløjes i sprog. At kløjes er også at bide mærke i. Så hvorfor ikke lade eleverne kløjes for alvor og bede dem oversætte et af Andersens eventyr til deres "eget" sprog og bagefter overveje, om noget gik tabt?

    SvarSlet
  13. 2227 er alt for tidligt! Jeg skal dog ikke sige aldrig, idet jeg erkender at jeg ikke kan læse Wolfram von Eschenbach på Mittelhochdeutsch.
    At oversætte frem og tilbage er en glimrende øvelse. God idé Niels. Jeg har prøvet at give mine studerende danske digte i oversættelse og bedt dem om at identificere forfatteren - ikke nemt faktisk.
    Du er inde på så mange udmærkede spor i dit essay (vil jeg kalde det) men ét synes jeg ikke du strejfer. Den mulige forskel mellem at oversætte og at gendigte. Jeg tænker sådan her: Oversætte kan ethvert filologisk kompetent menneske med sprogsans. Gendigte kan kun en forfatter - og i det sidstnævnte tilfælde kan man, hvis man er heldig, erfare at to stemmer mødes, taler igennem hinanden - og at der på den måde opstår en helt NY og TREDJE tekst - i en mere radikal forstand. Carsons Sapfo-gendigtninger er det indlysende eksempel.

    SvarSlet
  14. Jeg er helt enig, Niels!

    En stor del af fornøjelsen ved at læse H.C. Andersen og Kierkegaard er det fremmede i det velkendte. Det åbner for en sprogfornemmelse.

    Her er et eksempel på en opskrift fra Chr. IVs tid, den kan stadig læses:

    Siud først Hønset i reent Vand/at det bliffuer smuck mør oc bløt/tag Peberroden/oc skær dem i smaa stycker/eller riff den paa et Riffuejern/stød en haandfuld skalede Mandel/oc meng der iblant/giør saa dette til maade/icke fortient eller fortyckt. Leg saa bagede Simleskiffver paa et Fad/leg Hønset der offver/oc giff saa denne Pebberrod der offver.

    SvarSlet
  15. Og hvad med denne oversættelse, set i Frederiksberg Svømmehal i dag: "No swimsuits allowed when entering the shower, while showering or lying at your feet while showering." Hvaba!?

    SvarSlet
  16. ah, som jeg jo nok tænkte: brødskiver. Det giver mening. I Østrig spiser man semmel, og da jeg læste simleskiffver, tænkte jeg semmel...

    SvarSlet
  17. Jeg undrer mig over påstanden "Maskinoversættelser eller simultantolkninger overfører derimod ingenting, de erstatter blot ord på ét sprog med ord på et andet, men der er ingen overdragelse i det, der er intet svæv."
    Jeg ved ikke meget om maskinoversættelser, men det er mit klare indtryk, at de gør en hel del mere end bare at erstatte ord på et sprog med ord på et andet. Simultantolkning har jeg til gengæld op mod 25 års erfaring med, både som lærer i faget og som udøver af det. Det har jeg skrevet om i bl.a. "Mellem to sprog, Om oversættelse, tolkning, sprogpolitik og, hvorfor det er bedre at være tosproget end tvetunget" (MTF, 2009). Jeg tillader mig at citere mig selv:
    "En af mine gode tolke- og oversætterkolleger sagde engang til mig: 'Oversættelse er tolkningens fortsættelse, blot med andre midler.' Jeg er helt enig. Der findes både forskere i tolkning og oversættelse og udøvere af de to professioner, som vil mene, at det er to helt forskellige ting, men for mig at se er de eneste relevante forskelle på tolkning og oversættelse mediet, arbejdsvilkårene og tidsfaktoren. Det er naturligvis også væsentlige forskelle – væsentlige nok til at ikke alle oversættere kan blive gode tolke, og ikke alle tolke kan blive gode oversættere – men på den anden side ikke mere væsentlige, end at de to discipliner har samme formål og under ideelle, men ikke utopiske, omstændigheder kan producere resultater af samme kvalitet. Både tolken og oversætteren forsøger at omsætte en tekst fra ét sprog til et andet på en måde, der hvad såvel form som indhold angår, er så dækkende som muligt (med rige muligheder for uenighed om, hvordan dette bedst opnås i praksis), og hvis tolken er dygtig og helst godt inde emnet, og hvis taleren, taler ordentligt, og der ellers er mening skabt i det, han siger, og tolken ikke bliver forstyrret af rumsteren med stole og raslen med papirer, gadestøj fra åbne vinduer, folk, der taler i munden på taleren osv., kan han frembringe en mundtlig oversættelse, der er lige så præcis, sprogligt elegant, vittig osv., som den oversætteren frembringer ved sin computer. Det er på den anden side en kendsgerning, at de særlige arbejdsvilkår, først og fremmest tidspresset, ofte tvinger tolken til at vælge at formidle, hvad der siges, frem for hvordan det siges. I modsætning til oversætteren, der sidder hjemme ved sit skrivebord uden andre forstyrrende elementer end støjende overboer og har masser af tid til at slå op og spørge venner og bekendte og eksperter til råds og, ikke mindst, til at rette i sin tekst, deltager tolken aktivt i den situation, som teksten indgår i, og han er henvist til at levere en løsning her og nu. Jeg kender fremragende oversættere, som efter nogle måneder på Handelshøjskolens konferencetolkekursus besluttede, at tolkning ikke var noget for dem: De kunne ikke affinde sig med, at det var bedre at levere den næstbedste eller tredjebedste løsning lige nu frem for at levere den i alle henseender helt rigtige løsning om et kvarter eller en halv time, når mødet var slut, og tilhørerne gået hjem. Kan man ikke lige kommet i tanke om ordet ”kvie”, kan man måske gribe til ”kvæg”, eller ”dyrene” eller ”dem” eller ”det, der her er tale om”, eller andre nødløsninger, og koncentrere sig om at viderebringe, hvad taleren mener om de pågældende kreaturer, idet man satser på, at tilhørerne selv ved, hvad de holder møde om.
    Tilsvarende er der heller ingen mangel på gode tolke, som ikke bryder sig om skriftlig oversættelse. De kan godt lide adrenalinsuset og det næsten sportslige element i hele tiden at skulle løse nye problemer på stående fod. De gider ikke sidde og rode med den samme tekst i timevis eller dagevis, og de bryder sig ikke om, at nogen kan vende tilbage til deres oversættelse og have meninger om den, når de selv for længst er færdige med den."

    SvarSlet
  18. Tak for det, Thomas Harder. Jeg kunne heller ikke helt forlige mig med den nedgørelse af en kompleks praksis, altså simultantolkningen.

    Hvis I med maskinoversættelser mener sådan noget som Google Translate, gør programmet langt mere end at erstatte ord på et sprog med de bedste ækvivalenter på et andet. Programmet er bygget med henblik på at oversætte til grammatisk korrekte sætninger på målsproget, hvilket naturligvis kræver langt mere end at erstatte ord med ord. Vi må dog sige, at i hvert fald Google Translate ikke fungere særligt godt, hvad dette angår. Det er simpelthen skide komplekst at gøre det, programmet at lavet til at gøre, og resultatet er praktisk talt altid ubrugeligt i ukorrigeret form. Det er dog nok primært, men ikke kun, et spørgsmål om at få puttet nogle flere bøjninger i databasen og nogle flere syntaktiske regler i maskinen. Fx har programmet ikke begreb om passiver, noget vi jo bruger flittigt i danske, især vel i formelle, fx juridiske, tekster.

    Men når det er sagt, er det svært at forestille sig, at skønlitteratur nogensinde vil kunne oversættes godt af en maskine. Den kan jo hverken forstå eller digte.

    SvarSlet
  19. Søndagens forsøg på iTranslate med linjen: "we love you Lana Turner get up" endte med dette resultat: "vi elsker dig komme Lana Turner". Det kan man næppe kalde helt vellykket. De to slutord, som jeg omtaler i noterne ("get up"), oversætter iTranslate i det mindste med: "kom op", men heller ikke dét er en god løsning i mine øjne, jævnfør noterne. Her er maskinerne ikke lydhøre nok, ikke poetiske nok. Jeg vil også holde fast ved, at det er noget helt andet at oversætte end at tolke, og det synes jeg egentlig også fremgår af Thomas Harders citat. En oversætter ville jo aldrig stille sig tilfreds med at oversætte "kvie" med "dyr", fordi det netop ikke blot er meddelelser, man arbejder med i oversættelsen, men litterære udsagn, der har det med at sige og betyde flere ting på én gang.

    SvarSlet
  20. Jeg er, som det fremgår, helt enig: Maskiner kan ikke oversætte skønlitteratur og kommer næppe nogensinde til at kunne det. Om de en dag vil kunne oversætte andre typer tekster, mere formelle tekster, som bestræber sig på at være entydige og logisk bygget op, vil jeg ikke gætte. Det er vel tænkeligt.

    Og ja, oversættelse er noget helt andet end simultantolkning. Det vil enhver tolk formodentlig bekræfte. Der er en grund til, at tolkene uddanner sig i seks år for at kunne. At det skulle være enklere at simultantolke, at det fx blot skulle være at omsætte et ord til et andet, vil jeg dog også bestride. Det er bare noget andet, hvor tempoet og situationen, stemningen i rummet osv. spiller med. Det er lige så kompleks en praksis, vil jeg tro, men det er en anden type kompleksitet.

    Men Niels, dit ærinde var jo ikke at nedgøre tolkning, men at vise, hvad litterær oversættelse er. Og jeg er meget glad for din beskrivelse. Sådan en oversætter vil jeg gerne lære at være.

    SvarSlet
  21. Mange interessante aspekter på bordet men:
    Apropos detaljen med Frank O'Hara oversættelsen, lytter jeg til oplæsningen - forsamlingen ler ved afslutningen og jeg tænker - hvorfor er det så morsomt? Hvordan bliver den slutning morsom på dansk? Eller er den kun morsom i 1964? Der er vel meget mere end 'sproget' jeg skal forstå, for at "åh Lana Turner vi elsker dig kom nu op" skal blive morsom??

    SvarSlet
  22. Mon ikke det skal fortolkes mere ironisk. Det ville forklare latteren. "Oh Lana Turner" er nok ikke besyngende. Mere et: Åh, helt ærligt, Lana Turner, selvfølgelig elsker vi dig, men du kan dag ikke gå og besvime hele tiden, så rejst dig dog op.

    Kamilla Jørgensen

    SvarSlet
  23. Kamilla! Jeg er vild med din oversættelse!

    SvarSlet
  24. den køber jeg også, altså Kamilla Jørgensens oversættelse, den der med "helt ærligt" virker fin her, men til gengæld går den ikke når Susanne Jorn (Lyngborg hed hun vist dengang) og Peer Sibast oversætter Vallejos vers: "hay golpes en la vida, tan fuertes ... Yo no sé!" med: " der er slag i livet, så hårde ... jeg ved sørme ikke rigtigt!". Det er udvalgets første linje, og derfra blev det for mig meget svært at fortsætte læsningen. Det er under alle omstændigheder pisse svært at oversætte, især digte, og især Vallejo, nej, især O`Hara, især hvem som helst. Jeg går ind for den præcise gendigtning, skønt jeg godt ved der er tale om en gråzone, et terræn fyldt med fælder. Et spørgsmål om valg og tolkning. Selvfølgelig.

    SvarSlet
  25. Det er oplysende, at publikum ler ved oplæsningen af O'Haras digt - men Kamillas oversættelse får os vel ikke til at le, vi er for langt fra tidens fascination af Lana Turner til at le med - umiddelbart?

    SvarSlet
  26. ..hvad så med indirekte oversættelser? Når en bog er oversat fra originalsproget til engelsk og så til dansk må fælderne være langt flere, hvad enten det er prosa eller poesi. Er igang med at læse Pamuk: Uskyldens museum, og et ordvalg får mig til at tænke på, hvordan den er oversat. Der står 'mine slægtninge', som jeg opfatter lettere gammeldags, hvor jeg ville vente 'den øvrige familie'. Men måske rammer oversættelsen netop originalen på det punkt. Bogen er oversat fra engelsk til dansk og ikke fra tyrkisk. Den svenske udgave er oversat fra tyrkisk. Jeg har den ikke, men jeg ville umiddelbart foretrække den svenske udgave. Her er en opgave til nogen: Hvilken version kommer tættest på originalen?

    SvarSlet
  27. Selvfølgelig er den sidste linje hos O'Hara morsom, den er jo camp, fuld af overdreven følsomhed, men uden at være kynisk-sentimental.

    SvarSlet
  28. Jeg kan godt forstå, hvis nogen skriver: "Jeg synes, den sidste linje hos O'Hara morsom, den er jo camp, fuld af overdreven følsomhed, men uden at være kynisk-sentimental."
    Her stiller man et spørgsmål og får "selvfølgelig" med i svaret - tsk - tsk! Der var den lille lydstump mere oplysende...

    SvarSlet
  29. 1.
    Hvor svært det er at oversætte, kan man finde endnu et eksempel på i det nye nummer af tidsskriftet ”Morgenrøde”, sendt på gaden i dag såmænd. Her har Hans Ægedius med stort mod kastet sig ud i at oversætte et par af Rainer Maria Rilkes ”Duineser Elegien”, og tak for det. Elegierne blev for mange år siden oversat af Thorkild Bjørnvig under titlen ”Duino Elegier” og er udgivet i flere omgange, senest i den store opsamlingsbog ”Udsat på hjertets bjerge” (1995). Den første elegi begynder med det berømte udråb:

    Wer, wenn ich schriee, hörte mich denn aus der Engel / Ordnungen?

    Hos Bjørnvig kom linjen til at lyde sådan her:

    Hvem, hvis jeg skreg, ville høre mit råb blandt englenes / ordener?

    Det kan selvfølgelig virke lidt akavet, at oversættelsen henviser til digterens skrig som et ”råb”, men jeg synes, at Bjørnvigs oversættelse – både af denne linje og i det hele taget – er kongenial med originalen, og at den forsøger at synge med på Rilkes let overspændte, orgelagtige klang uden at modernisere eller frisere. Det vil jeg heller ikke beskylde Ægedius for, selv om han tager sig sine friheder:

    Hvem, i englenes rækker, hørte mig vel, hvis jeg / råbte?

    Hverken Bjørnvig eller Ægedius bekymrer sig om indrimet ”wenn … denn”, der i øvrigt gentages i ordene ”Engel” og i ”Ordnungen”. Det samme gælder ”ich … mich”. Men jeg forstår godt, at man må opgive noget undervejs af hensyn til andre detaljer. Hvad jeg derimod ikke forstår hos Ægedius, er behovet for at flytte rundt på sætningsdelene, så fx englenes ordner får forrang. Ville hans oversættelse have været dårligere, hvis den havde lydt: ”Hvem, hvis jeg skreg, hørte mig vel blandt englenes / ordner?” Som det står nu, er indskuddet faktisk overflødigt, fordi man sagtens kan læse: ”Hvem i englenes rækker hørte …” i sammenhæng.

    Men også ordvalget hos Ægedius undrer mig. Hvorfor vælger han ”rækker” for ”Ordnungen”, og hvorfor ”råbte” for ”schriee”? Her kunne man bruge det gamle trick med at oversætte tilbage til originalen, for hvis Rilke skulle have brugt netop de ord, som oversættelsen foreslår, ville han vel have valgt substantivet ”Reihen” og verbet ”rufen” i konjunktiv. Og hvis Rilke skulle have opdelt sin linje i fire dele, som Ægedius foreslår, ville han næppe have nøjedes med et enkelt indskud i en hovedsætning: ”Wer hörte mich denn aus der Engel Ordnungen?” Musikken er med andre ord forkert i nyoversættelsen, vil jeg mene.

    SvarSlet
  30. 2.
    At det er svært at oversætte poesi og helt ubegribeligt svært at oversætte Rilke, kan man få syn for sagn for i William H. Gass’ bog ”Reading Rilke”, som jeg allerede nævnte i mine første noter. Heri oplister Gass femten forskellige engelske oversættelser af Rilkes åbningslinje, den første fra 1939 og den sidste fra 1998. Jeg vil ikke citere dem alle her, men bare give et par eksempler (idet jeg gør opmærksom på, at Gass ikke angiver omkastningen), så man kan se, at også de engelsksprogede læsere har kæmpet med Rilke:

    Who, if I cried, would hear me among the angelic orders? (Leishman, 1939)

    Who, if I shouted, among the hierarchy of angels would hear me? (MacIntyre, 1961)

    Who of the angelic hosts would hear me, even if I cried out? (Boney, 1975)

    Who, though I cry aloud, would hear me in the angel order? (Hunter, 1987)

    Who, if I cried, would hear me among the Dominions of Angels? (Gass, 1998)

    Det skæveste forsøg af dem alle tilhører nok en oversætter ved navn Young, der i 1978 af uransagelige grunde synes Rilke skal lyde sådan her:

    If I cried out
    who would hear me up there
    among the angelic orders?

    Rilke som kirkepop. Hos Young har vi næsten ikke med oversættelse at gøre længere, snarere med lemlæstelse. Så slemt behøver det vel ikke gå (og det gør det hverken hos Bjørnvig eller Ægedius), selv om blodet altid pibler lidt, når der oversættes. Men prøv selv med Rilke.

    SvarSlet
  31. Det var dog en fristende opfordring. Jeg er ikke rigtig glad for det råb der glider ind i de danske forsøg - det er ikke et råb det er et skrig som så modificeres af at blive kaldt et råb
    Nå. Hvad med den her - jeg låner lidt fra begge - det dér "vel" fra Ægidius tror jeg er en god idé:
    Hvem, hvis jeg skreg, hørte vel mig fra englenes
    ordener?
    En kompensation for at rimordene ich/mich wenn/denn er svære på DK?

    SvarSlet