mandag den 2. juli 2012

Er det bare sproget, der sproger igen?


I en kommentar til Tue Andersen Nexøs meget begejstrede anmeldelse (som han havde linket til på FB) af Christina Hesselholdts seneste bog, skriver den dansk-norske kritiker Susanne Christensen: ”Her er jeg nok lidt enig med Rifbjerg. Tilgiv mig, jeg er 26 sider inde i bogen, men jeg husker pludselig hvorfor CHs litteratur aldrig har sagt mig en høstblomst. Din pointe er sproget, og skønheden og vildskaben i dette sprog, ja vel, men findes der mere end dette? Tempoet er højt, vi rives med af ordkaskaderne, men det er alligevel bare et mylder af "mærkelige" mennesker i "mærkelige" situationer, og fabelagtige monstersætninger, og en understrøm af sex og stoffer, noget er on the edge, lizm, men JEG er ikke on the edge; jeg synes det handler om ZIP, nuthin' at all. Nej, det skal da heller ikke "handle om", Christensen, det er jo sproget der sproger ... oh, well, jeg kender bedre strategier.” Udsagnet, som
jeg ikke er enig i, jeg synes Hesselholdts roman handler om helt vildt meget, men vil anbefale at læse hele serien, i stedet for at springe på i bd. 3, fik mig til at tænke på Josefine Klougarts forord til måske Christina Hesselholdts største læremester, Virginia Woolfs roman ”Mrs. Dalloway”. Det er et meget indfølt forord, som virkelig kredser om hvordan sproget sproger, men som ikke fortæller mig som læser noget om, hvem forfatteren er, og hvad romanen egentlig handler om. Faktisk får man nogle gange indtrykket, at Woolf skriver om alting og ingenting, men i alle fald ikke om noget konkret. Det er ærgerligt for ja, sproget ér en nydelse hos Woolf, og det handler også om sproget, men som jeg læser Mrs. Dalloway så handler det også om samfundet, om sociale forskelle, om sindssyge, om angst, og om kvinders undertrykkelse. Som modstykke til Dalloway, overklassefruen, der har pantsat sin lidenskab for økonomisk tryghed i det borgerlige system, har vi jo soldaten med PTSD, den lille, rystende og Septimus, som ikke har en jordisk chance for samme sikkerhed, og som, kort før hendes fest går i luften, tager livet af sig. Det ærgrer mig, Klougart ikke har blik for den måde Woolf gennemskuer sine typer på, og den kritik af det matriarkalske samfund, der også ligger i hendes roman. Jeg elsker også Virginia Woolfs ansigt, men jeg forstår ikke den måde Klougart får det forenet med læsningen af romanen på, og hvad det er for en indsigt, hun gerne vil formidle hermed: ”Alene hendes ansigt, enhver der har set et billede af Woolf må ved sig selv tænke: det ansigt glemmer jeg ikke. Og stærkere end fotografierne står ansigtet i sætningerne; karakterernes ansigter, Londons ansigt, havet som hvad andet end et ansigt, man genkender; en ven, man savner, men ikke længere kan se for sig, huske navnet på. Woolf skriver i Romankunstens faser at det at fortælle sandheden altid medfører ubehag. ”Ubehaget er en del af sandheden,” skriver hun. Og jeg ser hendes ansigt, jeg læser hende og jeg føler: jeg forstår, hvad det er hun mener.” Men forstår I det?

6 kommentarer:

  1. Jeg forstår det fint. Man kan også spørge sig selv om, hvorvidt man kan kræve af et forord, at det kommer hele vejen rundt om alle aspekter af en roman, eller om det faktisk er fint, at det vælger at nørde, at fokusere på en særlig indgang til bogen og ikke skyde med spredehagl osv. Jeg har ikke læst Klougarts forord, men jeg er da overbevist om, at hun selvfølgelig har øjne for de tematiske ting, du fremhæver, altså, det ikke at fremhæve noget, betyder ikke, at man ikke har blik for det, men at man vælger at tale om noget andet. Hvad er det for et ansvar at give Klougart, at hun skulle have skrevet anderledes end hun gjorde?
    Mht. Hesselholdst bog, så kan jeg ikke genkende Christensens udlægning. Jeg synes bogen handler om enormt meget, om moren, om at skilles, om at dvæle for meget ved sig selv, og om en ambition eller måske et ønske fra den skrivendes side om at fortælle og møde læseren med en mere generøs, flaksende skrift (end tidligere ) - jeg læste det sprog, som vi taler om, hos CH, også som et udsagn om, at det at henvende sig til den anden person, at blotte sig, måske ligefrem det at elske, kan være noget vakkelvornt, fyldt med digression og desperation og småting og bekendelser.
    Og jeg blev overrasket over Christensens forestilling om "sprog der sproger", jeg troede den myte var død for længst. Der findes jo ikke tekst, der kun er "sprog", det er sådan noget man siger om Mallarmé på universitetet, når man ikke hvad, hvad man skal stille op med teksten ("det peger på sig selv som tømt for betydning"). Der findes upræcis, dårlig, dovent skrevet tekst, men den er aldrig uden betydning. Men altså, jeg er i tvivl om, hvad SC mener, det er jo også en facebookkommentar, så måske jeg har misforstået det.
    Kh Olga

    SvarSlet
  2. Nej, Olga, det handler ikke om, at Klougart skulle have skrevet et andet forord, end hun har gjort. Hendes forord har mange kvaliteter. Men det handler om, at jeg synes det er ærgerligt og reducerende, hvis man i beskrivelsen af Woolf faktisk kommer til at tegne et billede af hende, som gør hende langt mere verdensfjern end hun var, og i begejstringen (som jeg deler) for hendes sprog) glemmer, at hun ikke bare "sproger" men faktisk også skriver om noget.

    SvarSlet
  3. Hallo! Jeg har som sagt læst til side 26 i CHs bog og skrev en kommentar på Facebook, Mai valgte at citere mig in extensio uden at spørge om det var ok eller ikke. Fair nok, Promenaden vil ikke have saloner hvor kedelige, forudsigelige litterær samtale føres, mens det er rene ord for pengene og cowboys with guns rundt omkring på nettet, debat er debat, men jeg kommer altså desværre IKKE til at uddybe min udtalelse om CH før jeg har læst bogen og anmeldt den i august. Først og fremmest var det vel Rifbjergs lidt morsomme reaktion på de danske kritikeres panegyrik, som jeg havde lyst at swinge med på. Sorry, men jeg har meget andet arbejde denne sommer, dette blir altså en cliffhanger.

    SvarSlet
  4. "kedelige, forudsigelige litterære samtaler"

    SvarSlet
  5. Mht. sproget der sproger; det er skægt, jeg har købt Joan Didions Blå timer efter at have læst overvældende anmeldelser i Politiken og Kristeligt Dagblad, og da jeg så kom i gang med den var det så skidt at jeg blev helt aggressiv over det... Måske også på grund af mine forventninger... Jeg havde sådan glædet mig... Det er særligt hendes stil jeg synes er helt forfærdelig, hendes selvforelskelse som stilist, som jeg slet ikke synes er begrundet... Jeg skrev en vred opdatering på Facebook, om at det var den værste bog, og at Nanna Goul havde ret i sin ret kritiske anmeldelse i Weekendavisen som jeg læste for sent... Alligevel har jeg af en eller anden grund læst Didion færdig, og synes egentlig at det er en god bog; som memoir betragtet (det er jo ikke en bog om datteren, men om hende selv, om tiden, om hvordan det er at være barn i USA under anden verdenskrig, hvordan det er at adoptere, hvordan det er at pludselig finde sig selv som 75årig, første gang man falder og er hjælpeløs i hjemmet - og egentlig kan Gouls kritik jo langt hen af vejen siges at være en art moralsk dom over at Didion beskæftiger sig så meget med sig selv, når det nu angiveligt er den tidligt afdøde datter det skulle handle om...). Et fint billede på mange måder. Blot må jeg, så at sige, sine steder læse HENOVER sproget (som kunne man det); de enerverende, selvhøjtidelige gentagelser, der sikkert er tænkt at skulle virke suggestivt, rytmisk på en eller anden måde; men slet ikke fungerer... Og de evindelige superretoriske retoriske spørgsmål... Det skrålæste jeg henover for at kunne holde det ud, og synes nu altså at det er en fin bog. Der, i sit tidsbillede og beskrivelsen af dem amerikanske vestkyst, også og underligt nok minder mig om David Antins I never knew what time it was - på trods af at Didion og Antin er meget forskellige forfattere - mind you.

    SvarSlet