tirsdag den 17. juli 2012

Elsk mig, Politiken!


Dagbladet Politikens endnu relativt friske litteraturredaktør Jes Stein Pedersen er en vennesæl litteraturformidler.

Allerede som forne avis-tiders bibliopat hyggede han om læserne med anekdotisk litteratur-trivia fra posen. Og nu er han så blevet bogdoktor, hvilket jo giver tilsvarende rige muligheder for at udbrede sig om alt og ingenting. Da litteraturredaktøren for nylig, i benovet tilstand, endelig havde fået det så begærede interview med Umberto Eco, fandt han da heller ikke anledning til at spørge dette intellektuelle, kulturkritiske fyrtårn af et menneske om noget som helst af betydning (Europas tilstand f.eks.). Småsnak om dit og dat, hvor har du mange bøger, hvor er Rosens navn dog en spændende roman.
Nå. Spørgsmålet er om der så alligevel er noget der har ændret sig siden vagtskiftet? Og svaret er ja. Det er for det første nat med bogtillægget, hvilket i praksis betyder at bogstoffet er blevet kraftigt nedprioriteret. Jovist er der boganmeldelser i løbet af ugen, og det er en decideret skidegod idé. Men den nye KULTUR-sektion, som bogstoffet jo også skal bo i, har ganske få siders regulært kritisk stof – til gengæld har interviews med forfattere, hvilket ofte er en variant over fænomenet vennesæl småsnak, tilsyneladende fået en højere prioritet.
På solsiden er den bedst tænkelige forstærkning hidkaldt i form af Lilian Munk Rösing, som jo klart er en af Danmarks skarpeste læsere, og som ikke, som så mange andre af dagbladets redaktører og skribenter, stikker halen mellem benene, når det gælder udfordrende litteratur og kritisk tænkning.
Men så nu i søndags (d. 15. juli) opdagede jeg at Lilian Munk Rösing har skrevet et essay i en “sommerserie” om “litterære skikkelser som Politikens anmeldere ville ønske de havde mødt i virkeligheden”.  
Det er et, efter min mening, både meget privat og meget kedeligt emne. Jeg kan til en vis grad forstå at man kunne tænke sig at have mødt Aristoteles eller Shakespeare, men litterære figurer? Dem kan man for det første møde når man vil. Det er bare at åbne bogen. For det andet holder de op med at leve, hvis man fjerner dem fra teksten. Hvis de havde kunnet handle anderledes, ville der ikke være nogen tekst, vel? Jeg forstår simpelthen ikke ønsket om at møde en litterær skikkelse i virkeligheden, hverken med min følelse eller med min fornuft. Hvilket hænger sammen med min tilsvarende begrænsede begejstring for at fantasere videre over hvad der kunne være sket i stedet for det som sker: Når studerende vil spekulere over, hvad der ville være hændt, hvis Paris havde kastet æblet til Hera, må underviseren altså råbe ¡No pasarán!
Essayet i sommerserien bærer titlen “Elsk mig, Hamlet!” og er vist til en vis grad genbrug fra en programtekst som LMR skrev til Det Kongelige Teaters opsætning af Hamlet i 2008, og pointen er, at LMR er forelsket i Hamlet. Jeg citerer:

“jeg er den, der kan se Hamlet og forstå, hvad han kæmper med. Og jeg ville gerne redde hans kræfter, hans vid, hans heftighed, hans ekvilibristiske sprogbehandling ud af dén kamp og ind i en kærlighedsnærkamp med mig”.

Lilian Munk Rösing begærer Hamlet, begærer at redde Hamlet fra hans voldsomme undergang, hvilket åbenbart ville kunne lade sig gøre (ville være psykologisk sandsynligt), hvis Hamlet kom ud af sin ødipale konflikt og indgik i en sand, genital kærlighedsrelation til anmelderen.
Godt. Jeg har allerede sagt at jeg finder emnet for serien dumt. Men hvis vi nu, i første omgang, tager den her fantasi, som også er en fortolkning af Hamlet, alvorligt, holder den så?
Hvor gammel er Hamlet? 15? Han er i puberteten, han har spleen, han er narcissistisk og utålelig som kun en teenager kan være det. Kan han reddes af en “rigtig” kærlighedsrelation? Nej. Han har brug for at komme på efterskole. UD af familien. VÆK fra den. Og netop dét er det eneste som ikke kan lade sig gøre.
Det er ikke sikkert jeg har ret. Jeg vil ikke lægge hovedet på bloggen i dén sag.
Men jeg synes, det er rimeligt, i anden omgang, at spørge til, om det virkelig er nødvendigt at skrive om litteratur på dén måde? At formidle sin litteraturkærlighed så omfavnende, så heftigt og begejstret vennesælt, når det nu drejer sig om den utålelige, morderiske, kyniske pubertetsknægt Hamlet? Jeg har intet imod situeret kritik, men det personlige engagement kan også gøre sin genstand ufarlig.

Politiken – wo ist dein Stachel?





4 kommentarer:

  1. Hun har nok taget det for gode varer, da du skrev: "Skriv med røvhullet, et råd til en ven".

    SvarSlet
  2. Kære Elisabeth
    Jeg morede mig over din kritik af Lilian Munk Rösings artikel. Nu har jeg ikke selv læst den, men ud fra det du skriver, synes jeg også, det lyder som en problematisk og intimiderende måde at ”trænge ind i” litteraturen på. Selv om jeg nu godt kender det med at forelske sig i litterære personer, og bare ønske, de kunne materialisere sig i kød og blod, eller måske hellere, at man selv kunne forvandle sig til litteratur. Well. Mit anliggende er din kritik af Jes Stein Pedersen, som jeg synes, er uberettiget. For det første: Politiken havde nedlagt bogtillægget inden han tiltrådte, og som du helt sikkert ved, så besluttes den slags ikke engang på kulturredaktørniveau, men langt højere oppe. Jeg kunne ikke forestille mig at JSP ikke hellere så det tilbage, men det kan han naturligvis ikke sige nu, hvor han skal være loyal overfor avisen, sådan er det jo. For det andet kritiserer du hans måde at skrive på. Jeg synes, JSP har været en glimrende formidler både på skrift og i TV, netop fordi han udover at være bredt vidende, er en passioneret og nysgerrig interviewer/ skribent. Jeg holder ikke Politiken, og læser den altså ikke fast, men har med stor fornøjelse læst både Bibliopaten (glemmer ikke hans samtaler med samleren Elin Borg) og Bogdoktoren – det var da for fedt at læse om den natlige telefonsamtale med Hans Reitzel. Gode historier, der handler om bøger, jeg synes, det er en gave.
    Hvad angår Eco, så har jeg på Infomedia fundet to artikler fra JSPs hånd, begge bragt 12.5. Den ene er et langt interview, den anden en kort tekst om Ecos bogsamling og JSPs benovelse. Du kritiserer interviewet for ikke at handle om noget, f.eks. ikke om Europas tilstand. Man kunne altid have spurgt anderledes, men jeg synes f.eks. samtalen omkring forfalskninger, er rigtig interessant: ”’Zions Vises Protokoller* blev først trykt i Rusland i 1903, og skriftets påstand om, at der eksisterede en hemmelig jødisk sammensværgelse, som gik efter at erobre magten i hele verden, bredte sig hurtigt. Hitler brugte det til at retfærdiggøre sine forbrydelser mod jøderne. Den dag i dag cirkulerer det særligt i den arabiske verden”, skriver JSP at Eco fortæller, og citerer ham derefter: ”Jeg har været optaget af protokollerne, fordi de illustrerer, hvor lille et skridt der kan være fra en løgn til forfalskning til en forbrydelse. Den tragedie, som er knyttet til protokollerne er enorm.”
    Man kunne have skåret kaffe, blød lænestol, cigarstump væk, jeg synes også, den slags kan tage overhånd, men det er nok en smagssag.
    Den anden tekst hedder ”Ind i det allerhelligste”, og handler udelukkende om Ecos bogsamling. Havde den stået alene, så havde det været for lidt, men nu udgør den et lille ekstra kuriosum, en lækkerbisken for andre, der har noget med gamle bøger..
    Mht. den stigende mængde interviews, så er jeg enig med dig. Det skal doseres, og ikke udvikle sig til vennesæl snak. Jeg håber ikke mindst, at man vil ændre på praksis med at overdynge læserene med interviews, før bøgerne udkommer. Men jeg må nu sige, at jeg var vildt begejstret over at få Martin Larsen i fuld figur, og ikke mindst over, at han nu, via et åbnende interview, blev præsentereret for andre og flere end Informations læsere.
    Fortsat god – netop nu: Svedende – sommer
    Kh Mai

    SvarSlet
  3. Ja jeg har læst Politiken hver dag siden mine teenageår og jeg har åbenbart ikke mistet håbet endnu. Hvad håber jeg på? Det sædvanlige. At avisens litteraturdækning er vågen og kritisk. At der er internationalt udsyn, at folk som véd noget om litteratur skriver skarpt om det de véd.
    Jeg vil ikke hygges om. Jeg vil udfordres. Og jeg synes stadig ikke JSP spurgte Eco om noget vigtigt. Zions protokoller går altså på krykker i Bologna. Hvad med KRISEN?? Europa er paralyseret, hvad siger Europas intellektuelle til det? Efter tre ugers fransk avislæsning kan jeg meddele at det er et emne og en vinkel som fylder ganske meget i verden omkring os.
    Jeg kan godt lide petit-stof og bogpjat og anekdoter. Som en fodnote, en bagside, en rosin til den der har spist den gode pølse op. Ikke som bærende princip i formidlingens hellige navn. Jeg véd da også godt at JSP ikke har afskaffet bogtillægget. Døden var, hvis jeg ikke husker galt, annonceret inden stillingen som ny litteraturredaktør blev slået op. For det blev den jo faktisk.
    Men hvis ikke avisens litteraturredaktør har ansvaret for prioriteringen af stoffet, hvem har så? Selvfølgelig er det fint at interviewe Martin Larsen – men synes du virkelig det var et godt interview? Der stod intet om metrodigtets æstetiske retfærdiggørelse eller noget i den retning. Hvorfor gør Martin Larsen egentlig som han gør? Det ville jeg da gerne have hørt noget mere om. Jeg véd godt jeg er krævende, men jeg tror stadig ikke på at man ikke kan formidle selv den mest komplicerede idé for lægmand, hvis man altså bare har forstået den selv.
    Faktisk er der i sidste uges weekendavis et portrætinterview (Synne Rifbjerg) med Pejk Malinovski, hvor der er mere kød på benet. Han får nemlig lov til at beskrive, hvordan et konkret radio/lydprojekt udviklede sig – de små kuldsejlinger undervejs. Tingene skal altså foldes mere ud, hvis de skal blive interessante. Og det med udfoldningen synes jeg ikke lige går så godt i min kære Politiken. Men over and out. Jeg er åbenbart en af de eneste, der gider at læse den gamle sprøjte...

    SvarSlet
  4. Donna Burkley
    Min dybe taknemmelighed går til Dr. Egwali, et stavebind, der blev fundet efterligningsværdig, da han hjalp med at stabilisere mit brudte ægteskab. Min intimitet har ændret sig bedre, siden forbøn for den bedste heks, dr. Mor, natur sendte mig. På et tidspunkt troede jeg, at det hele var overstået, og der kom dr. Egwali, til et punkt, hvor jeg var skeptisk over for det på grund af mine utallige møder med et par tryllekunstnere og hjemmesider for at hjælpe med at få min mand tilbage, efter at han forlod ham for at vælge en dame over hans kærlige familie med ringe eller ingen succes, måtte jeg være positiv med det i tankerne, at der skulle være et pålideligt sted at hjælpe med at vildre min grimme situation, så jeg snuble over Dr. Egwalis artikel, og siden mødet har det været en utrolig oplevelse for mig og for barnet. Jeg bestilte kærlighedsbesværgelsen og fulgte behørige procedurer som instrueret af stavekasterne, og resten var absolut magisk nogle få dage efter at han kom hjem til os sikkert efter at have været væk et stykke tid og var fuld af kærlighed. Vi er siden blevet gift igen og lever smukt som en stor lykkelig familie. Jeg er nu en sand troende tak så meget Dr. Egwali. Du kan komme igennem til ham med et hvilket som helst af disse medier, der vedrører dine intime problemer, og jeg vil vædde på, at du vil være glad for, at du gjorde det !!
    E-mail: dregwalispellbinder@gmail.com
    Whatsapp: +2348122948392

    SvarSlet