torsdag den 12. juli 2012

Et digt af Lêdo Ivo

Her er så digtet ”De fattige på busholdepladsen” fra samlingen A noite misteriosa, 1982, af Lêdo Ivo i en dansk version.



Jeg oversatte det fra spansk, og sendte det dernæst til Niels Frank for at få hans kommentarer – tak for dem, Niels; det er altså en oversættelse af en oversættelse, eller en gendigtning af en gendigtning. Denne danske version har ganske sikkert fjernet sig endnu mere fra orignalen end den spanske; den som kan portugisisk, er velkommen til at tjekke; den portugisiske original er bragt til sidst i indlægget, og hvis man vil læse den spanske, kan man finde den i Niels Franks indlæg Anbefalinger. Lêdo Ivo regnes, som Niels Frank skriver i sit indlæg, for en af Brasiliens største nulevende digtere, og han digter naturligvis på portugisisk. Den spanske version af Carmen Gloria Rodriguez og Vania Torres findesi den digtantologi, som tidsskriftet Fornix, redigeret af Renato Sandoval (nr 10 marts 2012), udsendte i forbindelse med poesifestivalen i Lima i marts/april. Vi – Pia Tafdrup, Niels Frank og jeg – hørte den lille, runde, gamle mand ( født 1924) læse digtet op på originalsproget foran mere end 3000 entusiastiske tilhørere, og hans dybe, på én gang nøgterne og klangfulde stemme satte virkelig luften i svingninger. Jeg har det selv blandet med digtoplæsninger, men Lêdo Ivos oplæsning var et eksempel på – for mig i det mindste – at den form kan være en særlig indgang til poesien. Jeg forestiller mig, at det oplæste digt er et andet end det skrevne; at læse og høre det er som at befinde sig i to helt forskellige rum. Nutidens danske digtperformere – som jo gennemgående er virkelig dygtige - synes til tider bevidst at skrive til publikum, hvilket efter min opfattelse udvendiggør teksten, det svarer jo til, at man bevidst styrer efter den laveste fællesnævner: Man vil gøre indtryk, imponere, høres, hyldes af så mange som muligt. En ny variant af budskabspoesien. Hvad angår Lêdo Ivos digt, er mit problem nu, at jeg aldrig mere vil være i stand til at læse det igen uden samtidig at høre hans magtfulde stemme.




De fattige på busholdepladsen

De fattige rejser. På busholdepladsen
strækker de hals som gæs
for at se skiltene på busserne. De ser ud
som om de er bange for at miste et eller andet:
rejsetasken, som indeholder en transistorradio og en jakke
farvet af kulden fra en dag uden drømme,
kødpølsesandwichen på bunden af tasken,
forstadssolen og støvet bag viadukterne.
Mellem højtalernes støj og bussens acceleration
frygter de at miste deres rejse
skjult i afgangstidernes tåge.
De, som blunder på sæderne, vågner forskrækkede,
skønt mareridtene er forbeholdt de priviligerede,
der lægger ører til psykiaternes kedsomhed
i sterile klinikker som bomuld stoppet op i de dødes næsebor.
I køerne antager de fattige et udtryk af alvor,
som forener frygt, utålmodighed og underdanighed.
Så groteske de fattige er! Og hvor deres lugte
skaber ubehag selv på lang afstand!
De har ingen fornemmelse for bekvemmelighed,
de aner ikke, hvordan man opfører sig.
Den nikotinfarvede finger gnider søvnen ud af det irriterede øje,
som nattens slummer efterlod.
Fra det udspilede hængebryst løber en tynd streg af mælk
ind i den lille klynkende mund.
På perronen kommer og går de, de løber, de fumler
med deres kufferter og pakkenelliker,
de henvender sig i billetsalget med malplacerede spørgsmål,
de hvisker mystiske ord
og betragter ugebladenes forsider med et udtryk af rædsel
som hos den, der ikke kender vejen i livets salon.
Hvorfor denne kommen og gåen? Og det skingre tøj!
Deres fedtede gule skær af palmeolie gør ondt i den rejsendes
følsomme øjne, som er nødsaget til at udholde så mange ubehagelige lugte.
Og så den der stærke røde farve af marked og forlystelsesparker?
De fattige forstår sig hverken på at rejse eller klæde sig på.
De ved heller ikke noget om at leve: de har ingen fornemmelse for komfort,
selvom nogle af dem har tv derhjemme.
Sandheden er, at de fattige ikke engang ved, hvordan man dør.
(De dør næsten altid en grim og meget lidt elegant død).
Overalt i verden er de til besvær,
ubelejlige rejsende som optager vores pladser,
selvom vi rejser siddende og de stående.



Os Pobres na EstaçãoRodoviária

Os pobres viajam. Na estação rodoviária
eles alteiam os pescoços como gansos para olhar
os letreiros dos ônibus.E seus olhares
são de quem teme perder alguma coisa:
a mala que guarda um rádio de pilha e um casaco
que tem a cor do frio num dia sem sonhos,
o sanduíche de mortadelano fundo da sacola,
e o sol de subúrbio epoeira além dos viadutos.
Entre o rumor dosalto-falantes e o arquejo dos ônibus
eles temem perder a própria viagem
escondida na névoa dos horários.
Os que dormitam nos bancos acordam assustados,
embora os pesadelos sejam um privilégio
dos que abastecem os ouvidos e o tédio dos psicanalistas
em consultórios assépticos como o algodão que
tapa o nariz dos mortos.
Nas filas os pobres assumem um ar grave
que une temor, impaciência e submissão.
Como os pobres são grotescos! E como os seus odores
nos incomodam mesmo àdistância!
E não têm a noção das conveniências, não sabem
portar-se em público.
O dedo sujo de nicotina esfrega o olho irritado
que do sonho reteve apenas a remela.
Do seio caído e túrgido um filete de leite
escorre para a pequena boca habituada ao choro.
Na plataforma eles vão evêm, saltam e seguram
malas e embrulhos,
fazem perguntas descabidos nos guichês, sussurram
palavras misteriosas
e contemplam as capas das revistas com o ar espantado
de quem não sabe o caminho do salão da vida.
Por que esse ir e vir? Eessas roupas espalhafatosas,
esses amarelos de azeite de dendê que doem
na vista delicada
do viajante obrigado a suportar tantos cheiros incômodos,
e esses vermelhos contundentes de feira e mafuá?
Os pobres não sabem viajar nem sabem vestir-se.
Tampouco sabem morar: não têm noção do conforto
embora alguns deles possuam até televisão.
Na verdade os pobres não sabem nem morrer.
(Têm quase sempre uma morte feia e deselegante.)
E em qualquer lugar do mundo eles incomodam,
viajantes importunos que ocupam os nossos
lugares mesmo quando estamos sentados e eles viajam de pé.


12 kommentarer:

  1. Thomas, jeg synes, det er en ganske udmærket oversættelse, også i forhold til den brasilianske originaltekst. Så vidt jeg kan se, er der ikke nogen større afvigelser. Nu har jeg selvsagt ikke læst den spanske originaltekst, men jeg synes, du har formået at fastholde mange af de stemningsmæssige nuancer, de visuelt farverige og kropslige billeder af de fattige og deres vilkår, der er så udtalte i originalen. Det hjælper naturligvis også, at spansk og portugisisk ligger relativt tæt opad hinanden.

    Og en stærk tekst er det.

    Venlig hilsen,
    Rasmus Hviid

    SvarSlet
  2. Det glæder mig. Jeg fandt originaldigtet på nettet, og der kunne jeg jo se, hvor tæt den er på den spanske. Som jeg skrev i indlægget, kan jeg ikke mere læse digtet, uden at høre hans stemme, men det er selvfølgelig hans brasilianske diktion, og jeg synes, at digtet er stærkere i sin originalversion, altså stærkere end den spanske. Først læste den lille, gamle mand Lêdo Ivo digtet op, det var, hvordan skal jeg udtrykke det, end komplet oplæsning, det blev en total oplevelse, digtets nøgterne tragik krydret med en næsten kærlig ironi, hvis det da er forståeligt, men det blev aldrig det væsentligste - humoren, ironien -, det drejer sig om det hele billede, den hele virkelighed. Dernæst læste den peruanske digter Antonio Cisnero den spanske version op. Han er meget populær, en rigtig star, der elsker at sole sig i publikums hyldest, han er vel 194 høj, altså omtrent to hoveder højere end Lêdo Ivo. Han er i tresserne, men stadig en smuk mand (ifølge Pia Tafdrup), og jeg synes det samme, en charmerende drukkenbolt. Han erobrer publikum med sin indiskutable humor, og det var også den, han brugte, da han læste digtet op. Folk syntes det var mere sjovt end tragisk, men paradoksalt nok, gjorde han digtet mindre, sig selv mindre, fordi han valgte at stille sig foran digtet med sin oplæsning, til forskel fra Lêdo Ivo, der vidste, at digtet var hovedsagen. Derved blev den lille mand langt større på scenen end den store Antonio Cisnero.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er synd, hvis digtet druknede i humor, sådan at tilhørerne ikke kunne se det ironiske eller tragiske i digtet. Ikke fordi der ikke er humor i digtet, men ja det ligger vel nærmere underspillet i ironien, der leder over i det tragiske. Dog synes jeg, at ironien til tider er mere kynisk end kærlig.

      Forresten, efter en genlæsning studsede jeg over linjerne: "de ved heller ikke noget om at leve: de har ingen fornemmelse for velvære". om "at leve" og "velvære" bruger Ivo ordene morar og conforto. Morar betyder, så vidt jeg ved, næsten altid "at bo" (i et område, i et hus), men kan nok i videste forstand også bruges også om "at leve". Dog mener jeg, at conforto stort set altid bliver brugt om komfort i eks. en bil eller et hus. Men eftersom næste linje på samme måde bringer døden på banen er din jo også en nærliggende læsning. Der er her nok tale om en sproglig dobbelttydighed, der kan være svær at få 100% med i en oversættelse.

      Rasmus Hviid

      Slet
  3. http://www.youtube.com/watch?v=-OYYGEUirfA

    SvarSlet
  4. der skulle stå, tak for linket; desværre taber han papirerne og mister koncentrationen; man kan dog stadig både høre og fornemme intensiteten.

    SvarSlet
  5. om at høre forfatterens stemme og hvad dét kan have af konsekvenser
    http://krabat.menneske.dk/_forfatter/dhalgren.htm

    SvarSlet
  6. Til Rasmus. Man kan sagtens skifte "velvære" ud med "komfort", det blir det måske bedre af, det hænger sammen med det efterfølgende "tv" (jeg vil forsøgsvis indføre den rettelse), samtidig, synes jeg, gir det mening at bibeholde "leve". Du har nok ret i at ironien er meget lidt kærlig, hvilket det der "næsten" i min kommentar også antyder, muligvis blander jeg to ting sammen: Motivet for at skrive digtet, og den stemme, hvormed digtet taler. Der er vel ingen tvivl om, at digtet fra forfatterens side, er et forsøg på at give et hjerteskærende billede af de fattiges vilkår, en slags empati, derfor er han nødt til at finde eller opfinde en stemme, som kan tale fra et sted, der befinder sig udenfor, stemmen siger det, som den udenforstående betragter ser - med en bitter eller kynisk undren. Det er han nødt til for at kunne være mere præcis, mere "sand" end fx den indignerede sentimentale identifikation eller den hadefuldt sarkastiske. Men objektivt er det heller ikke, følelsen ligger derinde under linjerne. Det får mig til at tænke på noget helt andet, nemlig Peer Hultbergs ætsende roman, Byen og verden. Hvem er fortælleren der, en alvidende knibsk provinsgud, som i visse situationer afstår fra at sige det hele, fordi det er upassende eller er det byen selv, dens kollektive stemme...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det giver egentlig god mening, stadig at bibeholde "leve". Jeg tror, du har helt ret i, at den udenforstående betragtervinkel er vigtig for digtet. Det ville have været et svagere digt, hvis det blot havde været sentimentalt. Med den udenforstående betragterposition åbner digtet også op for et andet niveau, mener jeg, ikke bare billedet af de fattiges vilkår, men også betragterens position, ikke bare tekstens betragtende fortællerstemme, men også vores, læserens position. Jeg forestiller mig, at stemmen taler, ikke bare på egne, men på alle betragtere af fattigdoms vegne. han fælder nøgternt domme, alle andre også kunne fælde i mødet med fattigdom.

      Rasmus Hviid

      Slet
  7. Nu er det gjort, "komfort" i stedet for "velvære", det virker; men hvordan fanden får jeg rettet den lilla farve inde i digtet til sort? Eller er det et billede på de fattiges skingre tøj?

    SvarSlet
  8. qué tal poema...!
    aunque creo que como todo, sólo se entiende a cabalidad si alguna vez tomamos ese mismo bus...
    o tú crees que un danés que nunca salió de dinamarca puede realmente entenderlo?
    kh. patricia

    SvarSlet
  9. Desuden knytter din kommentar, Rasmus, an til Patricia ovenfor, hun stiller et relevant spørgsmål, er det overhovedet muligt at "forstå " digtet, hvis man ikke selv har kørt med den bus, eller stået på den busholdeplads, som digtet "ser". Det tror jeg nok det er. Hun siger, hun tror, at det kun er muligt at forstå det til fulde, hvis man selv har været der, i det mindste som tilskuer eller betragter. Det er svært at svare på, det må jo komme an på den enkelte læser. Men litteraturen er der jo også til at indføre i andre, i fremmede verdener, men i øvrigt mener jeg, at digtet er universelt i den forstand, at det kan opfattes som et billede på en situation, der også kan sige noget om andre. Betragteren/ verden/ indlevelse/ en særlig skrifts position/strategi/poetik etc.

    SvarSlet
  10. Creo que si, la majoria saves que decir ser pobre, tambien un danés, por esso tomamos un bus de acondicinado y sentimos vergüenza hasta proximo estation. Var der nogen der sagde Vallejo (per. digter)
    max

    SvarSlet