Elsk mig, Politiken!

Dagbladet Politikens endnu relativt friske litteraturredaktør Jes Stein Pedersen er en vennesæl litteraturformidler.

Allerede som forne avis-tiders bibliopat hyggede han om læserne med anekdotisk litteratur-trivia fra posen. Og nu er han så blevet bogdoktor, hvilket jo giver tilsvarende rige muligheder for at udbrede sig om alt og ingenting. Da litteraturredaktøren for nylig, i benovet tilstand, endelig havde fået det så begærede interview med Umberto Eco, fandt han da heller ikke anledning til at spørge dette intellektuelle, kulturkritiske fyrtårn af et menneske om noget som helst af betydning (Europas tilstand f.eks.). Småsnak om dit og dat, hvor har du mange bøger, hvor er Rosens navn dog en spændende roman.

Nå. Spørgsmålet er om der så alligevel er noget der har ændret sig siden vagtskiftet? Og svaret er ja. Det er for det første nat med bogtillægget, hvilket i praksis betyder at bogstoffet er blevet kraftigt nedprioriteret. Jovist er der boganmeldelser i løbet af ugen, og det er en decideret skidegod idé. Men den nye KULTUR-sektion, som bogstoffet jo også skal bo i, har ganske få siders regulært kritisk stof – til gengæld har interviews med forfattere, hvilket ofte er en variant over fænomenet vennesæl småsnak, tilsyneladende fået en højere prioritet.

På solsiden er den bedst tænkelige forstærkning hidkaldt i form af Lilian Munk Rösing, som jo klart er en af Danmarks skarpeste læsere, og som ikke, som så mange andre af dagbladets redaktører og skribenter, stikker halen mellem benene, når det gælder udfordrende litteratur og kritisk tænkning.

Men så nu i søndags (d. 15. juli) opdagede jeg at Lilian Munk Rösing har skrevet et essay i en “sommerserie” om “litterære skikkelser som Politikens anmeldere ville ønske de havde mødt i virkeligheden”.  

Det er et, efter min mening, både meget privat og meget kedeligt emne. Jeg kan til en vis grad forstå at man kunne tænke sig at have mødt Aristoteles eller Shakespeare, men litterære figurer? Dem kan man for det første møde når man vil. Det er bare at åbne bogen. For det andet holder de op med at leve, hvis man fjerner dem fra teksten. Hvis de havde kunnet handle anderledes, ville der ikke være nogen tekst, vel? Jeg forstår simpelthen ikke ønsket om at møde en litterær skikkelse i virkeligheden, hverken med min følelse eller med min fornuft. Hvilket hænger sammen med min tilsvarende begrænsede begejstring for at fantasere videre over hvad der kunne være sket i stedet for det som sker: Når studerende vil spekulere over, hvad der ville være hændt, hvis Paris havde kastet æblet til Hera, må underviseren altså råbe ¡No pasarán!

Essayet i sommerserien bærer titlen “Elsk mig, Hamlet!” og er vist til en vis grad genbrug fra en programtekst som LMR skrev til Det Kongelige Teaters opsætning af Hamlet i 2008, og pointen er, at LMR er forelsket i Hamlet. Jeg citerer:

“jeg er den, der kan se Hamlet og forstå, hvad han kæmper med. Og jeg ville gerne redde hans kræfter, hans vid, hans heftighed, hans ekvilibristiske sprogbehandling ud af dén kamp og ind i en kærlighedsnærkamp med mig”.

Lilian Munk Rösing begærer Hamlet, begærer at redde Hamlet fra hans voldsomme undergang, hvilket åbenbart ville kunne lade sig gøre (ville være psykologisk sandsynligt), hvis Hamlet kom ud af sin ødipale konflikt og indgik i en sand, genital kærlighedsrelation til anmelderen.

Godt. Jeg har allerede sagt at jeg finder emnet for serien dumt. Men hvis vi nu, i første omgang, tager den her fantasi, som også er en fortolkning af Hamlet, alvorligt, holder den så?

Hvor gammel er Hamlet? 15? Han er i puberteten, han har spleen, han er narcissistisk og utålelig som kun en teenager kan være det. Kan han reddes af en “rigtig” kærlighedsrelation? Nej. Han har brug for at komme på efterskole. UD af familien. VÆK fra den. Og netop dét er det eneste som ikke kan lade sig gøre.

Det er ikke sikkert jeg har ret. Jeg vil ikke lægge hovedet på bloggen i dén sag.

Men jeg synes, det er rimeligt, i anden omgang, at spørge til, om det virkelig er nødvendigt at skrive om litteratur på dén måde? At formidle sin litteraturkærlighed så omfavnende, så heftigt og begejstret vennesælt, når det nu drejer sig om den utålelige, morderiske, kyniske pubertetsknægt Hamlet? Jeg har intet imod situeret kritik, men det personlige engagement kan også gøre sin genstand ufarlig.

Politiken – wo ist dein Stachel?