Anbefalinger

Ikke fordi sommeren er over os med alle sine dyneskyer. Ikke fordi der intet andet er at lave end at læse bøger. Ikke fordi Promenaden skal ligne et bogtillæg. Ikke fordi Flåden allerede har lagt ud. Men alligevel. Her et par bøger til anbefaling.

René nummer et for nummer to (eller tre)

Michael Strunges pris er ikke længere en debutantpris, forstår man efter den seneste uddeling den 19. juni, digterens fødselsdag. Her modtog René Jean Jensen prisen for den såkaldt svære toer, og det har han så sandelig fortjent, bortset fra at Jeg har planlagt at dagdrømme, som han modtog prisen for, ret beset er hans tredje bog – den helt vildt svære treer. En trist januardag sidste år mødtes René og jeg til "Poesibrunch" på Løves Café i Århus, og jeg har gravet mine gamle noter frem fra mødet og poleret dem med klud og creme, så det er muligt at læse med. Tilbage sidder stadig en del mørke pletter, jeg beklager, og jeg har ikke ryddet op virvaret.

En personlig historie

Ja, sådan så vi ud engang. Hvad der siden hændte (cirka), og hvordan dén historie hænger sammen med Obamas nylige udmeldinger om, at han støtter registreret partnerskab i et ellers ikke synderligt homobegejstret USA, kan man læse videre om på Lookbooks. Her har Seetha Raj skrevet en lille artikel (inkl. flere bedrøvelige billeder) under titlen "I Now Pronounce You, Husband and Husband". Åh ja, Seetha, opfindsom som altid ... Linket er her.

2 ICH was here. Bastei, Sachsen, 1776

OCCUPY LITERATURE

Hvis man for seks måneder siden havde spurgt mig, hvad en litterær blog kunne bruges til, ville jeg have svaret med to ord, inspireret af diverse internationale bevægelser: Occupy literature. Men hvis man havde spurgt mig et par uger senere, sådan cirka 2. december 2011, ville jeg have sagt noget i retning af, at den typiske blogger for mig at se var en, der sad og ventede på en krig.

Hesteædere hele bundtet

Et sted midt i Thomas Bobergs seneste digtsamling, Hesteæderne 2, lyder et digt, som om en cirkusdirektør pludselig har fået ordet og byder publikum velkommen, overstadig, nærmest panisk, snublende over sine egne ord. Han indleder sin rablen med en abstrakt aforisme, men glider hurtigt ud i en lang remse om personer og omstændigheder, som man ikke har en jordisk chance for at kende, medmindre man allerede er indviet i hesteæderuniverset. Hvem er fx naboens datter? Hvor kommer flagermusen fra? Hvad er de mange vælder, der omtales? Hvem er kollegaen? Og hvem (hvis ikke direktøren selv) taler overhovedet? Og hvorfor taler han sådan, i en lang hovedsætning, hvorfra springer en lang række årsagsledsætninger, der forsøger at forklare, hvorfor den talende ligger søvnløs?

Noter om oversættelse

Engelsk har det fra latin – to translate: at overføre. En billedfigur, der går igen på tysk – zu übertragen: at overdrage eller at overbære. Altså at løfte eller føre noget over, at overflytte. Samme figur findes selvfølgelig i det tyske übersetzen, der kan genfindes i vores eget oversætte. Man får fornemmelsen af en svævende, usynlig bevægelse, en bevægelse hen over store afstande eller en abstrakt bevægelse, som når man elektronisk overfører penge eller overdrager nogen en opgave. Maskinoversættelser eller simultantolkninger overfører derimod ingenting, de erstatter blot ord på ét sprog med ord på et andet, men der er ingen overdragelse i det, der er intet svæv. At oversætte må ligge i denne transporterende bevægelse angivet ved det lille ord over.

Jens Jacob Toftegaards selvbiografi 1-10

Bind 1
De tidlige år: Nej, barn var jeg aldrig

Bind 2
Pionertiden: Klassefjenden er overalt – på træningslejr i Østblokken

Bind 3
Studietiden: Hvordan Knud Romer lærte mig at holde op med at læse

Bind 4
Modningsårene: To spildte år på Forfatterskolen

Bind 5
Gennembruddet: Hvordan jeg opdagede Elvis, og han opdagede mig

Bind 6
Hjemmeår: Min første guppy

Bind 7
Fortrydelsens tid: Da jeg (næsten) giftede mig med en muslim og lærte ordet "smatso"

Bind 8
Mudderperiode: Sekretær i Trykkefrihedsselskabet

Bind 9
Gyldne stunder: Brillerne frem og i gang med Fart og Tempo

Bind 10
Mæt af dage: Hvor Gud er stor

Peters kanon

I 2001 bad vi på Forfatterskolen Peter Laugesen vælge sine yndlingsdigte til et besøg på Hald Hovedgaard i Viborg. På det tidspunkt sad han "ude i Korsør" og arbejdede med Céline, men efter hukommelsen fik han oplistet følgende digte, her citeret efter Peters brev fra Korsør:

Robert Burns: To a Mouse (wee mousie...)
St. St. Blicher: Sig nærmer tiden
Dylan Thomas: Fern Hill og Death shall have no dominion
Rimbaud: "Jadis si je me souviens bien ma vie etait festin ou tous les vins coulaient... " (Illuminations, mener jeg)
Hölderlin: Det lille der med "Die Mauern stehn sprachlos und kalt, im Winde klirren die Fahnen"
Allen Ginsberg: Plutonian Ode
Paul McCartney: Fool on the hill
Burns/Blicher: Auld lang syne

Interesserede kan selv slå efter. Jeg husker bedst, at vi alle måbede over, hvor moderne Hölderlin virkede, og så husker jeg fornemmelsen af, at poesien ingen alder har. Det har Peter heller ikke. 7 år eller 17 eller 70 - who cares? Så længe ordene klirrer i blæsten.

Men tillykke alligevel!

V og K og O

Jeg begynder at blive lidt svimmel af de mange interessante bud på litteraturens funktion og foreslår derfor, at vi tager imod en indirekte opfordring i Christoffers Bruuns kommentar. Det ville i hvert fald opklare et eller andet i mit hoved, tror jeg. Igen lægger jeg mit svar ud på forsiden, fordi kommentarfeltet ikke vil acceptere min lange tekst. Nå. Opfordringen går ud på, at vi vurderer litteraturens funktion ud fra de ti år, hvor Danmark blev redet af en populistisk "mare" (Bruuns ord) af kulturkonservatisme og nationalisme. V og K og O. Hvad kunne litteraturens mulige rolle og opgave siges at være i løbet af "systemskiftets" årti?

Mere populisme

Tak for de glimrende kommentarer til mit indlæg om populisme, og undskyld denne let forsinkede reaktion, som skyldes for meget arbejde. Til gengæld bliver mit svar lidt længere, og jeg smækker det på forsiden, så det er lettere at læse.

Populisme? Smal litteratur? Lukkethed? En historie fra den virkelige (medie)verden

For et par uger siden, 23-25. januar, lagde Testrup Højskole hus til et nordisk seminar om skriveskoler. Som tidligere leder af Forfatterskolen var jeg blevet inviteret til at holde et oplæg på seminaret, og det resulterede i en tekst med titlen "Kunsten at gå i skole". Inden seminaret sendte jeg min tekst til Politikens nye kronikredaktør, Christoffer Emil Bruun, der kort forinden havde tilbudt Promenaden et nærmere samarbejde, fordi han gerne ville åbne kronikken for danske forfattere i god forlængelse af, hvordan Politikens kronik traditionelt har fungeret. Det syntes jeg lød opmuntrende, og jeg forestillede mig, at jeg kunne foregribe samarbejdet med min tekst.

I privaten 4

For et par år siden lejede jeg en lejlighed i Berlin i tre måneder for at skrive en bog færdig. Dagen før afrejsen skulle jeg til køreprøve – ikke for at "generhverve" kortet, som de unge elever på holdet troede, men som nybegynder. Så hin bævende dag satte jeg mig ind i bilen hos en langlemmet betjent, der krøllede benene sammen ved siden af mig. Jeg kan ikke sige, at jeg bestod prøven af uransagelige eller mirakuløse grunde, for mens vi kørte, plaprede jeg løs om ditten og datten, så betjenten endte med at få en vis sympati for mig og bagefter sagde: "Dig vil jeg gerne give et kort!" Tak. Og så af sted til Berlin, uden bil. Og jeg forblev uden bil indtil mange måneder senere, hvor jeg så det forbandede kørekort ligge og samle støv på en hylde, og det gik op for mig, at hvis jeg ikke snart fik en bil, ville jeg aldrig nogensinde lære at køre.

I privaten 3

I Christian Yde Frostholms Selvportræt med dyr er erindringen skåret op i så små bidder, at man indimellem mere føler sig kastet af vognen end decideret forført. Det virker som om kortprosaen ikke er den rette ramme for memoiren, der jo søger sammenhæng, forståelse, overblik. Men Frostholm er god til at fange sigende detaljer og løsrevne replikker, og så er han temmelig kritisk over for de omgivelser han er havnet i som yngste søn i en forstadsfamilie – "Christian den Femte", som faderen kalder ham.

I privaten 2

Også homoerne bakser åbenbart med familien. Tag nu Æblet. Stammen, en brevveksling mellem forfatteren Tomas Lagermand Lundme og tekstredaktør (blandt meget andet) Erik Struve Hansen. Den sidste skriver, som om han var brevkasseredaktør på Euroman, og alligevel er det værste ikke, hvordan han skriver, selv om jeg måber over formuleringer som: "Bølger af glædesskælven gik gennem min krop." Eller de lidt mere vovede: "… goodbeirut til homolivet" eller de forsigtige som: "For filan for en dag", når man nu helst ikke vil bande i en fin bog. For mig lyder det mest, som om der er spredt cigaraske ud over ordene. Eller chokodrys.

7 milliarder

Føler De Dem klaustrofobisk, spørger en journalist i International Herald Tribune. Det er De ikke alene om. For sådan havde stort set alle det den mandag i november, hvor det blev meddelt, at vi nu er 7 milliarder mennesker på kloden. Bortset fra at ingen ved, om vi præcis er 7 milliarder – eksempelvis har U.S. Census Bureau regnet ud, at selv om vi bliver 215.120 flere mennesker hver dag, så når vi ikke op på 7 milliarder før engang i februar 2012. Er De så mere rolig?

Mit yndlingsRif

inde i skoene
lever fødderne deres
mærkværdige liv

I privaten 1

Dorrit Willumsens Pligten til lykke må være en af de særeste erindringsbøger, der nogensinde er skrevet. På noget sprog. Den ydre verden er stort set visket ud, og det på trods af at bogen foregår i de livlige årtier fra tresserne og ind i halvfemserne. Ikke mange ord ofres på ungdomsoprør, kvindefrigørelse, befrielsesfronter af enhver art, ny dansk modernisme (eller alle modernistvennerne!), om politisk radikalisme og punk, og hvad tiderne nu ellers morede sig med.

Sidste runde om karikaturen

Digtere er et irritablet folkefærd, stod der i Corsaren i 1847, men af alle irritable digtere er Henrik Hertz alligevel "ustridig den irritableste". Jeg ved ikke, om Hertz følte sig ramt af det karikaturportræt, men det behøvede han egentlig ikke ifølge Martin Zerlangs glimrende artikel i Kritik 200 om karikaturen som litterær og kunstnerisk form. For det irritable hos digteren gør, at han lige præcis ved, hvilke ømme punkter han skal sætte fingeren på hos sine modstandere for at opnå den ønskede virkning. Til gengæld er den irritable digter selv frygtelig sårbar, og det gør ham til et nemt offer for kritik og karikatur. Og sådan kan man glæde sig over en vis retfærdighed i foretagendet. 

Replik til Pia

At kalde religiøst uinteresserede (eller som i dette tilfælde: religiøst uvidende) personer for bibelforskrækkede er et typisk retorisk trick blandt religiøse. Derved får man antydet, at den forskrækkede ikke blot føler sig truet i det ydre, men også i det indre, at han skyr noget i sig selv, ja, at han i virkeligheden selv er religiøs! Ja, ja. Og bla-bla. Jeg for mit eget vedkommende er bedøvende ligeglad med, om noget stammer fra Biblen, Højskolesangbogen, telefonbogen eller den seneste brugsanvisning til endnu et ubrugeligt apparat. Og jeg har svært ved at se, at man har sagt noget dybere eller endegyldigt ved at stadfæste en frase eller et ord eller navn som bibelsk. I det hele taget er jeg skeptisk over for ideen om det endegyldige, fordi der heri gemmer sig forestillinger om essens, oprindelighed, sandhed, som ingen verdens sjæl (jf. Biblen) kan røre ved. Det var muligvis dét, der gav mig "nervøse trækninger" hin dag på Promenaden, selv om jeg ikke mindes, at jeg var særlig nervøs. Sådan ser jeg bare ud, desværre, det ligger i mit åsyn (jf. Biblen), medmindre det lå i den satans, fordærvede burger.