Ja, lad
os læse Rasmus Nikolajsens Den ulykkelige
boghandler intenst og nørdet. Her kommer noget af det, jeg har tænkt på, da
jeg læste den – og noget, jeg er kommet til at tænke på, da jeg læste Lenes og
Martins reaktioner på bogen. Lene karakteriserer bogens tre tekster som
essayistiske og Martin kalder dem noveller. Jeg vil foreslå omveje som genrebetegnelse – i lighed
med Højholts blindgyder. ’En omvej’
hedder den første af de tre tekster nemlig også. Ordet kan kædes sammen med
Nikolajsens poetik. At tage en omvej i stedet for at køre direkte i mål med
teksten og blive hyldet. Det er også en vigtig del af karakteristikken af
Nikolajsens bøger, at de ikke fejrer triumfer og spiller med musklerne. I den
nye boghandlerbog er der to ting, der umiddelbart slår mig.
Den ene
er, at Nikolajsen her så eksplicit gør det klart, at han er nødt til at
forholde sig til traditionen, at han ikke blot kan gentage udbredte fortælleformer
til bevidstløshed. De bliver bare skabeloner, der skal udfyldes. Tænker man et
kort øjeblik på billedkunst og sammenligner, ville man nok ikke finde det
nødvendigt at nævne, at kunstneren forholder sig til traditionen, der er det
vel givet, at kunstneren gør det, men det kan man nævne, når det gælder
skønlitteratur. Der er en forskel. Det er vel også derfor Martin kan skrive, at
han går til en ny bog af Nikolajsen med en forventning om, at han gør noget nyt
– hver gang. (Jeg er åbenbart på fornavn med Martin og på efternavn med
Nikolajsen).
Sille
nr. 1 (der er tre x Sille i bogen med lån fra Frank Jæger, en Sille for hver af
de tre tekster) og fortælleren afliver novellegenren i ’En omvej’. I det
mindste mønsternovellen. De kører i en lillablå Toyota Starlet (i den tredje og
sidste tekst kører fortælleren på en blålilla cykel) og hvad taler de om? De
taler om litteratur, helt tilfældigvis. Sille foreslår sin forfatter, at han
kan skrive en ” […] provinsfortælling. Du
skal bare passe på med ikke at styre ud i den der kliché med at
lillebysamfundet er pænt og kedeligt på overfladen, men kradser man lidt i den,
klipper man hul i ligusterhækken, brager man gennem facaden – se, så koger det
over med indestængte lidenskaber og tragedier: incest, husdyrvold, bedrag, mord
…” Ja, der står husdyrvold og ikke hustruvold, ligesom man lige inden kunne
læse, at parret kørte forbi ”Tomme fabrikker og enkelte forladte
atomkraftværker”. ATOMKRAFTVÆRKER?! Nå, men provinsfortælling bliver det ikke
til, som fortælleren/forfatteren siger til Sille:
- Du har nok ret. Og desuden, tilføjede jeg, passer
provinsfortællingsskemaet ligesom alt for godt til den i forvejen irriterende
novellegenre.
- Nu afliver vi simpelthen hele novellegenren?
- Ja, det synes jeg … Eller i hvert fald den der
mønsternovelle der, proppet med mening, anmassende som en gymnasiepige der
skyder sine bryster frem, snarere er beregnet til at blive afkodet end til at blive læst.
Martin
skrev også, at Den ulykkelige boghandler
er morsom. Det er den også for mig. Virkelig morsom, fx er Silles pludselige
nedkomst ret morsom. Pludselig er den jo kun for fortælleren, der
slet ikke har opdaget, at fødslen er nært forestående. Han har jo sine
litterære projekter.
Den
anden ting, der umiddelbart slår mig (den første var det med at forholde sig
eksplicit til traditionen) er, at Rasmus Nikolajsen skriver forfriskende om
kønsroller og fastlåste kønsroller. Meget mere forfriskende end det er at læse
Mette Moestrup udtale til Information (bogtillæg fredag 1. juni, 2012, side 20)
i forbindelse med en snak om selvmord i litteraturen og Sylvia Plath, at ”Mit
[altså Mette Moestrups] værste mareridt er at vågne op i 50’erne som kvinde med
det der pandehår og så en strutkjole – altså, det er da lige til at stikke
hovedet ind i en gasovn over!”
Her
siger Mette Moestrup jo ikke noget nyt om kønsroller. Hun råber bare til de
kvinder, der allerede er enige med hende i, at 50’erne var forfærdeligt
kvindeundertrykkende. Sådan en strutkjole kan man i øvrigt købe, hvis man har
råd, i Istedgade fx. I den ende med de tjekkede forretninger. Gad da godt have
sådan en, hvis jeg ellers kunne anlægge det rette pandehår. Her er nogle linjer
fra Nikolajsens bog, som jeg finder forfriskende – og ikke mindst gådefulde:
Når vi biler småture på hjemmebane, først og fremmest Valby,
siden København og Nordsjælland, er det Sille der sidder bag rattet. Det er
hendes bil – og skal det være så lader jeg mig da gerne fragte omkring som en
mops i en håndtaske! Hver gang jeg kaster nøglerne hen over biltaget til Sille
eller blot kringler mig ind på passagersædet, udgør det en lille kønspolitisk
happening som synligt ryster de mandlige naboer. Det er en anden sang når vi
skal på langtur. Så oprettes almindelig orden, og jeg indsættes, eller
indsætter mig, som leder af ekspeditionen.
Næste
punkt for mit vedkommende bliver at prøve at gå systematisk til værks med de
der meget omtalte sammenligninger. Dem var der også et par stykker af i
citaterne her.
Omveje, dén køber jeg! Jeg tænkte også på Højholts Blindgyder da jeg læste Boghandlerbogen. Fx kunne denne sætning, der åbner en af fortællingerne i Blindgyder 12: Anekdoter (1996), sagtens have stået i Den ulykkelige boghandler: "Som lyriker med det privilegium til stadighed at måtte bekræfte eliten i dens selvforståelse har jeg som tidsfordriv den opgave at skulle vælge mine ord med omhu, hvilket naturligvis medfører både ekstaser og bitre nederlag." Der er noget med en vis... distance, kølighed, humor og selvbevidsthed i tonen, som de deler... Og en række interesseområder også.
SvarSlet[Forresten er der en passage i Christina Hesselholdts seneste bog, Selskabet gør op (2012), hvor Camilla, hoved-hovedpersonen, siger at hun HADER når folk siger Den køber jeg (ikke) - det må være derfra at jeg er direkte inspireret til formuleringen ovenfor, ellers siger jeg ALDRIG den slags...]'
SvarSletHvor skønt du lige havde Højholt ved hånden - enig, dét kunne have været fra Boghandleren!
SvarSletDet lyder som en god bog! Absolut. Men hvad har det med Sylvia Plath at gøre? Jeg forstår ikke, hvad det er for noget med kvinder, som er enige med mig. Hvem er de, og er det et problem, hvis der er nogen, som er enige med mig i et feministisk synspunkt? Et telefoninterview bliver så desuden klippet i små bidder. Nå. Du skriver jo netop, at man kan købe 50'er æstetikken nu på Istedgade. Det betyder noget, tror jeg, når man iklæder sig 50'er æstetikken. Hylder Mad Men. Den slags. Det er ikke uskyldigt. Pastelfarvede muffins findes i nutiden. Hvorfor vil du gerne have sådan en kjole, sådan et pandehår? Altså, jeg tror bare ikke, jeg fatter, hvad du vil sige med det. Kh
SvarSletSylvia Plath er helt klart en omvej, det har du ret i, Mette. Og du har også ret i, at man ikke kan holde ordene i en langsom bog op mod dem i et hurtigt telefoninterview. Jeg var bare så fristet til at gøre det alligevel, fordi jeg så ordene i Information som et eksempel på et udsagn, det er så let lige at give videre. Men vi kommer jo ikke rigtig videre på den lette måde. Det er avisfænomenet, det overfladiske, jeg er irriteret på.
SvarSletMen måske har vi noget andet at diskutere, som kunne være mere interessant. Mad Men! Jeg har set mange, dog ikke alle, afsnit. Den serie vil jeg gerne hylde! Den fører da feminismen up to date!
nej nej mad men er da präcis lige så stinkende patriarkalsk som Matador (succes = at have kapital) - Buffy the Vampire-Slayer - det rykker for mig.
SvarSletKender ikke Buffy the Vampire-Slayer, men Matador har jeg da hørt om ... Elisabeth, vi skal da vist se Mad Men sammen en dag! Den er da slet ikke så enkel at du kan sætte den på en formel "succes = at have kapital". Fx er spørgsmålet, der hele tiden lurer, "What do women want", er da enormt gådefuldt og bliver aldrig entydigt besvaret. Første sæson slutter med en tydelig reference til Ibsens Dukkehjem, da Don Draper sidder alene på trappen i det store hus - uden Betty.
SvarSletNå, men det var jo Nikolajsens behandling af kvinde- og manderoller, det skulle handle om!
Så vidt jeg kan se, handler Mad Men præcis om kvindens vej i de år fra hustru, husmor, assistent til noget ganske andet, stærkere og mere selvstændigt. Men som alle serier og film påvirker den moden (alle gik fx i khaki safartøj og tropehjelm i new york efter Out of Africa)– så alle nu gerne vil ryge mange smøger, drikke sindssygt mange whiskysjusser og iføre sig pastelfarver og pandebånd ...
SvarSletOmveje... Er det ikke snarere udbrud?
SvarSletAlle er tabere i Mad Men (indtil videre i hvert fald, og jeg har set alle afsnit i samtlige fem sæsoner), der er ingen entydig forklaring, men en af forklaringerne er, at det patriarkalske og kapitalistiske system (portrætteret med stor ambivalens af seriens skabere, som det hedder på USAsk) bestemmer hvilke mulige identiteter karakterne kan indtage, frasige sig eller stræbe efter. Det bliver kun mere tydeligt, som sæsonerne skrider frem. I slutningen af sæson 5 (og nu vil jeg ikke afsløre for meget) kan man opfatte det sådan, at kvindens mulighed på dette tidspunkt er 1) prostitution eller 2) simpelthen at forlade serien/scenen. Det kan man jo så læse videre på. Man kan også sige, at for individet i slutningen af samme sæson virker mulighederne til at være 1) prostitution 2) døden 3) at forlade scenen/serien/systemet (og samtidig, for seeren i hvert fald: miste betydning indenfor systemet) 4) at blive i den gamle verden (og derfor, mere eller mindre uden at opdage det, tvinge alle andre karakterer ud i en af de nævnte fire positioner). Yeah. Det er en god serie.
SvarSlethørt, Olga!
SvarSletHvad nu hvis det i virkeligheden var genveje?
SvarSletMå jeg anbefale noget supplerende læsning her?
SvarSletI så fald:
Jakob Isak Nielsen, Andreas Halskov & Henrik Højer (red): Fjernsyn for viderekomne – De nye amerikanske tv-serier. Fx J.I. Nielsens kapitel om Mad men.
Mvh. Jens
ja jeg var vist upræcis, for jeg synes jo også, at mad men (ligesom sylvia plath, uden sammenligning i øvrigt - og jeg har godt nok læst mere sylvia end jeg har set mad men, men dermed være ikke sagt, at jeg ikke har set meget, meget mad men) giver et uhyggeligt præcist billede af nogle mønstre, ikke kun kønnede, som måske desværre ikke er helt så forældede, som man ku drømme om, men det, jeg mente med den naive prisning af serien var så, at jeg ikke fatter 50'er fetish tingen, altså det at iklæde sig dén tids æstetik og finde den lex, men det er nok fordi jeg er enig i olgas analyse, jo. halvtredserne er så scary. & kamilla, så var det jo nok, jeg synes, det var lillebitte smule unfair at tage lige lille mig på ordet for noget om netop 50ernes kønsroller, når jeg ellers bruger så meget af min tid på at skrive om køn ellers også. men jo, jo, aviserne, det overfladiske. jeg ved det. osv
SvarSletDonna Burkley
SvarSletMin dybe taknemmelighed går til Dr. Egwali, et stavebind, der blev fundet efterligningsværdig, da han hjalp med at stabilisere mit brudte ægteskab. Min intimitet har ændret sig bedre, siden forbøn for den bedste heks, dr. Mor, natur sendte mig. På et tidspunkt troede jeg, at det hele var overstået, og der kom dr. Egwali, til et punkt, hvor jeg var skeptisk over for det på grund af mine utallige møder med et par tryllekunstnere og hjemmesider for at hjælpe med at få min mand tilbage, efter at han forlod ham for at vælge en dame over hans kærlige familie med ringe eller ingen succes, måtte jeg være positiv med det i tankerne, at der skulle være et pålideligt sted at hjælpe med at vildre min grimme situation, så jeg snuble over Dr. Egwalis artikel, og siden mødet har det været en utrolig oplevelse for mig og for barnet. Jeg bestilte kærlighedsbesværgelsen og fulgte behørige procedurer som instrueret af stavekasterne, og resten var absolut magisk nogle få dage efter at han kom hjem til os sikkert efter at have været væk et stykke tid og var fuld af kærlighed. Vi er siden blevet gift igen og lever smukt som en stor lykkelig familie. Jeg er nu en sand troende tak så meget Dr. Egwali. Du kan komme igennem til ham med et hvilket som helst af disse medier, der vedrører dine intime problemer, og jeg vil vædde på, at du vil være glad for, at du gjorde det !!
E-mail: dregwalispellbinder@gmail.com
Whatsapp: +2348122948392